Det mest udfordrende i mit liv er forældreskabet

Det mest udfordrende i mit liv er mit moderskab.
Det er også det mest berigende.

Der er ikke noget overraskende i, at jeg skriver sådan, for jeg har skrevet det mange gange før. Egentlig skulle man mene, at det burde være almen viden: Det er sindssygt svært at være mor eller far. Og det er sindssygt givende.
Punktum.

Men jeg tror alligevel, det er vigtigt, at vi gentager de helt enkle sandheder om at være forældre for hinanden, fordi familielivet er kørt ud på et sidespor i vores samfund. Det med at være mor og far er noget, som kan anlægges, udfoldes og afvikles rundt omkring alt andet, der fylder i et almindeligt, travlt liv. Det er med andre ord ikke noget, som fylder det, det egentlig bør.

Da jeg blev mor, var der ingen, der havde sagt til mig, at forælderskabet kræver alt, man har i sig. Ingen sagde: “Det er det potentielt mest givende, du kommer til at opleve, men det bliver kun rigtigt godt, hvis du forstår omkostningerne og det engagement som det kræver for at lykkes.”
Ingen i uddannelsessystemet fortæller os om denne ene mest omfattende læringsproces, den mest udviklende, afviklende, vanedannende proces i livet, og der er heller ikke tradition for, at de mere erfarne familiemedlemmer hiver os til side, og deler med os, hvad de ville ønske, de havde gjort anderledes, og hvad de er stolte af, i relationen til deres børn.

Næsten ingen skriver ikke på deres CV, at de er forældre, men jeg kan ikke komme i tanke om noget mere kvalificerende end at være en dygtig mor eller far?

Forældreskabet er ikke en indskydelse, og det er ikke en periode. Når det sætter igang, stopper det aldrig.

Forældreskabet kan ikke lykkes uden ofre, uden indre kampe, selvransagelse, eftertænksomhed, larm og stilhed. Forældreskabet kræver vilje, engagement og kærlighed frem for alt. Men når vi som samfund har bygget en hverdag op, der efterlader ganske lidt tid til forældre-barn relationen, så bliver forholdet til vores børn desværre ofte mest af alt frustrerende. Vi ved ikke, hvad vi skal forvente, og ingen omkring os lader til at anerkende, hvad det kræver at være forældre på en meningsfuld måde.

Det er derfor, det er så vigtigt, at vi taler åbent om, at forældreskabet er stort, vigtigt, afgørende.

Det er også derfor, det er vigtigt, at vi er ærlige om, at det ikke kan eller skal være gnidningsfrit eller uproblematisk at få børn. Der SKAL ske en udvikling med os, når vi træder ind i det livskapitel, og vi må nødvendigvis se dybt ind i os selv og arbejde med de traumer og udfordringer, som møder os dér. Men forældreskabet kan faktisk være nemmere, end vi som samfund har indrettet os til.
Det kan kan være naturligt, intuitivt, instinktivt, i flow. Det kan være i symbiose. Men det kræver bevidsthed, opmærksomhed – og tid.

Kristian og jeg er i gang med Gordon Neufelds onlinekursus “A vital connection (A)“, som handler netop om tilknytning (altså, “den vitale forbindelse”) og det er helt vildt, hvad det sætter igang, og sætter på plads i os. “Vildt” er egentlig ikke det rigtige ord, for Neufelds budskab er så rammende, at det er nærmest lidt stille. Det er rammende, sandt, nærende, ydmygt, præcist. Og savnet. På få dage har vi mærket dynamikker i vores familie ændre sig. Det er så godt. Vi husker pludselig de forbindelser, som er dybt i os, men som skal frem igen og mærkes. Neufelds metode er ikke en metode, det er derimod så intuitivt, at det er som en fornemmelse indeni, der falder i hak, og derfra bliver relationen forældreskabet mere ligetil.
Jeg vil forsøge at skrive mere om kurset, når vi er færdige med det, men konklusionen kommer til at lyde omtrent sådan her: Hvis du føler et kald mod at fordybe tilknytningen til dit barn og gøre jeres relation mere kærlig og ligetil, så køb kurset og gå i gang.

Jeg kan også på det varmeste anbefale Neufelds bog “Hold on to your kids” (som ser ud til at være på tilbud på saxo lige nu?)

Hvad synes du, er det sværeste ved at være forælder? Og hvad kunne gøre det nemmere?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

4 Kommentarer

  • SVAR

    Jeg ville gerne kunne svare alt muligt andet på dit spørgsmål. Men det kan jeg ikke. Og jeg tænker også, at min tanke rummer alt det, som det at have børn, gør ved en. Uendelig og udstrakt kærlighed.
    Men…når man som i mit liv ikke altid har boltret sig på solsiden, rammer frygten af og til i flæng.
    Og spørgsmålet rejser sig. Om jeg selv kan overleve, hvis jeg mister en af dem.
    Som jeg sidder her, er svaret nej…
    Og jeg håber aldrig, at jeg kommer i den situation.

    • SVAR

      Kære Lisbeth, jeg kan følge din tanke helt ind i hjertets dybeste dyb. Det er også min største frygt – det, og så at miste min mand (som både du og andre læsere herinde har oplevet på forskellig vis) og min søster. Mine to sjælemager som jeg spejler mig, vil jeg også meget nødig leve uden. Men, ja, tabet er det værst tænkelige. Alt andet kan vi nok klare ❤

  • SVAR

    Lyder spændende
    Når I er færdige med kurset vil jeg gerne høre om det også er relevant hvis man har stor børn/unge

    • SVAR

      Kære Gitte, vi er kun halvvejs, men jeg tør allerede nu sige, at kurset henvender sig til forældre til børn – uanset børnenes alder. Der vil måske være ærgrelse over ikke at have set det før (sådan føler jeg i hvert fald), men Gordon Neufeld gør meget ud af at lande kurset, så det kan implementeres på alle alderstrin – og på alle niveauer af tilknytning eller mangel på samme. Det kan virkelig anbefales.