Derfor skriver jeg ikke om Trump og Støjberg

Det er snart en del år siden, jeg stoppede med at orientere mig meget aktivt om, hvad der foregår udenfor den lillebitte bid af verden, som jeg selv bevæger mig rundt i.

Jeg har ikke tv-kanaler, læser ikke nyhedssider i aviserne dagligt, hører aldrig radio, og diskuterer meget sjældent den slags med nogen som helst uden for mine egne fire vægge.

Den uforståelige terrorhandling i Manchester skete, og der gik 48 timer, før jeg vidste besked. Trump har trukket sig fra Klimaaftalen i Paris (men kan vist ikke rigtigt gøre det alligevel?), og jeg ved det udelukkende fra facebook. Støjberg lyver og manipulerer i ét væk, og spiser lagkage, fordi hun har gennemtrumfet endnu en horribel stramning, og jeg nægter at lade det påvirke mit humør. Jeg læser om det, gør mig tanker, og skubber det væk igen, medmindre jeg mener, jeg kan påvirke situationen.

Jeg tror ikke, jeg kan udrette mere i verden ved at lade grumme historier tynge mig. Tværtimod er det min overbevisning, at jeg kan påvirke mest ved at være bevidst om, at her er behov for lys, tydelige stemmer, kærlighed og viljestyrke. Og jeg ved, at de muligheder forsvinder for mig, hvis jeg mister håbet, og glider ned i det mørke, som det ødelæggende kommer fra.

Hvis jeg skal have overskud og lyst til at gå ud i verden med åbne arme og inspirerende fortællinger, og hvis jeg skal have overskud til at se, høre og anerkende, så skal jeg først og fremmest tro på det gode.

Og mens jeg skriver det her, dukker en lille stemme frem i mit øre. Det er en stemme, som jeg har kendt, siden jeg som 19-årig kom ind på Journalisthøjskolen. Den siger noget i retning af: “Det er ignorant, det der. Du bliver nødt til at vide, hvad der foregår ude i verden.”

Men jeg har aldrig lyttet til den. Det falder mig simpelthen ikke naturligt at skulle søge den slags informationer hele tiden. Særligt ikke når nyhederne er vinklede og nøje udvalgt til at spille på frygten, dramatikken, konflikten i os alle.
Det er egentlig ganske enkelt:
Jeg plejede at tro, at man kun kan redde verden ved at rejse ud i den og tage aktiv del i at afhjælpe så mange kriser som muligt. Kæmpe for retfærdighed, stå op imod “de onde”. Faktum er, at når jeg så tv-avisen, sad jeg altid lamslået tilbage i sofaen, fuldkommen pacificeret af den overvældende mængde dårligt nyt, som jeg ikke havde energi til at gøre noget ved. Resultatet blev, at jeg følte mig magtesløs. Og når man er magtesløs, handler man ikke. Man bliver derimod bitter, opgivende, ligeglad, vred. Måske peger man fingre. Måske bliver man destruktiv. Man rejser sig i hvert fald ikke for at gøre en forskel.

Jeg tror fuldt og fast på, at den ulv man fodrer, er den, der vokser sig stærkest.
Det bål man bærer brænde til, har de største flammer.
Jeg vil ikke kæmpe mod det onde men i stedet arbejde for det gode.
Jeg vil hellere praktisere fred end demonstrere mod krig.

Nogle rejser ud, og deltager aktivt i krigszoner og andre brændpunkter. Læger uden grænser, Røde Kors og heldigvis mange flere. Og jeg synes, det er prisværdigt, og det er et vigtigt bidrag. Men det er ikke min rejse i denne omgang.

Der er sket det, at jeg langsomt har forstået, at jeg selv havde mulighed for at skabe min egen virkelighed. Jeg kan påvirke mit liv og dermed mange andres.

Den franske læge/musiker/teolog/filosof/pacifist og nobelprismodtager Albert Schweitzer sagde: ”Min generations største opdagelse er, at mennesker kan ændre deres liv ved at ændre deres indstilling.”
Det er et citat, som jeg har med mig hver dag.

Jeg kan ændre verden ved at ændre min indstilling. Jeg kan ændre verden ved at påvirke den positivt. JEG (og hermed mener jeg ikke, at det er løsningen for alle) ændrer ikke noget ved at skrive “Fuck Inger” eller “Hvad sker der for Trump?!” på min blog eller facebook. Ikke fordi jeg er hævet over at tænke sådan, det er bare ikke noget, jeg fordyber mig i. Den slags impulser bliver flyttet til side, så der igen bliver plads til noget mere konstruktivt. Når jeg indimellem siger til Kristian “Det var dog utroligt!” eller han siger til mig “Tænk at de ikke ved bedre”, smiler vi hurtigt til hinanden, og foreslår, at vi snakker om noget opbyggeligt i stedet.

Vi kan selv afgøre, om vi skaber et miljø, hvor det mørke trives, eller om vi vil leve et liv, hvor der er lys nok til at holde det meste nede.

Det er ikke for at fornægte alt det modbydelige, der foregår. Og jeg ved godt, at mange af de her ting er nemmere for mig at sige, end hvis jeg stod midt i en krise. Men jeg skriver det i en universel erkendelse af, at vi ikke kan forbedre noget som helst alene ved at blive kede af det eller sige grimme ting. Til gengæld kan vi påvirke først én så to så fire og til sidste mange mennesker, tusinder, millioner, ved at fortælle hvad vi tror på, og hvad vi mener, er rigtigt.

For lige at citere Gandhi endnu en gang, men denne gang lidt længere end i min kronik i Information:
“We but mirror the world. All the tendencies present in the outer world are to be found in the world of our body. If we could change ourselves, the tendencies in the world would also change. As a man changes his own nature, so does the attitude of the world change towards him. This is the divine mystery supreme. A wonderful thing it is and the source of our happiness. We need not wait to see what others do.”
Det er den udtalelse, som er blevet omskrevet til: “Be the change you want to see in the world”, og udover Gandhi vil jeg fremhæve Michael Jacksons sang, “Man in the mirror” som et virkelig fint eksempel på det med at vi selv skal tage de skridt, som vi håber at se i verden.

Det betyder ikke, at jeg aldrig kommer til at skrive om alt det, jeg synes, er for dårligt. Jeg gør det jo allerede – når jeg skriver om min bekymring over skolesystemet, klimaet, den manglende tid til familien. Men jeg forsøger at gøre det konstruktivt og uden at hænge nogen ud. Simpelthen fordi jeg tror, det er den bedste metode til at ændre verden.

Hvis du ikke ved, hvad du skal lave i aften, når solen er gået ned, og det pludselig er køligt igen, så vil jeg forresten gerne anbefale filmen “Gandhi” af Richard Attenborough. Den har været på Netflix, men er det ikke umiddelbart mere – den kan sikkert findes på streamingtjenester rundt omkring (eks. her på Blockbuster for 19 kroner). Det er en opløftende, stærk og inspirerende film, som måske ikke er 100 procent tro mod historien (fordi det kan en film umuligt være), men som giver et smukt og mangfoldigt billede af et enestående menneske. Den varer tre timer, og kan med stor fornøjelse deles over to aftener 😉

I en lidt andre boldgade så Kristian og jeg for en måned eller to siden “All the president’s men” om de to reportere, som i sin tid afslørede Watergate-skandalen, og bragte Nixon til sit fald. Det er en film om mod, kompromisløshed og det gode mod det mørke. Den er fra 1976, og jeg ELSKER, at man dengang tog sig tid til detaljer og nuancer, som uden tvivl ville ryge ud med badevandet nu. Den er virkelig tæt på at være én lang optur, hvis nogen skulle spørge. Den er på Netflix.

Det korte af det lange er, at de fleste af os ændrer verden i det små. Med vores vedholdenhed, håb og overbevisning. Med næstekærlighed, viljestyrke og livsglæde.
Og så er det ovenikøbet videnskabeligt bevist at venlighed øger livsglæden.

Hvordan vil du gerne ændre verden? Og hvornår har du sidst følt dig inspireret til at smile til et fremmed menneske? Kender du et menneske, som påvirker verden på en måde, der inspirerer dig?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

7 Kommentarer

  • SVAR

    Yeah, her har jeg gået og følt mig som “den eneste der ikke var politisk engageret og up to date”. Jeg elsker at smile til verden, for det føles sååå godt, når den smiler tilbage.
    Vi er også flyttet fra byen til en lille landsby med flest ældre borger – ca 10 husstande, og jeg var overrasket over, hvor rigtigt det var for mig. Velkommen til Rynkeby sagde de med et smil på læben og en hentydning til den høje gennemsnitsalder, der var over 60. Vi har udfordringer nok – min lille familie. En dag da jeg var meget frustreret, og det hele var ved at ramle sammen om ørerne på mig, sad jeg og delte lidt under frokostpausen. En jordemoder, der ikke plejede at holde frokost med mig, sad helt stille. Da jeg var færdig sagde hun, “Gud, jeg troede da ikke, at der var nogen som helst problemer i din familie!”.
    Det er et aktivt valg, og i perioder er det lettere end andre. Men jeg er lykkelig (næste) hver dag – ikke hele dagen, men glimtvis lykke er det bedste. Hvis livet var en lang lykkerus, ville det blive habituelt. Jeg eeelsker, når lykke trænger sig på midt i livets frustrationer – det er den bedste lykke jeg kender. Mine børn er tit dem der generere den, og jeg er meget bevidst om at være åben for den.

    Det blev da lige et længere skriv. Hvis du læser med endnu, så tak for skrivet. Det kan ikke deles nok….

    • SVAR

      Du er ikke alene, det er vi aldrig. Jeg er glad for, at jeg kunne holde et smukt og godt spejl op foran dig. Du er lige, som du skal være 🙂

  • SVAR

    Jeg følger nyhederne i nogen grad, mest fordi jeg gerne vil vide hvad der foregår omkring mig.

    Hvis jeg skulle ændre noget i verden, så skulle det være at give mere plads til forskellighed i samfundet. I dag virker det ofte til, at det er ok altid at kritisere en andens livsstil, en pegen fingre i det offentlige rum af de ting hos andre, man ikke er enig i – hvor ville jeg dog gerne fjerne det…

    Jeg smiler tit og ofte til fremmede mennesker (såvel som til mennesker jeg kender) – det gør livet mere uudholdeligt når jeg husker at smile til verden omkring mig…

    Når jeg møder hjemløse stikker jeg dem ofte en 20’er i stedet for at købe hus forbi, eller henter lidt mad til dem og deres hund – gud hvor det får mig til at lyde hellig, det er jeg Ikke, jeg synes bare godt man kan vise dem lidt medmenneskelighed uanset hvorfor de er endt hvor de er.

    Nu lever han ikke mere, men jeg elsker at læse hans bøger – Knud Eiler Løgstrup – hans menneskesyn var intet mindre end fantastisk. Jeg vil især gerne fremhæve et par citater:

    “Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i din hånd”

    “Vi er hinandens verden og hinandens skæbne”

  • SVAR

    Jeg vil bare sige tak. Tak fordi du inspirerer mig og sætter ord på meget af det, som jeg tillægger stor værdi ❤️

    • SVAR

      Tak for din dejlige kommentar. Tak <3

  • SVAR

    Jeg ser heller ikke nyheder – kan ikke tåle det – jeg læser dog lidt hist og pist, på den måde kan jeg selv vælge hvad jeg vil læse – og ikke få grimme billeder smidt i ansigtet.

    Jeg prøver at ændre verden via de små ting – leve mit liv med omsorg og respekt for vores jord og de mennesker og dyr der er på den. Så jeg køber ikke mere end jeg behøver, køber økologisk, hjælper hvor jeg kan, giver til velgørende formål, skriver under på ting, der bekæmper uretfærdighed m.m.

    Den der har inspireret mig mest er klart ajahn brahm – han har lært mig så meget – hvis alle levede efter hans the most important is to care o.l. udsagn ville verden være et bedre sted

    Men kvinden i vores landsby, der tog 6 moderløse børn til sig inspirer mig også eller den søde buschauffør, der altid smiler, min dejlige bedstemor, der favnede alle, Anja Loven, der hjælper ” heksebørnene” og mange mange flere der gør en positiv forskel på den ene eller anden måde.

  • SVAR

    Det er ikke Trump eller Støjberg, der er problemet. Det er derimod globaliseringen og dermed turbo-kapitalismen – samt en international elite, der er ligeglade med almindelige mennesker og kun tænker på dem selv. Derfor skal vi søge tilbage til det lokale: nationalstaterne og de lokale samfund.