Det kræver tålmodighed at leve efter sine idealer (og Storm har lavet en raket)

“Hvordan går det med at hjemmeskole?”

Et spørgsmål, som kommer ofte. Jeg bliver altid lidt usikker: Hvad ligger bag interessen, og hvad håber spørgeren, jeg vil sige? Kommer det til at lyde som en kritik af deres liv, hvis jeg fortæller om alt det, jeg er glad for ved mit – eller som en fiasko, hvis jeg tager mig tid til at beskrive nogle af de udfordringer, vi også har?
Kogt ind til essensen oplever Kristian og jeg begge, at vi tager større ansvar for vores forældreskab, nu hvor vi har børnene hjemme.
Vi gør os mere umage, gør mere ud af vores relation til dem – til familien.
Vi svarer mere uddybende på deres spørgsmål, og gør os flere tanker om, hvordan vi griber forskellige udfordringer an. Vi læser, lytter, samtaler mere om netop det: Livet med vores børn.
Jeg bliver hele tiden mere drevet af at gå vejen frem for kun at snakke om den: Jeg vil tegne med dem – male, snitte, rejse, danse, bage, vandre, læse, snakke.

Alt det er muligt, selvom man ikke har sine børn hjemme. Alt det er bestemt muligt, selvom ens børn er i skole/etc.
Men for os blev det ikke udlevet i så høj grad, som det gør nu, da børnene stadig var hjemmefra de fleste dage. Det gjorde det bare ikke, og det kan skyldes mange ting. Faktum er, at livet nu mere ligner det, jeg drømte om, før jeg blev mor.

Storm har været optaget af rumfart på det seneste: Han har set nogle kortfilm om månelandinger (og vi har diskuteret den første månedlandings oprigtighed, og er ikke ubetinget enige herhjemme) og han blev opmærksom på muligheden for at bygge en raket selv. Som det er med ham, blev han så grebet af idéen, at han ikke snakkede om andet. Han ænsede ikke andet. Hele dage gik med at undersøge mulighederne sammen med Kristian via tegninger og videoer, og de kom frem til, at de ville forsøge at bygge en lufttryksraket – sådan én, som farer til himmels ud af et stort overtryk – og da to bedstefædre med hver deres tilgang til den slags eksperimenter (den ene er ren og skær Peddersen og Findus-opfinder, mens den anden er mere teoretisk raketentutiast) var på besøg over weekenden, tog projektet hurtigt form.

Sodavandsflasker blev savet op og klistret sammen igen; slanger hæftet med gummipakninger, og affyringsrampen blev bygget af overskudstræ og andre stumper fra værkstedet.

Og så stod vi der søndag eftermiddag: Farfar, bedstemor Sus og alle os seks her fra huset samt min søster – ude på marken, hvor Storm sammen med sit team pumpede luft i raketten og hurtigt trak i udløseren, da trykket rundede 4 bar. Den specialbyggede flaske fløj med raktfart så langt op mellem skyerne, at vi mistede den af syne. “50 meter, i hvert fald!”, råbte den ellers beskedne farfar gennem vores højrøstede jublen. Vi sprang rundt på græsset, hvinede af glæde og kunne næsten ikke tro det: Storms raket var en succes.
Åh, hans ranke ryg – blikket af både stolthed og taknemmelighed.

Vi affyrede den igen og igen; alle fik lov til at pumpe, og Storm trak i udløseren gang på gang.
Dagen efter fortsatte far og søn – de justerede affyringsrampen, tilpassede vandmængden i flasken, prøvede med forskellige tryk. I timevis stod de på marken med raketten, og indimellem arbejdede min søster og Kristian videre på det legehus, som Kristian har bygget den sidste måneds tid med skiftende hjælpere.
Det legehus, som jeg forudser, at Storm kommer til at sove i det meste af sommeren. Min søster og Kristian har lagt gulv derude, og det bliver så fint. Snart skal det males. Det er bygget af materialer fra det gamle tørreloft, som er under en massiv ombygning, og nu er gulvet altså pillet af deroppe, og en lille del af det lagt i legehuset, hvor børnene har planer om at have butik, lege krig fra og ikke mindst overnatte når vejret bliver til det.

Når man kommer ind fra sådan en rakettur, skal man have havregrynskugler, og sådan nogle bar Juno ind i stuen med den største opmærksomhed, og så sad alle børnene ellers i sofaen i en halv time, mens deres hænder blev varme og kinderne røde.

Det var en dag i hjemmeskolelivet. Eller en weekend, rettere. En weekend der gled videre ind i mandagen, som ikke er så forskellig fra søndagen, når nu vi lever, som vi gør. Når solen skinner, går vi ud, når det regner, er vi inde.
Vi sover lur med Juno, hvis det passer. Spiser, når vi er sultne.
De næste fem dage har jeg planer om at læse så mange julefortællinger for børnene som muligt. Vi skaber selv julen, og den skal skabes nu.

Det kræver mod at leve efter sine idealer, det gør det virkelig. Men det kræver også tid – og tålmodighed. For vi sidder så vældig godt fast i vores computer, telefon, bil, rejseforbrug og garderobe, at vi skal trækkes op af kviksandet ved en langvarig indsats. Men når så taget slipper, er det næsten som at flyve, tror jeg. Jeg er stadig ikke helt ude af det, men jeg er mere fri nu end før. Mere fri af behovet for at følge med; være noget; gøre indtryk.
Tænk at man bare kan være. Det drømmer jeg om.

Her får I en masse billeder af det hele

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

22 Kommentarer

  • SVAR

    Fantastisk, tak for det fine indblik ❤️

    • SVAR

      Tak for at du kigger med ❤️

  • SVAR

    Kære Maj My.
    Sikke et fint indlæg og en poetisk historie om en dreng som forfølger sin drøm og lykkes med den.

    Hvis han er grebet af historier om rummet og universet vil jeg lige komme med en lille anbefaling: observatoriet i Brorfelde. Det er sådan et fint og lidt mere ‘håndholdt’ sted end fx Planetariet (som har nogle andre kvaliteter). Og så er naturen omkring stedet meget smuk.
    Bedste Hilsner Rikke

    • SVAR

      Ej, hvor lyder det bare som det mest vidunderlige planetarium og jeg er vild med deres præsentation på hjemmesiden. Sidste søndag var desværre sidste gang i år, så vi venter til foråret med at køre turen. Tak for tippet 🙂

  • SVAR

    Jeg er en af dem, der læser med og bliver glad hver gang. Jeg har ikke selv planer om at hjemmeskole (og bor desuden i Sverige, hvor det er helt forbudt) men der er alligevel så meget, der vækker genklang. Og især det du skriver i dag med at tage mere ansvar for sit forældreskab, blandt andet fordi der er tid til det. For der er nemlig noget i det med at have tid nok til at fordybe sig i det, børnene vil!

    I vinteren 2014 boede jeg langt ude i en skov i Värmland med min søn på knap fire, og fordi det var den anden vinter vidste jeg at vi ville sne inde store dele af vinteren. Jeg er forfatter og kan godt komme til at fordybe mig lige rigeligt i mit eget arbejde, og han er god til at underholde sig selv, og i udgangspunktet er vi begge gladest når tiden er fri og åben. Men for at have god samvittighed tog jeg fra start en beslutning om at hver dag skulle jeg lave en ting sammen med min dreng, som han havde lyst til. Lige meget hvad han foreslog, stort eller småt, så VILLE jeg sige ja, og gøre mit bedste for at vi sammen realiserede hans plan. Nogle dage ville han bare tegne noget, men en dag skulle vi bygge en gepard-racer (den skulle jeg lige have forklaret, før jeg forstod 🙂 ) – en anden ville han lave et fugle-kostume, og der kom også nogle byggeprojekter undervejs. Fordi vi jo netop var sneet inde, måtte alt laves med hvad vi nu havde ved hånden, og med de redskaber der var. Og det var simpelthen sådan en lærerig proces for mig. Tit tænkte jeg fra start, at der skulle mere til for at han synes vi havde lavet det, han havde i tankerne. Men jeg fandt hurtigt ud af at resultatet slet ikke var det vigtigste for ham. Det var selve det, at jeg tog ham alvorligt og at vi sammen arbejdede på at lave det, han nu var optaget af. Det der skridt ind i hans verden …

    Nu er han startet i skole og tiden går hurtigt på en anden måde, men jeg gør det stadig indimellem i ferier og som lige nu, hvor vi er hjemme og syge. Spørger ham: Hvad vil du gerne lave? Og siger JA, lige meget hvad det er. Fordi jeg har opdaget at det faktisk også gør min verden større.

    Hm, det var en længere kommentar, men din raket-historie mindede mig om de perioder, hvor tiden nemlig fik lov at være lang. Jeg er rigtig, rigtig glad for at jeg gjorde det – og glad for at læse om jer, som gør det for jeres børn på sådan en konsekvent og modig måde. Og så kender jeg godt det der med at det er svært at svare på spørgsmål, når man ikke helt ved hvorfra de bliver stillet, men jeg kan godt læse om jeres valg og være glad på jeres vegne, uden at det føles den mindste smule forkert at jeg selv vælger anderledes!

    • SVAR

      Kære Maja – jeg læser også med hos dig, så ofte jeg kan, og din facebook glæder med dagligt med din poesi, eftertænksomhed og varme overfor verden. Jeg har taget din lærdom om din søn til mig, og vil fremover øve mig i at fokusere på selve det at gøre noget sammen fremfor muligheden for at komme i mål (eller ej). Det kommer til at kræve opmærksomhed, men jeg mærkede med det samme, at du selvfølgelig har ret. Så tak for at du deler ❤️

  • SVAR

    Først: hvor er det altså dejligt, at du skriver her så tit. Tak! Der er nu noget fint ved, at vi kan forbinde os med hinanden uden at skulle være det samme fysiske sted. Dig og alle os der læser med. Hørte engang en klog gammel kvinde sige, at de sociale medier (og andet på nettet med det samme online-fællesskabs-fokus) er menneskers måde at træne telepati på. At det er de første spæde skridt i den retning. Mon ikke der er noget rigtigt i det? Formentlig ikke hele sandheden, men en del af den, tror jeg.

    Og mht. det du skriver i starten om hjemmeskoling: Jeg ville ønske, jeg havde taget det valg, inden mine børn blev så store, som de er nu. Det føles lidt som et løb, der er kørt. Men selvom selve hjemmeskole-emnet ikke på den måde er aktuelt for mig, bliver jeg alligevel vildt inspireret, hver gang du skriver om jeres valg. For det sparker til min lyst til at handle. Handle på de impulser fra hjertet, der opstår. Ikke at overhører de ting vores sjæl kalder os til at gøre. Ikke bare at lade tiden gå. Men at købe den gård, tage den jordomrejse, kvitte det job, tage børnene hjem fra institutionslivet eller hvad det nu er, vi vil. Så ja, jeg tænker, at det ikke kun er selve hjemmeskoleemnet, der inspirerer os, der læser med. Det er ligeså meget din bagvedliggende og for mig at se helt unikke handlekraft og kloge kompromisløshed, der begejstrer os. I hvert fald mig 🙂

    • SVAR

      Tusind tak for dine som altid vise ord, Pia. Og jo; det er netop pointen at inspirere jer der læser med til at følge de impulser, som kommer fra hjertet eller universet eller hvad den enkelte nu tror på. Vi skal mærke efter; lytte til modersproget i vores indre, gribe livet og have respekt for, at tiden er vores vigtigste ressource og relationerne er den største kvalitet – også relationen til os selv. Jeg er ydmyg over, at du læser med ❤️

  • SVAR

    Tak for et fint og rørende indlæg – som mange indlæg, fra din er hånd, er.

    Det er dejligt at høre om jeres hjemmeskole liv. Meget inspirerende!
    Ofte føler jeg en lyst til at gå den vej selv. Jeg er hjemmegående med min datter på lige knap 2 år. Mine drenge på 6 og 8 går i skole. Ofte har jeg lyst til at de bliver hjemme og vi bruger de kostbare timer sammen. Men de siger selv de hellere vil i skole. “kan du ikke bare lave en hjemmeskole for nogle andre børn mor” Eller ” måske lidt senere, når vi bliver større ikk mor”……

    Hmmm det må jeg jo så lytte til….Ved heller ikke selv om jeg vil være en god hjemmeskole mor, så den må ligge der i det uvisse!

    Det allervigtigste for mig omkring børnene er nu også samspillet, (jeg er marte meo terapeut, så jeg er meget optaget af samspil), hvor det at se, mærke og være i de initiativer, børnene tager, er det centrale for mig.

    Så de dage, hvor jeg længes efter et hjemmeskole liv med dem alle sammen (ofte inspireret af dit skriveri), minder jeg mig selv om, at det er det kærlige, nærende samspil, vi har sammen, hvor der er tid og rummelighed til øjenkontakt, sjove ideer, kropslighed, de helt store følelser, og bare være mennesker sammen, som knytter båndene i vores lille familie.

    Men inspireret det er jeg! Så tak for dine fine delinger. Det er værdsat her fra mig i Roskilde.

    • SVAR

      Tak for din kommentar – det er så vigtigt med samspillet, og jeg kan virkelig følge dig i dit fokus.
      Jeg ville have behov for at udfordre mine børns forudindtagethed om hjemmeskoling, hvis det virkelig var en drøm for mig. Måske skabe mulighed for en orlov (som dog aldrig bliver det samme, fordi man automatisk vil holde lidt igen, hvis der er en fastlagt slutdato – men som måske ville gøre det nemmere for dine børn?). Samtidig har jeg stor respekt for, at du lytter til dine børns ønsker. Jeg er iøvrigt overbevist om, at du kunne blive en skøn hjemmeskolemor 😉

  • SVAR

    årh hvor er det bare dejligt. Når jeg selv griber de muligheder der er med min mand og vores fire børn mærker jeg den samme lyksalighed som ligger så tydeligt i dit skriv. fuldstændig taknemmelighed og sammenhørighed ældre som små. Jeg ville faktisk virkelig ønske jeg turde gå samme vej..men med ( lidt lille ) lejlighed på Frederiksberg og med Fire børn og ellers gang i den for den ældste med skole musikskole gymnastik mm og snart nr 2 i skole så tror jeg bare ikke vi kan gå den hjemmeskolevej..selvom jeg drømmer om det! ha dem hjemme dyrke vores dejlige netværk med andre og samtigdig ha succes med vores fælles virksomhed..men det kræver penge og de kommer bare ikke af sig selv. det er en anden snak:) men jeg nyder alt det du beskriver og ønsker med selv lidt derhenad..

    • SVAR

      Kære du, jeg ville personligt fortryde, hvis ikke jeg gav mine drømme mulighed for at blive til virkelighed, og jeg ville ærgre mig, hvis ikke jeg i det mindste skabte rummet til, at det kunne ske. Men jeg ved, at vi alle er forskellige, og at vi ikke alle er her for at leve den samme rejse, så jeg skriver det kun, fordi du selv nævner, at det trækker i dig. Jeg tør kun sige én ting med sikkerhed, og det er, at hvis vi følger vores hjerte, så er vi altid på rette vej, uanset hvad der måtte ske. Kram og glædelig jul ❤️

  • SVAR

    Fantastisk historie om raket og tålmodighed og superdejlige billeder!

    • SVAR

      Tak tak!!

  • SVAR

    Fantastisk!

  • SVAR

    Tak for en rigtig dejlig blog. Vi flytter selv fra Nørrebro til en lille ø til foråret med vores børn på 5 og 1 1/2 år. Vi glæder os helt vildt. Til natur, skov og dyr. Jeg håber, det er ok at spørge, men har du mon lyst til at dele, hvordan jeres økonomi hænger sammen? Jeg er ny læser, så måske har du allerede gjort det? Jeg arbejder 15 timer om ugen og skal fortsat gøre det, når vi flytter, for at få det til at hænge sammen. Min mand er kunstner, og det svinger meget, hvad han tjener. Jeg ville ønske, at jeg helt kunne stoppe med at arbejde, men mangler ideer til, hvordan vi kan få vores budget til at hænge sammen. Mange hilsner, Julie

  • SVAR

    Jeg synes det lyder som en fantastisk weekend….
    Jeg har et par spm, som jeg længe gerne har ville stille dig. Og det er omkring jeres hjemmeskoling….måske jeg kunne google mig til svaret, men jeg vælger at spørge!
    Hvor længe hjemmeskoler man…er det de første år? Alle 9-10 år? På en eller anden måde skal børnene vel forberedes på en gymnasiel uddannelse….eller?
    Hvad gør I ved jeres egne manglende evner? Altså…jeg synes selv jeg taler et formidabelt tysk…jeg gør det i hvert fald gerne! Men en anden ting ville være at skulle undervise i tysk grammatik…ooooh! Eller avanceret matematik? Jeg mener…det kræver jo adskillige fag-lærere i en skole til at undervise et barn. Du og din mand kan da umuligt tilegne jer al den viden om alle fag på et niveau der er tilstrækkeligt…eller? Det er måske slet ikke meningen?
    Rigtig glædelig jul!
    Mvh Henriette

    • SVAR

      Min mand og jeg kan ikke alt, ligesom vores børn ikke behøver kunne det.
      Dybest set synes jeg, det er én af de største fejlslutninger ved vores skolesystem – at børn skal være ret gode til alle (mulige) fag. Når jeg tænker over det, har jeg aldrig benyttet den smule tysk, jeg brugte så mange (sure) timer på at lære i folkeskolen. Det var ikke et fag, der fangede min interesse, så det krævede en del af mig at flytte fokus fra de ting, som jeg brændte for og over på tysk grammatik m.v. Det har aldrig været et problem, at mit tysk ikke er bedre, end det er. Til gengæld kan jeg godt tænke, at det ville have været en fordel, hvis ikke jeg havde brugt så meget energi på at føle mig forkert og derfor også forsøge at lære tysk. Tænk hvor god jeg kunne være til de fag, der interesserede mig, hvis jeg havde fået lov til at fokusere på dem.
      Men nej, min mand og jeg kan ikke alt, og vi er ikke eksperter på alle de områder, som vores børn med tiden vil komme til at interessere sig for. Derfor vil vi skabe kontakt til mentorer, tutorer, praktiksteder m.m., hvor de kan komme og lære, når de bliver grebet af et emne, som vi ikke kan dække herhjemme.
      Om mine børn vil hjemmeskoles til udgangen af 9. klasse, ved jeg ikke endnu, men hvis de vil, er det stadig muligt at komme ind på en gymnasialuddannelse efterfølgende – hvis de vil det.
      Glædelig jul 🙂