En lille gæst i skumringen

Så sad vi der, Kristian og jeg, klokken næsten 22 foran en lyserød himmel, mens alt stadig var lyst, og den snart fulde måne stod bag os på himlen og sitrede. Vi snakkede – om alt det som man ganske enkelt ikke når at vende med hinanden, når der altid er børn omkring. Roen sænkede sig, vi åbnede vores bøger, og så lød det fra gårdspladsen: “Jeg kan ikke falde i søvn. Jeg tror, det er fuldmånen.”
Storm stod med røde øjne og blussende kinder. Han vinkede til os, løb indenfor, og tog tøj på. Kom, og stillede sig helt stille, og rodede i gløderne ved bålet foran vores fødder. Han vidste godt, at han var på lånt tid, så han smilede, og talte sagte. Så satte han sig hos mig, og vi snakkede lidt om dagen og om farfar og Sus, som er i Sverige, for der vil Storm gerne op. Det vil han altid gerne: Ødegården trækker i ham. Fyrretræerne, de spejlblanke søer. Han har et svensk flag, som kommer på bordet til hans fødselsdag. Han øver sig i at tale svensk. Jeg kan godt følge ham. De der skove rammer noget dybt i mig. Jeg kan næsten smage følelsen af at være der, når vi taler om det. Han har haft det sådan, sin han var helt ny.

Og så efter et kvarter eller lidt til, sagde vi godnat til ham, og han gik ind i seng. Ind på sit eget værelse og lukkede døren. Det havde jeg ikke troet for bare et halvt år siden. Dengang, da han kom ind i den store seng til os andre hver aften, uden undtagelse. Dengang, han ikke kunne gå igennem huset uden at blive bange. I stedet sendte han Live ovenpå for at hente ting, fordi han var utryg ved at være alene. Men så, i sit helt eget tempo, blev han tryg ved vores hjem; tryg i sig selv. Og nu har han sit eget værelse, og han kommer ikke op i vores seng mere end et par gange om ugen. De fleste morgener står han op for sig selv (han er udpræget a-menneske), og læser, indtil vi andre vågner (ganske kort tid efter – jeg gad godt sove længe, men jeg er den eneste, lader det til).

Lille, store dreng. Efter sommerferien fortsætter livet som nu: Det er tanken, at vi skal leve, ikke dele hver dag og hver uge og hvert år op i arbejde og fritid, ferie og travlhed. Men leve. Jeg så til ham efter nogle minutter, han lå helt stille, trak vejret dybt. Og jeg tænkte, at ja – han er min, for nu. Han skal have alt det bedste, jeg kan give ham. Og for mig er det at være i nuet med dem, man elsker.

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

5 Kommentarer

  • SVAR
  • SVAR

    Hvor er det smukt skrevet! Jeg genkender så meget fra min jævnaldrende dreng, der netop har kæmpet så meget med en slags angst og nu netop er blevet så selvstændig og så tryg. Tiden har bare været så vigtig. Tiden til at respektere hans behov for tryghed fra os og nu til at give lidt slip og lade ham blomstre selv.
    Børn er fantastiske!

    • SVAR

      Tiden er vores mest dyrebare ressource og ja, børn er fantastiske <3

  • SVAR

    Det giver ro i en allerede tillidsfuld tro på, at det er sådan en proces min ældste på snart 7 år, er igang med. At læse om Storms utryghed ved huset, at være alene osv. Vi har sluppet fuldstændig og hjælper ham uden det mindste suk, for det er tydeligt, at der endnu mangler noget der er parat i ham. At sove tæt sammen er stadig et must, ikke længere end en halv meter. At gå alene ind i andre rum af huset, er kun muligt i de gode solskinstimer her om sommeren. Men selvfølgelig kommer det. Og før, når kærligheden og accepten omkranser det svære hos ham. Så tak for den lille reminder. 🙂 PS. Jeg har skrevet til dig på fb, fordi vi begge er nyudsprungne “hjemmeskolere”. Har du modtaget den? Det er altså en dejlig blog du har. 🙂

    • SVAR

      Hej Rebecca, ja – det skal virkelig nok komme. Med kærlighedsfulde, opmærksomme og rummelige forældre skal han nok finde igennem sin angst. Pludselig en dag slipper det. Og nu skal I jo til at være endnu mere sammen som familie 🙂