Ud med legetøjet – Piger og drenge – Dokumentarfilmen – Om at hjælpe til derhjemme (“En liste med tanker” #1)

Bare lige en mandagsliste over noget af det, som min hjerne pusler med for tiden:

Piger og drenge
Jeg er selvfølgelig feminist, det har jeg skrevet om før. Og nu er der hele #metoo bevægelsen, som jeg kan bidrage til med alt alt for mange historier fra mit eget liv, og der er mit moderskab og min ambition om at klæde mine børn på til at være ligeværdige mennesker uanset køn. Det er en krævende opgave med alle de skjulte stereotyper og degraderende vaner i vores civilisation.
Min bror og svigerinde var på besøg med deres lille datter i weekenden, og vi brugte de to aftener på at snakke om henholdsvis feminisme og den danske folkekirke. Sådan er det med meningsfuldt selskab: Man går i seng med snurrende hjerneceller.
Min bror og svigerinde har netop læst et par bøger om feminisme højt for hinanden, som havde givet dem en masse tankestof (Liza Marklunds “Der findes et særligt sted i helvede for kvinder som ikke hjælper hinanden” og Chris Kraus’ “I love Dick”) –  og nøj altså: Jeg kan blive så edderspændt rasende, når jeg hører om alle de skævheder, som er i vores samfund i forhold til køn. Og det er ikke fordi, jeg ellers er fuldkommen blind for dem, men når de lige bliver ridset op..der er bare meget – og hey: Ved I hvad? Det er statistik, det er reelle undersøgelser med uvildige testperson, det jeg skriver herunder:
Der er det faktum, at drenge allerede i skoletiden optager 2/3 dele af taletiden, og at voksne kvinder oftere bliver afbrudt – uanset rang eller anciennitet, selvom de taler væsentligt mindre end mændene.
Der er det med, at piger gerne vil være det, som drenge er, mens drenge allerede i børnehaven definerer sig ud fra, at de ikke er piger. Som i: “Hvad er en dreng?” – “Det er én, der ikke leger med dukker”.
Der er det med, at når vi afspiller lyden af en grædende baby for en gruppe testpersoner, og siger, at det er en pige, så mener vi, at hun er ked af det. Gentager man, og siger, at det er en dreng, er han pludselig sur (passiv vs. aktiv).
Der er det faktum, at vi stopper vores babypiger fire gange tidligere (det vil sige efter kun godt og vel en meter), når de kravler væk fra os, og den der med at babydrenge opfordres til at ryste deres legetøj, mens piger får at vide, at de skal være forsigtige og omsorgsfulde overfor deres.
Der er så meget. Børnelitteraturen, eksempelvis “Villads fra Valby”, som er skrevet af en kvinde, og af én eller anden grund ikke hedder “Viola fra Valby”, og der er Hermione i Harry Potter (også skrevet af en kvinde, som kun brugte sine initialer, fordi man forventede, at hendes bøger ellers ville blive læst af markant færre), som ikke en gang er den største birolle i bøgerne, og som først og fremmest er flittig og lydig – fordi, sådan får man succes som kvinde… Der er så meget, at jeg bliver træt. Men det nytter ikke noget at være træt, så jeg tænker også over det, og jeg gør mit bedste herhjemme, og er blandt andet bevidst om, at mine børns vrede er lige okay, uanset om de er drenge eller piger.

Ting (ud med legetøjet)
Vi behøver ikke ret mange ting herhjemme.
Børnene behøver slet ikke ret mange ting.
Jeg har skrevet om det før, og nu nævner jeg det lige igen: Min drøm er en verden, hvor vi ikke føler et tomrum, blot fordi vi ikke konstant køber nyt. Min drøm er at give mine børn de bedste rammer til at føle sig værdifulde i sig selv og i kontakt med den omgivende verden uden konstante distraktioner i form af ting og længslen efter flere ting.
Læs eventuelt kloge Naomi Aldort (kendt fra den skønne “Being and Becoming“)’s blogindlæg om “raw parenting” – dvs. uden alle mulige forstyrrende elementer. Jeg kan mærke, at det indlæg var det sidste skub til at komme af med de sidste få ting her i huset, som hænger ved, uden hverken at inspirere eller engagere. Så det skal ske i dag: Jeg samler en bunke, og kører den til Røde Kors.

Dokumentarfilmen
Det kan jeg lige så godt sige med det samme: Jeg tænker en del på den dokumentarfilm, som vi er ved at tage de spæde men mega-motiverede skridt i retning af, og nu er der lavet en lille fin teaser på halvandet minut. Næste skridt er at søge penge og finde de rigtige mennesker at arbejde sammen med, og hele familien herhjemme lader til at være ret meget ombord i projektet, selvom mindst én af ungerne synes at “vi er allerede for meget i avisen.”

Det nye tag
Der hamres og bankes og bygges og svines her på stedet, og jeg er taknemmelig: Tænk at vi er ved at få nyt tag! Hvor fedt er det lige. Tænk at vi samtidig skal have et stort, lækkert, inspirerende musikstudie med giga-havudsigt, hvor vi kan speake dokumentarfilmen og indspille musikken og holde workshops og og… Tænk at alt det sker nu, og så om en måned eller to, skal jeg være klar med vægfarver til det store rum, så der kan blive perfekt lækkert, og det er en opgave, som jeg elsker. Jeg er jo mest til vægge med farver..

Daglig deltagelse
Ja, vi snakker en del om de daglige indsatsområder herhjemme for tiden. Og om de ugentlige. Og om hvorvidt man er tjener – eller ligefrem slave – af sine forældre, når man skal tage af bordet efter sig selv og hjælpe med at rydde op. Vi vender og drejer og taler om fællesskab og om ansvarsfølelse og om selvværdet, som er grundstenen for næsten alt andet. Og vi er der bare slet endnu. Slet ikke. Men vi nærmer os en lille smule hver dag (måske), og vi vil gerne have gode råd hvis nogen – uden tvang, hævede stemmer eller dyb frustration (alle tre metoder er nemlig afprøvet gennem årene) er lykkedes med at få ungerne investeret i opgaverne i hjemmet.

Hvad tænker I på for tiden?

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

20 Kommentarer

  • SVAR

    Kære Maj
    Dette er første gang jeg skriver her i kemmentarfeltet, men jeg har fulgt dig gennem et halvt års tid. Jeg er virkelig glad for at jeg “opdagede” dig, for hold da op hvor er det inspirerende at læse med.
    I forhold til dette indlæg er jeg nysgerrig på at høre, hvilket legetøj I har beholdt til jeres børn? Vi er selv igang med en proces med at rydde ud både i vores egne ting og børnenes. Der er lang vej endnu, men kan mærke, at det er helt rigtigt. Udfordringen er lige nu velmenende bedsteforældre der har for vane at medmindre gaver – som regel af virkelig dårlig kvalitet – til børnene. Lige om lidt står julen for døren og vi har besluttet at i år sætter vi en begrænsning på antallet af gaver. Er spændt på hvordan det bliver modtaget.
    Endnu engang tak for en dejlig blog.

    • SVAR

      Kære Hanne,
      vi har altid snakket med vores forældre om deres gaver til børnene, og over årene er der opstået en fælles forståelse. Jeg tror også, at de ser, at vi ikke sætter pris på alle de store, plastik-agtige osv. ting, som nogle gange ender hos os, og selvom det er en kontrast til deres egen barndom, ser de også, at ting ikke længere er lykken.
      Vi beholder det, som børnene leger godt med: LEGO (og Duplo), deres legekøkken, udklædningstøj…hmmm – puslespil, mange bøger (dem, som vi læser flere gange) og…jamen, helt sikkert også nogle andre ting (magneter, eksempelvis) – og dukkerne! Pigerne elsker deres dukker og dukkevogne.
      Du kan læse lidt mere om vores legetøj her (mængden er reduceret siden da, men alligevel..)
      http://majmy.dk/hvilket-legetoej-leger-mine-boern-rent-faktisk-med/

      Og – tak for at du læser med!

  • SVAR

    Tillykke med jeres tag og sal Børn kan nøjes med at lege med en pind . Klogt du skiller dig af med overskudslegetøj.Dejligt med kommentar fra Hanne ,0m at børnene ikke skal ha for mange julegaver .De bliver ikke lykkeligere nok snarere forvirrede . Kh Dorte

    • SVAR

      Præcis – snarere forvirrede. Det vil jeg huske som en god forklaring på, hvorfor det ikke fungerer med alle de gaver.

  • SVAR

    Pligter. Det frie barn kan hurtigt blive det dovne eller en anelse for lystbetonede barn 😉 Herhjemme bruger jeg retfærdighedsgrebet og snakker om forskellige opgaver vi som forskellige mennesker kan magte. I særligt træge perioder laver jeg en liste som hænger på køleskabet, så kan de selv vælge hvad af det de vil gøre den dag.

    • SVAR

      Jeg tror egentlig, at frie børn er engagerede og – jubiii! – lystbetonede og at det som regel resulterer i en stor vilje til at deltage og hjælpe til. Men det er min erfaring, at friheden skal stikke dybt nok til, at de rent faktisk føler sig frie, før det virker, og det tager en del tid og en del frihed, før man når der til.
      Jeg er også selv vildt lystbetonet, og det håber jeg, at mine børn også bliver forstået sådan, at indre motivation kan føre til de mest fantastiske ting, så længe man også har stamina til at følge de rette projekter til dørs (hvilket jeg også tror, kommer helt af sig selv, hvis man er fri og glad). Knus til dig

  • SVAR

    uha det med legetøjet fylder meget her. Vores unger bliver konstant givet det ene og det andet og jeg synes jeg kæmper virkelig op ad bakke for at få vores familier til at forstå hvad vi gerne vil lære dem, og hvilke ting vi ikke er interesseret i at have i huset 🙁

    Dejligt at det går fremad med dokumentar projektet!

    Her i huset er det mig der føler mig lidt som en slave indimellem 😀
    Så siden somerferien har det været børnenes opgave sammen at tømme opvaskemaskinen hver gang. dække bord til aftensmaden, sætte deres egne talerkener ud, have hver deres ugentlige maddag (som dog ikke er helt stabil endnu 😉
    og fremover skal de også selv smøre deres eftermiddagsmadder. Herudover hjælper de mig ofte i haven med at hente og bringe redskaber samt slæbe grene op til bålet osv 🙂
    Men ja nogle gange foregår alt dette også under protest. Men dog aldrig så meget protest som under tandbørstningen hver eneste aften. Undrer mig altid over at det kan komme som en overraskelse for dem, når nu det foregår hver eneste dag 😀

    • SVAR

      Det er virkelig en on going opgave med de materielle ting. Bl.a. fordi vi selv er vokset op i en tid, hvor ting bare var det fedeste, og det er svært at komme ud af, og mange er der stadig: Der, hvor ting er det bedste. Og så må man lige huske rummeligheden, selvom det godt kan være en udfordring, når man virkelig helst ikke vil have ale det ind i sit hjem, og når det først er der, kræver det en del at få det ud igen..

  • SVAR

    Hej Maj,
    Følger din blog, så jeg er lidt orienteret om, hvad der rør sig i unge familier.
    Som farmor er jeg godt klar over at det kan være svært at komme med det rigtige til barnebarnet, men som i de fleste situationer her i livet, handler det om at tale sammen. Dvs jeg spørger altid min søn og svigerdatter om hvad de har brug for til barnet, køber tit (øko) tøj til ham og prøver at købe legetøj af god kvalitet, som han kan bruge længe. MEN det kan være svært at være bedsteforældre, som gerne vil øse både kærlighed og gaver ud over børnebørn, hvis de unge forældre ikke formulerer, hvad de godt kunne tænke sig. Så mit råd er: tal sammen, prøv at vise, hvad det er I mener, evt ønsk jer udflugter til jeres børn eller bare ‘tidsgavekort’ fra den ‘gamle’ generation. Ligesom I forældre gerne vil det bedste for jeres børn, så vil bedsteforældrene det jo også. Jeg måtte selv (da jeg havde små børn) sætte grænser for mine gamle i familien, det gik mere på at jeg ikke ville have røg omkring dem, de måtte ikke få slik og de skulle følge deres sove rutiner nogenlunde , ellers var ugen efter en weekend hos mormor, ikke sjov for nogen i familien. Sjovt nok var det min insisteren på et røgfrit miljø det der afstedkom flest protester – noget man idag ikke sætter spørgsmålstegn ved.

    • SVAR

      Kære farmor, jeg er helt på linje med, hvad du skriver. Vores børns bedsteforældre vil vores børn det bedste, og de er der altid for os. Tiden ændrer sig, og for 30 år siden var det en luksus at få en masse store, flotte ting, hvor de nu er nærmest en belastning. Og hvordan skal man vide det, hvis man ikke hører det fra den nye generation af forældre? Så dialog og rummelighed er helt klart vejen frem. Tak for at du læser med herinde!

  • SVAR

    Jeg er også gået i gang med at rydde d i det vi har – og skaffe mig af med det nødvendige. Det kommer nu nok til at tage lidt tid.

    Jeg gør ikke det vilde for at få mine børn til at deltage i de daglige pligter – Og ja der er klart plads til forbedring, men det er sådan en burde ting, jeg ignorer ret godt 😉 Nok fordi jeg har en masse issues omkring det jeg ikke har helt styr på.

    Jeg føler desuden lidt det er sådan en samfundsskabt forventning om at børn skal deltage i daglige pligter for at blive god, hjælpsom, føle sig som del af et fællesskab m.m. og selvfølgelig er der noget om det – men det er jo ikke den eneste måde at lære det på. Og i sær den med det faste pligter har jeg det svært med – fordi det føles som om jeg vil presse det ned over hovedet på dem for at lære dem det – og ja det føles ikke naturligt for mig. For mig er det mere naturligt at man hjælper hinanden, hvor der er brug for det. Og det tænker jeg også vil styrke den fælles ansvarsfølelse og hjælpsomheden mere – og at det vil føles mere naturligt for børnene – at hjælpe til hvor der er behov – i stedet for at skulle tømme opvaskemaskine tirsdag, støvsuge torsdag e.l.

    Jeg tror man skal kunne se meningen med det – så det ikke bare er en sur pligt man får presset ned over hovedet – jeg tror nemlig det er ret normalt at have modstand mod ting, der presses ned over ens hovede.

    Ikke at jeg læser det er det i gør eller vil gøre – bare lidt refleksioner.

    Hvordan man så gør det meningsfuldt for dem ved jeg ikke altid. Men tror det kombineret med gode rollemodeller, hvilket i garanteret er 🙂 er vejen frem. Gode rollemodeller tænker jeg både at de ser jer/os hjælpe hinanden, dem og andre. Byder ind, hvor i kan se der kunne være brug for en hånd, i rydder op efter jer selv m.m.

    • SVAR

      Helt helt enig og tak for kloge ord, som sædvanlig 😉 Gode rollemodeller og så det med at det skal give mening. Og det er der sgu meget, der ikke gør, når man er ved at opgave verden og opfinde et rumskib og bygge et hospital i LEGO. Og det er helt okay..

  • SVAR

    At opdrage sit barn til at tage medansvar, være hjælpsom, selvhjulpen osv kræver tid. Mega lang tid og everyfuckingday. Det er nok min bedste erfaring at give videre. Vi “øver os sammen” hver eneste dag og hjælper hende også med at hjælpe os. Jeg håber at det på den lange bane giver gevinst. Men herhjemme er der ikke et easy fix og at finde fred med det, er nok det bedste tip jeg selv har fået.

    Iøvrigt: kan du gøre sådan at dit blogprogram cookier mit navn og mail så jeg ikke skal taste hver gang? Den funktion har andre og det gør dialog nemmere 🙂

    • SVAR

      Enig – og tak: Tid er nemlig løsningen og så autencitet. Jeg er kommet frem til, at sådan noget med at insistere på arbitrære vaner såsom at rede seng og rydde op på deres værelse hver dag, det vil jeg ikke. Det giver ikke mening for mig. Jeg er først lige begyndt at rede seng for nylig, og jeg har altid syntes, det var komplet fjollet, når mennesker nævnte det som sådan en slags kode for god opdragelse. Mine børn bliver ikke opdraget; de bliver inddraget – får jeg lyst til at sige.. 😉 Men ja; tid og forståelse og nærvær. Vi skal nok komme der til, og det vil jeg også, for når man går seks mennesker hjemme sammen hver dag, kan der hurtigt være seksten lege rundt om i hele huset og fire måltider at rydde op efter sidst på dagen 🙂

      Det der med den cookie – jeg har lige kigget, og ved ikke hvordan… Åh, sorry. Jeg skal nok finde svar, men giv mig lige et par dage (og hey – jeg elsker dialogen!)

  • SVAR

    Jeg tænker en del på, hvordan man i forhold til sine børn balancerer det her med at være en tydelig og klar forælder, og samtidig udvise den tillid og respekt, du også har haft skrevet om. Det er jo ikke et decideret brevkassespørgsmål, men jeg ville rigtig gerne høre dine overvejelser 🙂

    • SVAR

      Hej Line,
      Det vil jeg rigtig gerne svare på i brevkassen. Må jeg det? ❤️

      • SVAR

        Meget gerne, glæder mig til at læse svaret 🙂

  • SVAR

    Vi har mange ting og nok også for mange. Jeg er helt klart barn af den materielle tidsalder og mine børn til dels også.

    Som med så meget andet har vores situation gjort at jeg tænker mere over hvad jeg køber og hvorfor – især i forhold til ungerne. De er glade for legetøj, de har meget af det og de er enormt dårlige til at skille sig af med det de ikke bruger – klart et resultat af at mor og far er/var pack rats…

    Af legetøj elsker de deres Lego og deres virkeligt mange dukker af forskellig art, de tegner også mere og mere og jeg har stakke med skønne tegninger de har lavet gennem tiden. I princippet tror jeg vi kunne smide det meste af skrammel legetøjet ud og de ville ikke savne det, men som tingene er lige nu, så er det smertefuldt for dem at pille ved. Så her og nu holder jeg fokus på ikke at øge mængden for meget i stedet.

    Jeg er feminist (tror jeg), men på den stille måde. Jeg opdrager mine børn til at der ikke er noget der er piger eller drenget, men derimod er det hele menneskeligt og mennesker er mere end blot deres køn. Det er min stille stemme i kønsdebatten og jeg tænker at jo flere af os der formår at give vores børn den forståelse med sig i rygsækken, jo mindre bliver problemstillingen. Desværre er der, synes jeg, mange eksempler på at vi masse-opdrager og følger strømmen, fremfor aktivt at tage stilling til hvad det er for værdier og input vi ønsker at give vores børn med sig i livet. Noget jeg i hvert fald selv har været skyld i,men som jeg aktivt forsøger at gøre noget ved.

    Det er sjovt som du ser frem til at indrette jeres øverste etage, hvor det ville tage pusten fra mig. Men det bliver så fedt for jer!

    Herhjemme er det implicit at man hjælper til, eller det er det nu, det har det ikke altid været. Mine piger har mukket over fx at skulle dække bord eller lægge vasketøj på plads og mit svar har altid været at jeg har også nogle ting jeg skal, som jeg nogle gange hellere var fri for, men som jeg gør for min families skyld. Og så tilbyder jeg dem at vi jo da kan bytte. Hvis jeg dækker bord eller hvad det nu lige er de forventes at tage del i, så gør de min del – det kunne være tage på arbejde, lave mad eller gøre rent. Indimellem har de taget mig på ordet og sagt de hellere ville fx støvsuge end dække bord. Fair nok, så må jeg jo stå ved det. Hen ad vejen er det gået op for dem, at vi alle er nødt til at deltage med det vi kan, for at familielivet kan fungere. Så de hjælper til med madlavning, de dækker bord og tager ud, de tømmer skraldespanden, hjælper med at fodre dyr, ordne vasketøj og hvad de ellers mener de kan bidrage med.

    Den store hurdle herhjemme er at få dem til at holde deres værelser og jeg må erkende at den diskussion ofte ender i rå ben op om bål og brand, hvis ikke de får ryddet op. Work in progress for os alle, er vist den bedste beskrivelse af det projekt.

    Grunden til jeg ligger så stor vægt på deres deltagelse i det huslige er, at jeg med gru husker tilbage til min kostskoler og de virkeligt mange af mine jævnaldrende der ikke kunne de simpleste ting som at lave lidt aftensmad eller vaske sit eget tøj. Jeg er vokset op med min far i en situation, hvor tingene ikke kunne hænge sammen hvis ikke jeg hjalp til, hold nu op hvor jeg har syntes det var træls at skulle ordne mit eget vasketøj!! Men på kostskolen lærte jeg at sætte pris på de færdigheder jeg havde med hjemme fra og min viden om at jeg godt kunne uden voksenhjælp… Jeg håber sådan at den almindelige deltagelse i hverdagstingene kan give mine piger den samme ballast med, når de skal sprede deres vinger og flyve ud i livet selv.

    • SVAR

      Jeg kan rigtig godt lide udtrykket “en stille feminist”. Jeg synes, ligestilling er så uendeligt vigtigt for alle på jorden, men jeg synes også, at den konfliktoptrappende, destruktive retorik som præger vores politiske billede og debatform er ødelæggende for enhver form for kærlig udvikling.

      • SVAR

        Ofte synes jeg at begrebet feminist bliver gjort synonymt med kvindeoprør og brænden bh’er af… Det er en misforståelse synes jeg.

        Og ja den kløft ovenstående forståelse skaber er overdøvende og gør det nærmest umuligt at indgå i dialog med hinanden.