En helt almindeligt kaotisk tid

I går skulle være Kristians og min første eftermiddag og aften sammen i ret mange dage, men Kristian endte med at køre i nogle timer midt på dagen, da han fik et godt tilbud. Det var noget fedt og inspirerende, og jeg havde selv foreslået ham det, så jeg var i fint humør, da han tog af sted. Men onsdag var han på Langeland for at mødes med de unge fra vores Huset Humaidan-forløb, og nu sad jeg så der igen: Alene med fire børn. Og jeg kan godt finde ud af at være alene med dem (det plejede jeg ikke). Men det er stadig ret intenst.

Der er mange konflikter i børneflokken herhjemme for tiden. Non-stop, næsten. De taler grimt til hinanden (og til os), river, slår og råber (og vi arbejder på sagen, tænker og snakker, og mærker efter, men indtil videre er det ikke gået i sig selv). I aftes blev det så anstrengende, at jeg til sidst lod de tre store have skænderierne for sig selv i stuen, mens jeg gik ovenpå for at gøre Juno klar til seng. Hun elsker at være nøgen, så jeg tog tøjet af hende, mens hun lå på de hvide dyner (som jeg til gengæld holder meget af), og hendes gyldne hud så så fin ud mod det lyse sengetøj. Så tog jeg bleen af hende. Og der var lort i. Det havde jeg ganske enkelt ikke opdaget. Lort og ble og pludselig meget sur baby på de hvide dyner. Jeg løftede hende, som kun en erfaren mor kan gøre det, ud på puslepuden uden nogen afsmitning. Hun vred sig, var rasende. Så jeg satte hende på gulvet, og vaskede hende dér. Ilja kom farende, hoppede op på toilettet, åndede lettet op, og begyndte at snakke. Jeg afbrød, og sagde: “Jeg henter lige nogle bleposer“, og da jeg var på vej op af trappen igen, hørte jeg Juno skrige, og satte i løb. Hun havde trukket en skammel hen til vasken for at vaske fingre, var gledet i sit eget tis (….), og havde fået skamlen over tæerne. Jeg vaskede hende hurtigt, samlede bleer m.m. sammen, og trak tilbage til soveværelset. Her skændtes de tre store på ny, og jeg måtte bede dem gå ind på deres eget værelse. Sagde ligefrem, at de måtte gøre ved hinanden, hvad de ville, så længe jeg slap for at være en del af det. Så blev de faktisk stille. Som om dén udmelding var for deprimerende til at holde deres uvenskab i live.

Juno faldt i søvn (efter 35 minutter, altså), og de andre sov ved 20-tiden, og nåede lige akkurat at sige godnat til Kristian og til min søster, som netop var kommet ind med færgen. Min søster havde tøj med til mig: Man har verdens bedste personlige shopper, når ens søster lige bruger et par timer på at finde tøj til én. Jeg havde spurgt, om hun ville købe en trøje, som jeg kan have på i fjernsynet sidst på måneden, og det havde hun gjort. Big time. Faktisk havde hun købt ti, som jeg kunne vælge imellem. Jeg valgt fire, alle sammen mørkeblå, for jeg går altid-altid i mørkeblåt. Så nu kan det der fjernsyn bare komme an. Min veninde, Merian, skrev ellers den anden dag, da hun havde set indslaget i Go morgen, at hun med glæde havde noteret sig, at lommerne på mine bukser var slidte. “Jeg tænkte: Mega awesome, fedt og autentisk! Jeg er så glad for, at du ikke havde købt nye bukser,” skrev hun, og så blev jeg glad. For nej, sgu da, jeg køber ikke nyt tøj til den slags. Den stribede trøje, som jeg havde på i fjerneren, var én, min søster var iklædt, da vi mødtes på havnen for at overdrage børn mandag, og så hev hun den af, da hun hørte, at jeg ikke havde nogen med. Men nu er der altså (lidt) andre boller på suppen – stribeløse, vel og mærke. Og det er så fint.

Vores aften var ellers ret hyggelig på den der “vi har fire urolige børn og bor langt ude på landet”-måde. Vi er ved at gense Stranger Things, og der var nøjagtig så mange afbrydelser fra grædende børn, hostende børn og ikke mindst det ubeskriveligt ustabile internet, at to afsnit tog hele aftenen, og så kunne vi gå i seng. Jeg læste engang, at mange forældre har en form for posttraumatisk stress, som betyder, at de aldrig heeelt slapper af, heller ikke når børnene sover. For man ved jo ikke, hvor længe det varer. Nå, men min søster og jeg lagde os i den store seng med to af ungerne; Kristian valgte den lille mellem de to andre.

I dag skal vi bygge hus ude på marken til de to små grise, som flytter ind om et par uger. Og vi skal lave mad, for en gangs skyld have tid til det, og vi skal bage rugbrød, for det savner jeg at gøre.

Min nye-brugte computer er forresten landet, så jeg har igen taster under fingrene. En eksil-Ærøbo i Roskilde tog den med for mig, og det er meget typisk: Jeg skrev på facebook, om nogen ville hjælpe, og der var mange, som tilbød at tage den med. Så nu er jeg helt glad igen.

Jeg har tænkt på at lave en serie indlæg om jer. Nærmere bestemt har jeg tænkt mig at spørge, hvad der er det mest modige, I har gjort? Og hvad I ville ønske, I havde modet til at gøre nu? Det må gerne være fuldkommen anonymt, og jeg regner med at poste ét indlæg om ugen i nogle uger. Vil I ikke lige sende mig en mail (majmyhumaidan@gmail.com), hvis I har lyst til at være med? Så sender jeg nogle spørgsmål og et kram retur. Jeg glæder mig til at høre jeres historier.
Hvad tænker I om det?

Og hvad skal I her i Bededagsferien?

Og kan I nogensinde slappe helt af om aftenen?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

11 Kommentarer

  • SVAR

    Jeg elsker simpelthen at gå på opdagelse i jeres univers! Det er så inspirerende, og giver mange overvejelser i forhold til hvad vi selv skal med vores familieliv herhjemme. Og så kan jeg huske jer fra gadebilledet i Svendborg, vores veje har krydset hinanden mange gange, når vi hver især har skulle hente/bringe børn. Tak for at skrive så fint og give stof til eftertanke! God weekend!

    • SVAR

      Kære Natasja, hvor er jeg glad for, at du skriver. Det er dejligt, at I bliver inspireret af vores liv. – og hyggeligt at vi har færdes i de samme cirkler tidligere 🙂 God bededagsferie!

  • SVAR

    Jeg blev faktisk glædeligt overrasket over at læse, at jeres børn ikke er i en tilstand af total harmonisk fred og hjælpsomhed dagen lang. Når vi passer flere børnebørn ad gangen, oplever vi det samme og med dine ord forduftede lidt af min dårlige samvittighed .

    Et barnebarn på 5 spiser helst kun kage, kiks og pålægschokolade til alle måltider. Hjemme har de samme udfordring, så de bruger dessert som belønning for at spise f.eks. frokost. Det gør vi så også – alternativet er madning og/eller hårde øjne og et fast greb i armen. Eller kun kager og slik hele dagen. Ingen af løsningerne er tilfredsstillende – eller … alle tre løsninger er utilfredsstillende. Har I ingen problemer med at få børnene til at spise rigtig mad? Vi har kun børnene få dage ad gangen, så det er svært at vende skuden.

    • SVAR

      Kære Bente, smid den dårlige samvittighed ud, tilgiv dig selv og husk på at hvis vi gør vores bedste, så er der intet at fortryde. Nej, vores børn herhjemme er bestemt ikke harmoniske dagen lang. De råber og skriger af hinanden, siger “Fuck!” og “Hold kæft!”, og tager ofte hundrede år om at falde i søvn om aftenen 😉 Vi tackler det med tydelige grænser, anerkendelse og indimellem overvældende frustration (hvor jeg har lyst til enten selv at hoppe ud af vinduet eller smide dem samme vej).

      Vores ældste er kræsen. Han foretrækker gnavegrønt og leverpostej, og har svært ved at spise tilberedte grøntsager (med undtagelse af kartofler). Han spiser ikke så varieret som de andre (som til gengæld spiser alt), og jeg kan godt mistænke, at det skyldes vores eftergivenhed over for hans præferencer, da han var helt lille: Måske skulle vi have forsat med at præsentere ham for flere ting? Samtidig er han en meget sensitiv dreng, og det kan også spille en rolle.
      For nu at sige det lidt firkantet, så ville jeg ikke acceptere, at min barn spiste slik ved alle måltider. Tværtimod. Jeg ville anerkende afhængigheden, prøve at være kærlig og rummelig i den nedtrapning (eller: kolde tyrker), som jeg ville føle, var nødvendig. Og så ville jeg ellers trække vejret dybt (i et par uger eller tre) og udelukkende servere rigtig mad samtidig med at jeg prøvede at rumme barnets nedture (grundet sukkerabstinenser). Sukker er det mest afhængighedsskabende stof i verden (værre end kokain og nikotin), så det er klart, at barnet synes, det er svært. Men jeg ser det lidt som én af de situationer, hvor jeg kan forestille mig en dybt fejlernæret, træt teenager sige: “Hvorfor gav I mig ikke ordentligt mad?” “Du ville ikke spise det, skat” “Jeg var fem år, så det var jeres ansvar.”

  • SVAR

    Du ser OGSÅ smuk ud i det outfit Jeg elsker at høre de små historier fra jeres hverdag. Det giver mig blod på tanden til at skrive om vores eget.
    Hvad er det med blå? Jeg vælger altid blåt tøj, helst mørkt, dog er alle mine skjorter lyseblå.. hehe..
    Du fortæller børnene går ind på deres værelse? Hvordan har i gjord med det? Her har Storm legetøj i stuerne, og på sit værelse, som han kun til tider trækker sig tilbage til.. En seng, som han bruger i perioder.. Jeg fornemmer ikke jeres børn har deres egen seng, på værelset? Øhm. Ved ikke hvor jeg vil hen. Måske jeg samler inspiration inden vi skal have flere børn 🙂

    • SVAR

      Tak! Hvor ér du sød! Det vil jeg overveje at skrive et indlæg om, men ganske kort: De tre store har et værelse oppe ved siden af soveværelser. Derinde er det meste af deres legetøj, og der står tre senge på stribe. Vi putter dem i de senge, og så i løbet af aftenen kommer de ind til os. Tidligere, før Juno, puttede vi dem alle sammen i den store seng, men nu sover Juno for sig selv i det store værelse i sin tremmeseng, fordi hun sover lidt tidligere end de andre. Storm, på otte, ville nyde at få sit eget værelse snart; både ifht en mere rolig indsovning og ifht. at kunne trække for sig selv i løbet af dagen. Det samme behov for ro udviser Live også, men jeg tror, det løser sig, når Storm får sit eget (til efteråret, når vores nye studie + tag er færdigt).

  • SVAR

    Tak, du, for at fortælle, så jeg også kan genkende mig selv i det. Ikke fordi jeg hedder Maj My og bor på Ærø, men fordi du beskriver både det skønne og det uskønne, og jeg har sådan brug for at høre om begge dele; i hvert fald når begge dele er beskrevet nuanceret og med kærlighed. Jeg bliver så træt, når jeg har brugt (lidt for lang) tid på fb med lidt for mange polerede statusopdateringer. Gudskelov findes det modsatte også.
    Tak for at dele det hele. Det sætter jeg stor pris på!

    • SVAR

      Kære Dorte, tak for at du deler dine tanker. Det giver mig lysten til at blive ved med at skrive. Genkendelsen i andre mennesker finder vi ikke udelukkende med også (og måske i højere grad, jo mere modne vi er) på de dybere lag, hvor det er underordnet, hvor vi bor, og hvad vi hedder. Jeg er glad for, at du kan spejle dit liv i mit. Når der er et stort behov for at fremstå ufejlbarlig og særligt god (på facebook såvel som i virkeligheden) kan jeg indimellem tænke, om der mon ikke gemmer sig noget andet bagved? Ikke at man nødvendigvis er ude af balance, fordi man udstråler perfektion, men jeg tror, du ved, hvad jeg mener. Kh MM

  • SVAR

    Jeg er ny følger her på bloggen – og jeg er bare nød til at sige jeg Elsker den måde du opdrager kønsneutralt – jeg blir SÅ meget inspireret !!! 🙂 🙂 har selv en dreng på 5 , pige på 3 og pige mere på 3 mdr.. og jeg må bare sige jeg blir super inspirerer m af jeres livsstil på mange måder 🙂 mvh Nanna

    • SVAR

      Kære Nanna, mange tak for din dejlige besked.
      Det er sjovt; jeg er ikke selv meget bevidst om, at vi er kønsneutrale herhjemme, men der er ingen tvivl om, at jeg tilstræber at skabe en ny virkelighed uden undertrykkende stereotyper (indenfor køn såvel som livsstil m.m.). I dag, da jeg afleverede min datter til en legeaftale, og hun var udklædt som Kylo Ren, sagde den anden piges mor, at min datter tydeligvis har brødre, og ikke er “så meget pige”. Moderen er en dejlig kvinde på alle måder, men det ligger så tungt i vores kultur, at noget er feminint, og noget er maskulint. Mine børn er dem, de er. Jeg prøver at fornemme lidt dybere, men det er ikke altid nemt. Ikke i en verden, hvor der er piger i bikini på min datters nye tusser og racerbiler på min søns… Velkommen til bloggen. God læselyst 🙂

  • SVAR

    Enormt ærligt og befriende læsning. Fedt!