Min søster – om at bo på Ærø – Dokumentarfilmen igen – Vi vil lave noget nyt (“En liste med tanker” #2)

Sidste mandag skrev jeg en liste med de tanker, som fyldte i mit hoved.
Nu er det mandag igen, og jeg har igen tænkt over lidt af hvert:

Om at bo på Ærø
Jeg sad til et møde den anden dag, og pludselig spurgte den ene af de deltagende kvinder: “Er I stadig glade for at bo på Ærø?” “Ja,” svarede jeg med et smil. “Meget. Det er virkelig dejligt.” Så kiggede hun på sin kollega. “Kunne du nogensinde bo på Ærø?” “Nej, aldrig!” svarede hendes kollega, og jeg kunne have svoret, at hun rullede med øjnene. “Ej, det kunne jeg heller ikke,” sagde den første så.
Jo længere jeg lever, og jo mere jeg tager ansvar for mit liv og mine egne drømme, jo mindre sårbar bliver jeg. Så i stedet for at føle mig forkert, blot fordi jeg lever et sted, som de slet ikke drømmer om, smilede jeg, og sagde, at det er dejligt, at de også har fundet det rigtige sted at bo for dem.
(Da de så hørte, at vi hjemmeskoler, kunne jeg godt se, at det hele hurtigt blev en tand mere uforståeligt, næsten som om jeg er del af en sekt, hvor mine børn bor i kælderen og memorerer bibelvers dagen land. Hvilket leder mig videre til behovet for den dokumentarfilm, som er næste punkt på listen…)

Min søster
Jeg tænker på min søster, som jeg skal besøge i Stavanger, Norge, i denne uge. Helt uden børn skal hun og jeg have et par dage sammen. Jeg har pakket to bøger (“Hold onto your kids” af Gordon Neufeld og “Gaverne fra himlen” af Eben Alexander), jeg har medbragt en notesbog til tankestreger, min computer (!) og for første gang har jeg downloaded en podcast.. Jeg savner min søster. Det er et par måneder, siden hun flyttede til Norge, og da hun ringede, og sagde, at hun ikke følte sig helt hjemme langt væk fra familien, købte jeg en billet samme aften. Det er altid hende, der kommer til mig, for det er jo mg, der har børn, men nu er det min tur til at komme til hende, og jeg glæder mig vildt. Vi skal sove hånd i hånd, snakke, se, vandre, måske ride på islandske heste, spise fisk, købe garn, læse bøger.

Dokumentarfilmen (igen)
Den seneste uge har Kristian og jeg haft flere snakke med mennesker, som ved noget om dokumentarfilm, og med mennesker som ved noget om os, og vi er i proces med den film. Den skal ikke laves for enhver pris, og hvis den skal laves, skal det gøres rigtigt. For nogle måneder siden var det tilbagevendende spørgsmål: “Hvorfor vil vi lave den?” og svaret stod aldrig helt tydeligt. Det gør det nu (vi kan ikke lade være, fordi vi føler, vi har noget at vise, som kan inspirere andre). Nu spørger vi i stedet os selv, hvordan den skal laves. Vi står et sted mellen den visuelt smukke produktion med et stort budget og mange dygtige mennesker involveret (og en masse penge, der skal rejses) og så et lille, nært projekt som vi filmer selv over lang tid, og som kommer helt tæt på. Vi kender ikke svaret endnu, og giver det tid. Ligesom med alt andet godt kan det betale sig at være tålmodig.

Nye tider
Kristian og jeg mærker en ny energi forme sig i os. Den er ikke ukendt, men den har hvilet i noget tid, og nu rører den på sig igen: Vi har fået lyst til at skabe et produkt, som vi kan producere og sælge her fra vores liv på Ærø. Ét eller andet håndgribeligt, som andre kan få glæde af. Vi ved endnu ikke hvad, men pludselig er idéen der (kom gerne med input), og så er det i gang. Indtil videre ser vi os omkring; vi afprøver ting, snakker, og mærker efter. Jeg elsker idéudvikling, så det passer mig rigtig fint. Særligt når Kristian og jeg er fælles om det. Én af de ting, jeg stadig er ved at lave, og som jeg har nævnt før, er en almanak over et helt år her på stedet: En bog med billeder, fortællinger, tanker og noter fra livet i haven, huset, hjemmeskolen og familien måned for måned året rundt.

 

Hvad tænker I på?

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

8 Kommentarer

  • SVAR

    Jeg elsker at læse dine tanker og glæder mig til den dag dokumentaren er tilgængelig, den skal klart ses.

    Mine egne tanker roder lidt rundt. Jeg beskæftiger mig pt meget med hvordan jeg skaber et meningsfuldt liv, med mere tid til hinanden og samtidigt har et økonomisk grundlag, der giver plads til meningsløsheden.

    Det var min fødselsdag i går og dagen blev brugt sammen med familien, jeg var træt da dagen var overstået men også i balance – jeg nyder at have mere og bedre tid til mine børn og til mig selv… Nu skal jeg bare finde ud af at koble det sammen med en bæredygtig økonomi…

    • SVAR

      Jeg er sikker på, at du kan skabe et meningsfuldt liv med en bæredygtig økonomi, men den slags er en proces, og det kan tage tid. Det betyder ikke, at du ikke er på rette vej.

  • SVAR

    Jeg tænker på hvor heldig jeg er lige nu. Jeg er lige begyndt på en uddannelse i Mindful Self-Compassion som er noget, jeg har villet i 5 år. Tiden er først rigtig nu, og det føles fantastisk. Jeg er ved at finde en ro indeni, jeg har manglet længe og mit moderskab er især det, der grounder mig allermest. Jeg tænker på, at jeg er spændt på, hvad fremtiden bringer, og at jeg har en ide om nogle af de vigtigste ting (endnu et lille barn, ny uddannelse, nu selvstændig vej i livet guidet af glæde og lethed samt mening).

    • SVAR

      Hvor lyder det meningsfuldt. Jeg glæder mig meget på dine vegne.

  • SVAR

    Jeg har vores to børn hjemme – for noget tid siden, var jeg på en mini-ferie med mine veninder. Jeg oplevede, at de alle var fuld af stress og uro, at stå i kø med bare en foran os irriterede dem, de svarede kort for hovedet til tjeneren på restauranten, snakken handlede meget om shopping og indkomst. Jeg kan godt genkende den side en lille smule fra mig selv, da jeg selv atbejdede fuldtid og var en del af hamsterhjulet – men nu følte jeg mig helt anderledes end dem, jeg altid har haft en masse tilfælles med. Jeg føler langt større trang til fordybelse, meningsfulde samtaler og ingen støj. Det er mærkeligt pludselig at være vokset i en anden retning end ens venner, men håber, vi kan vokse mod hinanden igen på et tidspunkt.

    • SVAR

      Jeg kan sagtens genkende det, du skriver. Jeg ved ikke, om man vokser i retning af hinanden igen? Måske – men så skal dine veninder tage dine syvmilestøvler på, for når først man er der, hvor du er nu, har man ikke lyst til at gå tilbage.
      Det er min oplevelse – over de sidste 5-6 år – at jo længere jeg kommer i min personlige rejse med fordybelse, indsigter og erkendelser, jo færre mennesker møder jeg, som virkelig ræsonnerer i mig, men jeg føler det ikke længere som en ensomhed, og efterhånden ser jeg også nye forbindelser blomstre frem.

  • SVAR

    Jeg tænker en del på medmenneskelighed, måden vi behandler hinanden på o.l. for tiden.

    Og så tænker jeg lidt på økonomi for tiden. Egen økonomi, det begynder at kunne mærkes man har været på ressourceforløb i halvandet år, men føler mig fortsat meget privilegeret pga. lav husleje o.l. Tænker en del på dem der er ramt af loftet eller som jeg er syg, men som måske har store medicinudgifter, gæld eller høj husleje.

    Jeg tænker på de fattige, de går julen i møde og ikke føler de har nok at give deres børn. Jeg tænker på de hjemløse, der går vinteren og kulden i møde. Overvejer om man kan lave små kort med telefonnummer og give dem, så kan de ringe og få overnatning her de nætter det er rigtigt koldt og de ikke har andre steder at være.

    Og jeg tænker på alle de flygtninge, de går i uvished om deres kære vil klare sig.

    Og hvordan jeg kan bidrage bedst muligt, nu jeg ikke har helt de samme ressourcer – hverken fysisk eller økonomisk

    • SVAR

      Hvor er du fin og god. Mange tak for dine smukke tanker.