En euforiserende uge (om at være frontløbere og om fællesskabets betydning)

Efterårsferien har hvisket om mange ting hjemme hos os.
Om vigtigheden af gode, sociale relationer i det nære miljø; om betydningen af kreative og nærende aktiviteter og om prisen ved at være frontløbere.

Jeg har i den forgangne uge levet i en nærved euforisk stemning af meningsfuldhed, som har opladt mig og glædet mig dybt, men som også har mindet mig om det, vi ikke har i samme grad i hverdagen: Nemlig er stort, hjemmegående netværk at børnerige familier og tid.

Jeg har mærket, hvor energigivende det er at for både børn og voksne, når mange flere pludselig er hjemme, og har tid, og har fokus på familien og det nære. Jeg har tænkt på de hjemmeskolere rundt omkring i verden, som jeg følger på instagram, og som ofte deler billeder af store grupper børn og forældre, der laver skønne projekter, og leger dagen lang i skoven, ved vandet, på et museum. Jeg har mærket, hvor anderledes vores hverdag ville være, hvis vi var ikke bare to men fem, seks, syv – eller tyve hjemmeskolefamilier på Ærø, og hvor meget jeg ville nyde at tage initiativ til dage med fælles aktiviteter for alle, hvis det var tilfældet. Det ville skabe tryghed og sammenspil, og det ville bringe både mig og mine børn på banen på en skøn måde, og det ville helt sikkert også være udfordrende og til tider udmattende, men jeg tror, det mest af alt ville være lærerigt og trygt.

Og jeg tænker, at det er en form for umulig ligning, vi står i netop nu – som hønen og ægget – fordi nogle må gå først, og de første er naturligvis relativt alene på skansen. For selvom vi jo ikke er de første-første, så er vi en del af en tidlig bevægelse, en slags pionerer indenfor det her radikalt anderledes familieliv, og dermed kan vi ikke forvente at være en del af en stor gruppe, hver dag.
Jeg fik bare den der vidunderlige fornemmelse af noget Bulderby-agtigt i ferien, da vores hus pludselig var fuldt af børn de fleste dage, og resten af tiden var vores børn hjemme hos deres venner, og selvom det selvfølgelig ville blive til en afveksling mellem legeaftaler og hjemmetid, hvis det var hverdag, var der alligevel noget lovende over det, altså noget dybt glædeligt og smukt.

Jeg ved, at der er mennesker, som i disse år arbejder på at skabe den slags fællesskaber: Hvor forældre arbejder på skift og arbejder effektivt i færre timer, og hvor børnene er hjemme, og indgår i et større fællesskab med mange voksne og børn, og jeg tror virkelig på, at den slags initiativer er fremtiden. Vi har brug for fællesskabet, og vi har brug for at være sammen med vores nærmeste, og jeg mener, at vi alle sammen har et ønske om at bidrage til det fælles bedste i overskuelige lokalsamfund med udveksling af de bidrag vi hver især kommer med. Vi skal ikke frygte, at samfundet går i stå, når flere og flere vælger at dedikere sig til familien i de år, hvor børnene er små. Vi skal derimod glæde os over den udvikling, der skaber trygge og stærke børn med overskud og drivkraft til at ændre verden i den retning, der så desperat er behov for – det siger jeg, til alle dem, der tror, at vores samfund ikke kan holde til, at vi sætter tempoet ned. Jeg siger: Hverken vi eller jordkloden kan holde til, hvis vi fortsætter som hidtil.

Denne efterårsferie har mindet mig om, at min familie og jeg har det godt, at der er så meget håb og så mange muligheder, og vores liv er fuldt af åbne døre. Den har mindet mig om, hvor mange mennesker vi er velsignede med i vores liv, og hvor meget vi kan, når vi ikke er alene. Den har også bekræftet mig i, at der er en pris ved at gå forrest, og den pris betaler jeg gerne; jeg håber, mine børn vil være glade for, at de betaler den sammen med os. Det, jeg mener, er, at jeg glæder mig over min families frihed og langsomme hverdag; vores tid til fordybelse og fri leg, som jo indimellem men ikke altid sker på bekostning af legeaftaler med jævnaldrende i hverdagen. Jeg glæder mig over, at vi netop nu lægger fundamentet til det familieliv, som vores børn vil kunne skabe i fremtiden: Når de bliver voksne, vil det være nemmere at vælge denne type livsstil til, så længe vi pionerer ikke giver op.

Men det er ikke kun det, der gør mig glad. Det er også solen, den kølige efterårsluft og de gyldne blade. Det er roen om aftenen, det at vi næsten kun har været udenfor de seneste uger. Det er nærværet uden telefoner og computere og min egen følelse af at være mere tilstede i løbet af dagen. Min fornemmelse af ikke at forsvinde så meget som tidligere. De ting vil jeg holde fast i, mens jeg også plejer fællesskabet.

Hvad har jeres efterårsferie bragt med sig, og hvad drømmer I om mere af?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

6 Kommentarer

  • SVAR

    Kære Maj
    Min families efterårsferie har faktisk været flettet lidt ind i din, uden at du har bemærket os 🙂
    Vi har også været på Ærø (hvor jeg er fra), vi har også været til sæbekasseløb (dog som tilskuere), og vi var også på værkstedet (som var min fars indtil han solgte det til Claus) til præmieoverrækkelsen. 🙂
    Derudover har vi roet i jollen, været ved Voderup og kørt ture på Ærø, og bare nydt det smukke vejr og øen i sin helhed.
    I dag krydser vores veje så (næsten) igen, du kommer til Aarhus, hvor jeg arbejder, men jeg kommer dog ikke til dit foredrag i dag, selv om jeg gerne ville.
    Glade hilsner
    Tabita

  • SVAR

    Efterårsferien har gået med at besøge min kærestes familie i England. Det var nærende at se hvor godt mine to skønne piger blev taget imod i et land med en på mange måder anderledes kultur end deres egen. Men også at se hvor gode de to er til at begå sig omkring nye mennesker.

    Det har bragt med sig drømme om mere tid til at besøge den side af vores familie, men også bare generelt drømme om mere frihed til at gøre de ting vi sætter pris på og som giver mening for os.

  • SVAR

    Hej … jeg tænker tit på,da jeg som 20 årig spiste økologisk,og lavede projekter med børnene på fritidshjemmet,om pesticider og deres skade.Det er snart 50 år siden …..50 år !!! Mange synes det var latterligt og at der blev snydt med produkterne…..etc etc……Først 50 år efter er det noget politikerne taler om …… jamen jøsses da….. jeg føler vi var en kreds af de første…..som havde det svært…..når der er nye tiltag,bliver det ofte modtaget med afstand…… angsten for det nye,spiller vel også ind……. så I må kæmpe den kamp der skal til for at blive forstået og få det bredt ud til flere…… lige præcis det I gør Dorte

    • SVAR

      Forandring tager tid – tak for dit vigtige arbejde med økologien for 50 år siden ❤️

  • SVAR

    Jeg havde brug for at læse dette i dag. Jeg er ret alene med mine tre meget små børn – alle under 4,5 år. Jeg savner flere aftaler med ligesindede. Det her virke kan være noget så ensomt og jeg vil bare gerne have det bedste ud af det, men sommetider er vi alene fra morgen til aften og jeg bliver bekymret for om jeg overhovedet gør noget godt for mine børn. Lige netop i dag har de været så ude af harmoni, at jeg har været oprigt bange for at vores valg “ødelægger” dem.
    Det kunne have været rart med andre børn i dag.
    Jeg ville så gerne dele de gode stunder med andre voksne mennesker. At vi sammen kunne være om børnene. At jeg ikke alene stod for alle aktiviteter.
    Nu rejser vi snart og er væk i 7 måneder og når vi kommer hjem planlægger vi at flytte fra den store by til noget mere plads og natur. Måske Ærø? Måske bliver vi i udlandet. Hvem ved… det føles ikke altid sjovt at være så rodløs og jeg tænker at det dels skyldes vores rodløse opvækst. Jeg håber at give mine børn en større følelse af at høre til… det var en masse blandede tanker. Men I er ikke alene om at føle jer “alene” eller pioneragtige. Jeg ved, at mine børn har det godt. Jeg ville bare gerne have nogle voksne at kramme når det hele bliver lidt for overvældende 🙂

    • SVAR

      Jeg har taget en aktiv beslutning om ikke at flytte eller rejse eller tænke på det. Jeg er rastløs og normadeagtig af natur, men kan mærke, at jeg også er det modsatte – altså en krebs, som har brug for mit hjem og min base. Endnu stærkere mærker jeg det dog på mine børns vegne: De har brug for stabilitet og rytme og selvom vi nyder at komme hjemmefra fra tid til anden og få helt nye indtryk, får de alligevel overordnet set mest ud af stabiliteten.
      Dermed ikke sagt, at vi aldrig skal rejse – det tror jeg bestemt, og jeg vil glæde mig til det, blot for at sige, at jeg forstår dine træk i begge retninger, og når I har været på jeres fantastiske rejse, venter Ærø eller et andet godt sted på jer herhjemme ❤️