Det er vigtigt, at børn ikke først og fremmest er sammen med deres jævnaldrende

I dag vil jeg skrive om, hvor vigtigt det er, at børn ikke først og fremmest er sammen med deres jævnaldrende. Jeg vil understrege, at jeg ikke mener, socialisering sker bedst, når femårige tilbringer det meste af deres tid sammen, eller når tolvårige søger støtte hos hinanden fremfor deres forældre. Jeg vil påstå, at mine børn får lige så meget ud af en eftermiddag med de erfarne gutter fra modelflyklubben eller deres små søskende som med de børn, de deler årgang med. Jeg vil insistere på, at vi tænker ud af kasserne, når vi ser på vores børns relationer, og respekterer, at deres behov ikke altid er, som normen dikterer.

Jeg hører fra mange, at de er bekymrede for deres børn, som ikke har jævnaldrende venner. Bekymrede, fordi vi er flasket op på den overbevisning, at venskaber mellem jævnaldrende er afgørende for, om vi lykkes som mennesker. Film og bøger for børn kredser om venskabstemaet, og vi lærer, at den sunde socialisering næres i store børnegrupper uden voksenindblanding og med mest mulig uafhængighed fra forældrene.

Men mine børn har aldrig haft fokus på de jævnaldrende relationer, og der gik en del år, før den ældste dannede sine første reelle venskaber, Venskaber, i øvrigt, som han er glad for men ikke afhængig af, og kun sjældent opsøger af eget initiativ. Jeg var forvirret og utålmodig, da han gik i børnehave, ligesom jeg nemt kunne være det nu igen med hans bror, som dog er herhjemme med os (what a freakin’ relief): Hvorfor leger han ikke med de andre børn? tænkte jeg usikkert.I  virkeligheden gav svaret sig selv. Han var ikke som de andre børn, ikke nøjagtig som dem i hvert fald. Og det vidste jeg godt, og jeg var glad for det – han er præcis, som han skal være. Alligevel ønskede jeg, at han skulle være fuldkommen gennemsnitlig lige præcis på det sociale. Men hvordan? De ting hænger jo sammen.

Derfor siger jeg: Mærk efter i dig selv: Har du altid trivedes bedst indenfor de forudbestemte rammer, eller var der ting, som du begyndte at gøre anderledes, da du blev voksen og fri til at bestemme selv? Hvordan ville du selv have det i en børnehavegruppe eller et klasseværelse under de forhold, som vi byder vores børn? Hvor bliver du næret, og er det vigtigt for dig, at du har en stor, homogen vennegruppe, eller er du som voksen tilfreds med at være lidt anderledes og ikke altid falde i ét med flertallet? Har du det bedst i grupper, som forstår dit sprog, anerkender dine dybeste impulser og rummer dine unikke træk, eller er det vigtigste for dig, at I er lige gamle uanset interesser og værdisæt?

Det er nødvendige refleksioner i et samfund, hvor vi afleverer vores børn i institution, før de har fejret deres første fødselsdag for så at øve os i at vinke farvel de næste atten år. Adskillelse er det helt store tema gennem opvæksten for de fleste, og i al ubemærkethed definerer netop adskillelsen en stor del af vores eksistens.

Vi er adskilte på mange plan.

Der er urbaniseringen, som skiller os fra vores biologiske ophav og geografiske rødder, når vi flytter væk fra familien og barndommensgade for at uddanne os og blive voksne et andet sted. Vi får arbejde og børn og køber en lejlighed, og det hele sker så langt væk fra vores ophav, at vi ikke har dem som en støtte i hverdagen.

Og der er individualiteten; den er gennemgående. Vi glemmer vores bedsteforældre på plejehjemmene, og vores forældre glemmer os, når de rejser af sted i tre måneder, mens vi bliver forældre til vores egne børn, som vi glemmer undervejs i jagten efter en succes, der selvfølgelig viser sig at være en afdanket utopi. Og det der i sidste ende sker, er, at vi også glemmer os selv; et selv vi forresten aldrig har fået en reel chance for at lære at kende, og så står vi dér – alene, fortvivlede, stressede og med en følelse af meningsløshed.

Vi er adskilte imellem alder, fysisk afstand, samfundslag og muligheder.

Men dybest inde vil vi mennesker bare gerne være sammen.
Dybest inde vil vi være noget for andre og vi vil ses med kærlige øjne, efterspørges af hjertets lyst.
Vi vil løfte og omfavne; hjælpe til, holdes om og holdes af.

Det mærker jeg tydeligt i vores liv i disse uger.
“Hvordan sørger I for, at jeres børn bliver socialiseret, når I hjemmeskoler?” spørger mange.
“Vi er sammen med mennesker” lyder det korte og oprigtige svar.

Vi er sammen med vores venner, og de er groft sagt mellem 0 og 75 år. Vi er sammen med dem, der vækker en genklang i os, og som vi har lyst til at bruge tid med. Vi er sammen med mennesker, vi møder på vores vej, og som vi glæder os over, eller føler, vi kan være noget for.

For nylig fik jeg en email fra en pensioneret ingeniør, der havde læst, at min søn er interesseret i elektronik. “Har han lyst til at kigge på den slags med mig?” lød beskeden, og svaret var ja. De pillede et apparat fra hinanden, og samlede det igen, spiste frokost, og reparerede så en ting mere. Tiden gik, i Storms og hans nye vens tempo, med plads til sjov og eftertænksomhed og roderi efter lige netop den helt rigtige skrue. Og Storm var lykkelig efterfølgende. Jeg havde ellers tænkt på, om vi overser noget, siden han ikke efterspørger legeaftaler, men måske er sandheden, at der lige nu er noget, han har mere behov for end andre de niårige, der jo er lige så meget i vildrede som han selv. For han har snakket om sin nye ven hver dag siden, og fundet ting som de skal arbejde med, når de ses igen.

Der var oplevelsen, da Britt fra Faaborg inviterede Storm og mig ud at køre i sin Tesla. Elbiler har længe været Storms ting – egentlig er den danske Ellert fra halvfjerdserne hans helt store kærlighed, men Teslaen havde en magnetisk kraft på ham den dag, og Britt inviterede os med på tur: “Sæt dig ind på forsædet,” sagde hun, og turen gik til hendes sommerhus, hvor vi spiste is og snakkede vi om livet og døden og om mange andre ting, før kørte tilbage til Ærøfærgen. Hun sagde, at hun vil besøge os på Ærø, og der går ikke en dag, hvor vi ikke snakker om hende. Hun har gjort stort indtryk med sin imødekommenhed, som er en gave, man sent glemmer.

Modelflyklubben er endnu en glæde. Jeg vil sige, at med den er Storm faldet ned i sine drømmes skatkammer blandt en gruppe voksne mænd med god tid og en helt masse viden og overskud. Så står man dér under den blå himmel på en solvarm flyveplads, og oplever noget af det smukkeste samvær, jeg kan tænke mig: Voksne, som genkender barnets fascination og taknemmelighed over at blive lukket ind i cirklen, og som tager sig tid, og gør sig umage. Ingen nedladende afvisninger eller ligegyldige svar, for de forstår, at omsorg, passion og selvværd dannes fra starten.

Og ved I hvad? Jeg tror, den slags kan opstå over alt. Skriv en annonce i lokalavisen eller på den lokale facebookside og se hvilket lys der kommer frem fra sprækkerne: Over alt findes mennesker, som har noget at tilbyde, og som længes efter nogen at dele det med. Unge, gamle, mænd og kvinder.

Sandheden er, at den sunde, ligevægtige socialisering ikke nødvendigvis sker bedst i en børnehave eller et klasselokale med 25 jævnaldrende, som er samlet seks timer om dagen. Jeg vil vove den påstand, at i de rammer sker socialiseringen faktisk på trods, og det lykkes for en del, ja, men spørgsmålet er, om børnene ikke også betaler en høj pris for at være både så meget på og så meget væk fra deres nærmeste?

Vi lever i et samfund, hvor børn tilbringer de fleste vågne timer med jævnaldrende fremfor med kompetente voksne, som elsker dem. De er superviseret af voksne, ja, men ikke i nærværende kontakt med dem, og når den treårige spejler sig i en anden treårig, og imiterer hende i sin iver efter at øve sig, så er det den treåriges væren, hun lærer. Det er blevet vores overbevisning, at sådan trives mennesket bedst: I relation til jævnaldrende. Men det er en misforståelse, og den gør os sårbare og mindre kompetente.

Faktisk er det i følge den anerkendte canadiske psykolog og tilknytningsekspert Gordon Neufeld et stort problem, at børn og unge næsten udelukkende omgåes og relaterer til deres jævnaldrende. Han argumenterer for, at det er problematisk, at dem, vores børn læner os op ad, og henter støtte hos, også er børn.
Sådan har det ifølge Gordon Neufeld forholdt sig i adskillige generationer, hvorfor vi forældre tror, at det han kalder én af vores tids største sociale udfordringer, er helt naturligt og nærmest positivt: Nemlig at børn og unge trækker sig tidligere fra deres forældre, som de ikke har en tilstrækkeligt stærk tilknytning til, for til gengæld blive afhængige af båndene til dem, de har omkring sig mest af tiden, altså deres jævnaldrende. Han argumenterer for, at der er en direkte forbindelse mellem den stigende mobning, angst, stress og selvmordsrate blandt børn og unge i USA og så den svækkede tilknytning mellem barnet og dets forældre samtidig med at relationen til de jævnaldrende er blevet den bærende. Som han siger: “Sammenlignet med en tolvårig, er enhver forælder en engel”. Fordi: Hvis den tolvårige bliver presset, og kan vinde point ved at såre deres ven, gør de det gerne. Det gør en mor eller far ikke.

Og nu ved jeg godt, at jeg lidt blander flere ting, for man kan sagtens have jævnaldrende venner og ældre venner på samme tid, og man kan sagtens have en stærk tilknytning til sine forældre og samtidig have venner, som er gode for én – og alt det har min ældste efterhånden. Det afgørende er, at vi forstår, at det ikke er barnets eksklusive natur at bruge alt sin tid og fortrolighed sammen med jævnaldrende; at forældrene skal bevare deres position som dem, man går til, og læner sig op ad. Det afgørende er, at vi ikke bilder os ind, at menneskets natur trives bedst i en institution og med en adskillelse, som efter min bedste overbevisning er potentielt ødelæggende for alt det, vi helst vil fylde livet med. Hvis børn skal blive dygtige voksne en dag, så er de afhængig af dygtige voksne, som de kan kopiere og hente indsigt hos, og derfor skal vi være der. Vi skal gøre os gældende, insistere på at bevare relationen, dyrke glæden og intimiteten for til sidst – når børnene for alvor er klar – at slippe dem fri som de smukke mennesker er er.

Hvad tænker I om nødvendigheden af at tilbringe de fleste timer sammen med jævnaldrende?
Og kan I genkende billedet af den manglende dybe tilknytning til voksne fra jeres egen barndom?

Forresten vil jeg på det varmeste anbefale Maria Parss vidunderligt smukke børnebog “Tonje Glimmerdal” om den skønne pige, hvis bedste ven er en dejlig gut på 72. Vidunderlig læsning på niveau med Lindgren.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

16 Kommentarer

  • SVAR

    Jeg har simpelthen lyst til at råbe AMEN! Jeg er så enig! Jeg har tænkt på, at stille dig et par spørgsmål omkring emnet, da det i vores datters institution gøres til et problem, at hun ikke er (nok) opsøgende på sine jævnaldrende. Hun er dygtig, klog, nysgerrig og humoristisk, og jeg kvæles næsten ved tanken om, at hun står på trappen til mange år i skolen, hvor hun skal udfylde en bestemt plads for at klassen er homogen, skal opføre sig på en bestemt måde for at passe ind i takt med de forventninger der er til hendes alderstrin – for så til sidst at skulle træde ud af skolesystemet og være et innovativt, opsøgende, nytænkende menneske der skal redde vores nationale fremtid.

    Jeg står i en situation, hvor jeg har mulighed for at gå (mere) ned i tid på arbejde, men pædagogerne i børnehaven anbefaler, at vores datter er mere sammen med jævnaldrende! Jeg er ærlig talt i tvivl!

    • SVAR

      Jeg kan ikke i mit hjerte forstå, hvorfor du er i tvivl? Hvad er du i tvivl om? Du er mor, og du lyder til at kende alle svarene i dig selv, og det er dem, du skal lytte til, smukke menneske ❤ Du kender dit barn bedre end nogen anden.
      Er det normen, som får dig til at tvivle? Vores alle sammens arbitrære forventninger, dårlige samvittighed og unaturlige samfundsstruktur, som vi har forvildet os ind i? Lyt til dig selv – en dag vil du se, at mange følger i dine fodspor og mærker dit lys, fordi du tør gøre det, som de drømmer om, men ikke selv har haft modet til.

  • SVAR

    Jeg bliver altså rørt. Det er så smukt, det du fortæller om Storm og alle hans voksne. Jeg er også blevet udfordret på tanken om, at børn skal være med deres jævnaldrende. Nu er det så tydeligt for mig, at der er en langt større værdi i at være forskellige aldre. Men selv om det er så tydeligt for mig, er det stadig en af de normer, som er virkelig svær at slippe af med, og det irriterer mig. Men jeg bliver bedre til at huske på det, og det her indlæg giver mig total optur!
    Jeg synes det er lidt komisk, når du skriver ”stor, homogen vennegruppe” for det har jo netop aldrig fungeret for mig – heller ikke da jeg var barn. Jeg har altid søgt derhen, hvor folk på den ene eller anden måde har været forskellige fra mig selv, for det lærer jeg mest af.
    Min barndom har klart været præget af en dyb tilknytning til mine forældre, og det står klart for mig, at det har hjulpet mig enormt her i livet.

    • SVAR

      Normen fylder så meget, og normen skal gøres langt bredere og langt mindre normativ. Det gør vi, når vi øver os i at mærke efter og handle ud fra det, vi mærker indeni – tak for disse ord: “Jeg synes det er lidt komisk, når du skriver ”stor, homogen vennegruppe” for det har jo netop aldrig fungeret for mig – heller ikke da jeg var barn. Jeg har altid søgt derhen, hvor folk på den ene eller anden måde har været forskellige fra mig selv, for det lærer jeg mest af.” Så vigtigt og universelt.

  • SVAR

    Så smukt og så sandt skrevet! Jeg var netop som din søn, da jeg voksede op. Jeg ville dengang langt hellere være sammen med mine brødre, forældre og bedstemor end børnene i skolen. Jeg troede egentlig, jeg var sær, indtil jeg kom på universitetet og opdagede, jeg var helt normal, jeg havde bare andre interesser end mine jævnaldrende…jeg håber og beder til, jeg kan give min datter den tryghed og tillid til at være sig selv og være glad i det ❤️

    Tusind tak for at dele dine tanker med os og udtrykke den bekymring for samfundsnormen, som jeg for mit vedkommende også sidder med! Tak!!

    • SVAR

      Tusind tak for din kommentar, Mette. Jeg er slet ikke i tvivl om, at du giver din datter den tillid og tryghed, som du helst vil. Blot ved at tænke tanken er du det meste af vejen allerede ❤

  • SVAR

    Det fineste indlæg – som sendt fra himlen! Vi har meldt vores søn ud af institution (han er 2 år) – og jeg møder så mange anerkendende toner i mine omgivelser, men samtidig også en “så er det bare vigtigt, at du får socialiseret med den store” (vi har en lille på 5 mdr.). Jeg bliver lidt træt. Træt af, at det skal fylde så meget. Hvorfor er der ingen tiltro til at min egen stærke intuition, som har ført os til beslutningen med hjemmeliv, kan mærke, hvornår mine børn har brug for socialisering. Jeg ved det selv, men jeg er 28 og har en stærk samfundsnormer der snuser mig i nakken dagligt. Jeg har så meger brug for det indlæg lige nu. Det styrker min intuition. Jeg ved aldrig, hvad jeg skal sige når folk omkring mig nævner vigtigheden af, at min barn bør socialere, for jeg ved ikke, hvor det kommer fra, hvilken evidens, der støtter det (selvom jeg er træt af evidens og jeg savner, at vi finder hjem i os selv, vores krop, vores natur og intuition).

    Torsdagstanker til dit indlæg.
    Tak Maj

    • SVAR

      Jeg er sgu også træt af evidens. Bliver simpelthen efterhånden lidt søvnig, når nogen nævner, at den ene bog er mere videnskabeligt underbygget end den anden. Hvad med den menneskelige, levede erfaring? Hvad med dem, som rent faktisk har oplevet det på egen krop og sjæl? Jeg tror, fremtiden tilhører de mennesker, som har fingrene nede i materien og det har du med dine børn, mere end nogen anden.
      Mit bedste råd til dig er at træne din indre normkritiker hver dag. Stil nysgerrigt og modigt spørgsmålstegn ved alt. du foretager dig – særligt hvis det er noget normalt, for så er sandsynligheden for at vi gør det uden at have taget stilling, større. Kram til dig

  • SVAR

    Af hjertet tak! Tak fordi du deler din verden og dine tanker. Det er en helt ny verden for mig, en verden, som ringer så heftig genklang at det giver mig tårer i øjnene. Men ærligt, så har jeg aldrig stødt på det før, så det er den ene åbenbaring efter den anden, når jeg læser din blog. Det kan faktisk godt lade sig gøre at holde sine børn hjemme! Sjovt, jeg har siden jeg fik børn været helt faret vild i arbejdsliv og ønsker i den retning. Min største er 5 1/2 og det er efter at have stødt på din blog, endelig gået op for mig, at det simpelthen er fordi jeg er fuldstændig fløjtende ligeglad med at præstere derude i den store verden. Jeg vil bare gerne være sammen med mine børn. Det går op for mig at jeg har ikke lider af mangel på ambitioner, de ligger bare et helt andet sted.
    Så TAK Maj My, hvor er jeg taknemmelig for, at du har sparket døren til mit hjemmeskolings hjerte på vid gab❤️

    • SVAR

      Tusind tak fordi du deler din oplevelse af at læse med herinde med mig, det betyder meget for min motivation for at fortsætte. Jeg håber, du vil følge dit hjerte ind i det frie, intuitive familieliv. Det kan i høj grad anbefales ❤ Du er velkommen til at sende en mail, hvis du har spørgsmål til det nye, du bevæger dig ind i.

  • SVAR

    Jeg kunne ikke være mere enig!
    Er selv af den overbevisning, at min datter har mest brug for mig og bruge tid med mig, end at være i dagpleje. Hun får alle de fridage og korte dage jeg kan give hende. Plus mormor tit passer hende i stedet for dagpleje, bare fordi de to så kan hygge sammen.
    Får ofte at vide, at jeg ikke kommer nok ud, ikke får hende passet (weekender, aftner) nok. Men ved du hvad.. Har slet ikke det behov. Nyder al den tid med hende jeg kan få.
    Nyder at lege med hende på hendes præmisser, gå på opdagelse med hende osv osv.
    Folk brokkede sig over, under min barsel, at de ikke kunne få fat på mig eller jeg ikke sendte nok billeder af hende. Men min mobil er ikke en del af mig. Det er min datter. Har altid og vil altid vælge hende frem for noget andet. Har ikke fået et barn for at andre skal passe og tage sig af hende. Dog arbejder jeg da jeg er alene med hende. Men arbejder så lidt jeg kan, så vi stadig kan klare os, og har en masse tid sammen.
    Nu skal hun snart i børnehave. Og har valgt den mindste vi har i min kommune, 13 børn og 3 faste pædagoger, plus studerende. Meget mere nærværende end kæmpe institutioner.

    • SVAR

      Hvor er det sigende for dig forældreskab, at folk ikke kunne få fat på dig under din barsel. Nærvær er livet og livet er nu ❤ Dejligt dejligt at læse.

  • SVAR

    Vores børn har brug for relationer, der giver mening for dem.

    Jeg tænker ikke så meget over om relationerne består af jævnaldrende, yngre eller ældre mennesker, blot at det er relationer der giver mening for dem.

    Derfor går mine børn på besøg hos vores tyske nabo, der dårligt taler dansk (og kun min ældste taler et gebrokkent tysk) – fordi de er glade for hende og får noget ud af at være sammen med hende (og hun er glade for dem, skal det lige siges). Min ældstes bedste veninde er jævnaldrende med hende selv, de har kendt hinanden siden de var 1,5 og altid haft den her forbindelse mellem dem. Men ellers er en stor del af hendes relationer både yngre og ældre børn. Det har været en del af både børnehavens og skolens bekymring, at de ikke altid syntes hun opsøgte sine jævnaldrende så meget som de forventede. Men mit argument har altid været at så længe hun trivedes og hun ikke var holdt udenfor den jævnaldrende gruppe (de vil hende gerne, hun vil så bare noget andet en stor del af tiden), så syntes jeg ikke der var et problem.  Min mindste derimod har masser af børn hun leger med og hygger med, men ikke nogen som sådan er hendes bedste ven og som hun kontinuerligt søger. Jeg tænker det er ok, hun er ikke der hvor hun har brug for eller lyst til en bedste ven/veninde og det skal tids nok komme. Eller måske har hun faktisk allerede en bedste veninde – hendes storesøster, de elsker hinandens samvær og bruger gerne oceaner af tid sammen. Voksen venner har de ikke mange af, men fandt de en interesse, der gjorde at de udviklede voksenvenskaber, så ville jeg tage imod det med kyshånd. Som stort barn (fra 12 år og frem) brugte jeg rigtigt meget tid sammen med min farmor. Vi havde begge en forkærlighed for bøgerne og jeg elskede at bruge tid sammen med hende også selvom det indebar at vi bare sad i hver vores stol, med hver vores kop te og læste. Jeg stoppede ofte ind forbi hende på vej hjem fra skole og spiste aftensmad hos hende hver tirsdag. Hun gav mig noget mine jævnaldrende og mine forældre ikke kunne. Så jeg er fan af tanken om voksenvenner til børn. En relation omkring et fælles tredje, hvad enten det er med børn eller voksne – er simpelthen så givende et venskab.

    Er det nødvendigt at vores børn tilbringer størstedelen af deres timer med jævnaldrende? nej det er ikke livsnødvendigt, det er en ramme skabt af at vi som samfund vil have så mange ud og arbejde som overhovedet muligt, så der ikke længere er nogen børnene kan være hjemme hos i de små år, eller komme hjem til når de er færdige med skolen. Så ved jeg godt at mange mener det er sundt for ungerne at komme i SFO fordi det er der de har mulighed for den frie leg og indgå i frie fællesskaber med andre børn, men helt ærligt, hvis der ikke var en SFO, ville alle disse børn jo være hjemme og kunne indgå i fællesskaber med hinanden i hinandens hjem efter behov… Desuden tænker jeg, at uanset hvordan vi vender og drejer den, så bruger vores børn usandsynligt mange af døgnets timer på at indgå i fællesskaber med jævnaldrende mens de er i skole, disse er godt nok bundne fællesskaber, men ikke desto mindre fællesskaber. Så når mine børn har fri er det faktisk op til dem selv om de helst vil være i SFO eller de vil hjem og jeg tænker det er sundt at de selv bestemmer om det skal være det ene eller det andet. De er derfor begge tilmeldt SFO, men bruger det ikke altid og her i sommerferien kommer de faktisk stort set ikke til at bruge det.

    Som jeg sidder og skriver dette, kommer jeg i tanke om min ældste og hendes ældste fætter. Der er 7 års forskel på de to, men de har altid været enormt glade for hinanden. Nu bliver min nevø 18 og min ældste bliver 11, de er stadig enormt glade for hinanden (på trods af at de ikke ses så tit som vi gerne ville). Jævnaldrende venskaber kan en ting, venskaber med aldersforskel kan noget andet. Det vigtigste i en relation må være at man har noget at være fælles om og så at man hver især har noget at bringe til relationen – alder tænker jeg faktisk ikke har den helt store forkromede betydning. 

    • SVAR

      Hvor jeg dog elsker alle de skønne, livlige, inspirerende eksempler: Lige fra den tyske nabo over bøgerne og den ældre fætter: Den mangfoldighed må være så givende og skøn ag befinde sig i.

      • SVAR

        Tak Maj! Det er jo netop det venskaber er, mangfoldighed og favnen hinanden – alder har ingen betydning i den sammenhæng….

        • SVAR

          Nej, jeg er helt enig ❤