Er min følsomhed særlig, eller er den i virkeligheden det mest naturlige?

Dagene er mest af alt sociale lige nu.
Vi holdt julestue i søndags med knap 40 besøgende, store som små, fodboldkampe, kage og klipperi.
Så kom mandag med besøg fra vores søde venner, der er flyttet fra England til Danmark, og om eftermiddagen havde jeg seks børn med til fodbold i Marstal.
I går holdt jeg et møde af den slags, som krævede fokus i så mange timer, at jeg efterfølgende faldt i søvn på legeværelset med ansigtet i madrassen og benene ud over kanten. Lige indtil børnene vækkede mig, fordi vi skulle spise.
I dag skal jeg have ro, og roen kommer ikke af sig selv, så den skal jeg insistere på, skabe ud af omsorg for mig selv og mine nærmeste. Fordi jeg ikke vil ende med at have hjertebanken flere dage i træk eller føle min hals snøre sig sammen, når jeg tænker på juleaften, Junos fødselsdag i næste uge eller tøjvask.
Jeg vil ikke ende hudløs og udsat, og det gør jeg, hvis ikke jeg skaber ro nu.

Jeg er blevet mere følsom de seneste år. Ærligt talt plejede jeg at rynke på næsen af den slags mennesker, som har en lavere tærskel for overstimulering, eller som siger det højt, når de har brug for en pause.
Og det på trods af, at jeg selvfølgelig altid selv har været både sensitiv og følsom og i stand til at mærke alle omkring mig og aflæse signaler, næsten før de blev sendt. Men jeg plejede ikke at lytte til mig selv eller tage min krops signaler alvorligt. Det var mit indtryk, at styrken sad i at kunne blive ved, altid stå midt i det hele, aldrig give op.
Min følsomhed er intensiveret, jeg er blevet mere opmærksom på den, og jeg tror, det skyldes, at vores hverdag er mindre travl. Det kunne opfattes som en svaghed, men jo bedre jeg kender mig selv, jo tydeligere bliver det, at min følsomhed er en styrke.

Min følsomhed såvel som mine børns og min mands er vores værn mod et liv, der ellers kunne løbe fra os. Det er med hjælp fra kontakten til vores egen indre balance, at vi bliver holdt fast i nuet og tvunget til at prioritere.
Mine børn siger indimellem “Jeg har givet alt, jeg har, så vi er nødt til at aflyse alle aftaler i morgen”, og jeg bliver ofte instinktivt irriteret – skal vi så skuffe nogen ved at være dem, der melder fra?
Efterhånden erfarer jeg, at når respekterer os selv, viser vi samtidig vejen for dem, som måske har sværere ved at respektere deres egne signaler. Målet er naturligvis ikke at planlægge for meget, så man slipper for at skulle aflyse igen og igen.
Men jeg ved også fra mig selv, at når jeg møder respektfuld ærlighed hos andre, bliver jeg inspireret til at mærke efter, og hvem kender ikke følelsen af lettelse, når nogen aflyser, og man med det samme forstår, at man også selv trængte mere til ro end til aktivitet?

I dag vælger jeg roen. Jeg bliver hjemme fra formiddagsturen op i den sportshal, som vi netop har meldt os ind i for at kunne spille fodbold non-stop alle ugens dage (what.have.we.done), og lader Kristian tage af sted med børnene nogle timer. Jeg bliver hjemme fra et uden tvivl givende samvær med dejlige hjemmeskolevenner, simpelthen fordi jeg ikke kan tage eller give mere lige nu. Jeg bliver hjemme for ikke pludselig at blive så træt, at jeg ikke kan noget overhovedet.

Ofte siger jeg til mennesker, der har svært ved at drage omsorg for sig selv: “Jeg ved, at du knokler for at være der for nogle andre, men hvis du bliver ved på den måde, kan du pludselig ikke være der for nogen overhovedet – ikke en gang dine nærmeste.”

Jeg siger også med mellemrum, at jeg ikke er disponeret for at få stress. Hvorfor ikke? Der er flere faktorer, formoder jeg, den væsentligste er nok, at jeg passer på ikke at leve, så jeg risikerer at blive stresset. Det kræver skarpe prioriteter, en hverdag med mening og ikke mindst evnen til at sige stop, også når man føler, man burde.

Min sensitivitet er ikke særlig eller enestående eller noget som helst andet end fuldkommen naturlig. Men den udmærker sig i et samfund, hvor mange har så travlt, at deres medfødte sensitivitet og følsomhed bliver skubbet til side til fordel for en såkaldt robusthed, som måske i virkeligheden er en måde at maskere en form for bedøvelse eller lammelse. Måske er det, at man kan klare helt utroligt meget, og aldrig bliver træt, og altid helst vil være der, hvor det sker, ikke er et udtryk for styrke men for en evne til at overleve, på trods.

Og det er det, jeg forsøger at undgå i dag: At overleve på trods. Jeg øver mig i at leve, ikke på trods, men leve med mening og fuldt overlæg.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

8 Kommentarer

  • SVAR

    Det er nærmest verdens sværeste balancegang du her skriver om. Så svær, som jeg oplever det, fordi vi fra barnsben er præget af, at det er i det sociale og udadvendte liv vi er hele mennesker.
    Balancegangen bliver ikke mindre svær, når man opforstrer en stor børneflok, hvor behovene for udadvendthed er forskellige. Det bliver først nemmere, når man accepterer at ikke alt kan lade sig gøre i samlet flok, og at den/de som trækker sig IKKE er den mærkelige/unormale.det tager tid, tid, tid. Men når vi, som er ved at lære det, kan videregive denne viden til vores unger, er de allerede på vej på en klogere livsbane, end vi var, i vores yngre år.
    Rigtig god puste ud dag til dig og Tillykke med lillepigen lige om lidt. Kh

    • SVAR

      Enig, enig, enig – det er simpelthen ikke nemt, det har det aldrig været, men i denne tid hvor der konstant er mennesker på den anden side af skærmen, oplever jeg, at det er vigtigere end nogensinde at sige fra, koble af, bare være til. Glædelig jul til dig, kære Lisbeth ❤️

  • SVAR

    Det rammer helt vildt spot on! Tak! Tak for at sætte ord på nogle tanker, jeg ikke vidste jeg gør mig rigtig meget. Og tak for at vise helt konkret på instagram hvordan du så udlever det. Vil du ikke skrive mere om det? Det er simpelhen så givende at få nogle “live” eksempler.

    • SVAR

      Jo, det vil jeg i hvert fald – hvis du vil forklare lidt nærmere, hvad det er, du efterlyser? Er det eksempler på hvordan jeg respekterer min følsomhed fremfor at undertrykke den?

  • SVAR

    Det er så svær en balancegang! Jeg synes egentlig efterhånden at jeg er blevet bedre til at mærke om jeg kan klare mere eller ej. Det store problem nu er at jeg har børn der bliver skuffede hvis vi ikke deltager i alt muligt. Og endnu værre er det næsten at de (især den ene) heller ikke kan holde til det, så der er nogle voldsomme reaktioner herhjemme efterfølgende. Det burde være simpelt nok, vi burde bare lade være, men de vil bare også så gerne deltage. Så jeg synes faktisk det er ret svært. Jeg håber det bliver bedre når vi tager dem hjem om lidt og der kommer mere ro på hverdagen.

    • SVAR

      Jeg tror, man skal huske på, at børne ligesom vi andre, indtil vi modnes til at hvile i os selv, er bange for at gå glip af noget. Derfor er det vores ansvar som voksne at tage ansvar og sige fra på vores såvel som deres vegne. “Ja, det lyder sjovt, men vi har mere brug for at slappe af.” Ofte opstår der noget meget fint, når skuffelsen har lagt sig, og når børn er hjemme, bliver de langt bedre til selv at mærke det og sige fra.

  • SVAR

    Tak Maj, som altid spot on; “Min følsomhed er intensiveret, jeg er blevet mere opmærksom på den, og jeg tror, det skyldes, at vores hverdag er mindre travl.” Det har jeg selv tænkt meget over. Om jeg er blevet mere “svag” de seneste 10 år, eller om det er fordi jeg tillader mig at mærke det og ikke bare moser på. Som dig tror jeg mest det sidste. Jeg drømmer om et liv med mere ro, og et hvor jeg kan tillade mig at give efter for min introverthed – vi arbejder os målrettet hen mod det. Altid dejligt at læse med herinde 🙂

    • SVAR

      Kære Liv, det gør mig så glad, at I arbejder målrettet hen mod det liv, I drømmer om. Drømme er ikke meget værd, medmindre man tager dem alvorligt – og det gør I. Godt nytår – 2019 bliver skønt ❤️