Et ocean af kontraster

Mit liv er et ocean af kontraster.
Jeg tror, det er sådan, jeg bedst lærer at værdsætte de forskellige elementer.

I går kørte jeg forbi en mark fuld af køer, som stod i den disede efterårssol. Jeg ville sådan ønske, jeg havde haft tid til at stoppe og se længere på dem. Træde ud af bilen, sætte mine fødder på det grønne græs, måske tage et billede, så jeg kunne dele det med jer.
Men jeg kørte videre, for jeg havde en aftale, og ved den næste gård jeg passerede, tænkte jeg på, at ægteparret derinde begge er vokset op på landet; de har altid set køer i massevis, de kender luften og den høje himmel på denne årstid. Jeg tænkte, at de nok ikke tager særlig notits af en mark fuld af køer, og jeg tænkte, at sådan får mine egne børn det måske også: Hvilken glæde at tage noget så fint for givet, tænkte jeg.
Men nogle gange tror jeg nok, at jeg sætter større pris på nogle ting, fordi jeg ikke altid har haft dem: Fordi jeg kender til afsavnet – en længsel så ubeskrevet og subtil at jeg først rigtigt erkender den nu, hvor den er blevet afløst af sin modsætning.
Jeg sætter pris på mange af disse øjeblikke, fordi jeg har levet et liv uden dem. Fordi jeg har rejst fra det ene til det andet; udenpå og indeni. På samme måde kan man sige, at det måske aldrig bliver helt mig, at jeg ikke er et med landlivet; jeg er ikke bondekone, er ikke herfra. Jeg betragter det lidt på afstand, uanset hvor dybt det rører mit hjerte.

Sådan er det med meget: Vi bevæger os frem og indimellem lidt tilbage, og lærer hele tiden undervejs. Jeg kunne fortryde, at mine børn ikke altid har gået hjemme hos os – fordi jeg nu mærker, hvor rigtigt det er for mig og for dem. Men én ting er, at det ikke altid var rigtigt for mig (jeg skulle lære mange ting, før jeg forstod, at det var dér, sandheden lå gemt i mit liv, mit nu), en anden ting er, at jeg måske ikke havde sat pris på det på samme måde, hvis det altid havde været sådan. Hvis jeg havde valgt det fra starten, blot fordi det var sådan, man gjorde. Det havde ikke gjort det mindre rigtigt, men jeg havde ikke kendt til kontrasten.

Det, der er rigtigt for mig, er ikke rigtigt for alle. Det, der var mit udgangspunkt, er kontrasten for andre.
Jeg hører nogle sige, at fordi deres mor gik hjemme, skal de ikke det. Fordi deres forældre valgte en skæv vej, går de selv lige. Fordi deres barndom var præget af fravær, vil de altid være der. Og så videre og så videre. Mens den ene farve føles rigtig for mig, kan dens modsætning være rigtig for min sidemand.

Vi kender ikke de andres motiver. Det er så vigtigt at huske på.
Vi kender ikke deres hvorfor/hvordan/hvor. Vi gætter og famler, når vi  søger svar på, hvorfor de handler anderledes fra os, og jeg tror, den bedste tommelfingerregel er at huske på, at vi alle sammen gør vores bedste. Også dem, vi slet ikke forstår. De gør også deres bedste. Ligesom jeg prøver at gøre mit bedste.


Nogle gange handler vi i trods; andre gange ved vi, hvad vi vil, fordi vi kender til kontrasten. Indimellem finder vi vej gennem nyt terræn, fordi svaret ligger i vores DNA. Jeg prøver at følge mit hjerte uden protest eller konflikter. Prøver at mærke, hvad jeg vil, fordi det er rigtigt for mig, og ikke fordi det er hverken rigtigt eller forkert for andre. Nogle gange har jeg nemmere ved at mærke det, fordi jeg kender storbyen og landet; ensomheden og fællesskabet, sorgen og glæden.
Nogle gange er det tydeligt, hvad jeg vil, fordi jeg ved, hvad jeg ikke vil.

Der er dage, hvor havet for enden af vores mark er sort af mismod, og det elsker jeg aller mest. Men kun fordi der også er andre dage, hvor vandet er krystalblåt under den klare himmel.
Sådan bliver jeg mindet om, at målet med livet ikke er at være glad hele tiden. Glæden giver kun mening, fordi jeg kender til dens modsætning.

Det skrev jeg iøvrigt lidt om HER; det med at livets mening ikke kun er glæden.

 

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

3 Kommentarer

  • SVAR

    Og faktisk er det ikke sikkert at det havde været rigtigt for jer lige der, fordi i som familie ikke var klar til at træffe valget…

    Jeg er begyndt at se mit liv i kontrasten. Jeg mistede Niels, men samtidigt med at være den største sorg, kaster det også lys på mine skønne børn og den glæde de giver mig…

    Du har så evigt ret, livet er ikke kun glæde, hvis ikke vi havde bagsiden af medaljen, ville vi ikke kunne genkende glæden…

    • SVAR

      Vi vil jo altid gerne bytte de største sorger væk. Men min mor sagde, da hendes søn var meget syg af kræft, at ingenting, er så skidt, at det ikke er godt for noget, og jeg kan huske, at det irriterede mig. Men jeg er efterhånden blevet enig.

      • SVAR

        Det er også sådan jeg forsøger at gå til tingene på…

        Og ja, jeg ville for alt i verden gerne have Niels tilbage, men når nu det ikke kan være anderledes, så har jeg fået en anden tilgang til livet og til mig selv – som jeg måske, hvis jeg skal være ærlig, aldrig ville have opnået, hvis jeg ikke havde oplevet denne sorg…