Det er ikke vigtigt, om her roder..

Vi holder påske. På den ærøske måde som er en virkelig stor, social begivenhed. Så min familie er her, og i går fejrede vi min brors fødselsdag. Han og min svigerinde, deres lille datter og min mor ankom først på eftermiddagen med en kæmpe kagemand i Aarhus-stil, sådan som jeg er voksen op med: Butterdej og remonce. (Ikke brunsviger, blev der sagt.)

Siden da har vi bare været sammen. Gået en lang tur og snakket en helt masse, spist sild til frokost og pizza til aftensmad, og nu er det jo påskelørdag, så alle de mange mennesker, som er her på øen i anledning af påsken, er væltet ned på strandene rundt om hele øen for at koge æg i saltvand over bål og riste pølser. Så står man dér med rygende varme æg (og tabasco) og flækkede pølser (og ketchup), og snakker, og spiser – og hopper måske lidt for at holde varmen. Lige nu regner det ikke, og det er noget, som vi er taknemmelige over, for alle har glædet sig til i dag. Juno sover, så jeg er blevet hjemme for nu, men når hun vågner, triller jeg ned med hende i barnevognen til resten af flokken.

Man kunne meget nemt stoppe mit indlæg her med: “God påske, alle sammen!”, for det er jo en del af virkeligheden. At vi har huset fuldt af fantastisk dejlige mennesker, som jeg elsker hver og én, og der er chokolade i kurve over alt i stuerne og varm te på panden. Men der er også den del af virkeligheden, at jeg for en lille time siden måtte sidde i ti minutter med ryggen mod en mur, langt væk fra de andre, og skabe mig et indre overblik. Lige lande, mærke efter, finde kræfterne frem. Jeg synes, der er meget, når man har gæster, og samtidig er mor til fire. Juno, som konstant er ved at overfalde sin seks måneder yngre kusine, og som man derfor virkelig skal være opmærksom på. Der er dem på fem, som er så spændte på deres fødselsdag på tirsdag (som skal fejres i morgen med hele familien), at de konstant ender i konflikter – med hinanden og alle andre. Og så er der Storm, som er ved at koge over med gode historier om alt mellem himmel og jord, og som iøvrigt bliver påvirket af sine søskendes urolige energi, og derfor også rager uklar med dem hele tiden. Og så er her rod. Og jeg er ikke god til rod. Slet ikke når der er uro samtidig. Kopper på bordene, legetøj på gulvet. Ting, man kan falde over. Fugtige klude i vasken. Og det er helt okay. Det kan jo ikke være anderledes. Det skal ikke være anderledes. Vi skal være her alle sammen, og der er ikke andre end mig, som lægger så meget mærke til det (jo, min mor, så hun rydder op). Men det er ikke det, der gør en påske god eller dårlig. Det ved jeg godt. Så jeg skulle lige trække vejret helt dybt med ryggen mod væggen og huske på alt det, som er vigtigt. Det, der betyder noget. Ingen kan huske, om her var rodet, når vi siger farvel. Og når vi siger farvel i morgen, fortryder jeg, hvis jeg har været kort for hovedet eller fraværende på grund af nogle legoklodser på gulvet. Det hjalp at sidde et øjeblik. Jeg huskede, at det nok skal gå, selvom jeg har lyst til at råbe: “STOP! Jeg støvsuger lige,” og bede alle sidde stille, mens jeg får sand og andet væk. Men nu vil jeg i stedet hvile lidt, før Juno vågner.

Kender I det? Det der med at man kan have et helt håbløst fokus, fordi man er lidt presset? Og det der med at man elsker sine gæster, men ville ønske, at lidt færre af dem var ens egne børn?

God påske!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

10 Kommentarer

  • SVAR

    Åh ja det kender jeg SÅ godt 🙂
    Jeg har nogle gange “kaldt til fælles oprydning” når vi har fuldt hus. Det er hyggeligt og tager seriøst kun 5 min hvis alle går “All in”
    og hjælper til og børnene synes det er sjovt, især når de voksne går op i det (evt musik på).
    Jeg har intet imod at støvsuge, men oprydningen inden pu ha orker det ikke 🙂
    Jeg er enig i at det ikke skal have fokus, men det letter bare, hvis der bliver ryddet op en gang dagligt, når man er så mange sammen.
    Rigtig god påske
    Mvh Lærke

    • SVAR

      Lige præcis: Det letter bare, hvis der bliver ryddet op. Og jeg kan godt lide at rydde op og støvsuge (men ikke gøre rent, så det prioriterer vi benhårdt at få hjælp til), men der skal netop et fælles fokus til, hvis det skal lykkes, når man er så mange mennesker i huset. Nu er her dejligt. Intet rod. Bare rart. Det betyder meget for mit indre velvære, og jeg tror, det også har en sammenhæng med ens æstetik og følsomhed.

  • SVAR

    Oh yes! Vi havde sådan en jul med mine forældre, søster og svoger + deres børn så alt i alt 6 voksne og 5 børn på 13, 7, 2*5 og 3 i en lejlighed på 120m2 (hvor halvdelen er værelser ovenpå!)
    Jeg var ved at få et hysterisk anfald ned i sovsen da komfuret gik i koma, og det var faktisk en virkelig lortet jul. Men jeg lærte noget af den og det er, at jeg skal slappe lidt mere af, for jeg var så stresset af at rydde op efter alle hele dagen så jeg slet ikke fik nydt det.
    Men jeg tror aldrig jeg kommer til at slappe helt af omkring at være “værtinde” det hænger jo nok også sammen med, at man så gerne vil være sikker på at alle andre hygger sig og så glemmer man sig selv. Og den slags plejer mine unger i hvert fald at reagere på: hvis jeg synes de er ekstra træls, plejer det at hjælpe at mærke efter hvordan jeg selv har det, og så findes forklaringen faktisk ofte der.
    Men livet er jo én lang læring <3
    Rigtig god påske!

    • SVAR

      Åh nej. Det er både lidt sjovt (det hysteriske anfaldt over koma-komfuret) og genkendeligt i al sin tragedie. Ja, vi øver os alle sammen. Og noget lærer vi hurtigere end andet..

  • SVAR

    Genkendeligt i alle forhold. Mine mange børn er ved at være voksne. Men elsker at komme hjem til mor…så lige nu rummer min spisekrog i det lille rækkehus en ekstra seng, båret ud fra mit soveværelse ( for ingen vil sove sammen med mig. Jeg snorker for meget. Sengen er uredt. Påskepynten på grenene på spisebordet er faldet af i flokke. Derudover flyder en mataspose og en spillecomputer på samme bord.
    Godt, du fandt væggen. Mine kyllinger er ude nu, så jeg nyder roen i sofakrogen. Med nullermænd mellem tæerne, fra det noget nulrede gulv. God påske.

    • SVAR

      Jeg kan se din spisekrog med sengen for mig, lige så levende, og jeg elsker billedet af, at du i dag har siddet i sofakrogen med nullermænd og slappet af. God påske til dig.

  • SVAR

    Ja, for pokker og hvor er det dejligt, du skriver om det. Genkender både mistrivslen ved for meget rod og også erkendelsen af, at det er nødvendigt – og rart – at give slip nogen gange. Min erfaring er, at hvis jeg kun har de ting, jeg rent faktisk bruger – hvis alle ting i alle rum har en dedikeret plads, så gør det mindre, at det roder. De sidste tre år har jeg ryddet op og smidt ud ganske tit, så nu har jeg/vi efterhånden kun de ting i huset, som vi faktisk ville blive kede af at miste. Det er en proces, og jeg er slet ikke helt i mål, men jeg elsker den lethed det skaber i hele mit system, hver gang, jeg får noget ud af huset, som bare optager plads og luft. Og så prøver jeg at leve efter reglen om en-ting-ind en-ting-ud. Hvis jeg f.eks. køber en ny grydeske, så er der en anden, der må ud. Mindsker akkumulationen håber jeg 🙂

    Jeg har i hvert fald fundet ud af, at jeg bedre kan trives med et støvet stuegulv og et ikke-rent køkken eller badeværelse, hvis der ikke er for mange ting. Så jeg har prioriteret oprydning/udsmidning fremfor rengøring i en rum tid, og det var ikke helt nemt i starten, men det bliver bedre og bedre.

    Rigtig god påske 🙂

    • SVAR

      Ja, den proces kan jeg så godt genkende. Det er utroligt, hvor meget energi vi låser fast i ting og skrammel, og hvor tilsvarende skønt det føles at skille os af med alt det, vi ikke bruger. Jeg nægter at have et loft fyldt med skrammel eller skabe, som det vælter ud af. Igen, vel og mærke. Jeg pleje at have aaalt for meget, og jeg er stadig ikke i mål. Jeg tænker, at du nok allerede kender bloggen “Smilerynker”? Ellers vil jeg anbefale den og eks. indlæg som disse: http://smilerynker.dk/category/livsstil/ryd-op/

  • SVAR

    Kære May My,
    Glædelig Påske,
    Fra dine oplysninger synes jeg, at du klarer det flot.
    Du er åbenbart et ordensmenneske, hvilket er en belastning.
    Men ved at tage en lille “privat” for at få samlet tankerne har du overvundet din
    fobi, GODT!
    Kommer i denne forbindelse i tanker om følgende aforisme:
    “Husk at leve mens du tør det, husk at elske mens du gør det.”
    Som du selv nåede frem til, så er det kun dig, og din mor, der lægger mærke til
    “rodet”
    Nyd familiebesøget fuldt ud og så kan du rydde op når de er rejst!

    • SVAR

      Kære Sven, haha! – Ja, jeg er nok en slags ordensmenneske, omend jeg hellere vil tænke på mig selv som æstetiker. Det er ikke muligt både at være en nærværende mor for fire børn og have et fuldkommen ordentligt hus, hvis jeg også vil skrive, læse og nyde den friske luft. Derfor øver jeg mig i at skrue ned for forventningerne. Mange hilsner, Maj My