Er der noget, som føles forkert? (De bedste forældre er dem, der tager ansvar, og ingen kan tage ansvaret for os)

Vi har alle ansvar for vores liv.
Vi har ansvar for vores indstilling til hverdagen, opdragelsen af vores børn, måden vi er i et parforhold, vores måde at møde verden, det arbejde vi udfører til hverdag.
Vi har ansvar, men ikke skyld. Der er en forskel, og den er vigtig: Ansvaret er den kraftfulde og positive faktor, som ændrer alt, når vi tager den på os (hvorimod skyld er lammende).
Ingen kan eller skal tage ansvaret for os; Kun vi kan løfte vores livs ansvar, og kun vi kan høste frugten og den dybe glæde ved at leve et bevidst liv med ansvarlige til- og fravalg.

Jeg tager personligt ansvar, hvilket betyder, at jeg oplever at have uanede muligheder, fordi jeg synes, jeg har valgt mit liv selv, også selvom jeg har oplevet stor sorg, smerte og traumer i mit liv. Selvom en del år var svære, og der har skullet kæmpes kampe, føler jeg, at jeg selv har den største indflydelse på at indrettet min hverdag, som det er bedst for min familie og jeg. Jeg føler mig fri og bemyndiget.

Når man får børn, er man ikke længere kun ansvarlige for sig selv, men også for dem – så længe de er børn. Vi påtager os den størst tænkelige opgave et menneske kan, og vi bliver aldrig de samme igen,

“Hvordan tør du tage ansvar for dine børns uddannelse?” spørger mange, og jeg svarer: “Vi har alle ansvar for vores børns uddannelse, men de fleste vælger at outsource den, og mange tager ikke stilling til, at deres børns skolegang stadig er deres ansvar.”
Vores børn er ikke statens, normens, naboens, vennernes eller bedsteforældrenes – de er vores.
Jeg opponerer ikke imod, at man vælger at sende sine børn i skole, men jeg mener, det er afgørende for hele barndommens kvalitet, at man som mor og far tager kritisk stilling til den skole, man sender sine børn i, ligesom jeg mener, det er afgørende for et voksent menneskes selvfølelse og livskvalitet at tage kritisk stilling til, hvor og med hvad man arbejder; hvordan man bor og med hvem; hvad man spiser og hvor. Skolernes mistrivsel og usunde menneskesyn er blot ét af utallige symptomer på den kultur, vi har forvildet os ind i. En kultur, der ligger endog meget fjernt fra vores natur, men som er blevet så dominerende, at vi har svært ved at tænke ud over den, og som dag for dag nedbryder vores selvfølelse, individualitet og glæde.
Vi har i Danmark en massiv institutionalisering af små børn, hvilket kan resultere i dårlig tilknytning, som så igen kan have mange og vidtrækkende konsekvenser for vores voksenliv. Vi kender det fra os selv: Det indre sårede barn kalder på omsorg og opmærksomhed, ligesom vores børn gør det.
På samme måde, som skolerne i højere grad presser vores børn med længere skoledage, et ensidigt fokus på såkaldt faglighed fremfor dannelse og højere klassekvotienter samt lærere med dårligere arbejdsvilkår, presser arbejdspladserne mange ansatte med længere arbejdstid, konstant tilgængelighed, højere krav til præstation og mindre frihed og selvbestemmelse. Men samtidig med at dette sker, sker altså også det modsatte: En viljestærk og vidtrækkende bevægelse for netop det modsatte er i gang, og vi mærker det hele tiden tydeligere: Mange bryder ud af det såkaldte hamsterhjul, sætter sig selv fri, og overvejer således også alternativerne for deres børn.

Vi kan være aktive og bevidste forældre, som har børn, der går i skole. Det kræver, at vi forholder os kritisk til de krav, vores børn mødes af i skolen – og de krav, vi stiller til dem uden for den. Det kræver i høj grad, at vi tør se med autentiske, ærlige øjne på de forventninger, som de fleste af os er kommet til at tage for givet; forventninger, der ofte er mere skadelige end det modsatte.
Dit barns lærer siger, at han er urolig i timerne: Er der noget galt med dit barn; skal han irettesættes og passe bedre ind, eller er det rammerne, der er for snævre, og ikke giver ham plads til at være det menneske, han nu en gang er?
Dit barns lærer siger, hun ikke er tilstrækkeligt god fagligt: Er du enig i, at dit barn ikke udvikler sig, som hun skal, eller ser du et barn i trivsel? Hvis du mærker efter, og betragter dit barn fra hjertet fremfor med den tillærte frygt, er hun så et væsen i trivsel eller ét, der har brug for at forandre sig?

Når jeg igen og igen går på tv eller i et blad eller en klumme eller en avis, og fortæller om min families ukonventionelle hverdag, er det ikke hverken for at få opmærksomhed, eller fordi jeg tror, det vil være bedst for alle at hjemmeskole, som vi gør. Det er fordi, jeg vil inspirere til at stille krav til de rammer, vi placerer os selv i og krav til os selv om at se os selv dybt i øjnene og træffe valg, vi kan stå inde for.
Jeg mener helt oprigtigt, at skolen kan lære af alle os, der tænker nyt i forhold til uddannelse, og som ser det hele menneske fremfor et fragmenteret billede af en barndom, hvor individet helst skal passe ned i nogle forudbestemte rammer. Jeg synes, det er vigtigt, at vi går foran ved at vise vores børn, at vi respekterer dem, elsker dem, og er ligeværdige med dem. Jeg mener, at den personlige autencitet er afgørende, og det forpligter at være autentisk: Vi må nødvendigvis stole på vores mavefornemmelse, også selvom det er uvant.
Der er helt utroligt meget “man bør” og “vi plejer” og “det fornuftige er” i vores samfund, men hverken den ene eller den anden af de sætninger er mere end blot en vane; en frygt for hvad der vil ske, hvis vi lytter til os selv, og tager personligt ansvar.

“De bedste forældre et barn kan have, er forældre, som tager ansvar for deres fejl i takt med, at de erkender dem.” Sådan skriver Jesper Juul i én af sine bøger, og det er den skønneste, tilgivende og på samme tid ansvarlige sætning. De perfekte forældre findes ikke, så de bedste forældre er dem, der tør blive klogere, og guderne vil vide, at det kan vi alle sammen blive, altid.

Siden skolestarten i sidste uge har jeg fået mails fra forældre, som er kede af deres børns møde med skolen. “Men hvad skal jeg stille op? Vi bor i et område, hvor “man bør” gøre det ene og det andet, og hvor man stikker ud, hvis man gør noget andet.”

Jeg har anonymiseret et par eksempler fra min mailbakke:

“Min søn startede i 0.klasse igår. Det var en meget voldsom oplevelse for både ham og jeg (og flere andre jeg har talt med). Skolen har et unaturligt og usundt fokus på fagligheden og præstationer, og glemmer det hele lille menneske og andre vigtige kompetencer. Han taler om, at han ikke vil i skole. Han er dygtig til bogstaver og tal, men er ikke interesseret i at sidde stille og lære i traditionel forstand.”

“For en uge siden startede min datter i børnehaveklasse på den lokale folkeskole. I løbet af den uge er jeg gået fra at håbe, at folkeskolen er en skole for alle, til at føle at folkeskolen er en skole for ingen. For hver dag har hun set mere udslukt ud. På tredjedagen kom hun i konflikt på legepladsen, på fjerdedagen kom hun hjem, og spurgte “hvorfor er jeg så anderledes, mor?”. På femtedagen ventede jeg udenfor klasseværelset, og kunne høre hende blive irettesat for igen at drille en anden elev. Hun sagde til mig, at hun har svært ved at lade være, fordi hun føler sig presset og forkert. Men hvad skal jeg gøre – fornuften siger, at jeg skal give folkeskolen en chance, mens min mavefornemmelse siger det modsatte.”
Mine svar til de mødre, som har skrevet til mig, har været en variation over dette:
“Du bliver nødt til at tage din mavefornemmelse alvorligt, og uanset om du overvejer at hjemmeundervise eller finde en anden skole, så tag alligevel din søn ud, mens du leder efter et bedre alternativ. Først beder du selvfølgelig om en akut afklarende samtale med lærer og evt. skoleleder, hvor du forklarer din bekymring, din søns forbehold og dine overvejelser ifht. andre muligheder. Men endnu vigtigere viser du med dine handlinger din søn, at du nærer respekt og omsorg for hans væsen og personlige integritet, så du fortæller ham, at du også har forbehold, og at du derfor holder ham hjemme, til du er blevet klogere.

Du skal ikke efterlade ham i en skole, hvor han ikke trives, når du allerede ved, at der findes alternativer. Én ting er, at du vil bære rundt på en følelse af at have svigtet ham, men endnu vigtigere risikerer du, at den udslukte fornemmelse i ham bliver en konstant og uforanderlig virkelighed, som ikke kan vendes på hovedet på en enkelt weekend. Jeg har en søn, som er bange for at fejle, og derfor er meget forsigtig med at tage hul på nye udfordringer, og jeg tror en del af kimen til den tilstand er grundlagt i skolen (en iøvrigt frisindet og rummelig friskole), fordi han havde et langt større behov for frihed, personlig autencitet og kreativitet, end skolen kunne tilbyde.

Jeg har tidligere skrevet om fornuftsbegrebet på min blog, og vil nævne det her også: Hvad er fornuft, hvis ikke det er at tage din intuition og dit barns reaktion alvorligt? “Fornuft” er ikke en ensrettet, generel tilstand eller retning, som man kan logge ind på og dermed sikre, at alt er godt. Fornuft er i værste fald det, nogle har taget patent på for at få os til at passe ind i det system, de ønsker, vi skal bidrage til. I bedste fald er fornuften din egen; en personlig oplevelse af rigtigt og forkert.

Jeg bliver nødt til at fortælle jer alle sammen, at når man træder ud af den sociale konstruktion, som hedder skole -videregående uddannelse – job – pension, og begynder at tilrettelægge sit liv selv, så får man så meget tid, så mange muligheder, så meget glæde, lethed, indflydelse, som man aldrig havde troet, var en mulighed.
Jeg bliver også nødt til at fortælle jer, at der er uendeligt mange versioner af det gode liv. Den angst, som er forbundet med at tage chancer og leve et mere lystbetonet liv, er aldrig en berettiget angst. Frygt og angst er aldrig gode grunde til at lade være.

Tiden er vores eneste reelle ressource. Jeg har skrevet om det herinde til hudløshed: Når tiden er gået, kommer den aldrig igen. Den dag, vi netop har vinket farvel til, kan aldrig kaldes tilbage. Vores børns livsglæde, medfødte visdom og unikke væsen er i tiden, i kærligheden, vores nærvær.
Intet andet tæller på samme måde som tiden. ALT andet kan vi gøre om; tage patent på senere, satse på en anden gang. Men tiden venter ikke, den kan ikke samles til bunke, og man kan ikke spare på den ved at lade den gå ubemærket forbi. Når dagen er gået, er den for altid borte.
Et dansk barn bruger gennemsnitligt 11.000 timer i skolen. Jeg synes, det er af største betydning, hvordan de timer bruges, i hvilken tilstand, sammen med hvem. Jeg mener, at nysgerrighed, livsglæde, dialog, selvfølelse, samspil, kreativitet og handlefrihed er afgørende for barndommens kvalitet. Jeg mener, at barndommen har en værdi i sig selv, og det er ikke godt nok, at “man sagtens kan klare sig på trods af lange dage i institution og skole.” Hvem har lyst til blot at klare sig på trods? Det er en trist forventning i et samfund med de bedste muligheder for at give os hver især plads til at blive de mest givende samfundsborgere.

Jeg har den mest positive forventning til vores børn. De er så kloge, fine, progressive, intuitive og vidunderligt kreative.
Giv dem tid, plads og kærlighed og lad os stå sammen om dem, mens de lærer sig selv at ændre verden til et bedre sted.

Jeg har den mest positive forventning til forældre, som mærker efter indeni, og tager ansvar for deres livsvalg.
Giv dig selv ro og omsorg og hav tillid til, at når de vælger med hjertet, så vælger du aldrig forkert.

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

5 Kommentarer

  • SVAR

    Åh så fantastisk skrevet!! Jeg får altid sådan lyst til at gøre noget drastisk her og nu, når jeg har læst dine indlæg:) Vores største udfordring herhjemme er nok, at vi to voksne og to af vores fire børn ville have kæmpe glæde af hjemmeundervisnings-livet på en stor gård et sted ude på landet. Og hen over sommeren var det også den beslutning vi tog. Når min mand er færdig m uddannelse om et år, så sker det – wuhuu:)
    Men så startede vores ældste i skole igen – 1. klasse – og hun elsker det!! Pokkers, kunne jeg næsten fristes til at sige, for hvis jeg så skal følge min mavefornemmelse, så er jeg faktisk ikke sikker på, at et hjemmeliv med en masse ro og nærvær lige er hende… Hun er vild med mennesker og fart på og legeaftaler. Og også skolen (har selv besluttet at hun vil være skolelære engang…). Så for os havde skolestarten faktisk lidt den modsatte virkning…:(

    • SVAR

      > Tina, min yngste datter (11 år) vælger faktisk også folkeskolen til i år, efter at jeg sagde nej til hjemmeskole sidste år (hendes storebror er hjemme, og jeg skulle lige finde fodfæste). Men det har givet mig en helt anden ro ifht hendes skole. Fordi hun selv vælger det. Jeg føler ikke at jeg skal ligge under fra krav fra skolen, jeg føler ikke længere at den er en autoritet. Det er selvfølgelig – på en måde – stadigvæk mit ansvar at sørge for at hun kommer veludhvilet af sted med en god madpakke og fyldt penalhus. Men hun skal selv VILLE det. Jeg kommer ikke til nogensinde at tvinge hende i skole igen, eller presse hende til at lave lektier; hvis ikke hun selv vil leve op til disse krav, må vi tage den derfra. Og når det er sagt, kan du jo vælge at være glad for at din datter er glad lige nu. Der er ingen der ved, hvad hun vil om et år. 🙂

  • SVAR

    Som altid velskrevet, reflekteret og velfunderet!

    Du ved, jeg er helt på linje med dig! Og logikken er i min verden ikke til at tage fejl af!

    Nu er jeg dog havnet i en situation, hvor børnehavelederen forsøger at overbevise mig om, jeg ikke har ret ved at trække en Judith Harris’ teori om, hvordan et menneske skabes, ind i vores meningsudveksling.

    Og nu føler jeg mig så frustreret. Har du evt noget materiale liggende, du har mulighed for at dele, om hvordan børn lærer af voksne og ikke af børn? Du har skrevet om det flere gange.

    Og undskyld jeg sådan forstyrrer, men er bare frustreret over ikke at have hørt og taget alvorligt af børnehavelederen.

  • SVAR

    At læse din blog fører mig tilbage i tiden. Det mod det i sin tid krævede at vælge et anderledes liv. Og usikkerheden, som kom krybende længe efter. Gør jeg det godt nok? Lærer de nok? Hvad er vigtigt?
    Nu har jeg et liv, som er fyldt med alt det jeg/ vi godt kan lide og efter mange år har tiden vist mig, at vi egentlig gør det meget godt, hvis det skal måles, som det bliver målt i den “virkelige verden”.
    Men usikkerheden kommer stadig snigende, mit forhold til den har ændret sig. Jeg har fået lettere ved at være sammen med den, hvilket har gjort, at jeg har kunne betragte den.
    Jeg opdagede at den sagde til mig, at jeg ved at tage ansvar for mine børns liv ved at hjemmeundervise faktisk er uendelig lykkelig, men fortjener jeg virkelig det? Skal det slet ikke gøre ondt? Skal jeg ikke bare klare det på trods? Skal jeg slet ikke gøre noget jeg ikke har lyst til?
    Jeg har gået i skole hele min barndom/ungdom, og jeg bliver stadig overrasket over, når den prægning jeg fik gennem de år spiller mig et puds 35 år senere. Jeg skal virkelig aktivt vælge at forvente mere, fortjene mere, virkelig forstå at det er ok at nyde mit liv – hele tiden.
    Når jeg taler med folk og fortæller, at vi hjemmeunderviser, så møder jeg meget ofte sætningen, men mit barn gider ikke altid at gå i skole/ er skoletræt, men det er godt at lære at gøre noget man ikke har lyst til!
    Den muskel trænede jeg også ihærdigt fra jeg var 6år til jeg var i 20’erne. Og jeg arbejder stadig på den hver dag:-) men nu med at ae den, få den til at slappe af og lade andre (og mere livsbekræftende) versioner af mig selv komme på banen.
    Tak til dig Maj som igen inspirerer mig til at sætte ord på. Knus

    • SVAR

      Kære søde du,
      Jeg kender godt den usikkerhed, som du beskriver, og jeg har næsten dagligt indre dialoger, hvor jeg fortæller mig selv, at mine børn er godt stillet, selvom jeg bliver sur, mister overblikket, eller ikke altid er så rummelig, som jeg helst vil være. Ville det gavne mine børn at komme i skole på den baggrund? Svaret er naturligvis nej. Skoler kan være skønne, bevidste, nærende steder, og jeg ønsker mere end noget andet at inspirere til flere af den slags, men et hjemmeskoleliv er også alt det, og vi holder af det.
      Livet skal ikke være ubetinget nemt eller bekymringsfrit, men det skal heller ikke være lidelsesfuldt og hårdt. Vi lærer gennem udfordringer, men vi lærer også, når vi skaber et harmonisk og rummeligt liv, hvor vi giver mere, end vi tager, og følger vores hjerter.
      Og det er jo det, I gør i din familie ❤️