Der var ingen, som foreslog, at jeg skulle skrive projektopgave om forældreskabet. Ingen nævnte nogensinde, at det er den vigtigste tid i et menneskes liv

Ni år efter jeg fødte mit første barn, føler jeg efterhånden, at jeg er ved at lande i mit moderskab. Jeg lander, som den mor jeg er blevet, og som den mor jeg måske altid har båret i mig, men som jeg ikke har kunne eller turde omfavne før nu.
Det har taget indre kampe at nå her til, og jeg har måtte revidere mit billede af mig selv samt ikke mindst mine forventninger til, hvordan et familieliv kan være. Jeg har ikke altid været bevidst om, at man kan være den slags mor, som jeg er i dag, og jeg har ikke været klar over, at forældreskabet er noget, det er værd at tage stilling til og prioritere.

I en helt almindelig opvækst fylder oplysning om forældreskab og familiedannelse nærved ingenting: Ingen underviser børn og unge i omsorg eller tilknytning, og ikke ét eneste menneske i løbet af mine år i folkeskolen, gymnasiet eller journalistuddannelsen nævnte, at forældreskabet er den største opgave, et menneske kan påtage sig. Det var ikke et emne, man berørte; ikke en værdi, der blev fremhævet. Hvad mon det ville betyde for vores forældreskab, hvis indsigt i familielivets styrker og udfordringer var en del af den almene dannelse? Hvad hvis nogen havde fortalt mig, at det er værd at gøre sig umage, når vi sætter liv i verden, eller havde opfordret mig til at skrive projektopgave om familieliv, parforhold eller barndom for derved at få en dybere indsigt i det, som er kernen i de fleste menneskers identitet?

Bøger om emnet skal man selv finde frem til, ligesom de forberedende kurser betales af egen lomme som en slags luksus forbeholdt de privilegerede. Det er på alle måder utilgængeligt at blive klog på netop dette kapitel i livet (et kapitel, vel og mærke, som er ”for evigt”, når først det er indtruffet), fordi ingen lader til at regne forældreskabet for noget særligt. Hvorfor skulle de? – Alle, som arbejder med graviditet, fødsel og børnepasning er dårligt lønnede, og børneliv, familie og omsorg er ikke noget, man sætter en stolthed i som ambitiøst menneske. Vi antager, at forældreskabet er en privat sag, der iøvrigt ikke kan foregribes, og lader således den mest krævende livsopgave tage sit afsæt ved selve fødslen. Fødslen, som klares med hjælp fra stressede jordemødre og rundes af med et forhastet exit fra fødeafdelingen, hvorefter en sundhedsplejerske dropper lidt anonymt forbi med sin dagsorden fra sundhedsstyrelsen (”ingen samsovning, seks måneders amning, husk sexlivet og pas på dig selv”).
Og så sidder man ellers dér: Som “Mor og far” med livets største ansvar i armene og et hjerte der er revet frem fra dybet for at banke med en hidtil uset intensitet.

Jeg tror helt ærligt, jeg har brugt mere tid på researche ferier til Kina og Thailand, end jeg brugte på at forberede min første fødsel og kommende moderskab. Ingen omkring mig spurgte til, hvad Kristian og jeg gjorde os af tanker om barnets første år (ville vi gå hjemme, sende ham i vuggestue eller starte vores egen dagpleje?), og jeg havde end ikke overvejet, at der var mere end én måde at trøste, sove og amme på. De fleste omkring mig var langt mere interesserede i mine planer for at vende tilbage til studiet og min efterfølgende karriere.

På de ni år, der er gået, siden jeg blev mor, er jeg blevet mere tillidsfuld, glad og intuitiv. Jeg er kommet til at stole på mig selv, min dømmekraft og min evne til at prioritere her i livet, og jeg føler en mening med alt, hvad jeg foretager mig. Men inden jeg nåede hertil, var der en tid, hvor jeg syntes, det sværeste i mit liv, var at blive mor, og min rejse har været én fra afmægtighed over erkendelse til den mest hudløse underkastelse. At jeg nu lever i overensstemmelse med mine drømme og instinkter, skyldes i høj grad de kvinder, jeg har mødt på min vej, som har inspireret mig til at turde. Det er derfor, det er så vigtigt for mig at fortælle om både det svære og det smukke i mit moderskab, fordi jeg tror, ærlighed og omsorg er den stærkeste bro imellem mennesker, når vi skal finde mening, håb og styrke.
Det er så vigtigt, at vi bliver set, anerkendt og spejlet, for INGEN ER ALENE – men det kan føles som om, vi er det.

Da jeg blev mor første gang, var det et enormt chok. Et stille og indadvendt chok, men også en larmende smerte, der buldrede indeni, og fyldte mig med både skyld og angst.
“Hvad har jeg gjort? Hvorfor er der ingen, som har nævnt det her?”

Min søn skreg mange timer dagligt, og vi kunne ikke være nogen steder, kunne ikke mødes med andre, kunne ikke sidde stille, køre barnevogn, sove lur, holde øjenkontakt. Ingenting foregik uden gråd, og ingenting føltes rigtigt, varmt eller trygt.

Jeg sagde i telefonen til mine veninder, at det var uoverskueligt. At jeg ikke kun elskede ham, men også gjorde det modsatte – det unævnelige. At jeg var ved at blive vanvittig. Og de, som endnu ikke havde børn, grinede chokeret, og jeg grinede med. Vi nægtede at tro mine ord, for vi havde håbet, at det ville være skønt og nemt, det moderskab.

Det viste sig, at min søn var så skæv i ryggen, at kiropraktoren tog billeder til sin opslagstavle, da vi mødte op første gang. Der var en grund til, at han græd, og behandlingen hjalp, men det blev ikke nemt at være mor af den grund – det blev bare mindre svært.

Hvert eneste menneskes rejse unik, og for mig var en del af bagagen ganske tung, da jeg blev mor. Den slags forsvinder ikke, fordi man tager hul på et nyt kapitel. Tværtimod, sådan set. Jeg er ret sikker på, at jeg ikke havde en fødselsdepression; jeg var nærmest lykkelig, når dagene med min søn var mere harmoniske, og jeg mistede ikke min grundlæggende glæde ved livet. Men jeg blev væltet omkuld af opgavens omfang, af udmattelsen og ensomheden, og mit liv føltes ukendt og uoverskueligt. Jeg var den første i min omgangskreds til at få et barn, og der var ikke noget kollektivt fællesskab, som jeg kunne lande trygt i, så jeg lukkede sammen omkring mig selv. Jeg var en løvemor fra starten med vågne øjne og et konstant blottet bryst. Men jeg var ikke den mor, jeg helst ville være.

Kærligheden for min søn var af den slags, som sidder på rygraden: En instinktiv omsorg, der føltes nærmest mekanisk. Jeg ville selv trøste ham, sove med ham, amme ham og holde ham, men den dybere kærlighed var tvunget til at vokse fra kendskabet til det nye menneske. Ligesom jeg heller aldrig har elsket nogen anden, uden at jeg kendte vedkommende indgående, således var det også med mit eget kød og blod: Det krævede tid, og jeg tror, han var et år, før jeg tog en dyb indånding, og mærkede den uforstyrrede, betingelsesløse kærlighed strømme med ind. Jeg ville ønske, nogen havde sagt til mig, at det er helt normalt, at kærligheden tager tid. Man bliver ikke mor alene af at føde et barn, til gengæld er tilstanden livsvarig, når først den indtræffer.

Da jeg fik mit fjerde barn syv år senere, var det også sårbart at stå med et nyt liv, men jeg kendte mig selv bedre, og vidste mere om, hvordan jeg er mor. Jeg er endelig landet i min egen identitet, men indimellem tænker jeg, om min ældste søn har taget skade af den hårde start med mig? Husker han et sted indeni, at jeg stillede mig i en solstråle med ham for at få gråden til at stoppe et øjeblik? Jeg er ikke i tvivl om, at det er meget anderledes af være barn af mig nu, end det var dengang – havde jeg mon fundet mig selv tidligere som mor, hvis ikke det hele havde været så fremmed, ensomt og adskilt fra alt, jeg ellers identificerede mig med?

Jeg er overbevist om, moderskabet ville være nemmere, hvis vi var mere knyttet til os selv og hinanden. Hvis målet var nærvær og tilknytning fremfor adskillelse og effektivitet. Hvis vi havde omsorg og tid fremfor travlhed og stress. Vi er blevet fremmede overfor vores natur, men noget er under opsejling: En ny bevægelse tager form – vi tager kærligheden tilbage, og insisterer på fordybelse og grundighed. Vi er ambitiøse omkring vores relationer, og tager ansvar for os selv og dem, vi har sat i verden. Vi vil mere end den tomhed og overfladiske norm, som er nedarvet til os fra en industriel revolution, der efterhånden runger hult. Vi begynder at forstå, at vi er mennesker og ikke blot forbrugere, og når alt det sker, når vi tør se os selv i øjnene og mærke efter, så forandrer verden sig.

Jeg synes, at vi skal tale om forældreskabet: Kærligt, oprigtigt og insisterende skal vi tale om vigtigheden af at kende os selv og hinanden. Vi skal tale om forældreskabet med den største omsorg, dedikation og naturlighed, fordi det er en alvorlig sag – en forpligtende og altopslugende livsopgave.
Til nybagte forældre, som kommer til mig, siger jeg: “Grib fat i dem omkring dig og hold fast. Giv tid og husk at alting er en fase. Hav tålmodighed med dig selv og det lille barn. Bed alle kloge kvinder i dit netværk om at komme dig til undsætning og skid hul i oprydning, tøjvask og matchende strømper. Mærk efter forud for hver eneste aftale, om den er drænende eller det modsatte, og husk at den første tid vitterligt kun er den første tid. Elsk dig selv, mama. Elsk dig selv og elsk din baby og tilgiv jer begge hver eneste dag.”
Og: “ring til mig.” Jeg mener det, og jeg siger det: “Ring til mig eller en anden du kan snakke med om det sure og det søde. Det svære og det ubærlige. Vi er her, du er ikke alene.”

Helst ville jeg skrive en bog om moderskabet, men jeg ved ikke, om det nogensinde kommer til at ske, og på samme måde tænker jeg indimellem på at lave en workshop eller et forløb for nybagte mødre, som kæmper med at finde deres vej. Hiv fat i mig hvis behovet er der, så gør jeg det måske rent faktisk.

Læs også: ”Jeg sad på en trappesten med sand i ansigtet” / “Jeg er blevet skubbet ud over kanten. Nu tager et nyt liv sin begyndelse” / “Dengang jeg blev mor for første gang” / “Jeg peger på mig selv, og jeg står stille i badet, fordi det gør ondt” / “Dengang vi fik tvillinger“.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

31 Kommentarer

  • SVAR

    Jeg er også ved at lande her, 21 år senere.. og forstå det hele baglæns.. Sikke en rejse…! <3

    • SVAR

      Ja, hva? Sikke en rejse.

  • SVAR

    Fint og stærkt skrevet.
    Jeg bliver simplethen så ofte rørt, når jeg læser dine indlæg – de rammer noget og resonerer dybt i mig. Så tak for det!

    Den bog vil jeg gerne læse, måske særligt inden jeg bliver mor en dag.

    • SVAR

      Kære Sissel, af hjertet tak – det gør mig så glad, alt sammen.

  • SVAR

    Bare tak!

    • SVAR

      Det siger jeg også.

  • SVAR

    Tak for spændende læsning og i det hele taget en meget inspirerende blok.
    Jeg vil også gerne læse dén bog!

    • SVAR

      Det er det bedste, nogen kan skrive til mig: For jeg vil så gerne skrive den bog. Jeg skal bare prioritere den (ved bl.a. at lægge bloggen på is) og lære at fordybe mig igen…ahem… Tak!

  • SVAR

    Utroligt vigtigt og godt! Jeg kan genkende så meget af det du skriver, selvom min historie er min egen. Og tidsmæssigt passer dit indlæg på godt til min situation, da jeg først lige i går har fået healet en tragisk hændelse i min første graviditet for 7 år siden. Derudover undrer jeg mig også over den manglende viden om særligt tilknytning. Jeg havde den heller ikke selv – den er heldigvis kommet og bliver ved med at komme fra nu af og resten af livet:). Jeg vil gerne være med til at skabe mere viden! Jeg er gymnasielærer og dette indlæg fik mig til at tænke på at lave et forløb i dansk om familien. Ikke som et kursus med noget rigtigt og forkert, men bare noget litteratur, kunst mm. Der kan skabe refleksion om familieformer og forældreskab. Måske vil de (eleverne) synes, at der er alt for langt væk fra deres hverdag, men man kunne håbe, at de vil skænke det en enkelt tanke, når de engang i fremtiden bliver dem selv, der skal være forældre. Hvad tænker du?
    Jeg er også med på noget større, så vil vildt gerne høre om bogprojekt og workshop, hvis det kommer engang☺️

    • SVAR

      Jubii, Tine! Det er netop, hvad der skal til: Gymnasielærere o.lign, som med den største omsorg og dedikation bringer familielivet med ind i dannelsen og hverdagen. Hvis familie føles fjernt for dine elever, er det desto bedre grund til at ruste dem til at reflektere over netop barndom og familiedannelse, værdier og drømme. Vores unge er fjernet fra deres forældre i dag, og identificerer sig mest af alt med deres jævnaldrende, hvilket er en stor del af udfordringer (og et produkt af, at vi ikke er tilstrækkeligt meget sammen som familier): Hvordan skal man finde sin vej som voksen (og en dag måske forælder), hvis man ikke spejler sig i sit eget ophav.
      Jeg håber, du vil gøre “familie” til en del af dit pensum: Jeg forestiller mig netop, at man kan bruge kunst og litteratur, men også mere personlige snakke med refleksioner om deres egne erfaringer – både fra deres familier og de kontraster de møder, når de bevæger sig rundt i verden. Hurra, altså. Skriv hvis vi skal sparre på det – jeg kommer gerne og holder et oplæg på dit gym.

      • SVAR

        Tusind tak for din kommentar, Maj My.
        Jeg glæder mig til at prøve forløbet af næste skoleår – og hvis der bliver mulighed for et foredrag, så er du den første jeg vil tænke på☺️ Tusind tak for, at du foreslår det – det kunne være helt fantastisk!! Sig til, hvis du kender til materiale der kunne være med i forløbet?!>

  • SVAR

    Genkender følelsen og frygten for, om mit barn kan huske sin frygtelige start på livet! Og følelsen af at være alene…overladt til sig selv. Og et sundhedsvæsen som ikke kan rumme, når man ikke passer i boksen. Min datter er født med en yderst sjælden kronisk tarmsygdom, som gør hende konstant forstoppet. I dag er hun 3 år og får dagligt masser af medicin. Men de første 4 mdr skreg hun sig selv i søvn for at forsvinde fra alle de smerter, hun har haft. Og alle og en sagde, at hun “bare havde kolik”. Alt skreg i mig, at der var noget galt. Til sidst fik jeg banket så heftigt i bordet, så de undersøgte hende ordentligt.

    Vi har selv fundet vores vej og flyttet fra København og karrieren og hjem i nærheden af mine forældre og brødre, så hun får en tryg opvækst alt til trods.

    • SVAR

      Hvor det dog glæder mig, at i selv fandt jeres vej – og det er på ingen måde overraskende, at svaret var at komme tæt på din familie. Vi er skabt til fællesskab, og en del af vores ensomhed opstår af den enorme urbanisering, som en klog kvinde skrev på min instagram den anden dag. Mange tanker til dig

  • SVAR

    Tårer i øjnene over dine velskrevne, vigtige ord. Selv blev jeg mor og var inderligt forelsket med det samme. Jeg fandt den første tid let og ligetil, men med tiden hvor jeg som 100% alenemor ingen tid har haft for mig selv, begyndte jeg at føle mig presset og havde sådan brug for at blive ladet op. En opladning jeg sjældent får og som jeg rummer. Min datter fylder snart fem år. Jeg synes stadig det er verdens hårdeste og verdens bedste ting at blive mor. Jeg famler mig frem, bange for at træde for forkert, bange for at fejle – læner mig tilbage, trækker vejret, og lade min intuition og mit hjerte guide mig.
    Dine ord er som altid fantastiske at læse.
    Og vi vågner sammen, til en ny tid med omsorg, nærhed, kærlighed og autencitet. Jeg ser det så mange steder, de små frø der sås, og de mange kvinder der går nye veje ❤️

    • SVAR

      Kære du, ja – vi vågner sammen til en ny tid, og du er én af pionererne med dit intuitive forældreskab. Jeg håber, du snart får pusterum og ro for dig selv, og jeg håber, du ved, at du ikke behøver tvivle på dine evner som mor.

  • SVAR

    Du skriver simpelthen så fint og sætter ord på så meget, som jeg tydeligt genkender fra mig selv. Tusind tak for det!

    • SVAR

      Tusind tak for din dejlige kommentar, den er jeg meget glad for.

  • SVAR

    Projektopgaver, undervisning og forskning i forældrerollen og familielivet er meget udbredt på f.eks. mit studie på DPU. Jeg genkender det ikke som ikkeeksisterende, men jeg tror, det afhænger meget af, hvilken studieretning man vælger. Hvis det er et tema, man er optaget af, vil mange sikkert vælge et studie, hvor der er mulighed for den slags undervisning. Der findes heldigvis masser af materiale derude.

    • SVAR

      Jeg vil være så fræk at sige, at jeg så sandelig håber, at oplysning om barndom, familiedannelse og forældreskab spiller en meget stor rolle på DPU – og netop fordi jeg tager det for givet, er mit sigte med dette indlæg også langt bredere og mere alment end blot rettet mod de videregående uddannelser, som af helt oplagte grunde beskæftiger sig med de emner 🙂
      Jeg savner en gennemgående analyse, værdidebat og refleksion på området lige fra folkeskolen til de videregående uddannelser. Jeg efterlyser, at vi allerede fra de tidligere leveår taler om forskellige familieformer og værdier som en væsentlig og nuanceret del af vores samfund. Det er min overbevisning, at hvis vi reflekterer over vores egen barndom, over forældreskabet og familiedannelsen gennem hele livet, så giver det os langt bedre mulighed for at kende vores egne værdier og ønsker samt hvilke muligheder der er, når en familie skal dannes, hvilket er en styrke i det hele taget og i særdeleshed, når vi bliver forældre.

      Og ja, heldigvis er der ufatteligt meget godt materiale at fordybe sig i om de ting: Jeg har selv som den største selvfølge læst mange artikler, afhandlinger og bøger om forældreskabet m.v., men den fordybelse her relativt sent i livet gør det ikke op for det manglende fokus, som jeg oplevede på området i resten af mit liv. Derudover kræver det en del ressourcer at finde materiale og give sig i krig med det, og ikke alle forældre har det overskud.

  • SVAR

    Jeg ville læse den bog igen og igen. Den ville nok være fast inventar på mit natbord. Og jeg ville med sikkerhed også tage til workshop, hvis det kan lade sig gøre. Bare for at have det at holde fast i, at jeg er på rette vej. At jeg gør det godt nok. Og at jeg ikke er alene.

    Jeg er ca. halvvejs gennem min første graviditet, og det er først nu, det begynder at gå op for mig, at jeg bliver nødt til at forberede mig (på min egen måde). Ikke bare på fødslen, men på alt det, der kommer bagefter. Indtil nu har det været for abstrakt; det var ikke virkeligt endnu, at der kommer en baby til september.
    Det er nogle gange svært at bo i udlandet, selvom det kun er en times flyvetur fra DK, når mange ting er så anderledes. På den ene side er jeg lykkelig for, at hjemmefødsler er så almindeligt her (min jordemoder var helt stolt over, at jeg selv tog den beslutning) og at jeg ikke er sygeliggjort som gravid, men samtidig er der andre ting, der er helt fremmed for dem (skal dit barn sove udenfor i barnevognen? og med DYNE?! Prøver du at slå det IHJEL?!). Jeg har stadig ikke så stort et netværk, og jeg kan mærke, at jeg kommer til at mangle det…

    Mit første skridt mod at være den mor, jeg gerne vil være, var at tage fuld barsel. Dvs. 9 mdr efter fødslen, hvoraf de 6 er ulønnet. Og vi er enige om herhjemme, at skal vi bruge mere, så er det det, vi gør. Hul i karriere, hul i hvad andre tænker, hul i superrummelig økonomi. Det må vi tage til den tid. Men jeg tror ikke, jeg havde taget den beslutning, hvis ikke det havde været for bl.a. din blog. Så TAK for det!

    Pyh. Egentlig ville jeg bare sige, at jeg håber, du bliver ved med at skrive om moderskabet, på den ene eller anden måde. Jeg glæder mig i hvert fald til at læse mere.

    • SVAR

      Åh, tak. Hvor er jeg glad for dine ord og din tillid til både mig og dig selv. Det gør mig så tryg, at du allerede kender dele af din egen vej som mor. Chokket, som rammer, når man pludselig står med ansvaret for et andet liv, er uundgåeligt og en nødvendig del af rejsen, men det at vide, hvilken retning man gerne vil i, er en gave. Jeg håber, du får den bedste start på moderskabet – trods fremmede himmelstrøg (og ellers må du simpelthen rejse hjem! Intet er vigtigere end at være tryg).

  • SVAR

    Jeg opfatter, som Maj også skriver, rejsen som mor som værende en størrelse, hvor flere og flere ting sættes i relief, når der skues tilbage.
    Forleden fortalte jeg kort om min rejse, som med fødslen af 4. Barnet fik en ordentlig ridse i lakken. Og tanken om “den der skade” man har,påført barnet, fulgte med i tankesættet i mange år.
    Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg har været på kvalmegrænsen, når familieterapeuten igen og igen gentog, at denne (eventuelle) skade, er et vilkår for mit barn.
    Men kvalmen er idag borte, og jeg har accepteret vilkårene, min søn dengang voksede op under.
    Fordi tiden har vist mig og lært mig, at livet i sig selv, med skidt og kanel i en bunke på fejebladet, er et vilkår.
    Jeg kigger selvfølgelig også på mit barn, og ser på hans trivsel.
    Jeg har direkte spurgt ham, om han tror noget i ham er skadet ( faktisk et frygtelig ord), og om han kan sætte en finger på hvordan.
    Han svarer, at hans store følsomhed, nok kommer deraf.
    Det kan jeg kun bekræfte. Og supplere med at de store humørsvingninger han tidligere har haft, også harvrod i disse.
    Ydermere fortæller jeg ham, atbjeg tror på at det kan hele bedre, og at jeg slet ikke er i tvivl om, at det er det, som sker i ham i disse år.
    Og jeg har en ide om, at det skyldes at det føromtalte vilkår har fundet ro i mig, og giver en ligevægt, hvor jeg bare kan være den, jeg er idag. Jeg kan se ham. Jeg har rummet ham. Også med alle udsvingene, de (mange) tåbelige begivenheder han har rodet sig ud i,for nogle år tilbage. Og nu bruger de kræfter jeg har på at “passe” på ham. Og være støttende både praktisk, men også mentalt, da de første spæde skridt ind i voksenlivet, er udfordrende for ham. ( og selvfølgelig er for alle, uanset hvilke skrammer man har)
    Dit skriv sætter som vanligt mange tanker igang. Men jeg stopper her for denne gang❤️

    • SVAR

      Kæreste Lisbeth, din sårbarhed og omtanke rammer mig altid i hjertet: Tænk at have så følsom, stærk og varm en mor som dig. Dine børn er velsignede, uanset at I også har mødt megen modstand❤

  • SVAR

    Tak, Maj!
    Jeg havde det på præcis samme måde, da vi fik vores førstefødte, og jeg følte, at jeg var den eneste. Jeg kan huske, at jeg tænkte, “hvordan kan så mange mennesker finde ud af at være forældre, når jeg ikke kan.” Jeg var helt sikkert heller ikke deprimeret, men rystet i min grundvold. Skriv den bog og hold den workshop (jeg kan nok ikke deltage, men ville gerne)! Kh Sara

    • SVAR

      Og rystet i vores grundvold, det skal vi være. Det er en del af rejsen, tror du ikke? Men vi skal støtte hinanden og vi skal klædes på til denne livets vigtigste opgave ❤

  • SVAR

    Jeg kunne ikke være mere enig – det er fuldstændig spot on! Jeg vil helt sikkert elske, hvis du skrev en bog om moderskabet 🙂

    • SVAR

      Det ville jeg også elske. Spørgsmålet er bare hvornår 😀 ❤ Og tak.

  • SVAR

    Tak for endnu et fantastisk indlæg. Og særligt dette rammer mig, eftersom jeg også havde en hård start med min søn. Jeg har desværre stadig ikke helt fundet vejen til at tilgive mig selv endnu og finde energi til at rumme ham 100%. Men jeg er på vej, og det må være sådan det er lige nu.

    Det jeg egentlig også bare ville skrive var, at jeg og en veninde helt sikkert ville deltage hvis du laver en workshop ! Og bogen, ville vi helt sikkert læse!

    • SVAR

      Jeg kan overhovedet ikke rumme mine børn 100 procent hele tiden (nogensinde?). Jeg er ved at blive opmærksom på, at jeg er en bedre mor, når jeg ikke har noget andet, som trækker i mig. Næste skridt er at eliminere alt det, som gør…

      Jeg skriver om evt. workshops m.m. herinde, når det er aktuelt – og faktisk også lidt om emnet her på bloggen én af de nærmeste dage.

  • SVAR

    Hej Maj.
    Jeg er hverken gravid eller har børn endnu, men der går ikke mange år. Ja tak til bog, workshop – alt det du har lyst og energi til at gøre, for at dele ud af din viden og erfaring.
    Tak for fantastisk læsning og fine, fine ord. Din blog er noget af det fineste jeg ved.

    • SVAR

      Hvor bliver jeg glad af at læse dine ord. Tusind tusind tak.