Et forældreskab i udvikling – 2. Del: “Vejen hjem”

Jeg har været optaget af hjemmeskoling siden engang i 2013, hvor jeg købte en bunke bøger på amazon, og læste i månedsvis. Jeg studerede Charlotte Mason, Thomas Jefferson, John Holt, Clark Aldrich, John T. Gatto med flere. Det ramte noget i mig, det med at tage ejerskab over sine børns uddannelse: Det var en sandhed, som jeg vidste, skulle blive en del af min families vej.
Men ikke med det samme.

Årene gik, og jeg læste jeg med på Speltmor.dk, hvor Cecilie delte sine tanker om hjemmeskoling. Jeg sugede til mig af hendes erfaringer, og brugte hendes ærlighed om både fordelene ved at hjemmeskole og de svære tider som en form for udfordring af min egen overbevisning.
Hun skrev: “Det her er så anderledes og så grænseoverskridende en beslutning at tage til at begynde med, at fundamentet af værdier og overvejelser selvfølgelig er i orden. Man tænker en flod af tanker, når man ikke sender sit seksårige barn i skole.
Jeg læste Cecilies ord med stor opmærksomhed, fordi jeg ikke havde lyst til at sende Storm i skole. I stedet havde jeg en lille smuk følelse indeni af, at han ville trives bedst med at være derhjemme. Sådan er han nu en gang; en følsom, begavet, finurlig og nysgerrig sjæl. Nok meget lig mig selv.

Min egen skolegang var vist ganske gennemsnitlig: Præget af en konstant kamp for ikke at være taberen og fyldt med en helt utroligt masse timers input, som jeg glemte igen, så snart jeg forlod klasselokalet. Jeg lærte mest, når jeg læste de bøger, jeg selv fandt på biblioteket, og når jeg tegnede timevis med musik i ørerne på mit værelse.
Det virkede helt oplagt, at den egenmotiverede indlæring og det frie liv ville være meningsfuldt for os som familie. Faktisk er det så naturligt for mig, at jeg ikke kan forstå, hvorfor det af nogle bliver opfattet som en provokation.

Men, Kristian og jeg fandt i første omgang en friskole på Ærø, og flyttede herover. Blandt andet fordi friskolen virkede som det bedste alternativ til at hjemmeskole. Og jeg følte mig ikke klar til at hjemmeskole endnu, og Kristian var skeptisk, nok mest af praktiske årsager. Det var som om, det stadig var udenfor vores rækkevidde.

Storm startede i skole, og det har været to rigtig fine år for ham. Han har fået et netværk på øen, og vigtigst af alt er han ikke gået i stykker af at gå i skole. Fire dage om ugen har han været af sted, og i den samlede 0.-1. klasse har der været fokus på krea, yoga, massage og meditation og ikke ret meget fokus på “faglighed” eller ensrettet læring. Det var de to år, der skulle til, før Kristian og jeg blev klar til at give hjemmelivet en ærlig chance.

Og her er jeg så nu: Her, hvor jeg tør tro på, at jeg kan have mine børn hjemme. Fordi jeg stadig er overbevist om, at det er den bedste løsning for os, og fordi jeg ved, at det skal prøves. Selvom ingen kan love mig, at det bliver en succes.
Hvad har forandret sig, siden jeg er klar nu?
Jeg har. Jeg er et andet sted i mit liv, end jeg var for bare to år siden. Jeg tror, det i sin essens handler om, at alle mine børn er her (vi skal ikke have flere), og den yngste er halvandet. De kan alle sammen gå. De sover godt om natten. De forstår, hvad jeg siger.
Tidligere i dag forestillede jeg mig, hvordan det ville være, hvis jeg fik et barn mere nu: Ville jeg alligevel være klar til at tage de andre hjem?
Jeg tror det ikke.

Min ro hænger i høj grad sammen med den frihed, som følger med mine børns selvstændighed, og det er faktisk rart at erkende, at jeg ikke udelukkende har gået og ventet på min egen udvikling, men at jeg også har været afhængig af nogle forandrede omstændigheder: Fordi mine børn er ældre, kan jeg overskue mere. Ergo vil jeg have mine børn hjem.
Det kan virke omvendt, at jeg ikke først og fremmest har haft mine børn hjemme de første år, men sådan er livet  jo: Uforudsigeligt og ikke altid let at forstå.

Kristian og jeg har længe snakket om, at vi ville tage af sted i nogle måneder til vinter. Vi ville leje et stort hus ved stranden i Thailand og nyde sol/sand/koriander og mango lassi. Alle sagde: “Det lyder skønt. Gør det.” Men så tænkte vi: “Hvorfor ikke tage børnene hjem og være sammen med dem her? Unschoole og se hvor det fører os hen?” Det er jo her, vi helst vil være: på vores lille, fredeligt plet i verden.
Hvorfor skulle vi rejse væk for at være sammen med vores børn?

Vi er ved at være klar til at sige: “Ja, vi gør det,” og jeg har mærket tvivlen, alt det, som man kan blive usikker på. Jeg har hørt min egen frygt for manglende overskud hviske ord i mit øre, og jeg har tænkt på alle dem, som måske kan have svært ved at forstå os, og jeg føler først og fremmest en ømhed overfor skeptikerne. En ømhed over den frygt som så mange lever med. Frygten for alt der er anderledes og tvinger os til at tage ansvar.

Jeg vil gribe drømmen og gøre den til levet liv, og jeg håber eddermame, at det varer de næste mange år, for jeg kan ikke forestille mig noget bedre. Jeg håber, at det tager så vildt kegler, som jeg drømmer om. At vi elsker det alle sammen, og blomstrer, og aldrig tvivler mere, end godt er. Men selv hvis vi smider håndklædet i ringen om en måned, og siger: “Det var slet ikke for os,” er det langt bedre at prøve end aldrig at give det en chance.

Den anden dag læste jeg en mors blogindlæg om hjemme- og unschooling, som fuldkommen forklarede alt det, jeg allerede vidste, og alt det, som jeg havde godt af at få bekræftet. Hun skriver så ærligt om tvivlen og frustrationen og om den endeløse stolthed og glæde ved hjemmeskoling. Hun fortæller om sine nu store børns uforudsigelige interesser og overraskende karriereveje, og hvis du er den mindste smule interesseret i fri læring, synes jeg, du skal læse den velskrevede, ærlige og reflekterede tekst.

 Jeg kan også anbefale de her fire minutter:

– Eller den her:

Mange har spurgt, hvad vi stiller op økonomisk, hvis vi tager børnene helt hjem?
Og om jeg stadig kan få tid til at skrive?
Om vi er bange for børnenes faglighed?
Og hvad med deres sociale liv?
– Og meget mere.
Det svarer jeg på, snart.

Jeg glæder mig til at skrive videre om det hele og ikke mindst til at erfare meget mere og udveksle tanker og idéer med jer, som læser med.
Mon ikke jeg kommer til at skrive en del mere om hjemmelivet (og om unschooling) den næste tid, og jeg tror, jeg vil lave en kategori tilegnet det, så man selv kan vælge, om man gider følge med dag til dag. Altså, om man hellere vil læse om alt det andet, der også foregår her på stedet. For det er der rigeligt af:

I den kommende uge skal for eksempelvis have to små grise (og Kristian og børnene har bygget et hus til dem, og lavet stødhegn). Og vi har fået to katte (dem kan I se på Instagram – og gosh hvor er de bløde og lækre) og vi skal lave bålmad, sove længe (yea, right) og se vores venner. Og ja, så er alle de tre store unger ved at lade deres hår gro langt, så vi skal også øve os i at bruge de der elastikker, som holder håret væk fra øjnene…

 

Læs 1. Del om et forældreskab i udvikling HER

Læs mere om vores rejse mod hjemmeundervisning HER

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

10 Kommentarer

  • SVAR

    Kære Maj My !
    Jeg har ikke selv sat mig ind i hjemmeundervisning , men glæder mig til at læse om dine opdagelser på feltet .
    Der er alligevel mange ting der suser rundt i mit 70 årlige hoved og specielt fordi jeg har været underviser i o klasse i mange år , det jeg tænker er : hvad med børnenes sociale liv , hvad med respekten over for andre børn og mennesker i det hele taget som er og ser anderledes ud , hvad med de krav der altid kommer fra andre end familien , og vil jeres børn synes i holder ferie hele tiden ??? Og meget mere.
    Det er ikke fordi jeg ikke tror i kan løfte opgaven , tro endelig ikke det , jeg glæder mig til at læse om jeres nye liv , og god vind med projektet . Knus fra en gammel mor til 7 børn der alle er blevet tvunget i skole ,men dog kommet godt ud på den anden side Lillian

    • SVAR

      Kære Lillian, hvor er det dejligt, at du læser med, og jeg kan godt forstå, at det suser rundt i dit hoved. 70 år eller ej 🙂 Jeg tror ikke at nutidens skolestruktur med 25 elever per klasse og lange dage fordrer rummelighed eller social tolerance. Tværtimod tror jeg ofte, det modsatte er resultatet, fordi både børn og unge føler sig pressede i et system, som forlanger stadig mere af den enkelte uden samtidig at tage hensyn til netop den enkelte. Hjemmeskoling er mange ting. Nogle hjemmeskoler med faste undervisningsskemaer og pensum, andre lader børnene lede deres egen læring. Jeg er ikke bange for, at mine børn skal opleve livet som én lang ferie, for ferie er det bedste, jeg ved, og sådan ønsker jeg også, at mit eget liv skal være. Så længe jeg har tillid til, at mine børn er fulde af initiativ, drivkraft og viljestyrke, så længe de er omgivet er nærende og respektfulde voksne, skal det nok gå. Mange hilsner, Maj My

  • SVAR

    Du er sej! For pokker, hvor er du sej! Vi har snakket hjemmeskole, siden før vi fik børn, men jeg ved ikke, om det er den vej, vi ender med at gå. Der er mange år til. I første omgang er vi i gang med den modsatte proces – jeg har været helt sikker på, at jeg skulle passe vores søn hjemme, men nu vælger vi dagpleje til. Jeg tror, at det kommer til at blive godt for vores familie på dette tidspunkt i vores liv. Jeg er også ret sikker på, at vi kommer til at prøve hjemmelivet af på et senere tidspunkt. Glæder mig til at følge med i jeres videre proces!

    • SVAR

      Kære Line, tak! Jeg føler mig meget glad og i balance med den vej, vi er på, min familie og jeg. Men det kunne ikke være startet før; jeg havde aldrig fundet overskuddet, glæden, meningen med det, hvis mine børn ikke havde været i dagpleje/børnehave nogensinde. For mig skulle det til, før jeg fik det overblik og den ro indeni, som har givet mig modet og ressourcerne nu. Så for mig at se er det altså ikke en modsatrettet proces, I har gang i. Det er aldrig for sent, og nogle gange har vi brug for en dyb indånding, før vi kan tage hul på en ny rejse. Vi er jo alene med vores børn i nutidens samfund, og så kan det være svært at finde overskud i hverdagen.

  • SVAR

    Ja, det er nemlig rigtigt, det hele, det hele! Jeg har fem børn, der er hhv 20, 18, 16, 12 og 10 år. Jeg har altid vidst at jeg ville livet med mine børn. Alligevel kom den ældste i integreret institution, da hun fyldte 3. Stedet var så godt, at det næsten ville have været dumt ikke at prøve det. Og jeg følte forventningerne. Og jeg var ung og lyttede ikke helt til min mavefornemmelse endnu. Jeg følte en splittelse, fordi jeg jo var hjemme med hendes lillebror. Men også han fik en plads samme sted, da han fyldte 2. Men jeg var stadigvæk splittet, som jeg asede af sted for at aflevere inden kl 9 og hente inden kl 12. Nu med lillesøster i bæreselen.. Så en dag gik jeg ind til lederen og meddelte at jeg tog de to store hjem. “Tør du det?!” svarede hun. Og jeg mærkede dybt indeni, at det var et underligt spørgsmål.
    Nogle år senere startede den ældste på friskole, og alle børnene har siden hen gået på hhv 4 forskellige friskoler og én folkeskole, grundet flytning mm. Den røde tråd har hele tiden været børnenes trivsel og således er det ikke altid at de har gået på samme skole samtidigt.
    Mit fjerde barn viste sig at være lidt mere “speciel” end sine søskende. I hvert fald passede han ikke helt ind i den udstukne kasse, da han skulle starte i skole. Alligevel gav vi det 5,5 år – jeg velvidende at det ikke var det rigtige. Og her i foråret tog vi ham hjem. Jeg har – som du – læst alt om hjemmeskole og unschooling, som er kommet min vej, og jeg bliver mere og mere begejstret…! Alligevel har jeg nu kun det ene barn hjemme – fordi børnenes forskellige behov altid kommer først, og fordi jeg skal vide hvad jeg kaster mig ud i.
    Jeg har gjort mig rigtig mange tanker: hvad nu hvis alle børnene havde fået muligheden for unschooling..? Hvor har de så været i dag? Det kender jeg ikke svaret på, og må sande at de hver har deres livsvej, og at det er ok.
    Men ét er sikkert: denne opdeling vi har i fri- og arbejdstid er grundlæggende forkert. Det samme gælder opdelingen af børne- og voksenliv. Tja.., det var hvad jeg foreløbig havde på hjerte. Jeg følger med interesse føljetonen her..! 🙂

    • SVAR

      “Denne opdeling vi har i fri- og arbejdstid er grundlæggende forkert. Det samme gælder opdelingen af børne- og voksenliv.” Tak for det. Det går i tråd med en snak, Kristian havde med Mikkel på Stjenbjerglykke om at vi deler vores liv op i stedet for bare at leve.
      Mine børns liv er også lidt et kludetæppe. Men jeg har ikke magtet at have de helt små børn hjemme uden afbrydelser, så de er kommet af sted (korte dage osv.), og jeg må erkende, at det ikke kunne være anderledes. Nu har jeg dog mod på at leve unschooling livet, til andet er bevist, og det er så dejligt, at vi ikke er alene – hverken du eller jeg. Jeg glæder mig over det nye fællesskab, som jeg fornemmer omkring dette.

      • SVAR

        Ja, jeg tænker, at der er noget helt galt med samfundsstrukturen, hvis man ikke kan have sine små børn tæt på. Forstå mig ret…! Jeg føler et sted dybt inde, at vi er flokdyr. At vi har brug for en stamme. Fællesskaber udover den helt tætte familie. I stedet sidder vi i hver vores kasse, og ser knap nok vore naboer. Har du læst Peter Gray? Der er noget der giver genklang i min sjæl, når han skriver om de oprindelige jæger-samler-samfund. Og samtidigt er det jo kompliceret. For vi må jo se i øjnene at nogen på et tidspunkt fik idéen til at drive landbrug.. Det er i hvert fald uhyre interessant, og JA til det nye fællesskab, hvor det så end fører hen..!!! Og FEDT at du tager op, vi må tale om det for at kunne skabe forandring! <3 <3 <3

        • SVAR

          Ja til det nye fællesskab – ja til fællesskab. Til deling og rummelighed. Jeg tror, set fra et mere spirituelt perspektiv, at der er en årsag til det produktionssamfund, som vi har skullet igennem de seneste år. Men jeg tror også, at den model er ved at have nået sin udløbsdato. Jeg vil undersøge Peter Gray – det er ham med “self-directed”, right?

  • SVAR

    Kære Majmy,
    Jeg vil bare sige tak for dine mange ord her på sitet generelt. At læse med her i dine følelser og tanker, er, for mig, som at komme hjem. Det er en underlig følelse, men det er rart, for jeg føler mig simpelthen så tilpas i at vide der er flere som tænker og føler som du og jeg. Og dine ord rammer bare mine mange tanker om forældreskabet som endnu ikke er blevet eksternaliseret. Så tak, ydmygt tak.

    Og lige en lille anbefaling, har du mon set Captain Fantastic. Jeg elsker de børn i filmen, trods den lidt sørgelige sidehistorie.

    • SVAR

      Det er mig, der takker ydmygt. (Og ja til Captain Fantastic: Jeg har netop set den. Meget tankevækkende. Åh, den kunne jeg skrive langt om.)