Fællesskaber er så vigtigt (og indimellem svære)

Jeg tænker på fællesskaber.

På landsbyer og sammenhænge og relationer og tilknytning.

Jeg tænker på generationer og familiebånd: Bedsteforældre, onkler og tanter, fætre og kusiner.

Jeg tænker på naboer. Dem, som man enten er vildt gode venner med, eller knap nok vil hilse på. På naboerne i min egen barndom, som boede lige ved siden af, og alligevel aldrig føltes helt tæt på mig, mens jeg var lille.

Jeg tænker på de ting, fordi jeg er ved at læse bogen “Hold onto your kids”, af den amerikanske psykolog Gordon Neufeld, som er alvorligt bekymret over, at vi har skabt et samfund, hvor børn primært knytter sig til deres jævnaldrende fremfor forældre og andre voksne. Han skriver, at det er en udvikling, som startede efter 2. verdenskrig, og at de fleste forældre til små børn i dag derfor selv med al sandsynlighed har været orienteret mod deres kammerater og ikke deres forældre, siden de var unge. Han mener, at det er et stort problem, fordi jævnaldrende børn og unge ikke har den samme erfaring som forældre; fordi de ikke elsker hinanden ubetinget, og ikke altid har hinandens bedste interesser med i deres overvejesler. Han skriver, at sammenlignet med jævnaldrende, ligner forældre engle.
Gordon Neufeld fortæller om fortidens “attachment villages”, hvor man kendte købmanden, naboen, bedsteforældrene og alle andre, og han pointerer, at selvom tiden er en anden nu, skal vi arbejde målrettet på at skabe sunde, stærke forbindelser mellem vores børn og de voksne, som har ansvar for deres opvækst, hvis ikke de (også?) skal ende som rodløse og skrøbelige væsener uden den indsigt og forbindelse til sig selv og deres historie, som man måske kun kan opnå gennem velfungerende relationer til dem, der er ældre end én selv.
Han skriver, at vi skal bygge bro mellem vores børn og deres voksenrelationer, hvad end det er pædagoger, lærere eller onkler og tanter. At nu om dage er selv bedsteforældre ofte mere optaget af deres jævnaldrende end af deres børnebørn, og det skaber en historie- og relationsfattig kultur.
Én af hans pointer er, at vi skal lægge energi i tilknytningen mellem børn og os selv samt andre voksne; at vi skal insistere kærligt på at være en stor del af deres liv, selvom vennerne også er en del af deres liv.

Det får mig til at tænke på min tiltrækning til Astrid Lindgrens univers med legende børn og nærværende voksne.
Og jeg reflekterer over min egen barndom, og ser glimtvis de voksne for mig, men jeg kan ikke mindes min relation til dem. Stolede jeg på dem? Fortalte de mig om deres erfaringer, vores fælles historie og traditioner?
Bemærkede de, da jeg gled væk fra dem og over i mine venners hænder?
Hvem ringede jeg til, hvis jeg følte mig ensom?

Jeg tænker på min egen otteårige søn, som sad foran den gamle radio på sit værelse i aftes, og lyttede intenst til fodboldkampen mellem Danmark og Irland. Hvordan han gradvis kom mere og mere op til mig i stuen, før vi til sidst sad sammen på sofaen, med vores hænderne ind i hinanden og større smil for hvert mål, og lyttede til radiotransmissionen. Hvordan han dansede, da sejren var uundgåelig, og hans ord om, at han kunne mærke en energi i universet “det er som om, sejren allerede ligger derude, og bare venter på at blive indløst,” sagde han. Jeg er så glad for, at han ville dele dette øjeblik med mig. At det stadig er mig, han sender et stjålent blik, når nogen siger noget lidt frækt i en gruppesammenhæng. At det er os, han forventer, har svar på de fleste af livets spørgsmål.
Og med min nye opmærksomhed på børn og unges orientering mod deres jævnaldrende fremfor forældre, tænker jeg over, hvordan vi forældre kan bevare en positiv og nærende rolle i vores børns liv så længe som muligt. Hvordan vi kan sikre et bånd af kærlighed og ikke udelukkende afhængighed eller krav fra min side.

Her på Ærø har min veninde taget initiativ til et møde om en økolandsby på øen. Hun drømmer om nærværende naboer, fællesmåltider, grønne visioner og legende børn. Jeg synes, at lige netop vores område her på Ærø allerede har mange af de kvaliteter, men jeg kan mærke, at der er behov for flere steder, hvor man sætter ord på, at “her vil vi hinanden” rundt omkring.
Læs mere om det første møde vedrørende økolandsby på Ærø HER.

Hvordan er fællesskaberne i jeres liv? Både dem i nærmiljøet og i jeres familie, på tværs af generationer?
Brugte I jeres forældre som sparringspartnere, da I blev unge, eller vendte I jer mod vennegruppen, og fandt et nyt hjem dér?

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

14 Kommentarer

  • SVAR

    Da jeg var ung vendte jeg mig i stor udstrækning mod vennegruppen og fandt et hjem der. Mine forældre var bare ikke rigtigt tilgængelige.

    Men jeg søgte også mod mine bedsteforældre og min faster, onkel og deres børn. Så ikke kun de unge. Men klart relationen til mine bedsteforældre var meget stærkere end den til mine forældre. Jeg har dog som voksen fået opbygget et fantastisk forhold til min mor også 🙂

    Der er mange af mine venner fra dengang jeg ikke ser mere – men jeg føler stadig et vildt stærkt bånd til mange af dem og ville gå gennem ild og vand for at hjælpe dem, hvis de kom og havde brug for hjælp. De var en vanvittig vigtig del af min ungdom, som jeg ikke ville være foruden. Jeg føler på mange måder et stærkere bånd til dem end mange af mine blodrelaterede slægtninge incl. min far.

    De stærkeste bånd jeg har til dem, der var i min barndom og ungdom er dog uden tvivl det til min bror og det jeg havde til mine bedsteforældre 🙂

    • SVAR

      Jeg kan genkende mange af dine erfaringer – både med de ældre i familien og med vennerne. Jeg tror nok, jeg ville ønske, at min tilknytning til forældre- og bedsteforældregenerationen havde været mere ægte, dyb, sårbar, kærlig.

  • SVAR

    Jeg fortæller lige, hvad der gik op for mig i dag: Der findes knap nok almindelige kommunale legepladser længere. Her, hvor vi bor er der i hvert fald ingen. Men der er jo alligevel ingen børn ude i det fri… Man kan ikke lave en aftale med andre familier om at mødes ude et sted, for den slags steder findes ikke.
    Blot en reflektion over temaet “nu og da”. …

    • SVAR

      Du har ret, og hvor er det fattigt. Vi skal have flere steder at dyrke fællesskaber ♥️

  • SVAR

    Jeg vil gerne i kontakt med din veninde, Maj My, vil jeg lige skrive som intro.
    Jeg har mega meget på hjerte omkring fællesskaber. Måske fordi jeg mærker et kæmpe behov for det som voksen, især efter vi har fået børn, men også fordi jeg altid har elsket at være en del af en gruppe. Hvem har i bund og grund ikke det – mere eller mindre, ihvertfald.
    Jeg ved at vi skal bo i et fællesskab, hvor flere familier er hjemmefunderede, men også hvor alle typer af mennesker bor. Dem, der bor alene, de ældre, der gerne vil børnene og de unge, parene, der måske er på vej mod familie og lige skal udleve en masse energi og kreativitet først, og så familierne, som os, hvor mange hjemmeskoler/unschooler. Det er den vej vi skal, når tiden er inde. Jeg ved ikke hvor og hvornår. Men snart.
    Jeg er vokset op på Lolland, på en gård, og det var helt klart min mor der var min primære tilknytning, og mine søskende. Min farmor boede også tæt på. Vi tegnede sammen og talte om Gud, for hun var kirkesanger og meget troende.
    Når jeg læser “Tonje Glimmerdal”-bogen af Maria Parr, som kan sammenlignes med Lindgrens eventyrlige barndomshistorier, så mærker jeg også en varme og en glæde, når det omhandler bedstevenner mellem børn og voksne. Og hvordan de venskaber er berigende for begge parter. Den er så smuk den bog. Og børnene elskede den.
    Jeg ved ikke hvad jeg ellers vil sige nu – jeg kan bare mærke en storm af JA til det her emne. Kvindefællesskaber har jeg skabt og søgt flere af efter jeg blev mor og mere moden. Det er fantastisk. At høre til, at spejle sig, at synke ind i inspirationen fra andre og bare at mærke at vi er sammen om det her liv. Uhh…

    • SVAR

      Lige hurtigt til det hele: Tonje Glimmerdal er min yndlingsbørnebog fra nyere tid. Jeg kan ikke sige nok godt om den smukke, dybe fortælling. Jeg græd og grinede hele vejen igennem.

      Jeg har lagt et link ind til Tines arrangement i bunden af indlægget nu. Hun vil uden tvivl blive glad for at høre fra dig. Jeg har indtryk af, at der er nogle skønne steder i Ry/Alken/etc., hvor man bor tæt sammen, og har en masse fælles?

  • SVAR

    Jeg er 64 og synes ikke, at alting var bedre den gang i gamle dage, bestemt slet ikke relationerne. Det kan godt være, at de voksne fyldte mere i hverdagen, men de var ikke særlig tilgængelige, som en anden også skrev, og da slet ikke med mine bedsteforældre.
    Mine bedsteforældre var ikke omkring deres børnebørn, og jeg husker heller ikke, at det var almindeligt at være det, dengang jeg var barn. Min mor var der langt mere for sine børnebørn, og jeg er i endnu højere grad.
    Jeg forstår ganske enkelt ikke trangen til at “gå tilbage”. Vi skal da fremad, der er så mange fantastiske opdagelser på vejen, som vi endnu ikke har mødt.
    Den åbenhed der er mellem mig og min datter og svigersøn for den sags skyld, var uhørt dengang. Vi snakker om mange flere ting, end jeg kunne snakke med min mor om.
    Vi skal ikke tilbage, for det var ikke bedre dengang. Vi skal videre fremad i netop den følelsmæssige åbenhed, der gør at vi kan snakke om det, der ligger os på sinde.
    Vi skal fremad, hen imod positiv forståelse af os selv, hvor vi deler og samarbejder, ikke kun på det praktiske og økonmiske, men i høj grad også på det følelsemæssige plan.
    Der er lag i vores forståelse af os selv, som det først er nu vi kan begynde at forstå. Der er sammenhænge vi aldrig har haft sprog for, og kunnet tale om, som vi gør nu.
    I gamle dage skulle man skjule det ene og det andet. Slut med det, nu deler vi det, for vi har det allesammen sådan eller på en måde der ligner. Vi kan hjælpe hinanden.
    I gamle dage fyldte autoriteter meget og deres ord var lov. I dag vender vi i højere grad ryggen til dem, og hjælper og inspirerer hinanden i stedet for. Vi har højere grad fundet ud af vores betydning og tager mere ansvar for vores eget liv og velbefindende, i hvert fald i forhold til den gang.
    Skolen var et mareridt at strambuks, kæft, trit og retning. Jeg er ikke tilhænger af reformen, men jeg kan da se, at mit barnebarn lærer på en helt anden og langt mere spændede og undersøgende måde, end vi gjorde. Det var totalt tankpasserpædagogik dengang.
    Udefra kunne det godt ligne lykkelige familier, men det var tit på overfladen. Under den foregik der mange uhyrlige ting. De færreste blev skilt, men der stod stesolider i masser af kvinders medicinskabe, også i min mors, og det var tit hjerteskærende, at være en del af den frustration både mænd og kvinder kunne føle. Vi var en helt almindelig familie, og jeg oplevede ikke det var ret meget anderledes i andre familier.
    Der var også gode ting, men det var ikke bedre, ikke for mig at se. Måske misforstår jeg noget, men jeg kan ikke lige se, hvad det skulle være bedre end det, jeg lige har skrevet om her, og der er sikkert mere, men jeg måtte bare lige reagerer.
    For mig betyder den åbenhed og samarbejde, at mit liv er mere gladt, ærligt og jeg selv og dem omkring mig har det godt, sådan helt ned i sokkerne, for ellers må vi snakke om det. Der er en løsning på alle problemer, også dem som ser ud som om de kommer udefra.
    Jeg har ikke læst bogen, og måske har jeg misforstået noget, og jeg ved godt, at der mange steder går det ikke så godt, men altså. Jeg kunne skrive mere, men må hellere holde for nu.
    Kram til dig Maj, du som også bare dele af dig og dit liv til, er i høj grad med til at gøre åbenhed til noget helt normalt 

    • SVAR

      > Tak for din beretning her, Britta, inden vi andre kommer for godt i gang med at idyllisere fortiden..! Jeg tror også at vi skal passe på med at sige, at vi vil “tilbage”, for der er jo mere tale om en bevægelse, hvor vi reflekterer over nogle ting, og hvor vi kan lære af fortiden – på godt og ondt. Vi skal tage de ting med fra fortiden, ind i nutiden og fremtiden, og justere lidt her og der, så tror jeg at det kan blive rigtig godt. Jeg tænker f.eks. at vi skal arbejde langt, langt mindre end vi gør i dag. Og ja, man arbejdede vist nok endnu mere “i gamle dage”.

    • SVAR

      Hej Britta,
      jeg tror godt, jeg kan forstå, hvorfor du tolker mit indlæg som et ønske om at vende tilbage til gamle dage, men det er på ingen måde min hensigt.
      Jeg ser ikke tilbage mod noget bedre (men skriver derimod, at Gordon Neufeld beskriver datidens relationer i landsbyen i et romantisk skær, hvilket jeg ikke er enig i – bl.a. idylliserer han også efter min mening de stereotype kønsroller), og jeg længes ikke efter noget fra datiden.
      Men jeg mener, at vi har forvildet os væk fra vores natur, når vi er så meget væk fra vores familier, og i så høj grad benytter os at institutioner til at passe vores børn osv. osv. Det er ikke det samme som at sige, at noget var bedre før i tiden, men jeg mener, at vi NU – i 2017 – har muligheden for både at være nærværende, omsorgsfulde og samtidig et ligestillet samfund med udvikling og rummelighed.
      Jeg mener, at vi bør kunne indrette os, så vi kan være noget for hinanden og samtidig kan opretholde en sund levestandard, hvis vi bevæger os væk fra vores fuldkommen destruktive kapitalisme og forbrugskultur, hvis vi giver slip på drømmen om hele tiden at få mere og være mere og fremstille mere og i stedet fokuserer på at være noget for hinanden og kun fremstille det, som vi rent faktisk har brug for.
      Og midt i vores jagt efter at udvikle os og producere mere og komme ud af hjemmene for at blive til noget, har vi altså i følge Neufeld mistet kontakten til vores børn og lige præcis det mener jeg, er helt rigtigt. Jeg tror ikke, at kontakten var bedre i gamle dage, men den var mere nærværende. Man refererede mere til sine forældre end til sine venner, og tænk hvis det kunne være tilfældet nu, hvor forældre ovenikøbet har en langt større forståelse for børn psykologi og behov. Det er dér, jeg mener, vi skal hen ♥️

      • SVAR

        > Ja, det giver mere mening for mig det der 🙂
        Lang snak, må heller læse bogen, inden vi snakker videre.

        • SVAR

          Lad os sige det! 🙂

  • SVAR

    […] lidt apropos det jeg skrev om at holde fast og skabe menneskelige relationer, har vi i den forgangne uge aftalt med vores totalt seje nabo på 87, at vi vil have en ugentlig […]

  • SVAR

    Jeg husker klart jeg var noget for mig selv da jeg startede i skolen, min far og mor var skilt (hvilket var atypisk dengang), jeg boede hos min far (endnu mere atypisk) og min mor var meget ung i forhold til de andre forældre.

    Den første skole jeg gik på blev jeg mobbet og det satte klart et præg på hvordan jeg søgte sociale relationer fremadrettet. Jeg lærte ikke at have brug for andre og at have det bedst i mit eget selskab eller sammen med min far.

    På grund af omstændigheder i vores liv dengang, blev jeg meget hurtig voksen i min tilgang til en del ting og det naive børneliv kan jeg ikke rigtigt huske nogensinde at have kendt. Dermed ikke sagt at jeg syntes jeg havde en dårlig barndom, jeg havde bare en anderledes barndom.

    Jeg har altid haft et stærkt bånd til min far og grundet min opvækst har vi vist altid været hinandens sparringspartnere og er det i høj grad stadigvæk. Men i min ungdom gjorde jeg faktisk primært det jeg fandt bedst og insisterede på at være ligeglad med hvad andre mente om den sag.

    Fællesskaberne i vores liv…. Jamen jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige. Vi bor relativt langt fra vores nærmeste familie og derfor indbefatter besøg hos hinanden altid planlægning og 2-3 timers transport, så vores familierelationer bruger jeg ikke aktivt i vores hverdag. Ligesom med familien har jeg også fået spredt min vennekreds lidt udover det hele og igen er det derfor ikke nemt at bruge de relationer i hverdagen.

    Der er dog et fællesskab jeg har planer om at dyrke. Vores ene nabo har just mistet sin mand efter meget lang tids sygdom og for noget tid siden begyndte hun og jeg at søge hinanden, så det er min intention at opdyrke et fællesskab med hende i vores hverdag…

    Nu kom det til at lyde som om vi er ensomme og overladt til os selv i hverdagen, det er vi ikke, men mine børn render ikke lige over til deres bedsteforældre eller bliver spontant hentet til en kagebagedag – til gengæld gør de god brug af deres venner og vi gør meget ud af at ses med vores venner og familie når det kan lade sig gøre, det er bare som regel noget der kræver planlægning.

    • SVAR

      Jeg genkender din beskrivelse af fællesskabet fra både mit eget liv og mange andres, og jeg tror, det er helt okay, at vi ikke nødvendigvis bor op og ned af hinanden, men jeg oplever samtidig en større efterspørgsel efter lige netop det nære fællesskab. Måske de næste generationer kommer til at bruge hinanden mere ❤️