Det med at droppe børnene af (og to andre pointer)

I dag har jeg skrevet et indlæg med tre pointer, som jeg prøver at komme frem til i en fart. Ellers synes jeg tit, det bliver så langt.

Så her er pointerne:

1) Jeg har besluttet mig for at blive sammen med mine børn, når de har aftaler frem for at droppe dem af (indtil de en dag beder mig gå, naturligvis).

2) Her på Ærø er børn søde ved hinanden uanset deres alder. Det er nyt for mig.

3) Socialisering er mange ting – blandt andet rollespil.

Pointe 1 (med intro)
Hver anden lørdag er der rollespil her på Ærø. Det er super fint: Ungerne arrangerer det selv, og de skifter location fra gang til gang. Børnene er mellem 7-13 år, og de “spiller” i fire timer af gangen.
Storm har gerne villet med i nogle måneder, men der er kommet noget i vejen hver gang. Andre aftaler, aflysninger på grund af vejret – eller hans egne forbehold. Men i dag gjorde han det, han holdt ved, og jeg sagde, at jeg ville tage med og blive der, så længe han ville have det (måske var det derfor, det lykkedes ham at komme af sted?)
Sådan sagde jeg, fordi jeg for en måneds tid siden læste et kapitel i den i det hele taget meget inspirerende, super hurtigt læste og på alle mulige måder anbefalelsesværdige “Unschooling Rules“, som virkelig rykkede noget i mig: Forfatteren skriver i kapitlet Minimize “the drop-off”, at én af de mest gennemgående ting ved forældreskabet i vores tid er forældres afhængighed af at droppe deres børn af – ved fødselsdagsfester, legeaftaler osv. Han skriver, at i stedet for at se børnenes aftaler som en mulighed for at få klaret nogle ærinder, så kan man med fordel tænke på det som mulig kvalitetstid. Han fortsætter ind i det efterfølgende kapitel med at forklare, hvordan de situationer, hvor vi som regel dropper vores børn af, kan være sjældne og berigende chancer for børnene for samvær med ikke-autoritære voksne i venskabeligt humør, fordi de ikke tynget af opgaven med at holde barnet sikkert, ganske enkelt fordi forældrene er til stede. (Derudover beskriver han føromtalte ærinder som gode muligheder for læring for børn).
Selvom vi kun sjældent har droppet vores børn af, ramte pointen mig, fordi, når jeg ikke har droppet mine børn af, skyldes det mest af alt, at de ikke har villet være alene til legeaftaler eller fester, og derfor har insisteret på, at vi skulle blive. Og når jeg har følt trangen til at tage af sted, tror jeg egentlig, det har handlet om, at det er det, som er formuleret i vores kultur.
“Det er så dejligt, når de endelig kan være på legeaftaler alene.” – Og det forstår jeg godt, at vi siger – vi har jo travlt – men jeg har erkendt, at der er noget, som er vigtigere for mig. For nu, i hvert fald – og jo gjort noget simplere af vores beslutning i øvrigt om at have børnene hjemme. Kald det bare en forlængelse af den tanke. Men mest af alt var det en lettelse at blive gjort opmærksom på den mulighed. Det har altid været forbundet med konflikt ias mig, at børnene ville have, at jeg blev, mens jeg var usikker på, om jeg virkede lidt omklamrende på andre forældre – samtidig med at jeg egentlig havde lyst til lige at få de to timer til at ordne nogle andre ting. Så da jeg læste bogen, var det rart, at nogen traf beslutningen for mig, fordi det føltes rigtigt – og simpelt. Giver det mening?

Og det var fedt at være med til de fire timers rollespil i går. Storm var fuldt ud engageret (“Jeg kan slet ikke begynde at fortælle dig, hvor fedt det her er, mor!”), og han gav løbende udtryk for, at han gerne ville have, at jeg blev. Først gik jeg rundt med børnene, og tog billeder, så satte jeg mig på en bænk ved en grøn skovsø, før jeg kom i tanke om min mobiltelefon, som jeg hentede, så jeg kunne høre en podcast. Så satte jeg mig med fødderne oppe, lige der hvor drengene mødtes mellem slagene for at spise og drikke vand, og Storm opsøgte mig i hver pause.
I aftes, da han skulle sove, sagde han: “Jeg vil måske også gerne have, at du bliver hele tiden næste gang,” og jeg tror egentlig ikke, det handler om utryghed længere, men nærmere om en stolthed og en følelse af forbundethed, som vækker resonans i mig, og derfor vil jeg (eller Kristian, som er nysgerrig efter at komme med) gerne med ud på slagmarken om to uger.

2) Dengang jeg gik i skole, var de yngste elever bange for de ældste. Vi havde intet med hinanden at gøre. Jeg husker frygten fra de små klasser, når en stor gik forbi på gangen, og man kastede sig ind i den nærmeste væg for at blive usynlig, og jeg husker på samme vis arrogancen overfor de små (alle pånær mine søskende), da jeg selv var blandt de ældste. Det var først, da jeg flyttede hjemmefra, at det gik op for mig, at man fint kan have venner, som ikke er fra samme årgang som én selv. Her på Ærø er de største og de yngste trygge ved hinanden, både i skolen og til fritidsaktiviteter. De store bød velkommen til rollespil uden den mindste form for dominans eller selvhævdelse. Alle hjalp hinanden, alle snakkede på kryds og tværs. Jeg bliver varm i hjertet af at se min søn gå side om side med en tre-fire år ældre dreng, som lytter oprigtigt til det, der bliver sagt. Når de smiler til hinanden, og ingen af dem lader til at synes, situationen er uvant, tænker jeg, at vi virkelig har fat i noget her. Den tillid og interesse som børnene har helt umiddelbart for hinanden, er så god for dem alle sammen. Jeg håber, at verden generelt er mere sådan, end da jeg var barn? Og hvis ikke er jeg bare glad for at bo her, hvor det er virkeligheden.

3) Mange spørger til vores børns socialisering, når de hører, at vi har besluttet at hjemmeundervise efter sommerferien. “Hvordan skal de så få venner / blive normale / falde ind i samfundet?” Det er så stort et spørgsmål, og de færreste gider alligevel helt høre det fulde svar, men i dag blev Storm i hvert fald socialiseret, og om han så har lyst til at være hjemme hele den næste uge uden en masse aftaler, ja, så er jeg helt tryg ved og forstående overfor hans evne til at vælge selv. I går valgt han rollespil til – ganske uden pres eller forventninger fra voksne – og det gik godt.

Hvad er jeres tanker: Om det med at droppe børnene af? Og om leg på tværs af alder? Og om socialisering, tvungen eller ej?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

16 Kommentarer

  • SVAR

    Det kommer helt klart an på hvad det er pigerne skal, om jeg sætter dem af eller jeg bliver.

    Annamai har ofte brug for jeg er der i hvert fald lidt, især ved fritidsaktiviteter, hvorimod legeaftale med hendes veninder er noget hun ofte bare snupper cyklen til.

    Emmeli derimod vil hellere at jeg bare smutter og så klarer hun det selv.

    Jeg forsøger at afstemme efter hvor mine børn er, men i vores proces efter Niels’ død har det for Annamai ofte været vigtigt at jeg blev på skolen i en rum tid for at hun kunne rumme at være der – det har været hårdt fordi jeg netop havde brug for de timer så jeg kunne være på når de så kom hjem fra skole – men det er da lykkedes det meste af tiden.

    Mine børn har altid leget på tværs af alder Og jeg tror faktisk ikke nogen af dem tænker over deres kammeraters alder. Jeg ved dog at Annamai passer på de mindre når hun leger med dem – eksempelvis var vi i Legoland med et vennepar og deres børn på 5 og 3,5 år – tøserne var meget opmærksommopmærksomme på at inddrage de to “små” og hver gang de skulle op i noget uden voksne (efter eget valg) sikrede hun sig hele tiden at de var ok og kunne følge med.

    Jeg hader begrebet socialisering. Så længe børn har et trygt hjemme miljø og de trives, så er børn sociale enten med deres søskende eller de voksne omkring dem og er man ude omkring er det min oplevelse at trygge børn i trivsel ofte selv formår at skabe relationer til vildt fremmede børn uden at vi voksne behøver at sætte dem i en ramme, hvor tvungen socialisering forekommer.

    Selvfølgelig er det generte børn og andre, der har brug for ekstra støtte i det at være social, men generelt tror jeg at det sociale og den læring der foregår derigennem sker langt nemmere og måske endda bedre end hvis de voksne blander sig eller tager styringen.

    • SVAR

      Jeg tror, jeg begynder at være i tvivl om begrebet socialiserings validitet i relation til helt normale mennesker? Hvorfor så stort fokus på noget som sker helt af sig selv i et individuelt tilpasset tempo? Hvorfor ikke stole på, at så længe vi er frie og i nogenlunde trivsel i øvrigt, så kommer socialiseringen uundgåeligt? Min socialiseringsproces har været milevidt fra min mands, fordi vi er forskellige, og jeg kan ikke forestille mig, at vi havde fået gavn af at være under lup, nogen af os.

      • SVAR

        Jamen præcis – så længe vi taler indenfor “normalen” (endnu et udtryk sammen med udtryk som nationale tests og andre i samme stil, jeg virkeligt ikke er særlig vild med), så sker socialisering helt af sig selv – til familiefødselsdagen med fætre og kusiner i forskellig alder, mellem søskende, når vi er ude og interagere med omverdenen – socialisering foregår jo for pokker alle steder, hvor vi indgår i relation med andre mennesker – så hvorfor have så travlt med om børnene bliver socialiseret godt nok – jeg forstår det simpelthen ikke.

        Din pointe omkring forskellighed og ens forskellige vej til det samme mål er ret interessant, synes jeg. For vi er jo netop individer, der bevæger os af hver vores udviklingskurve og netop derfor kan udvikling og socialisering ikke generaliseres. Der må altid tages afsæt i den enkelte og det sker ofte helt automatisk hvis man har føling med sine børn (som størstedelen af forældre faktisk har) og barnet trækker sig ofte, hvis tingene bliver for meget – på den måde sker processen jo på det enkelte barns præmisser.

        Det er lidt det samme issue jeg har med fritidsaktiviteter – jeg er før blevet mødt med stor undren over at mine børn ofte har ingen eller kun en enkelt fritidsaktivitet de går fast til. De fleste af deres jævnaldrende har 2 eller 3. Jeg er helt med på at ungerne gerne selv vil, jeg tror bare ikke at det altid er bedst for børnene, at være så aktive i deres fritid.

        Mine unger har hver især vel en håndfuld gode venner, som de ses med uden for skole/SFO-tid i ny og næ. Og det er fint, jeg er sikker på de nok skal blive sociale, dannede voksne over tid. Det er en proces og den proces tager den tid, den nu en gang tager.

        Jeg guider dem, når de tydeligt ikke kan finde ud af det selv, eller når de aktivt beder om hjælp – men udover det skal de nok finde ud af det – uden at have en lup over hovedet…

  • SVAR

    Kun kort fra oldnordisk mobil, på vej på kartoffelferie på Læsø: hjertehjertehjerte og ja og tak for at sætte ord på alt det vigtige..!!!
    Sommerkram fra ø til ø. <3

    • SVAR

      Hjerte hjerte hjerte tilbage – og god ferie!

  • SVAR

    Jeg er lidt ambivalent ift. det med at blive, når børnene har legeaftaler. Jeg forstår 100%, hvad du mener, og da jeg har en dreng, der også har været lidt forsigtig ift. at komme i nye hjem, er jeg for det meste også endt med selv at blive. Men nu, hvor han begynder at blive større (han er lige knap 7), synes jeg faktisk, at man er nødt til at afstemme med forældrene, hvor man kommer, om det er ok, at man bliver, for hvis man gør, tvinger man jo også på en måde dem til at have gæster? Jeg ville selv have svært ved at få hverdagen til at nå sammen, hvis forældrene til de børn, der løber ind og ud her, var med, når børnene kom forbi. Ungerne er mere end velkomne, og jeg passer godt på dem, når de er her, men jeg mandsopdækker dem ikke, og kan derfor godt forberede aftensmad, eller svinge en støvsuger imens. Det ville jeg ikke gøre, hvis forældrene sad i mit køkken. Er det noget, du har gjort dig nogle overvejelser omkring?

    Kh

    Linda

    • SVAR

      Jeg er helt enig i dine observationer, og mine kommentarer om netop det emne er ret kategoriske, fordi det var det, der virkede for mig ifht. overhovedet at blive opmærksom på refleksionen: Forfatterens meget konsekvente beskrivelse reflekterer et helt andet samfund end det danske og dertil en overbevisning fra hans side, som jeg synes, er værd at tænke over, men som ikke kan leves ud i praksis, hvis man har en hverdag med mange børn og liv og glade dage.
      Min hverdag er (endnu?) ikke som din ifht at have unger rendende dagen lang. Vores børn er pt. slet ikke interesserede i legeaftaler, og når de er, har det altid været begrænset. Derfor oplever jeg det ikke som et problem at deltage, fordi det som regel er en velkommen kop te med de andre forældre (hvad end man hellere ville lave noget andet eller ej). Men jeg kan ikke andet end være enig i din pointe: Jeg gider ingenlunde sidde og være selskabelig, hver gang mine børn har venner på besøg de næste mange år, men måske netop fordi de ved, at jeg er åben overfor at deltage, når det er muligt, kan det være, at de hurtigt bliver trygge i at være af sted uden mig.
      Summasumarum: Det er en lidt kunstig fremstilling, men ikke desto mindre fik din kompromisløse udlægning mig til at tænke en ekstra gang og i lørdags – til rollespil – var det en rigtig god investering af være med helt uden indre splittelse 🙂

  • SVAR

    det med at droppe børnene af tror jeg ikke at det nødvendigvis er bedst at man altid er med eller omvendt at man aldrig er med tænker det både er kontekst bestemt og meget individuelt -plus alder kan have en del at sige -tror bestemt ikke lucca på 13 ville værdsætte at jeg var i lytte afstand hele tiden, hvis hun skal snakke med veninderne. og jeg ser det også som en positiv ting når børnene selv bevæger sig frit omkring i byen til de forskellige venner.

    det handler vel om at gøre det der giver mening i netop denne situation med netop dette barn. og det tror jeg er en god ide at mærke efter og gøre det der giver mening – nogle gange vil det være at blive – andre gange at droppe af.

    leg på tværs af alder er genialt – vores samfund er desværre mange steder meget aldersopdelt og for dårlige til at skabe rum til samspil på tværs af alder. men det kan altså noget helt særligt synes jeg.

    jeg forstår stadig ikke hvorfor så mange tror at socialisering kun kan forekomme i institutioner med alt for mange børn og for få voksne – i min verden er det logik at dette ikke er optimale vilkår for vellykket socialisering.

    jeg tror så meget på at børn, der vokser op med nærværende voksne, der vil dem og har tid og lyst til at lytte, lege, undersøge – tage dem, deres følelser g interesser alvorligt har de bedste betingelser for at omgås andre på en fornuftig måde. at hvis man vokser op i en familie hvor der tages hensyn til hinanden, lærer de at tage hensyn. og ægte socialisering kommer ikke kun gennem leg med 30 jævnaldrene 9 timer dagligt – men kan komme via kontakt med den 70 årige nabo – som man kan hjælpe -og som værdsætter kontakten og altid har tid til et spil kort. gennem leg med den 3 år ældre og 2 år yngre genbo – eller den ti år ældre teenager, der gerne vil vise en hvordan man reparerer en knallert. eller på tusind andre måder.

    • SVAR

      “det handler vel om at gøre det der giver mening i netop denne situation med netop dette barn. og det tror jeg er en god ide at mærke efter og gøre det der giver mening – nogle gange vil det være at blive – andre gange at droppe af.” – Helt enig. Min fortælling går, som altid, på min oplevelse med mine egne børn og så mine aktuelle refleksioner over et emne, som jeg ikke havde været opmærksom på, selvom det fyldte noget for mig, sådan set. Og så ramte ordene i bogen mig – også velvidende at de er skrevet i et amerikansk og dermed noget anderledes lys.

      Og helt enig i din beskrivelse ifht “socialisering”. Jeg forstår ikke det entydige fokus på “jævnaldrende”, og glæder mig af samme grund til at læse Gordon Neufelds “Hold on to Your Kids: Why Parents Need to Matter More Than Peers”, som netop er kommet med posten for et par dage siden.

  • SVAR

    Og vupti så tænker jeg på, hvordan mon forældrene, der holder børnefødselsdag, ville se ud i hovedet, hvis alle forældrene blev hængende Men når det er sagt, så har du ret i, at det kan være godt givet ud at blive, samt at det måske ikke altid handler om tryghed, men måske også bare dèt at ville dele oplevelsen med en anden. Sådan har vi voksne det jo også med nogle ting Men som så mange andre skriver handler det i høj grad om, hvilket barn, du har. Min førstefødte er altid gået ud i verden uden at se sig tilbage, mens min andenfødte altid holder sig tæt til mor/far/pædagog mv – især hvis der skal ske noget nyt. Så for mig handler det også i høj grad om at deltage i og opleve mit barns liv, hvorfor jeg gerne tager mig god tid til aflevering/afhentning, en lang snak med legekammeratens forældre ved legeaftaler mv., men samtidig lader jeg også min unge drage ud i verden på egen hånd

    • SVAR

      Haha! Du har helt ret – det går ikke. For vores børnefødselsdage m.m. er ikke indrettet til det, og det er også helt okay. Men jeg oplever dog, at der er plads til forældre ved legeaftaler – i hvert fald her hvor vi bor – og at de fleste forældre rent faktisk er med til en vis alder. Men når det er sagt, så er det – som med det meste andet – fuldstændig individuelt, hvad behovet er. Mine tre store har helt klart foretrukket, at vi er med dem langt hen af vejen; nu vil ham på otte gerne på legeaftaler uden os (men om han egentlig ville nyde, at vi var i nærheden, ved jeg ikke helt).
      Hele min tilgang til det med at have børnene hjemme nu er i sin essens, at mine børn skal ses for dem, de er – hver især. Det er uden tvivl også den mest krævende del af forældreskabet for mig, så det er en bevægelse med mange snublerier undervejs. Ikke desto mindre er det ligeledes hensigten med min blog: At beskrive nogle facetter at mit liv i håb om at inspirere andre til at turde leve det liv, de drømmer om. Ikke mit, men deres eget. Og sådan må det også være med vores børn: At vi støtter dem, som de hver især har behov for.
      Derfor bliver nogle pointer måske indimellem sat på spidsen – ikke bevidst, men fordi jeg beskriver enkelte perspektiver fra et liv, som jo rummer en helt masse andet.

  • SVAR

    Jeg har det så skidt med at nogle børn tvinges til lege aftaler og socialisering, selvfølgelig skal vi vise dem de muligheder der er… men siger de nej tak eller på anden måde fra skal det respektere.
    Så fedt du tog med og VAR der.
    glæder mig til at høre mere om jeres hjemmeundervisning

    • SVAR

      Helt enig ifht den tvungne “socialisering”. Det er en mærkelig social konstruktion.

  • SVAR

    Dit indlæg rammer lige i solar plexus…Åh hvor kan jeg huske følelsen af at blive forladt, når min mor droppede mig af til legeaftaler og fritidsaktiviteter. Får i dag stadig ondt i maven ved tanken. Og det kommer min datter ikke til at opleve! Så længe hun gider have sin mor med, så er jeg der!

    Tusind tusind tak for din blog og din vilje til at dele.

    • SVAR

      Åh, hvor er jeg ked af, at du blev forladt. Og det lærte dig, at det skal din datter ikke opleve, og du bruger dermed din egen smerte som drivkraft til den udvikling, som menneskeheden er så afhængig af <3

  • SVAR

    Her i huset er det børnene der beder om legeaftaler og mig der forsøger at minimere det fordi jeg ikke altid kan overskue det.
    Vores to er generelt trygge i sociale situationer og bevæger sig altid selv væk fra mig både i små og større forsamlinger. Og jeg nyder deres selvstændighed.

    Kan se Max er med på et af billederne. Han er bare fantastisk! Ida, Emil og Max og Charlie spillede krocket og kongespil sammen i 2 timer forleden mens jeg sad og snakkede med Louise. Ingen problemer. Bare god leg. Og Emil blomstrede i selskabet med de to drenge.

    Jeg har altid selv fundet venner som var nogle år ældre end mig selv, også som barn. Så jeg har aldrig været bange for de store. Men jeg husker tydeligt at mange af drengene fra klassen var bange og blev tyranniseret lidt af de store drenge på skolen. Allerede dengang husker jeg at jeg syntes det var… forkert… og uforståeligt. Og er så glad for at min søn ikke skal vokse op i det 🙂