Et øjebliksbillede

Jeg ved godt, at mit liv er et øjebliksbillede. At min lykke er lige nu, den er ikke en evighed.
Jeg ved godt, at det hele kan vende på et splitsekund. Lykken kan blive et fremmed land, og hvert af disse øjeblikke vil med ét være badet i mørke, de fleste af dem vil end ikke opstå.

Livet er forgængeligt og sårbart. Det er derfor, det er så vigtigt. Det er derfor, vi skal gøre vores bedste med den tid, vi har.

“Denne dag et liv.”

Vores fortiden kan vi selv være med til at beskrive. Fremtiden kommer, mens vi dufter til blomsterne, til børnenes dampende hår, og spiser de modne blommer fra træet med lukkede øjne.

Men selv hvis jeg blev ramt af sorg, ville jeg skrive dette: Det handler om tvinge det bedste ud af livet. Jeg kommer aldrig til at fortryde, at jeg prioriterede det, som betyder mest for mig.
At leve livet fuldt handler ikke for mig om at gøre mest muligt på kortest tid; det handler om at mærke efter og turde følge det, der kommer indefra.

Og så er det, jeg siger, at mit liv lige i dette øjeblik er så fuldt af mening, at det føles som græsset på en dugtung morgen. Det er mere, end jeg kan rumme. Der er så megen glæde. Sådan en forunderlig følelse af samklang over alt. En symfoni af mit liv; stemmerne, de små bløde hænder, maden fra mulden og den klare nattehimmel over os.

Det, der sker hjemme hos os i de her dage, er magisk.
Det er ikke perfekt. Det er ikke nødvendigvis nyvasket, fredsommeligt, konfliktfrit eller melodisk. Men det er magisk. Jeg har ikke prøvet det før: Den slags samhørighed, meningsfuldhed. Så store smil, så dybt fællesskab.

Børnene leger anderledes end tidligere. Dem, der aldrig plejede at finde hinanden, sidder pludselig ovenpå ved skrivebordet, og skriver et brev til deres penneveninde. De finder ordene ved fælles hjælp, skiftes vist nok til at føre pennen. En tredje hopper rytmisk – igen og igen – gennem stuen for sig selv. Stille og fokuseret. Han snakker om maskiner, som kan fange tanks og afmontere bomber. Han er tydeligvis igang med noget. Et projekt tager form i hans tanker.

Den anden dag gik vi en lang tur. Det gør vi en gang om ugen nu. Vi gik fire kilometer den ene vej, så en lille time på en legeplads. Fire kilometer den anden vej og en madpakke undervejs. Vi oplevede så meget, at jeg selvfølgelig har glemt det meste. Snakkede om alt mellem himmel og jord.

Hvordan skal man huske alle de emner, man kommer omkring, når man bevæger sig rundt i verden, og tager den ind? Der har været snak om division og brevduer og deraf ret meget om statistik, for i Irland dør en tredjedel af alle brevduer på hver tur, men i Danmark er tallet en tiendedel. Storm spurgte, om det betyder, at en due så dør efter sin tiende tur? Vi snakkede om helbred og om udsatte ruter. Men det statistiske svar måtte jo være ja? Dernæst snakkede vi om de magnetiske felter, som man mener, duerne styrer efter. Og om hvorfor de har svært ved det nu, hvor vi alle sammen taler i mobiltelefon. Vi kom hjem, og så en lokaludsendende om brevduer i Ishøj fra 1997 på youtube. Var trætte i kroppen på den måde, som føles godt.

Vi har aftalt, at vi starter hver dag med en tur til stranden, når vi har spist morgenmad. Det var børnenes forslag.
For tiden svinger vi forbi blommetræet både på vej derned og hjem igen. Træets grene hænger så tung af frugten, at jeg har sagt til det smukke, gamle træ, at vi sætter pris på hendes enorme gave. At vi spiser blommerne med lukkede øjne, glæder os til blommetærte om noge dage, når der er nok modne frugter.

Jeg tror på, at dette liv er et åndedrag i vores fulde eksistens. At vi er her for at udvikle os, finde vej mens vi lever. Lige nu lever jeg, som jeg helst vil.

Hvordan er jeres øjebliksbillede, lige nu?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

14 Kommentarer

  • SVAR

    Dybt inspirerende. Tak for det.

    • SVAR

      Det er mig, der takker for din tid

  • SVAR

    Fantastisk, jeg tror det er sundt at leve på en ø;0)
    Held og lykke fremover.

    • SVAR

      Skide sundt 😉 Og i lige måde, smukke mennesker.

  • SVAR

    Jeg nyder meget at læse dine meget ærlige blogposts. Om op og nedture. Om livet hvor I har valgt det og som I har valgt det.

    Jeg får lyst til at skrive om denne blogposts: du må gerne være lykkelig og glad – uden forbehold. Uden at gøre et nummer ud af at det kan vende og at andre måske har det anderledes.

    Jeg oplevede pludselig at din indlæg næsten undskyldte din lykkefølelse.

    Jeg kender selv, at når følelsen så er der, så tænker jeg straks: det bliver nok anderledes og der er sikkert også nogen der dør lige om lidt. Det er i hvert fald en øvelse for mig at være ukritisk, ærlig og ægte i følelsen – og at jeg gerne må have den.

    Måske er det sket ikke sådan for dig. Måske forsøger du at tage bråden af ulykkelige kommentarer fra andre. Måske er der helt tredje på spil kun du ved.

    Og ja, måske kan du ikke bruge det her til noget som helst – men jeg fik lige lyst til at skrive det:-)

    Nyd det!

    • SVAR

      Jo, jeg forstår godt, hvad du mener, og måske rammer du plet med din fornemmelse. I hvert fald har det været tilfældet for mig tidigere: At jeg ofte underspillede min glæde, eller min succes i det hele taget. “For ikke at tage lyset fra andre.”
      Og lige netop ifht. at hjemmeundervise har jeg det måske en smule sådan igen: at jeg ikke vil larme for meget. Fordi det er så kontroversielt, og fordi jeg for alt i verden ikke har lyst til at virke bedrevidende, eller som om jeg tror, vi har fundet den hellige gral. Men du har selvfølgelig ret: Jeg må gerne juble her på min blog 🙂
      Samtidig er dagens indlæg et udtryk for, at jeg lever livet, sådan som jeg tror, jeg ville ønske det, hvis noget skulle ændre sig, og vi pludselig ikke var nær så frie – eller ubekymrede – længere. Tak for din kommentar og din opbakning

  • SVAR

    Så præcist beskrevet – dagligdagens magi! Lige nu lever jeg faktisk det liv som jeg ønsker. Hvor jeg er tilstede ✨ mærker og bare er.
    Se det er fantastisk!

    • SVAR

      Ja, det er fantastisk, og hvor gør det mig glad!

  • SVAR

    Vores øjebliksbillede er et miks af kaos og magi – som livet jo oftest er.
    Nogle ting falder på plads, nærmest af sig selv. Andet vi har kæmpet med er der også ved at komme ro på. Og så er der det som vi troede “bare lige” ville være på den vante måde som har ændret sig fuldstændig og som kræver vi genovervejer og forsøger at finde den rette vej for os.

    Det er sådan jeg bedst kan lide livet. Når det både bringer det gode og det udfordrende i et sammensurium.

    Det at have en sygdom der definerer visse aspekter af mit fysiske lov har i høj grad skærpet min opmærksomhed på det gode og positive i livet. Det er det jeg sender ud – og selvom min verden i perioder brænder kommer det positive i et eller anden omfang tilbage til mig. Jeg tror det er vigtigt at kunne stå ved at noget af det vi oplever i livet ikke nødvendigvis er for det gode (lige nu) samtidig med man holder fast i det der så er positivt.
    Jeg har i hvert fald brug for at kunne rumme begge dele…

    • SVAR

      Du er en mester i at rumme kontrasterne og leve livet fuldt trods udfordringer.
      Og jeg er enig i, at vi ikke skal iklæde vores kampe glitter og store smil. Oprigtighed er den bedste medicin – både udadtil og indadtil.

  • SVAR

    Så fint, så levende

    • SVAR

      Tak for det <3

  • SVAR

    Smukt