Et kig på Danmark med amerikanske øjne: “Jeg lærer meget af at komme her”

Vi har, som jeg skrev om her, besøg af min veninde, Katie, i denne uge. Hun er født og opvokset i Florida; som 18 årig flyttede hun til New York; seks år senere rykkede hun til Los Angeles, og der har hun boet de seneste ti år. Katie har altid arbejdet med at skrive; hun har skrevet film, reklamer, artikler, alt. Hun er uddannet tekstforfatter fra universitetet, og i 2012 skrev, og producerede hun filmen “For a good time, Call” sammen med sin barndomsveninde. Katie bor på kanten af Hollywood i et sketchy kvarter, og betaler noget i retning af en zillion kroner for en lille toværelses lejlighed, men badekar, og badekar er en ting, hun sætter højere end det meste andet i livet. “Jeg har kun ro i mine tanker, når jeg ligger i et badekar.” Derfor er hun også gået ud af sin vej for at finde et værelse med badekar til os, til når vi tager en overnatning sammen i København, før hun flyver hjem på mandag. Så kan hun ligge i badekarret og boble, mens jeg sover uforstyrret en hel nat.

Og så på tirsdag, om fire dages tid, sidder jeg her ved mit skrivebord igen, og skriver om livet på Ærø, eller skriver i min bog, mens hun skriver på sit arbejde for Netflix, hvor hun er senior global brand creative, hvilket vil sige, at hun er med til at skabe Netflix’ brand som globalt network. Netflix, by the way, hvor man må holde så meget ferie, som man vil (“fordi det viser sig, at folk holder mindre fri, når de ikke føler sig bundet af x-antal ugers ferie, fordi de er glade for deres arbejde”), og hvor de arbejder ud fra et “frihed under ansvar”-princip, så medarbejderne selv vurderer, hvor ofte og længe, de skal møde på arbejde, på hvilken klasse de flyver, og hvilket hotel de bor på, når de rejser for arbejdet, og så en helt masse andre goder, som er meget uamerikanske og flere af dem også ganske lukrative set med danske øjne. Nå, det var lige lidt Netflix propaganda, men jeg er generelt fascineret af udviklingen indenfor de innovative arbejdspladser for tiden, fordi jeg mener, der er behov for nye spilleregler, hvilket eksempelvis facebook og google jo er kendte for (4-dages arbejdsuge, eksempelvis, er allerede virkelighed i enkelte danske innovationsvirksomheder). Derfor synes jeg, det er spændende at høre, hvad der foregår i en virksomhed som Netflix.

Nå, men jeg stillede Katie et par spørgsmål om hendes forhold til Danmark, nu hvor hun efter eget udsagn har et dusin stempler fra indrejse her til i sit pas. Blandt andet kom det frem, at hun har været på Ærø fire gange, om ikke to, som jeg skrev for et par dage siden.

Katie Anne Naylon, født 1982 i Fort Lauderdale, Florida
Bor i Los Angeles
Er kommet i Danmark cirka én gang årligt siden 2006.

Hvad er det, du så godt kan lide ved Danmark?
Det er dedikationen til udelukkende at lægge sin energi i ting, som rent faktisk betyder noget. Mad, etik, værdier og et globalt udsyn og, måske fordi landet er så lille, et engagement i at rejse og studere kultur og lære den større verden at kende uden samtidig at miste fornemmelsen for sin egen nation. Jeg tror ikke, folk her definerer sig selv eller hinanden udfra det arbejde, de udfører for at betale deres regninger og have råd til at leve deres liv, hvilket er en meget amerikansk ting, som irriterer mig.

Er der noget, som undrer dig ved Danmark?
For at fortsætte ud af samme spor: Det lader til at komme helt naturligt for danskere at se verden fra et globalt perspektiv og ikke et etnocentrisk ét, med dit eget kighul som centrum. På en eller anden måde lykkes det jer fra det her land, som er på størrelse med et frimærke, at se verden fra en alvidende satellit, og det fascinerer mig. Som amerikaner aner jeg ikke, hvad der foregik noget sted i verden i sidste uge, men I ved altid nøjagtig, hvad der foregår i både Bangladesh og i min baghave, inden I sætter jer med morgenkaffen.

Hvad ønsker du for USA set i lyset af dit svar ovenfor?
Jeg ved ikke præcis, hvordan alt det med sundhedsforsikring og uddannelse og så videre er sat sammen her i Danmark, men I har ikke de samme invaliderende problemer med hjemløse eller en ungdom, som er ladt i stikken, eller splittede hjem. Jeg siger ikke, at I slet ikke har de problemer, men det udfordringer er så gennemgående i mit hjemland, at det lader til…jamen, efter min mening er problemerne definerende for vores nation efterhånden. Det er blandt andet et resultat af, hvordan vi amerikanere ser os selv: Vores største eksport er medierne, og det er blevet som en forbandelse over os; vi har mistet det fundament af værdier, som støttede op om social forandring; som tillod at man bevægede sig ud af fattigdom og ind i et nyt liv. Nu er det de gamle; de udsatte børn; det er de syge og de fattige og alle minoriteterne, som er fortabt. Vores uddannelsessystem er totalt fucked. Selv vores kost – vi spiser udelukkende forarbejdet mad, og nu kommer jeg virkelig til en personlig mærkesag, men: Jeg tror grundlæggende på, at der findes en amerikansk sammensværgelse, som dikterer, hvordan vi spiser, og dermed hvordan vi har det. Det ske igen og igen, at direktøren for en chokoladefabrik, også sidder i sundhedsstyrelsen, og er med til at sammensætte den kostpyramide, som vi underviser i i børnehaver og skoler, og som maden på alle uddannelsessteder sammensættes efter – med hans chokolade repræsenteret som acceptabel kost. Den mad, som vi subsidierer til vores fattige medborgere, er så dårlig, at man knap nok kan leve af den. De har ikke råd til økologisk mad; en pose økologiske æbler koster omtrent det samme som et måltid til fire mennesker på Mc Donalds, og de får at vide, at Mc Donalds er “happy food”. Men den slags junkfood er jo bogstaveligt talt afhængighedsskabende; indholdet af fedt, sukker og salt er set med naturlige briller lige så usundt som cigaretter, og det er, hvad vi giver vores fattige mulighed for at spise. Og hvorfor kalder jeg det en sammensværgelse? Fordi de helbredsproblemer, som den diæt giver rigtig mange amerikanere, fodrer medicinalindustrien, som jo lever fedt af den ekstreme overvægt, og medicin koster kassen. Michelle Obama, som jeg ellers er glad for, har haft et program, der handlede om at børn skulle bevæge sig mere og spise mindre, og selvom jeg anerkender, at hun er meget optaget af at dyrke sin egen mad og så videre, så er grundtanken med at bevæge sig mere og spise mindre ikke direkte overførbar på dem, der ikke har ressourcer, fordi selvom “lille Mike” måske svømmer halvanden time fra morgenstunden, er det alligevel en cheese burger, han spiser efterfølgende, fordi han ikke har råd til andet, og så er han stadig fejl- og underernæret. Kost er så vigtig en del af vores liv, det er vores byggesten, men det er røget helt af sporet i USA.

Hvad inspirerer dine besøg til Danmark dig til i dit liv derhjemme?
Jeg vil gerne finde en…en blidere måde at leve på efter min egen sandhed, som handler om at spise en bestemt slags mad og være engageret i mit liv. Hvis du konsekvent lever og spiser på en måde, som er rigtig for dig, så er du i gang med at ændre verden. Vi får at vide, at vi skal råbe op, når vi har muligheden; stille os på en papkasse med en megafon og tale om forandring, men jeg er ved at lære, at det fungerer meget bedre ganske enkelt at leve, som vi mener, det bør gøres. Når nogen spørger: “Hvorfor spiser du lokalt?”, så kan man fortælle dem om sine bevæggrunde. Jeg kalder Danmark mit “reboot”. Jeg har behov for at blive mindet om, hvad der betyder noget, og hvad jeg fortjener som menneske fra mig selv og min omverden, og når jeg tager hjem fra Danmark, har jeg altid brændstof til et godt liv i nogle måneder med mig. Efterhånden bliver det en større og større del af mit liv derhjemme, og det er nemmere ikke at købe junk food og at minde mig selv om, at det gode liv ikke handler om at købe en masse smukke ting hele tiden, når jeg kommer til Danmark indimellem. Her på Ærø, hvor dine børn vokser op, bliver de ikke konstant konfronteret med reklamer. Dine døtre får ikke hele tiden billeder af, hvordan de skal se ud, hvordan de skal have det, hvordan de er den bedste version af sig selv, kastet i hovedet. Hvor jeg bor, kan jeg ikke gå ud af min hoveddør uden af se den slags over alt.

Hvorfor er du glad for at arbejde ved Netflix?
Fordi Netflix tror på fordybende underholdning. Vi prøver ikke at sælge dig småkager eller legetøj i reklamepausen samtidig. Hvor unfair er det ikke, når vores børn sidder, og ser et show, de holder af, og så skal de forholde sig til nogle produkter, som nogen gerne vil sælge dem? De er ikke gamle nok til for alvor at tænke: “det har jeg ikke brug for,” og når de endelig er gamle nok, er det for sent at reprogrammere sig selv. Løbet er kørt for mig: Jeg vil altid være af den overbevisning, at hvis jeg var tyndere, rigere, og smukkere, så ville jeg endelig være rigtig glad. Og jeg siger ikke, at danskere ikke også har det sådan, jeg tror da, at en mor i København, tænker, at alt ville være bedre, hvis hun havde en Victoria’s Sectret krop, men jeg fornemmer, at problemet er større i USA. Netflix er “storytelling”: Vi vil bare gerne fortælle en historie og samle mennesker omkring historierne over hele verden. Det er en måde at forbinde mennesker via historier, og jeg mener, at det netop er sådan, vi skaber mening, og danner vores identitet i verden. Det giver mig et fællesskab med drengen fra Ærø Friskole, som spurgte mig, om jeg kender “The OA.” Ja! Det gør jeg. Hos Netflix giver vi filmskaberne kreativ frihed, hvilket ikke ellers er noget, der eksisterer i USA. Normalt bestiller man en enkelt episode, og så afprøver man den hos annoncørerne, og man tester den på en gruppe seere, og hvis de ikke lige bidder på, dropper man det igen. Hos os siger vi til eksempelvis Duffer-brødrene (som er bagmændende bag Netflix’ hit “Stranger Things”, red.): “Vi kan vi rigtig godt lide jer, lav tre sæsoner, og lad os se hvordan det går. Det kommer ikke til at være alle, der holder af det, men nogle vil elske det, og det er godt nok for os.”

Hvilken historie tror du, vi har mest brug for at høre lige nu?
Jeg synes, der er meget mørke lige nu, og vi har brug for at høre historier, som inspirerer folk til at stille bedre spørgsmål og have mere håb. Vi er endt her ved at acceptere tingenes tilstand alt for længe, og i kølvandet på det er der opstået en stærk følelse af afmagt, som har forsaget det mørke, vi befinder os i nu. I mit liv har det aldrig været et godt valg, når jeg lod mig styre af mine følelser, og det skal vi selvfølgelig heller ikke som menneskehed. Vi skal stille spørgsmål, og så skal vi have håb og tro på hinanden.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

4 Kommentarer

  • SVAR

    spændende med netflix – og så meget ferie som man ønsker – undrer mig ikke at det har den positive effekt.

    Og så synes jeg hun har en pointe i at vi kan ændre verden ved at ændre egne vaner. Det forsøger jeg i hvert fald via mine – Ligesom jeg forsøger at gøre verden opmærksom på at vi er nogle der gerne vil økologi – ved at efterspørge det ved købmanden, i tøjbutikken m.m.

    Og så glæder det mig at vi ikke på samme måde i dk – får junkfood og forarbejdede fødevarer stukket i halsen. Det er da helt vildt at man kan spie en hel familie på mcd som en pose økologiske æbler koster – men i det hele taget virker det til det er et korrupt system – hvad mad angår – synes jeg mindes noget så en udsendelse hvor det blev fortalt at michelle Obama havde fået mundkurv på – i forhold til kostdelen efter hun havde startet sit sundhedsfremmende projekt – og derfor måtte nøjes med at focusere på motionsdelen.

    • SVAR

      Ja, det virker korrupt i USA og her i Danmark skal vi arbejde målrettet på at det ikke ender lige sådan. Det starter med os selv og vores vaner.

  • SVAR

    Det lyder til jeg har rigtig meget tilfælles med din dejlige Katie. Især det med kost-konspirationen og salgs systemet. Og det ægrer mig at det ser ud til begge dele invaderer Danmark også mere og mere 🙁

    • SVAR

      Ja, I kunne snakke længe, I to. Vi må håbe, hun snart kommer tilbage (for en længere periode), så skal I vist gå en tur sammen 🙂