Der var engang, hvor vi ikke hjemmeskolede, og det var også et godt liv

Der var engang, hvor det med at hjemmeskole overhovedet ikke var det vigtigste her på bloggen. Altså, der var jo engang, hvor vi slet ikke hjemmeskolede, og jeg alligevel havde den her blog (og faktisk havde flere læsere end nu, go figure), men nu om dage kan jeg indimellem tænke: Hvad skrev jeg om herinde dengang, som interesserede folk?
Sådan tænker jeg, fordi medierne de seneste måneder udviser så stor interesse for den del af vores liv, nok fordi det er den mest kontroversielle beslutning vi har truffet, men også fordi mange andre er interesserede i lige netop hjemmeskolen, blandt andet af den grund at flere og flere af jer overvejer at hjemmeskole.

Men hjemmeundervisningsaspektet er ikke den vigtigste brik eller det mest rigtige brik eller den brik, der gør hele forskellen i min families liv. Hjemmeundervisningen er en naturlig fortsættelse af alt det andet, vi har gang i, men ikke en uundgåelig fortsættelse. Man kan leve et meningsfuldt familieliv uden at hjemmeundervise. For nu er det det rigtige for os, men min hensigt har aldrig været at prædike om hjemmeundervisning, og det tænkte jeg, da jeg stod i mit køkken fredag eftermiddag, og netop havde talt med en journalist fra Dagbladet Information, som kommer og besøger os i næste uge.
Jeg tænkte: Hvordan forklarer jeg hende, at jeg ikke mener, at hjemmeundervisning er en ufravigelig del af et ansvarligt familieliv? At det bare er sådan, det er blevet for os – ikke tilfældigt, men måske lidt bagvendt? Forstået sådan, at vi jo burde have haft vores børn hjemme, fra de var 0-3 år i stedet. Eller i hvert fald OGSÅ havde haft dem hjemme, til de blev tre, som er den grænse, alle snakker om i forhold til tilknytning: 0-3 er de vigtigste år i forhold til tilknytningen.
Men det havde Kristian og jeg ikke: Vores tre ældste børn afleverede vi i vuggestue, da de var godt et år, og jeg tror oprigtigt talt ikke, at jeg overvejede, eller var bevidst om, et alternativ.
Det tænkte jeg, at jeg vil sige til journalisten fra Information, og jeg vil sige det med tanke på, at vi som samfund skal til at vågne op: De små børn er små i ganske kort tid, og det er ikke sundt, naturligt, rigtigt, ærværdigt, smukt, bæredygtigt eller noget som helst andet positivt at have en samfundsmodel, hvor forældre helst vil aflevere deres børn til mennesker, som ikke elsker dem, for at gå på arbejde (eller alternativt ikke har mulighed for at gøre andet, fordi vi ikke belønner familiedannelse med hverken økonomiske tilskud eller reel mulighed for deltidsarbejde og flextider).
Og det mener jeg alt sammen, og jeg vil sige det til journalisten, men mens jeg stadig stod i køkkenet, slog det mig, at Juno bliver tre om en måned. De andre børn fra den mødregruppe jeg var i med hende, er startet i børnehave over de sidste par måneder, og det slog mig, at Juno jeg ikke føler, at Juno er klar til børnehave. Ingen af os er. Hun skal selvfølgelig være her sammen med os, og alt andet synes fremmed.

Dernæst tænkte jeg: Hjemmeskolelivet har vist sig for os, fordi vi vil være mere sammen med vores børn, fordi vi forstod, at tiden forsvinder hurtigere, end man kan nå at gøre sig bevidst om, og vi valgte at gribe den nu, inden det er for sent.
Men det er ikke kun det: Det er også udfordringen med at finde en skole, som man synes, er rigtig. Som har plads til det hele menneske, som ikke tænker i “umulige børn” eller “ulydige børn”, og som forstår at give slip, have tillid og lade børnene selv trække for, mens lærerne understøtter og faciliterer. Det er det med at finde en skole, som er både omsorgsfuld og nyskabende; som opildner til selvstændig tænkning, men også giver plads til det, der ikke umiddelbart ligner indlæring.

Og alligevel slår det mig hver dag, at Kristian og jeg kunne have valgt en anden vej, der er så mange brikker, som man flytter rundt på i et liv, og det faktum, at hjemmeskolen blev lige det, vi valgte at bruge så meget energi på, er måske ikke tilfældigt men heller ikke uundgåeligt.

Jeg oplever, at det er det alt sammen og samtidig intet af det, der udgør det fulde billede: Hverken Ærø, de fire børn, grøntsagsmarken, bloggen, hjemmepasningen og hjemmeundervisningen eller vores måde at arbejde på var givet på forhånd. Det eneste, der synes ufravigeligt, er min evne til at mærke, hvilken vej der er rigtig for mig og min vilje til at komme derhen og Kristians ønske om at leve fuldt ud og altid være åben overfor at udvikle sig.
For mit vedkommende er det mit blik for ubalancer, og min livslange insisteren på at råbe op når noget føles forkert, der definerer hvem jeg er, og hvordan jeg lever, og det liv kunne have set ud på mange måder. Vi var også glade, da Storm gik på friskolen, jeg var ikke konstant bekymret eller utilfreds med vores hverdag, vi fandt et alternativ, der var endnu bedre for os, og derfor skiftede vi spor.

Så hvad skal man gøre for at leve det liv, der er mest rigtigt? Give tid og hav tillid, måske. Mærke efter og spørge sig selv: Hvad er der værste, der kan ske, hvis jeg griber livet? Og hvad er det værste, der kan ske, hvis jeg ikke gør?
Hjemmeskole eller ej.
Livet er uendeligt stort og ufatteligt smukt, og det meste af det bliver bragt til live i de allermindste ting, i den hverdag som så nemt kan komme til at drøne af sted, uden vi opdager det. Derfor giver det mening at tage stilling til det, vi bruger vores tid på, og stille krav til nærvær og meningsfuldhed.

Hvad er et meningsfuldt liv for jer?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

5 Kommentarer

  • SVAR

    Tak for endnu et dejligt indlæg! Og hvor er det godt og vigtigt med fokus på børn 0-3 år. Da det hele vel starter der, med en sund tilknytning. Især godt med det fokus når vi har et samfund som støtter en alt alt for tidlig (og usund) adskillelse mellem barn og mor(og far).

  • SVAR

    Dit indlæg får mig til at tænke på noget… noget der er poppet op i mig hoved et par gange den sidste uges tid. I sidste uge hørte jeg Mads & Monopolet. Det var med Ane Cortzen, Christoffer og Nikolaj Kopernikus. En pige havde skrevet ind, fordi hun til sommer bliver student og skulle tage stilling til om hun ville deltage i studentervognskørsel efterfølgende. Hun havde faktisk ikke lyst! Alle hun kendte sagde hun skulle tage med – at hun ville fortryde. Men hun havde stadig ikke lyst. Mændene i monopolet mente også at hun ikke havde noget at miste og måske kunne det blive sjovt. Ane C trak lidt i den anden retning, men kunne ikke overbevise de to mænd. Igen – hvad havde hun at miste… Og jeg tænkte “sig selv”. Hun kunne miste sig selv. Ja, måske ville det blive sjovt og måske ikke så “farligt”, og skulle det virkelig være bedre bare at sidde derhjemme alene, og det er én dag i dit liv. Men hvis vi igen og igen overdøver den lille stemme indeni, den som egentlig er DIG, så mister vi evnen til at høre efter den. Og så mister vi os selv, og bliver noget andet, nogen andre. Noget der ikke rigtig findes, for det er formet af, hvad de andre nu synes eller har lyst til. Det handler ikke om at have ret i, at det “jo ikke var så sjovt”, eller finde ud af at det var det. Men hvis du ikke HAR LYST. Så gør noget andet. Noget der føles rigtigt. Nok ikke sikkert eller trygt, og måske også farligt og vildt. Men helt bestemt rigtigt. Det er altid nemmere at gå med strømmen. Men det føles aldrig ligeså godt til sidst, som at lytte til den lille hvisken. Som at være den lille hvisken.
    Det giver mening for mig. Jeg er 34 år og endelig høre jeg klart og tydeligt den stemme indeni.

    • SVAR

      > Det der er SÅ rigtigt!
      Og jeg tænker altid; vi øver os, helt fra vi er små, i ikke at lytte til den stemme, primært fordi de voksne omkring os ofte ikke lytter til os når vi ytrer den højt. Så vi lukker ned for den, og derfor er vi i stand til at gøre en hel masse ting, som egentlig ikke er noget vi har lyst til.
      Og nej, alt kan ikke være sjovt og dejligt, men der findes ikke nogen værre følelse end følelsen af, at vi ikke har et valg, ikke har magten over vores eget liv.
      Jeg har heller ikke selv lyttet til den, men af uvisse årsager har jeg dog været i stand til det i forhold til mine børn og haft dem mest hjemme selvom de nu er 5 og 7. Det er jeg taknemmelig for og jeg tænker dét er det ubetinget vigtigste vi kan lære vores børn (og selv øve os i!): at lytte til den stemme <3

  • SVAR

    Kærlighed
    Ærlighed
    Nærvær

    Sådan står der her hjemme hos os.
    Og så selvfølgelig tid.
    Tid. Tid. Tid.
    Og ro.

    Tak for et dejligt indspark til søndagen❤️

  • SVAR

    Tak for en dejlig blog.
    Mine to børn (drenge på 2 og 4 år) går i børnehave og vuggestue. Jeg arbejder kun tre dage om ugen, da jeg har valgt at priotere det sådan. Børnene er derfor ikke afsted fra mandag til fredag. Jeg nyder at have dem hjemme. I starten holdt jeg dem hjemme hver gang jeg havde en fri dag. Nu er jeg begyndt at tage en alene dag for mig selv indimellem. Som person er jeg introvert og nyder utroligt meget mit eget selskab (Fx bare sidde og kigge ud af vinduet eller læse en god bog, samt bare at få ordentlig lidt husligt) Der er jo nogle dage, at man har mindre energi end andre dage. Fx dage hvor man bare er tæske træt, forkølet og har menstruation…Hvor jeg i starten altid holdet børnene hjemme når jeg havde fri. Så er jeg blevet bedre til også at lytte til mig selv fx “Bliver det en god og hyggelig dag idag eller bliver det bare en dag hvor jeg er sur og skælder ud hele tiden?” Børnene er begge super glade for den institution de går. Den ældste har 3 rigtig gode venner og den yngste er bare super nysgerrig. Så har sluttet fred med at de ca. kommer afsted 4 dage om ugen (Oven i købet korte dage hvor de bliver hentet tidligt) Nogle gange har den ældste dårligt nok tid til at komme hjem selvom han altid er glad når jeg henter ham. Det er sejt at du er fuldtidsmor. Det tager jeg hatten af for. Jeg tror langt fra at det er alle der kan være dette. Selvom jeg virkelig elsker mine børn vil jeg blive vanvittig hvis jeg aldrig fik en dag med alene tid indimellem. Hvordan lader du op?