Der er mange forskellige slags liv

I går så vores liv sådan her ud: Vi tog en hjemmedag. Med lidt hoste og en del snot og mest af alt tid, som vi trængte til. Kristians mor var her, hun kom aftenen forinden, og hun blev, så længe hun kunne, og deltog i alt, der foregik. Børnene snakkede om The Beatles og Michael Jackson (og hørte deres versioner af “Come Together”) og tændte (næsten selv) bål, og brændte igen lerkugler i gløderne, og der blev ordnet en del i haven.

Om eftermiddagen havde jeg sæsonens anden sidste workshop for skriveglade unge på Ærøskøbing Bibliotek. Jeg elsker at høre, hvad de unge tænker, og hvad der fylder for dem, og hvad de gerne vil med deres liv (“man skal opleve mest muligt og være fri”).Jeg tog ingen billeder, men der kom en journalist fra lokalavisen, og snakkede med nogle af deltagerne (og hun tog billeder), og jeg kan jo dele artiklen herinde, hvis jeg husker det, når den kommer. (Nu slår det mig, at der har været andre artikler om min familie og mig, mens jeg har skrevet blog, som jeg ikke har delt herinde. Men er vist meget typisk, at jeg glemmer sådan noget).

Kristian anlagde køkkenhaver med børnene. De har fået hver deres, og der har selv bestemt, hvad der skal sås og plantes. Alle har valgt kartofler, så dem satte de i går.

De her to skændes mange gange hver dag. Voldsomt, vredt og uendeligt. Vi har svært ved at gennemskue, hvad der ligger bag; hvor det starter, og hvordan vi får det til at stoppe. Vi prøver at tage os tid til at snakke med dem og mærke efter, men nogle gange er sådan nogen konflikter altså nærmest uigennemskuelige. Jeg skyndte mig at tage et billede, da de stod tæt sammen uden at rive håret ud af hovedet på hinanden.

Der gik to sekunder, så så de sådan her ud:

Og så, i ren og skær arrigskab, hev hun bukserne ned: (hun har givet mig lov til at lægge billedet op herinde)

Hende her var også med hele dagen. På sin egen, forkølede og lidt trætte måde

Pludselig skulle en bådtrailer, som vi havde lånt, ekspederes til sine ejere i Svendborg, og så fik vi travlt. Vores ene jolle måtte køres væk på en anden trailer, og og og – det var en større affære, men ved fælles hjælp lykkedes det (i særdeleshed da Christen med kirurgisk præcision løftede den store båd af traileren ved hjælp af en traktor). Her er jollen:

– Som vi selv løftede op på en trailer (og Storm tog billedet)

– Hvortil Kristian glad udbrød: “Det kan vi også som familie!” 

Og så var det, at jeg tog på workshop, og Kristian gik en tur med børnene, og jeg kom hjem, og de legede med Duplo, og så lige inden de faldt i søvn, kom min søster, så nu skal hun og jeg op i det smukke hus, hvor jeg skal holde mine retreats og lave en film om det. Den lægger jeg op i morgen eller søndag. Hvis jeg tør 😉

Og så har jeg planer om at skrive om en onlinediskussion, som jeg brugte nogle timer på den anden aften. Det var noget med skoler og belønning og motivation og glæde (“nej, jeg laver aldrig noget, som jeg synes, er meningsløst” påstod jeg blandt andet, og det står jeg fast på).

Så det var lidt om mine weekendplaner. Hvad er jeres?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

4 Kommentarer

  • SVAR

    Jeg har lyst til at citere en amerikansk kunstner Jenny Doh: “Not brave but free!”

    Vær fri og læg videoen op! Jeg venter spændt på at se og høre, hvad du har på hjerte.

    • SVAR

      Dejligt citat. Tak for det. Jeg lægger videoen op i morgen 🙂

  • SVAR

    I må have skabt et virkelig trygt og rummeligt sted for jeres børn. Ellers ville de ikke turde komme i konflikt med hinanden. Og blive ved med at komme i konflikt. Jeg har sådan lyst til at sige til dig, at jeg ser det som et godt tegn, at de skændes, men jeg ved jo også godt, at det kan være opslidende at være vidne til og en del af.

    Engang skændtes mine børn kun sjældent. Og jeg var egentlig lidt stolt af, at folk roste os for at have så søde og velopdragne børn. Men den stolthed stoppede, da vores yngste fik gentagende migræneagtig hovedpine og ondt i maven, og det gik op for mig, at symptomerne opstod, fordi han ikke følte, der var plads til hans vrede og temperament i familien. Vi tre andre familiemedlemmer fylder alle sammen ret meget med alt vores, og som den yngste i familien og med meget følsomme antenner, opfangede han hurtigt, at det var bedst, hvis han ikke brokkede sig så meget, var vred, utilfreds osv. Men hans krop sendte heldigvis tydelige signaler om, at noget skulle ændres, så da vi begyndte at sige til ham, at der var plads til hans irritation osv., og han turde vise det, forsvandt symptomerne langsomt.

    Så set herfra er konflikter – hvor opslidende de end kan være, det underkender jeg absolut ikke – et tegn på sunde instinkter i en velfungerende familie. Når mine børn skændes og jeg mærker en irritation bygge sig op, tænker jeg: hellere sunde og sure børn end syge og utrygge børn. Der er selvfølgelig tusind ting mere at sige og endnu flere nuancer og forbehold at tilføje, men jeg kunne jo blive ved 🙂

    • SVAR

      Tak for din kommentar, Pia. Den ramte virkelig plet i forhold til min egen opvækst og mine børns. Det er noget, jeg har tænkt over længe, og med dine ord kom der en forståelse, som jeg har ledt efter.