En ny tid med færre aftaler, flere ord

Det har føltes som som, min blog var ved at sygne hen, men jeg kan se på antallet af besøgende, at det er den ikke. Og det er jeg meget taknemmelig over, det her sted er jo mit lille univers, som jeg holder meget af at dele med jer. Jeg har haft dårlig samvittighed, fordi jeg ikke fik skrevet herinde, og for hver dag der er gået, har der været længere tilbage: Hvilket indlæg skal man starte med, når intet helt føles godt nok?
Min søster og svoger kom lidt pludseligt på besøg fra Norge. Vi kommer ikke til at se dem igen, inden de bliver forældre for første gang, og de kørte her fra med bilen fuld af babytøj, tæpper, vikler, og den slags. Næste gang min søster og jeg er sammen, er hun også mor, og jeg er også moster, og det er en vild tanke for mig, som jo har haft hende med mig hele mit liv, men som ikke kender hende som mor endnu. Nu vil meget omkring hende antage en ny form – hun vil ikke længere være den samme, men med tiden også blive til den kvinde, hun er, når hun er mor.

Så jeg har ikke delt noget herinde, men derimod brugt tid på at være her, og det har været skønt, og dagene er forsvundet i et skær af taknemmelighed og varme. Jeg har skubbet usandsynligt mange mails, telefonopkald, indlæg, aftaler foran mig, og haft det okay med det. Men nok også kun okay, fordi der lige nu er en del på bedding, som betyder meget for mit liv den næste tid.
Og jeg er kommet til den erkendelse, at min familie og jeg har behov for en periode, hvor hverdagene er vores: Hvor vi ikke har andre aftaler en dem, der drejer sig om vores faste rytme. Jeg bærer på en næsten akut følelse af at ville skabe en rutine i vores hverdag, hvilket betyder, at jeg har brug for at give mig selv lov til at holde dagene fri. Vi står overfor en ny struktur, som skal falde på plads, og vi har brug for ro omkring os, luft, en dyb indånding. Strukturen handler om mine børns hjemmeskoleliv, den undervisning, som jeg oplever, giver os alle ro, og om det skrivearbejde, der venter mig de næste måneder.

Som jeg har skrevet før, er hjemmeskolelivet ikke venstrehåndsarbejde: Det at have fire børn hjemme og have ansvar for deres trivsel, er ikke noget, jeg kan gøre uden at dedikere en del tid til det. Både i nuet og på for- og bagkant i form af forberedelse og refleksion. Samtidig har Kristian og jeg vores arbejde: Der er forløbene for udsatte unge, musikworkshops og retreats og en del andet, som kommer dryssende (foredrag, musikprojekter, nye tiltag).

Og så er der alle de mange ord, der skal komme ud af mig den næste tid og mit behov for ro, før de kan det.
Om et par uger har jeg min første klumme i “Danmarks-sektionen”, som er Jysk-Fynske mediers fællessektion – de mest læste avissider i landet, og jeg vil have, at den skal være god. Det er en mulighed for at nå ud til en masse mennesker, som ikke har læst noget fra mig før, og som jeg på den måde kan få lov til at plante frø hos.
Så er der bogen, som jeg håber at underskrive kontrakt på i løbet af et par dage: Bogen om min families rejse fra et ret almindeligt liv i København med vuggestue, studier, musikkarriere og søvntræning til det liv, vi lever nu her på Ærø. Bogen, som jeg drømmer sætninger til om natten.

De ord skal alle sammen komme fra mig, og de skal være nærende, rammende og oprigtige.
Det betyder, at jeg skal fordybe mig i processen, og noget andet skal skæres fra. Jeg skærer afbrydelserne fra, og fokuserer på gentagelse og ro. Gentagelsen starter med morgenrutinen, som er morgenmad, rolige lege og samtaler om det, man drømte i nattens mørke, eller som ikke er glemt fra dagen før.
Dernæst kommer vores skoletid, som er sat til at vare to timer hver formiddag, og som efterfølges af eftermiddagens projekter, idéer, fritidsaktiviteter.
Det er nok.
Jeg skærer ting fra, så jeg kan få ro til at gå tidligt i seng om aftenen for at stå op før resten af familien og skrive. Skrive inden jeg har talt, inden jeg har læst eller forholdt mig til andet end mit eget indre liv.
Dét bliver ikke let: Jeg er udpræget b-menneske, og vil helst i seng midt om natten og op sidst på morgenen. Men jeg mærker lige så stille, at det kan lade sig gøre, og jeg ved, at det er den eneste måde at gøre det på. Jeg mærker med al tydelighed, at når jeg ikke skriver, og ikke er dedikeret til at skrive, så gør jeg heller ikke noget andet. Så forsvinder jeg lige så langsomt.

Her på bloggen har jeg en liste over emner, som jeg vil komme omkring inden for den nærmeste fremtid:
* Har vi droppet unschooling – og hvad er det for et pensum, vi har købt?
* Skærmtid: Hvordan forholder vi os til det?
* Er hjemmeskole den eneste rigtige løsning?
* Om dengang jeg gik på arbejde: Hvorfor sagde jeg op, og hvordan har processen været?
* Hvad gør vi, hvis vores børn vil i skole? Og hvor meget var vores ældste involveret, da vi meldte ham ud af skolen?

Det er alt sammen emner, som er blevet foreslået i mails og på instagram, hvor jeg for nylig spurgte, hvad I gerne vil læse om.

Et tilbagevendende spørgsmål i min feed er, hvordan vi når alt det, som jeg skriver om herinde og på instagram: Kristians grøntsagshave, arbejde, hjemmeskole, vejbod – og bloggen her.
Svaret er, at der er andre ting, vi skærer fra. Vi har haft en ny støvsuger stående i bryggerset i en måned, men har ikke prioriteret at sætte os ind i, hvordan den virker, så vi bruger den gamle, når den indimellem stadig gider starte, eller også fejer vi.
Da min svoger skulle køre en tøjvask hos os den anden dag, endte han med både at rengøre sæbebakken i maskinen og rense tørretumblerens filter. Dét havde vi ikke selv fået gjort.
Kristian er i køkkenhave en times tid mange dage, resten klarer han om aftenen, og i løbet af sommeren har han været derude, indtil solen var helt væk – omkring midnat. Det er på samme måde, jeg skriver, og ordner alt vores arbejde i øvrigt de fleste dage.
Vi ser ikke meget fjernsyn, hverken børn eller voksne, for vi har ingen tv-kanaler, og dermed heller ikke noget, vi følger med i, og som vi har forpligtet os til at bruge tid på. Børnene har ingen computerspil, Kristian og jeg øver os i at være effektive, når vi sætter os foran en skærm.
Jeg tror, de fleste mennsker vil blive overraskede over, hvor meget tid der går på transport til og fra (arbejde, institution, skole, fritidsaktiviteter), og hvor meget energi vi bruger på at skilles fra hinanden og finde sammen igen; hvor mange minutter der hver dag forsvinder i transit mellem det ene og det andet og i frustration over, at vi ikke føler, vi har lederskab i vores eget liv.
Herhjemme tænker vi ikke tydeligt i “arbejde og fritid”: Det hele er vores liv, og vi har en ambition om kun at bruge tid på ting, der giver mening for os. En ambition, som det ikke altid er muligt at leve op til, men som sætter standarden for, hvad vi siger ja til – eller nej. Vi øver os i at mærke efter, og jeg kalder det vores “proces omkring nej’et”. Essensen er, at så længe vi takker ja til noget, der ikke føles helt rigtigt, så får vi ikke mulighed for at gøre det, vi aller helst vil.
Jeg tror på ét eller andet plan, at universet står klar med alle da muligheder, vi ville være lykkelige for at modtage, og hver gang vi gentager et mønster af noget, der ikke reelt giver mening for os, så tager universet et skridt tilbage, og mumler for sig selv: “Nå, hun er tilsyneladende stadig glad for den gamle vane. Så venter jeg lidt endnu.”

Vi skrives ved – god weekend til jer alle sammen ❤️

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

8 Kommentarer

  • SVAR

    Jeg er simpelthen så glad for at fundet din blog og Instagram!! I er SÅ inspirerende og jeg elsker virkelig at følge med i jeres hverdag.

    • SVAR

      Hvor er det dejligt at læse. Tusind tak!

  • SVAR

    Wow – de sidste linjer gav så meget mening for mig selv i forhold til jeres “proces omkring nej´et.” Det var en øjenåbner i forhold til konsekvenserne ved at sige ja til ting, man ikke burde have sagt ja til. Jeg tager det til mig. Tak.

    • SVAR

      Sådan er det, sådan vil det altid være, og vi skal handle, mens vi endnu mærker hjertets kald. Paulo Coelhos Alkymisten er den smukkeste påmindelse om, at det kan betale sig at lytte til de tegn, der kommer vores vej.

  • SVAR

    Glæder mig til din bog – ved ikke hvornår jeg sidst har læst noget af nogen, der på én gang skriver så forankret, sjælfuldt og poetisk som dig. KH Maria

    • SVAR

      Wow, så smukke ord at få med på vejen. Tak for det.

  • SVAR

    Kære Maj
    Din blok er god læsning, selv for sådan en gammel single-storbyboer, som mig.
    Jeg bliver ofte dybt rørt, af det, du skriver. Der er noget i din måde at beskrive nærhed på, som tricker det bløde punkt i min mave.

    • SVAR

      Min kæreste faster,
      tusind tak fordi du finder tid til at læse med. Du er ikke de mærkater, som du har giver dig selv her: For mig er du en global, mangfoldig, kærlig, generøs og vis kvinde med liv i krop og sjæl. Mange kram og tak for dine smukke ord om mine ord ❤️