En ret dårlig dag og så havet

I går var virkelig ikke én af de bedste dage herhjemme.
Mange, mange konflikter imellem børnene, og jeg blev alt for sur. Jeg råbte (og jeg har lyst til at slette de ord nu, for jeg er ikke i tvivl om, at det er rigtig skidt at råbe af sine børn, men sandheden er, at det gjorde jeg, og der er ingen grund til at skrive herinde, hvis ikke jeg skriver sandheden.) Børnene slog også hinanden, og de nev og sparkede, og jeg var en del af det. Jeg var nærmest i kamp mod mine børn. Alt var uoverskueligt.

Sådan er vores dage ellers er ikke, synes jeg, og jeg er ked af min egen rolle i det. Jeg blev alt for følelsesmæssigt påvirket, røg alt for dybt ned i noget irrationelt og ukonstruktiv vrede. Jeg ville ønske, jeg istedet havde sat mig på gulvet med åbne arme. Jeg ville ønske, at jeg havde haft overblikket til at bryde konflikterne og erstatte dem med noget opbyggeligt. Jeg havde lyst til at sætte verdens mest beroligende film på, men jeg er samtidig ikke så glad for at bruge skærme, fordi jeg oplever, at tv/computer/etc. overvejende er mere en distraktion, end det er egentlig konfliktløsning.

Jeg tror, forklaringen gemmer sig et sted i de mange ting, som var gået forud. Kristian og jeg har haft en gruppe unge på camp siden torsdag, og selvom vi kun er hjemmefra én af os af gangen, så blev familien spredt, fordi Ilja og Live var hos deres farfar og bedstemor fra torsdag til lørdag (hvilket de havde ønsket sig længe, og det var uden tvivl dejligt for dem, men det var også uden tvivl noget, som krævede ekstra fokus og energi), mens Juno og Storm var hjemme med Kristian, og jeg var på camp. Da jeg kom hjem i går morges samtidig med Live og Ilja (og min søster), startede konflikterne. Tossede skænderier over LEGO-figurer, tegnesager og helt umotiveret drilleri.

Kristian og jeg arbejder få dage hver måned, og ellers er vi begge sammen med børnene langt det meste af tiden. Vores børn er med andre ord rigtig meget sammen med os. Hvorfor er de så så følsomme overfor stimuli og forandringer? Jeg tror, en del af forklaringen er, at de er så vant til, at vi er sammen alle seks, og at det er os, der sætter rammerne, så hele flokken reagerer, når vi pludselig ikke bevæger os synkront længere.
Giver det mening?
Oplever I også, at selv små afvigelser kan udløse store reaktioner? Hvad tænker I om det? Hvad siger det om jeres/jeres børn/jeres liv?

Måske var jeg også selv så sensitiv overfor stimuli, forandringer, etc. som barn, men min barndom var måske ikke indrettet til, at det fyldte ret meget? Måske fylder reaktionerne mere herhjemme, fordi der er plads til dem?

Men, helt kort: Den faktiske løsning viste sig at være havet. Tre gange nåede vi til stranden i går, og vi prioriterede vores energi nøje hver gang, så vi kørte derned i bil (alle 500 meter) med håndklæder i bagagerummet, og kørte hjem igen med håndklæder omkring os og med sandede fødder og saltvandshård ned af ryggen. Vi nøgenbadede i timevis (hvilket ikke kan sammenlignes med ret meget andet her i verden), fordi vi havde stranden for os selv. Lyset ved vandet rammer mig i hjertet hver gang, og hele vores perspektiv ændrer sig, når vi kommer derned. Hver dag, når vi går mod vandkanten, tænker jeg, om vi mon kommer til at bruge stranden rekreativt til vinter? Om den kommer til at være vores enestående vendepunkt på alle tider af året i det her hjemmeliv? Det håber jeg.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

12 Kommentarer

  • SVAR

    Først og fremmest skal du have et kram, et stort et af slagsen, for den følelse af at gøre det forkerte er rigtig grim og den har du ikke fortjent at sidde med.

    Mit helt eget bud er, at I alle sammen har været brugte og ikke fået ladet op igen efter udflugter og forandringer i jeres rammer. Selvom det man laver er skønt, så koster alle ændringer ekstra energi og gør det lidt sværere, at rumme hinanden.

    Jeg tror i er følsomme overfor stimuli og forandringer, fordi i har plads til at mærke jer selv hele tiden og derfor med det samme reagerer når det bliver for meget af det gode, giver det mening?

    Jeg tænker egentligt at det er meget naturligt med en voldsom reaktion, for alle var i underskud og pressede (også dig) og det gør jer mindre rummelige overfor andres opførsel, plus at I kan mærke de andre er i underskud, hvilket tilfører et ekstra pres og så opstår konflikterne og man råber og skriger, selvom man godt ved det på ingen måde løser noget, det giver bare en endnu værre stemning end der var i forvejen…

    Herhjemme kan den forkerte mad i madpakken udløse eksistentielle kriser og fuldkomment sammenbrud, det er bittesmå ting der som oftest knækker filmen for mine piger (og egentligt også for mig), hvorimod de store tunge ting dem bider de i sig og arbejder sig igennem. Jeg tænker nedsmeltningerne over de små ting, er et udtryk for de store ting de tumler med og det, at de konstant er pressede af deres sorg og følelser, gør at små forandringer de ikke er forberedt på, ikke fungerer for dem. Jeg forsøger som du, at undgå røveriet (men jeg er også presset, så selvfølgelig sker det), forsøger at de udflugter vi tager er de godt forberedt på, deres dage følger en ret slavisk struktur også i weekenden og generelt sørger for at se de er plads til følelserne også de store voldsomme af slagsen. Jeg tænker det er naturlige reaktioner og at det er sundt (uagtet hvor hårdt det er at stå i det med dem) at de reagerer.

    Jeg tror helt klart at du var lige sådan da du var barn og stadig er det og jeg tror det er sundt. Du mærker dig selv med det samme og forsøger at reagere derefter – det er i min optik det eneste rigtige at gøre… Og klart tror jeg, at jeres hverdag er bedre indrettet til at rumme reaktionerne, end den er i de fleste hjem – alene fordi jeres hverdag er derhjemme.

    Løsningen herhjemme er intensivt samvær og masser af kram, når verden vælter for os. Jeg kan godt lide jeres løsning med turene til havet og lå havet i min baghave gjorde jeg det samme – faktisk bor vi ikke langt fra havet, så jeg tror bare jeg tager løsningen til mig og kører os derned næste gang vi har brug for et afbræk fra kernenedsmeltningerne.

    • SVAR

      Tak <3 - både for din medfølelse og dine gode råd. Jeg suger det hele til mig.

  • SVAR

    Jeg kender det alt for godt, vi er alle følsomme over for forandringer hjemme hos os. Vi mærker det med en gang når rytmen i hverdagen ændrer sig. Jeg tror heller ikke skærme er løsningen, tværtimod tror jeg at man bare udsætter frustrationen, som jo skal ud før eller siden. Når det hele bliver til kaos med konflikter mellem drengene, så prøver vi at finde ro frem ved at læse en bog højt eller gå ud og lave noget helt andet. Men nogen gange så vælter det hele også for os, og man hører sig selv råbe i afmagt af ungerne. Men jeg tænker, at sådan er det at være menneske, vi gør det så godt vi kan, og nogen gange så er det bare ikke så godt. Men det er vel også ok? Vi viser bare vores børn at vi ikke altid er perfekte og at voksne også nogen gange føler afmagt, og bliver sure og gale akkurat lige som dem.

    -Tak for en dejlig blog. Jeg elsker at læse med!

    • SVAR

      Og jeg elsker, at du læser med! 😀

  • SVAR

    Så overskriften for dette indlæg på Facebook og tænkte “Det MÅ jeg læse” – ovenpå en skod-weekend med sygdom, dårligt humør…. Alt muligt, og meget en følelse af at være utilstrækkelig, og ikke særlig rummende.

    Vi tager ud af byen imorgen. Til vandet.

    Tak <3

    • SVAR

      Jeg håber, I kom ud til vandet <3

  • SVAR

    Noget af det der kan få mig til at trække vejret dybt og finde en lille accept i at jeg nogengange er en mor der bliver sur og reagerer anderledes end jeg ville ønske er tanken om at jeg altid siger undskyld og forklarer (på et niveau en 2-årig forstår) hvad der skete. Jeg håber det lærer min søn at gøre det samme – at det er okay at træde ved siden af hvis man formår at sige undskyld og stå ved at det ikke var okay.

    Men som du skriver har vi også langt færre konflikter nu hvor han er hjemme. Ligesom vi er sluppet af med mareridt og eftermiddage med uforklarlig ked-af-det dreng. Så når tingene vælter har vi meget mere overskud til at rumme Villads, vi er også nået til et sted hvor vi (for det meste) håndterer det ved at sige til ham at vi kan se det er svært lige nu men at vi har ham og er her uanset hvad. Jeg synes det er med til at give ham en ro og en tillid både sig selv og os.

    Jeg håber i kommer til at bruge havet året rundt – jeg synes det er sådan et godt sted både at finde ro og rum til noget af den vildskab vi alle har indeni (sagde hende der er dybt afhængig af Vesterhavet året rundt)

    • SVAR

      Vise ord: Det med at børn jo lærer meget ved at se os håndtere konflikter (mere eller mindre godt). Åh, nu længes jeg lidt efter det vilde vesterhav..

  • SVAR

    Vi er også alle fire følsomme overfor forandringer herhjemme – det er en svær, men givende og god balancegang. Vi lader op, lige som jer med ro, samvær og natur, og så går begge børn til kraniodakral terapi hver anden måned. De nyder det helt vildt og det er virkelig en god måde at lade op på. De første par dage efter behandlingen er de trætte og sure, men derefter kan man mærke, hvor meget det har givet dem. Det er klart en anbefaling her fra – og jeg tænker tit på, at jeg også selv skal komme afsted til det:)

    • SVAR

      Rigtig god idé med kraniosakral terapi. Jeg har tænkt på det flere gange, siden du skrev din kommentar (og ja: få en tid til dig selv. Hvorfor ikke?)

  • SVAR

    Kære Maj
    Jeg kender det.
    Det kommer engang imellem, nogen gange i bølger men meget mindre, når vi hjemmeunderviser end da min datter gik i skole.

    Jeg tror, at det er en vigtig del af at hjemmeundervise. Konflikterne bliver taget derhjemme – nogen gange let og ubesværet andre gange knap så heldigt, men det er faktisk de bedste gange, for det er de gange vi lærer rigtig meget af dem – både voksne og børn:-)

    Forskellige aldre giver forskellige problemer. Da mine børn var yngre havde de en slags problemer, nu er de ældre og problemerne har ændret sig.

    En er blevet teenager, den anden bedre til at sige fra.

    Sjovt nok burde det næsten give flere problemer, men det gør det ikke, de har bare fået en ny struktur – noget nyt skal læres.

    Faktisk mener jeg, at det er en af de absolut største grunde til at børn, som bliver hjemmeundervist faktisk har ret så mange sociale kompentenser.
    Vi har tid til at lære af vores konflikter.

    • SVAR

      Kære Christine, mange tak for din kommentar, som jeg er vendt tilbage til i mine tanker mange gange, siden den tikkede ind. Jeg finder ro i tanken om, at vores konflikter netop er lærerige, fordi vi tager dem med hinanden og ikke med fjernere relationer, hvor der er mindre tid til at de-briefe m.m.