Det, der opstår i frirummet

Min svigerinde sagde noget til mig, da vi var i Jylland i sidste uge, som blev i mine tanker efterfølgende. Det, hun talte om, var at rumme sine børns valg, selv hvis de går stik imod det, man selv tror på, og som man havde håbet, de ville vælge. Hun sagde, at det ligger hende på sinde, fordi hun ved fra sit eget liv, hvor vigtigt det er ikke at blive dømt af sine forældre.

Vi snakkede om, at vores børn heldigvis og helt uundgåeligt vokser op omgivet af vores værdier, og når de på et tidspunkt træder ud i verden for at finde deres egen vej, har vi givet dem det bedste, vi kunne. Og så sagde hun: Selv hvis mine børn vælger at bruge deres liv på noget, som jeg slet ikke forstår, håber jeg ikke, at jeg dømmer dem, eller prøver at lave dem om.
Så stod jeg der på en legeplads udenfor Aarhus, og forestillede mig, at mine børn en dag vælger en vej, som er fremmed for mig. Jeg mærkede, at det uden tvivl kommer til at kræve noget ikke at ville påvirke deres retning, hvis de vier deres liv til noget, som jeg har svært ved at forstå. At der er livsbaner, som jeg synes, er mere rigtige end andre. Og at det er noget, jeg helt klart skal beskæftige mig mere med.

Nu går det jo som regel sådan, at når noget fylder i ens tanker, så dumper der ting ned, som gøder den proces. Derfor faldt jeg et par dage senere over et blogindlæg af Majken fra Familiefilosofi.dk, hvor hun skriver om voksnes indblanding i børns lege. Og selvom det ikke er præcis dét, er det dog en del af samme bevægelse: Vi voksnes velmenende behov for at påvirke børnene til at leve et godt liv. Set med vores øjne, altså.

De to input har betydet, at jeg er blevet mere opmærksom på mit behov for at have indflydelse på mine børns valg. Ud fra de bedste intentioner, naturligvis, men ikke desto mindre mere dominerende end jeg ønsker at være.
Det er sådan lidt: Jeg vil gerne sætte mine børn fri til at foretage sig det, som jeg synes, er rigtigt

Derfor arbejder jeg på at give slip og lade børnene finde deres egen vej, og jeg er fuldkommen blæst omkuld af, hvor godt de ved, hvad de vil. Og hvor ofte de ikke gør det, som jeg ville have foreslået. (Den del er jeg i al hemmelighed ganske lettet over, fordi det fortæller mig, at de ikke er bange for at blive dømt af mig – og at de måske slet ikke ved, hvad jeg egentlig ville foretrække).

I lørdags, da jeg var til rollespil med Storm, og Kristian var hjemme med de tre andre, gik han i marken med Juno, mens Live og Ilja – de to på fem år – blev indenfor, og legede. Efter en times tid kom de ud, og fortalte, at de havde lavet en overraskelse, og spurgte, hvornår Storm og jeg ville være tilbage? På det tidspunkt var der to timer, til rollespillet var slut, men de ventede tålmodigt. Finpudsede deres overraskelse, og grinede spændt, da bilen endelig trillede ind foran huset.

Hurtigt fik vi alle sammen besked på at skynde os ovenpå og gå ind på soveværelset, hvor de havde hængte plakater over alt, og da de trak de tunge gardiner til side, afsløredes en buffet med juice, mælk, sugerør, krystalglas og chips (som de selv havde fundet og fået ned fra den øverste hylde i køkkenet). “Tadaaaa!” sagde de, og der var musik klar på anlægget, og så bød de os velkommen til deres fest. Vi dansede, drak af sugerør og – ja, – festede.

Jeg tror, jeg havde sagt nej, hvis de havde spurgt, om de måtte lave en fest med drikkevarer og chips på soveværelset. I ved; fordi jeg i forvejen virkelig skal holde tungen i munden for ikke at køre sur i oprydning og rengøring med fire børn i huset og et ret sensitivt nervesystem ifht. den slags… Men heldigvis var jeg ikke hjemme, og heldigvis holdt mærkede de efter og havde initiativ til at planlægge en fest, og jeg var så stolt over, at de fulgte deres egen impuls og gennemførte projektet. Og det var en fed fest, selvfølgelig.

Hvornår har jeres børn sidst overrasket jer? Og kan I genkende det med, at man gerne vil påvirke dem for at give dem de bedste oplevelser og sørge for, at de er glade?

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

8 Kommentarer

  • SVAR

    Jeg kan faktisk ikke huske hvornår de sidst overraskede mig, i hvert fald ikke den type overraskelse du beskriver.

    Jeg bliver løbende overrasket, eller egentligt mere forundret over mine børns forskellighed og dybsindighed i den proces de er i.

    Annamai har stik mod hendes forældre, altid opfattet sig selv som troende og vi har altid været åbne for, at selvom vi ikke var det, så var det ok at hun var det og lagt stor vægt på at tro var en individuel ting. Så alt det med Niels skete, så troede jeg faktisk at hun ville søge tilflugt i sin tro. Men det stik modsatte skete – hun frasagde sig sin tro. Og når man snakker med hende er det egentligt tydeligt at hun stadig tror, men at hun har truffet en beslutning om ikke at ville. Med hendes ord: ” gud har overskredet mine grænser, ved at tage min far fra mig”… Det ramte mig dengang og gør det stadig, hvor præcist hun kan udtrykke essensen af hendes frustration, men også hvor store tænker hun faktisk tumler med. Hun har altid været en lille tænksom pige, men det er først i denne proces, at jeg for alvor har fået øjnene op for hvor dybsindig hun faktisk er.

    • SVAR

      Det er en gave, når vi bliver opmærksomme på vores børn dybder, som jo kun kan afsløres i takt med deres udvikling.

  • SVAR

    Kære Maj,
    Det fik et smil frem i mit ansigt! Hvor er det sejt at de har lavet en fest. Det kunne så godt havde været min ældste. Hun overrasker mig tit ved at lave pynt til borddekoration helt selv. Jeg kan huske at min far gav mig og min veninde lov at gå amok i hans køkken i et forsøg (det blev mange forsøg) på at bage en egen kage uden opskrift. Det blev ikke særlige gode kager. Jeg havde dog ønsket mig at han bagefter havde tilbudt at vise os hvordan man bager en kage. Og der er vi ved de gode oplevelser vi kan/vil skabe for vores børn. Jeg tror at vi tit føler os for ansvarlig for at oplevelserne bliver helt vild gode. Børnene har som du jo også skriver deres helt egen opfattelse af hvad der er en god oplevelse. Fx gav jeg min datter en dukke i julegave som jeg syntes var så sej og smuk. Hun havde ikke ønsket sig den ogblev heller ikke særlig glad for den som jeg havde forventet. Sidste uge var farfar og farmor på besøg og vi var i en lille forlystelsespark. Om aftenen grillede vi så sammen og vejret var ikke særlig godt så vi måtte spise indenfor. Bagefter sad vi sammen i sofaen og så på de billeder vi havde taget i løbet af dagen på det store fjernsyn og så sagde min datter at det her var den næstbedste dag i året lige efter jul. Og jeg tror at glæden lagde i det at vi havde haft en god og afslappende dag SAMMEN.

    • SVAR

      Vise ord, Janneke. Vi må lade dem vise os vejen til, hvad en god oplevelse er for dem, for vi kan ikke tage for givet, at det er det samme for os alle.

  • SVAR

    Mine piger er fulde af overraskelser hver dag – fester, picnic, tvivlsomme kager. Vi har haft dem hjemme i seks uger, hvor de har leget enormt meget på egen hånd – er draget ud i verden på cykel og fundet de fedeste eventyr. Børn kan meget, hvis man lader dem❤️

    • SVAR

      Det lyder skønt med både tvivlsomme kager og picnics. Dejligt at de har en gejst og drivkraft <3

  • SVAR

    Fantastisk! Og lidt af en øjenåbner, også! Jeg ville nok også have sagt nej til den fest, hvis jeg var blevet spurgt… Men jeg ville, som dig, også have elsket at deltage i den! Tak for det indlæg – stof til eftertanke!!