Der er ikke noget loft

Fra blændende solskin, bare arme, røde kinder og fugtige overlæber i går til tyk, hvid tåge i dag.

I dag er en træt dag. Jeg var på farten det meste af dagen i går. Kom hjem klokken 22:45, og havde nogle mails, som skulle skrives. Vigtige mails. Faldt i søvn, tungt og godt, og er fortsat med at skrive her til morgen. Jeg har lavet en liste over det, jeg skal nå, før vi går på weekend om et par timer.
Det med listerne var én af vores konklusioner, da Kristian og jeg gik tur i skoven i onsdags, og snakkede om livet som selvstændige: Vi skal lave lister for at skabe overblik.

Fordi, vi har som regel mange projekter på én gang, og det er vigtigt med overblik, så vi ikke føler, der er for meget. Der ér nemlig ikke for meget, men derimod lige tilpas. Vi er opmærksomme på ikke at sige ja til for mange opgaver eller iværksætte en helt masse nyt på én gang. Vi værner om vores tid og om kvaliteten af det, vi bruger den på. Men derfor kan det alligevel føles uoverskueligt, når der er gang i fem projekter samtidig.

Og så, når jeg får opgaverne skrevet ned, og anslår, hvor meget tid hver enkelt kræver, og hvornår jeg vil løse den, falder der ro på. Jeg kan jo sagtens nå det. Faktisk er det slet ikke slemt. Faktisk laver jeg lige en kande te, og skærer et æble i både. Sætter musik på, før jeg går i gang med listen. I dag hører jeg “The tallest man on earth”.  Jeg startede med sangen “Love is All”. Og jeg lytter til “Moses Sumneys” “Worth it.” Det er godt, så godt.

Lige nu er mine opgaver:
– Planlægning af retreatet i juni (som er udsolgt! Yay!) Dvs: indkøb, betalinger, information, materiale, m.m.
– “Horisont” – vores forløb med unge under Huset Humaidan. Dvs: Evalueringer, kommunikation, planlægning af aktiviteter, samtaler om nye unge m.m.
– Min bog, Hjemmefra, – den skal sådan set bare skrives, og det skal der sættes tid af tid (og de skrev fra et stort forlag, da jeg havde delt de første sider, at jeg bare skal sende den, når jeg er klar til at få andre øjne på).
– Kronikker til Information. Skal skrives. Og det skal der sættes tid af til.
– Kommunikation generelt – jeg modtager mange mails om samarbejder, eksponering, min blog osv., som fortjener svar.
– Bloggen. Den tager tid (ret meget tid), og jeg tænker på den i løbet af dagen. Og er vildt glad for den. – Jeg skal sende spørgsmål til alle, der har skrevet til mig om jeres modige historier. (Og I skal sende mig billeder.)

I dag ved jeg, hvad jeg skal. Og hvornår. Og jeg kan lide det hele, fordi det giver mening for mig. Jeg kan se hvorfor, jeg bruger tid på det. (Hånden på hjertet synes jeg ikke, det er sjovt at sidde og skrive en bunke fakturaer med forskellige beløb og betalingsdatoer, for jeg er ikke verdensmester i at holde styr på den slags. Men jeg kan i høj grad se meningen med det, og når det er klaret (det er det nu), føles det godt.)

Kristian snakker ofte om, at vi mennesker efterhånden er kommet så langt væk fra meningen, at vi har mistet følelsen af at gøre en forskel og have et formål. Hvis man aldrig beskæftiger sig med noget, som man kan se slutresultatet af, eller hensigten med, visner man.

Der er fordele og ulemper ved livet som selvstændig.
Jeg kan godt forstå, når nogle lønmodtagere siger, at de nyder at have helt fri, når de går hjem fra arbejde, og de nyder forudsigeligheden, trygheden og fraværet af ansvar. Jeg kan se, hvordan det kan give overskud til andre ting.

Men jeg kan lide ansvaret, og jeg kan ikke lade være med at få nye idéer og tage initiativ. Jeg holder ikke fri-fri meget længe af gangen, der er som regel noget, der snurrer i baghovedet. Da Kristian og jeg havde spist morgenmad på hotellet i går, og satte os på terrassen med hver vores bog, gik der ikke længe, før én af os sagde “jeg har lige det der notat, jeg skal skrive” og den anden svarede, “ved du hvad? Der var jo liiige det der, jeg skulle have styr på”, og så kan man sige, at vores hyggestund blev til et mobilkontor, men vi nød det. Nød at sidde der i solen med hinanden og arbejde. Det føles ikke som et fravalg, med derimod en berigelse. Det føles ikke altid som arbejde, men mere som passion.

Kristian og jeg har ikke noget budget. Det har vi aldrig haft. Og jeg ved efterhånden, at det er en oplysning, som nærmest chokerer de fleste. Faktum er, at vi ikke har en budgetkonto, hvor det kører efter faste skemaer med ind og ud og på den og den dato. Vi tjener penge i bunker, bruger dem lige sådan, og som Kristian siger: “Når man er selvstændig, er der ikke noget givet loft for, hvor man kan ende, og hvor meget man kan tjene næste år.” Jeg tror ikke, jeg kommer til at tjene 10 millioner i 2018. Og penge har i sig selv aldrig været målet. Men hvem ved? Og hvis jeg gør, giver jeg en tur til Ærø til alle interesserede her fra bloggen.

Der er en frihed og dermed et ansvar, som følger med livet som selvstændig. Men er det ikke netop meningen, at vi tager ansvar for vores liv? Personligt føler jeg mig mere tryg, når det er mig selv, og ikke én eller anden fjern boss, som holder tøjlerne.
Den slags frihed og ansvar tog Kristian og jeg hul på, allerede da vi var nogle rapkæftede folkeskoleelever. Da vi droppede ud af gymnasiet, rejste ud i verden. Da han begyndte at leve af sin musik og jeg af min skrivning. Vi mødtes undervejs, og fandt i hinanden et menneske, som også turde, som gerne ville være med. Og ved I hvad? Det er aldrig for sent at springe ud i sine drømme. Ikke alle skal være selvstændige, men alle har drømme, som fortjener en chance. Det er aldrig for sent. Jeg hørte om en mand, som var gået på pension efter et langt liv som direktør i en stor virksomhed. Han havde som det første taget hul på en humanistisk universitetsuddannelse. “Han har aldrig været gladere. Det var åbenbart det, han drømte om, da han var ung. Er det ikke fedt?” spurgte hans datter mig. Og jo, det er da vildt fedt, at han gør det nu. Jeg er så glad på hans vegne, og det er ikke for sent. Men altså, shit, hvor jeg håber, at de fleste af os følger vores hjerte tidligere end det..

Sådan her ser møder iøvrigt indimellem ud, når man holder dem i hjemligt regi. Tidligere på ugen sad vi tre timer hos vores gode, kloge, inspirerende venner med et par andre virkelystne hoveder og talte om bæredygtig reformation, udkantens fremtid og spirende håb

Hvad tænker I om fastansat vs. selvstændig? Og om det med at springe ud i noget nyt?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

5 Kommentarer

  • SVAR

    Puh, jeg synes det er en skræmmende tanke. Jeg kan sagtens forestille mig at være selvstændig egentlig, men jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde. Jeg elsker at skrive, men ved ikke hvem der vil betale mig for det. Er egentlig ret initiativrig og har efterhånden arbejdet frivilligt for en del spændende initiativer, men jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal tage skridtet videre. Hvor starter man? Det er uoverskueligt, synes jeg. Jeg drømmer vitterlig om et liv, hvor jeg er min egen chef, men jeg er også nervøs for det. Hvem vil have mig? Det er den tanke, der oftest popper op. Og det er nu ikke fordi jeg lider af dårlig selvtillid eller noget i den stil. Ved bare ikke hvor jeg skal begynde. Bliv endelig ved med at skrive på din blog – synes du er helt vildt inspirerende! Knus fra en træt specialestuderende

    • SVAR

      Det ér en skræmmende tanke. Men det er alle muligheder lige nu vel? Hvis du mærker efter, kommer svaret til dig. Hvis du vitterligt drømmer om et liv som selvstændig, så er det måske netop nu, du skal prøve det af? Inden du pludselig har et fast job, og er vant til en bestemt indtægt. Der er mange parametre, som man kan justere på ifht økonomisk behov og tid. Jeg håber, du vil dele herinde om din rejse løbende. Det er jo spændende 😉

  • SVAR

    Godt indlæg. Det er noget af det jeg har reflekteret en del over i den seneste tid. Så dejligt at du skriver om det. Jeg har haft fast arbejde de sidste 10 år. Lige nu er jeg på barsel og har tænkt mere og mere over det med at blive selvstændig. Måske kunne jeg lave en webshop hvor jeg solgte garn og Rudolf Steinar dukker eller åbne en privat børnehave, hvor hele læringsparadigmet skal vendes på hovedet og børn skal have lov til at være børn. Men der er noget trygt ved et fast job og tør jeg give slip på det. I virkeligheden søger jeg mere fritid og det får jeg ikke nødvendigvis ved at blive selvstændig. Det handler nok mere om at beslutte sig for at ville arbejde mindre og leve for mindre. Jeg beundret meget jer som arbejder selvstændig. Det kræver meget planlægning, overvejelser og hårdt arbejde.

    • SVAR

      Du har en rejse foran dig, hvor du skal finde ud af, hvad der er frihed for dig. Måske bliver du nødt til at prøve nogle ting af, før svaret kommer, måske præsenterer det sig pludselig i form at en klar fornemmelse. Jeg synes jo, det lyder dejligt med Steiner og privat børnehave. Men det faste job har også sine klare fordele. Kram

  • SVAR

    Førhen har jeg haft det fint med bare at være almindelig lønmodtager og være tryg i at når måneden var omme trillede min faste indtægt ind på kontoen (eller hvad man skal kalde det, når man har været studerende det meste af sit voksne liv). Men efter tabet af Niels, har jeg taget mange aspekter af mit liv op til genovervejelse – vil det være det værd at arbejde fuldtid i forhold til mere tid til ungerne? Kan vores økonomi hænge sammen hvis jeg arbejder deltid?

    En del af overvejelserne går på at gøre min hobbi til et deltidserhverv, jeg er ikke sikker på jeg helt tør slippe lønmodtager-sikkerhedsnettet, fordi der kun er mig til at sikre at der er penge nok til vores udgifter…

    Pt er det ikke beslutninger jeg behøver træffe, så indtil videre mærker jeg efter i maven og så må vi se hvad jeg finder frem til når arbejdslivet rammer igen.