Det her er også den virkelige verden

I weekenden var vi hjemme hos min mor for at fejre både hendes fødselsdag og min mormors. Dejlig weekend – vores børn er så store nu, at det er hyggeligt at være af sted til den slags. Når man sådan tager fra sin ø, kommer man jo ud i verden. Nogle vil sige, at man “kommer ud i den virkelige verden.”
At børn skal ud i den virkelige verden (hjemmefra, altså) for at blive en del af den.
Det kan være i forhold til at passe sine børn hjemme eller at hjemmeskole dem, hvilket næsten kan blive opfattet som et brud mod vores samfund. Så siger folk, at “de skal også ud i den virkelige verden.”
Men det jeg vil sige, er, at det her hos os på Ærø; vores lille hjem på vores lille stykke land, det er også den virkelige verden. Vores version af den, ja, men ikke desto mindre et rent faktisk liv i verden, lige så ægte som alt andet. Mere ægte, kan jeg nogle gange føle, men givetvis ikke nær så udbredt. Uanset om alt det udenom os er mere almindelig eller ægte, kan jeg være i tvivl, om det virkelig er nødvendigt for mine børn at komme derud hurtigst muligt?

Kristian og jeg har prioriteret anderledes, og vi tænker forskelligt fra mange på en del punkter. Det bliver jeg mindet om, når jeg bevæger mig hjemmefra, og bliver konfronteret med fjernsynsskærme, avisforsider og samtaler mellem tilfældige fremmede. Jeg kan have lyst til at råbe: “Ej, nu stopper I!”, når der bliver snakket ud fra frygt og ud fra en forventning om, at vi alle sammen er ens.
Hvor mange føler egentlig, helt oprigtigt, at det normale repræsenterer dem? At det, der foregår på Christiansborg, i medierne, mellem os mennesker, med naturen og i skolesystemet er en refleksion af verden, som de ønsker den?

Jeg vil sige dette: Jeg kan godt forstå, hvis nogle synes, det kan være svært at holde fokus, når de bevæger sig rundt ude i samfundet. Jeg kan godt forstå, hvis man kan glemme sine inderste værdier, når man befinder sig midt i den verden, der er helt almindelig lige nu. Altså: storbyerne, fjernsynsprogrammerne, avisforsiderne, politikerne, reglerne, skolerne, diskriminationen, frygten.

Jeg kan have svært ved at holde helt fast i mig selv, når jeg forlader min lille ø. Når jeg sidder på færgen, og ser det ene eller det andet insisterende, højtråbende, belærende ansigt på TV2 News (som godt nok kører uden lyd på færgen, men som alligevel trækker mit blik til sig), bliver skal jeg huske på, at de jo ikke har patent på sandheden.

Jeg kan vitterligt føle, at alt det, jeg tror fast og inderligt på, er jaget vildt i resten af verden. At mine dybeste værdier er noget, man prøver at komme til livs.

Pointen er, at det ér en form for flugt at bo her på Ærø. Det er ikke sammenligneligt med Andrea Hejlskovs “store flugt” ud i den svenske skov, for min familie og jeg er stadig en del af civilisationen herovre, men jeg må indrømme, at jeg trives bedst, når jeg ikke konstant befinder mig midt i det, som jeg prøver at bryde med.

Jeg kan bedre trække vejret lidt på afstand.

Hvad er det, jeg prøver at bryde med? Kort sagt er det jo vanetænkningen; konkurrencesamfundets blinde jagt.
Og hvad er min ambition? Jamen, jeg prøver fremfor alt at være grundig med mit liv. Jeg prøver at gøre mig umage. Der er ikke én rigtig vej, og det betyder, at jeg tager stilling til langt de fleste ting løbende:
Hvor mange timer trives jeg bedst med at arbejde, og hvilken type arbejde tror jeg på?
Hvilken mor vil jeg gerne være – hvilken kæreste, veninde, datter, etc.?
Hvordan kan vi bedst lide at spise (for tiden har vi en aftale med børnene om, at man gerne må gå til og fra bordet under måltiderne, hvis man tørrer sine fingre først, og ikke forstyrrer dem, der spiser videre).
Hvordan er vores hjem indrettet – hvad er de vigtigste formål?
Er vi meget udenfor, og hvad laver vi, når vi er der?
Giver vi julegaver og i givet fald ud fra hvilke overbevisninger?
Har vi ofte gæster, eller prioriterer vi at være meget alene? Er vi engagerede i mange ting udenfor hjemmet eller ej? Og så videre og så videre.

Når jeg prøver at gøre mit bedste, er det altid en afvejning: Er det bedst at sige ja til at hjælpe min veninde med at skrive en jobansøgning eller at være fuldt ud fokuseret på børnene den ekstra time? Det afhænger af dagen og af mulighederne, det svinger fra time til time. “Mit bedste” er ikke en statisk størrelse.

Men jeg er også et mageligt menneske, og jeg kan være doven. Jeg er ikke altid på mit a-game.
Kristian siger indimellem, at vi ikke først og fremmeste skal leve et bekvemt liv. Vi skal ikke træffe vores valg ud fra, hvad der umiddelbart er mest behageligt: Vi skal gribe livet og give alt, vi har. At gøre sit bedste kan sagtens være en dag på sofaen med chokolade og en bog. Når vi kan mærke os selv, er det ikke så svært at mærke, hvad der er rigtigt og forkert.

“Lykkes I med nogle af de bolde, I kaster op i luften?” blev jeg spurgt i weekenden. “Vi lykkes vist med de fleste,” svarede jeg, lidt irriteret, og kunne kun komme i tanke om alt det, der er landet på begge fødder.
Men ved nærmere eftertanke ved jeg godt, at der har været en del planer, som blev skrottet undervejs, eller som ganske enkelt ikke lykkedes. Men fordi jeg ikke hænger mig i nederlag eller braste drømme, bliver de noget andet undervejs; de bliver til nogle af de skridt, som jeg gik for at komme på rette vej.

Ja, det kræver en indsats at leve det liv, man drømmer om. Men det kan godt betale sig at prøve.

Mine drenge er begyndt at løbe barfodet rundt om huset fem til ti gange hver aften inden sengetid. De smider alt andet end deres underbukser, og løber på de kolde sten, det våde græs, de bidende fliser, og kommer ind igen med røde kinder og en helt anden energi. Måske fordi jorden rent faktisk har et overskud netop af sund energi, som kommer op gennem fodsålerne? Det fænomen kaldes “grounding” eller “earthing”, og det er en google-søgning værd, men mine drenge har fået idéen selv,  og nu kan de ikke lade være. De griber livet, sådan som de helst vil, og det gør mig glad.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

8 Kommentarer

  • SVAR

    Sikke et fint indlæg.
    Mange af dine indlæg rører noget i mig og er som en videreudvikling af tanker, jeg selv har gjort mig. Dette indlæg går dog nok lidt dybere for mig, da jeg for tiden netop bakser meget med, hvad jeg egentlig gerne vil. Vil her i livet, vil med mit forhold, med mit studie og meget andet.
    Jeg ved det slet ikke. Nogle gange ved jeg ikke engang om de valg, jeg har taget, er taget ud fra min egen mavefornemmelse og inderste kerne – eller om de er resultater af, hvad samfundet forventer, hvad de sociale medier forventer osv.
    Det er en meget trist tanke, og den har groet i mig et års tid og vokser sig ligesom bare større og større. Jeg forsøger løbende at mærke efter og finde ind til mig selv, men det er – som du skriver – svært i et samfund, hvor der er en masse “støj” og hvor jeg ikke rigtig genkender mig selv i frygten, visionerne og travlheden.
    Jeg er 25 år og er bange for at gå glip af det hele, af livet, af alt det sjove, fordi jeg ikke selv ved, hvor jeg gerne vil hen.

    Hm, måske en meget rodet kommentar. Dit indlæg satte bare lige gang i tankerne. Og jeg bruger generelt din blog til lige at falde ned og finde ind til mig selv og mærke efter. Måske fordi det skinner så tydeligt igennem, at du virkelig er dygtig til dette, hvilket er meget inspirerende.
    Så tak for en rigtig dejlig blog og tak for dette indlæg, som får mig til at tænke, at jeg i hvert fald ikke er alene om at opfatte meget af verden omkring mig som helt ude af takt med mig selv og mine forestillinger om, hvad vi skal her i livet.

    • SVAR

      Kære Rikke, de færreste af os træffer udelukkende valg ud fra vores egen kerne. Det er noget, som kræver et enormt fokus og mange år, ikke mindst. I mit verdensbillede er du slet ikke et sted aldersmæssigt, hvor du skal fortryde eller tænke, at du har gjort noget forkert. Det, at du reflekterer over de ting, du nævner her, er i sig selv et tegn på, at du har en stærk motivation og en drivkraft hen imod at finde din egen vej. Og det er det, der er afgørende. Du forsøger løbende af mærke efter i dig selv, og du er opmærksom på, at ikke alle impulser kommer fra dit eget inderste, men derimod sagtens kan være påvirkede af strømninger, som du måske ligefrem er uenig i. Det synes jeg, er et rigtig godt sted at starte.
      Vores rejse indeholder altid op- og nedture, tvivl såvel som sikkerhed og forståelse såvel som komplet afmagt. Det er meningen; vi lærer af det hele – særligt af modstanden, uden tvivl. Jeg ønsker for dig, at du kan give slip på din selvbebrejdelse og i stedet prøve at finde en lethed i livet. Nogle gange skal vores eneste mål være at være lige der, hvor vi er. Det i sig selv er en vigtig brik at få på plads. Derudover vil jeg kun sige dette: Med nogle ting i livet forholder det sig sådan, at hvis man er i tvivl, så behøver er man ikke i tvivl. De kærligste hilsner, Maj My

  • SVAR

    Tak for endnu et dejligt indlæg, der inspirerer til mod og tro 🙂

    • SVAR

      Tak for din kommentar. Jeg har båret den med mig hele dagen 🙂

  • SVAR

    Du er bare spot on. Altså. Det er simpelthen sjæleføde at kigge herind. Tak fordi du bruger dine gaver på at formulere det, der fylder inden i mange af os!

    • SVAR

      Tak. Det betyder uendeligt meget at få så fine ord med på vejen.

  • SVAR

    Kære Maj My
    Tak for din dejlig og helt igennem reflekteret blog. Jeg er nylæser og din blog rammer mig så meget, men især dette indlæg om den almindelige verden, selv om jeg bor midt i en større provinsby i Dk, føler jeg mig, sammen med min familie, også langt fra den almindelige verden og er overvejende ret lykkelig sådan:-). Vi har nemlig heller ikke tv- kanaler ( ikke engang Netflix!) og til stor forundring hos de fleste, kan det tælles på en hånd hvor mange gange vores børn har haft en iPad i hånden. Jeg er dog lidt i et dilemma, for som gymnasielærer i to humanistiske fag med samfundsmæssig toning føler jeg mig forpligtet til at følge med i nyheder mm…?! Men det, der så slår mig, når jeg indimellem følger med, er din rammende beskrivelse, om at jeg føler, at mine vigtigste værdier er dem, der jagtes allermest lige nu. Dette har jeg svært ved at håndtere, uden at blive meget ked af det, og jeg tager derfor gerne i mod råd i den retning:-) lgen tak for en skøn blog!!

    • SVAR

      Tak for dine meget dejlige ord om min blog, jeg er glad for, at du læser med. Jeg håndterer de indimellem uforståelige nyheder fra verden ved (ikke at kende til dem..) altid at huske, at med lys skal mørke bekæmpes. Vi er lysarbejdere på arbejde for hele vores klode, når vi med kærlighed, forståelse, rummelighed og empati går ud i verden og deler vores indsigt, tro og håb. Det behøver ikke være med stort ståhej – nogle gange er den stille indsats den bedste. Man kan ændre verden ved at elske sin familie og sige sandheden. Jeg ville sige sandheden til mine gymnasieklasser, hvis jeg var dig. Men jeg ville udlægge det som min sandhed fremfor at forsøge at manipulere dem. Fremlæg en nyhed og spørg hvad de tænker om det? Hvorfor sker den slags, og hvad kan vi gøre for at ændre på det? Og så ville jeg efterfølgende dele min vinkel med en retorik som ikke efterlod tvivl om, at det er en personlig holdning, men også at der er tyngde bag mine ord. Held og lykke. Du har et vigtigt arbejde med potentiale til at ændre liv.