Familien er skrevet ud af børnebøger og film til fordel for venskaber og institutionsliv

På vej mod Aarhus den anden dag sad min søn på seks ved siden af mig i bilen. Han bestemte musikken under hele turen, vi hørte Stevie Wonders tidlige albums, og snakkede om mange ting, som vi ikke altid har mulighed for at få vendt.

Vi snakkede blandt andet om børnebøger og film, en samtale der startede, da min søn, som for nyligt så én af de nyere Bøllebob film, udbrød: “Det er mærkeligt, at man aldrig ser Bøllebobs familie. Man ved slet ikke, om han har forældre?”
Min søns refleksion ramte lige ned i et emne, som jeg har været optaget af et stykke tid, nemlig den venskabsdiskurs, der i høj grad præger populærkulturen omkring børn.

Vi har skabt en fortælling omkring børnene, hvor venskabet er det, der betyder mest, og de fleste børnebøger samt film har således vægt på venskaber, skole og institutioner fremfor familien. Det samme gør sig gældende for de ting vi siger til os selv og hinanden om barndommen. ”Han skal væk fra sine forældre for at blive socialiseret”, eksempelvis.

Vennerne er blevet den nye familie, men hverken venskabet eller institutionerne kan udgøre en familie for børnene, og det skal den heller ikke.
Barnets jævnaldrende har ikke den erfaring, som forældre har, og barnets jævnaldrende elsker ikke barnet ubetinget, sådan som forældrene gør det. Senere i livet kan vi vælge venner, som vi kalder vores familie, men det er ikke meningen i barndommen.

Jeg sagde til min søn, at fordi vi har skabt et samfund, hvor vi forventer, at alle forældre arbejder væk fra hjemmet, har vi været nødt til at fortælle os selv og hinanden, at vennerne er barnets vigtigste pårørende, og at det er dem, barnet skal læne sig op ad og tilbringe det meste a sin tid med.
“Men det er da LØGN!”, sagde min søn, som elsker at være sammen med ligesindede jævnaldrende, men som altid gerne vil have sine familie tæt på.
“Det er familien, man ikke kan undvære.”

Ofte møder jeg forældre, der bekymrer sig om, at deres børn ikke har venner nok. Det sker endda, at børnehaven eller skolen indkalder til en bekymringssamtale, fordi barnet ikke er tilstrækkeligt socialt. Men hvornår er man tilpas social, og hvorfor tror vi, at vuggestuen/børnehaven/skolen er rigtig for alle, og at det er lig med en ubalance, hvis man ikke trives dér?
Hvorfor forventer vi, at alle børn skal være udadvendte, når ikke alle deres forældre er det, og hvordan kan vi tillade os at tillægge barnets venskaber så stor betydning?
Det gør vi, fordi denne tendens har pågået siden vores egne forældres barndom, hvor vennerne i løbet af få årtier blev den nye familie, da mødrene kom ud på arbejdsmarkedet, og økonomien udviklede sig med lysets hast. Vi kan med andre ord ikke huske, at der var engang, hvor man spurgte sine forældre til råds, og hvor det var hjemmet, man søgte tilbage til, når verden var for stor.

I løbet af få generationer er familien som barnets centrum blevet udskiftet med vennegruppen, og det er en sårbar konstellation, for som den canadiske psykolog og tilknytningsekspert Gordon Neufeld (link til videoen “Kids need us more than friends”) siger, så kan et barns venner ikke måles sig med forældrene, når det kommer tilså vigtige forhold som loyalitet, erfaring og tilknytning.

Derfor er jeg opmærksom på diskursen i bøger, film og andre medier, der påvirker mine børn. Jeg taler med dem om, hvorfor jeg ikke mener, det er en fiasko kun at have en enkelt god venner eller primært at orientere sig mod sin familie, mens man stadig kun er teenager, og jeg håber fremfor alt, at mine børn med tiden finder de venner, de har lyst til, uden at skulle føle sig forkerte, fordi det muligvis ikke er nok set med andres øjne.

Familien er skrevet ud af børnebøger og børnefilm og børnetv, fordi det er det samfund, vi har bygget op: Et samfund, hvor familietiden har mistet sin værdi, og hvor vi som forældre ikke har selvtillid til at insistere på familien som det bærende fundament – for alt. Men enhver forandring starter med bevidstheden om, at noget skal gøres anderledes, og her har kulturen et ansvar for ikke kun at beskrive normen men også at udfordre den. Jeg håber, vi snart kommer til at se børnebøger om hjemmeliv, andre familieformer, nærværende forældre og bedsteforældre og fravalg af de velkendte kasser de næste år.

Hvilke bøger og film holder I særligt meget af, som handler om familieliv?


Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

43 Kommentarer

  • SVAR

    Det er så godt beskrevet Maj! Jeg går selv og tænker en masse tanker omkring dette,idet vi herhjemme diskuterer præcis dette for tiden. Vi har en søn på 8 som pt er på reduceret tid i skolen pga mistrivsel og stress. Jeg drømmer om at tage ham helt ud af skolen og afprøve hjemmeundervisning, mens min mand er imod dette og bla nævner ensomhed og manglende jævnaldrende venner som et stort bekymringspunkt. Jeg vil vise ham dit indlæg i dag og lade han tænke lidt videre

    • SVAR

      Kære Michelle, man kan sagtens have jævnaldrende venner og et rigt socialt liv, selvom man ikke går i skole/holder pause fra skolen.
      Det er en misforståelse, at skolen og institutionerne er nødvendige for en sund socialisering. Jeg synes, I skal se Gordon Neufeld videoen sammen også. KH

  • SVAR

    Springer Galore er faktisk ret fin mht familie og sammenhold 🙂 Masser af kærlighed og snakke. Men også venskab mm. På ramasjang. https://www.dr.dk/om-dr/programmer-og-koncerter/dr-ramasjang-faar-en-ny-superhelt

    • SVAR

      Hvor fint!
      Vi har ikke Ramasjang, men jeg vil huske det, til vi besøger bedsteforældre næste gang og tjekke det ud dér 🙂

  • SVAR

    Wauw, vi har LIGE snakket om det samme herhjemme i aftes. Kastanje og jeg læser “Det lille hus”-serien til godnathistorie. Pt. på bind 4. Synes, den beskriver familielivet, søskendekærlighed og sammenholdet og også afhængigheden af hinanden så fint <3

    • SVAR

      Det lille hus-serien er lige præcis en familieserie. Vi blev nødt til at starte på den igen, så snart vi var færdige med bind 8. Mine børn er dybt betagede af historierne om det nøjsomme, grundige, farlige men også nære liv med familien i fokus. Da vi havde læst den første bog, sagde de: Gid vi også kunne leve uden at købe ind i butikker.

  • SVAR

    Det lille hus på prærien-serien <3

  • SVAR

    Tak for endnu et rigtig godt indlæg Maj! Jeg har nyligt selv fået øje på ting i netop Bølle Bob sangene, som vi også har spillet for vores datter – specielt temasangen “Vi er ikke rigtig voksne”s vers gør mig faktisk rigtig trist (talk about childism..). Og jeg synes virkeligt, det bliver relevant i ungdomsserierne også; hvor er forældrene i ungdomsserien SKAM? Der virker samtlige af de unge til at være helt detached fra deres familier, hvis de da overhovedet har nogen (hvilket så måske kan forståes som en kulturkritik? Svaret derpå virker i al fald kun til at være nære relationer til jævnaldrende).

    • SVAR

      Sådan har jeg det også med Bøllebobsangene og med hele den ramme der er sat omkring fortællingen: Childism, fravær af forældre og bedsteforældre, børn som flagrer alene rundt i en stor verden osv.
      SKAM har jeg ikke set, men din kritik lyder meget relevant.

  • SVAR

    Kære Maj,
    Tak for dine fine indlæg, som jeg har læst med på et par måneder, men endnu ikke givet mig tid til at svare på – nu står vi dog overfor hjemmeliv lige om lidt og så melder lysten sig til at deltage mere aktivt 🙂
    Mine piger på tre og et (ja man lærer hurtigt, når man har en stor at kigge efter) er helt vilde med Pippi for tiden. Og det er jo et utrolig dårligt eksempel i forhold til det med familien, da Pippi bor alene og Tommy og Annikas forældre er skrappe – og de voksne i det hele taget er fra en anden tid. Men så alligevel – for Pippi stiller spørgsmål ved alt det, vi tager for givet. Hvorfor skal man gå i skole fx – hun ved jo hvad hun har brug for og ellers kan man spørge. Hun er retfærdig, modig og kritisk og får alle normerne til at se fjollede ud. Så vi hygger os ret godt med at læse henover det meste og kigge på billeder, da den er lige til den avancerede side for den tre-årige..
    Kh
    Anna Frida

    • SVAR

      Jeg er vild med Pippi, netop fordi hun udfordrer alt det, vi tager for givet. Det er så vigtigt, at nogen gør det. Og Pippi er ikke hverken ensom eller institutionsbarn – hun er eventyrer og sårbar og mega stærk og anarkist og livsglad. Pippi er ikke én, man måler sig liv op imod, tror jeg. Nærmere sig selv og sit mod?

  • SVAR

    Min søn spørger altid når vi ser noget tv eller læser en bog osv hvor børnene er alene. Hvor er moren og faren.
    Han har altid været hjemme , han er 3 år. Jeg har ofte haft svært ved hvad jeg skulle svare . Men er begyndt at være helt ærlig. Han syntes også det er mærkeligt. Tak for ord 🙂

    • SVAR

      Jeg er altid ærlig omkring den slags uden at være fordømmende. – og om næsten alt andet, sådan set. Det er sådan en fin måde at skabe forståelse og indblik.

  • SVAR

    Det er virkelig fint beskrevet. Du nævnte det også til dit (i øvrigt virkelig inspirerende og humoristiske) foredrag i mandags og jeg har siden tænkt over om netop samfundets fokus på, at børn skal have ”mange” venner, er med til at fodre følelsen af at være forkert eller måske er med til at skubbe til lidt ensomheden – selv for børn, som netop har få venner (som måske ikke nødvendigvis har samme alder) og/eller et virkelig stærkt familiebånd. Jeg tror i hvert fald, at jeg kan huske den følelse lidt. I forhold til litteratur med familielivet i fokus er Astrid Lindgrens ”Alle vi børn i Bullerby” et bud. Den er et kæmpe hit for min ældste i øjeblikket og selvom omdrejningspunktet er venskabet mellem børnene, er familien, forældrene og deres ”fælles” farfar hele tiden nærværende.

    • SVAR

      Åh, “Alle vi børn-bøgerne” er absolut mine yndlings fra Lindgren, og jeg kan læse dem og se filmene igen og igen. De rammer mig helt ind i hjertet, hvor jeg altid mærker en dyb længsel efter det simple og nære, når jeg læser dem ❤️Og mange tak for dine ord om mit foredrag.

  • SVAR

    Jeg tænker at du har meget ret i det du skriver, men samtidig tænker jeg også om der ikke ligger noget naturligt i at børn/unge på et tidspunkt begynder at orientere sig mere udad i verden og væk fra forældrene og at det bare er det, film og bøger viser. Det sker så bare for tidligt nu ift. tidligere pga. institutionalisering og adskillelseskultur.
    Jeg er meget begejstret for Peter Gray og han beskriver både på sin blog og i sin bog meget betydningen af børns venskaber (på tværs af alder) og udforskning uden for meget voksenindblanding, og det giver så meget mening for mig.
    Og så må jeg hent ærligt indrømme at jeg (udover Det lille hus på prærien) er helt vild med bøger og film hvor børn gør deres egne ting uden indblanding fra de voksne. Det har jeg været hele mit liv

    • SVAR

      Hej Tanja,
      jeg er fuldstændig enig i, at børn skal sættes fri til at lege for sig selv – både ment som en udforskning af naturen, hvilket vi er blevet drastisk dårligere til de seneste årtier, og i venskabet, som er blevet en alt for overvåget størrelse i samme periode. Vi tror, verden er farligere nu end tidligere, men det er den ikke, og det er vigtigt, at vi som voksne der er omkring børn, bliver opmærksomme på det.
      Denne problemstilling ser jeg dog som en helt anden udfordring end den, jeg beskriver i mit indlæg, og jeg er nødt til lige at skille tingene ad, så vi ikke ender med en misforståelse.
      Børn skal løsrives fra deres forældre i deres naturlige, gradvise tempo, som er både individuelt og nødvendigvis påvirket af den kultur, barnet vokser op i. I løbet af de seneste 2-3 generationer er der sket en markant udvikling, hvor barnet er gået fra at trække primært på sine forældre som erfaringsbase og ikke mindst dem, der sætter rammerne for barnets værdier, til at vi via vores massive institutionalisering (adskillelseskultur) har udskiftet familien med vennerne. Det ser jeg ikke som et sundhedstegn, tværtimod, og det at det sker pg.a. vores adskillelseskultur er i mine øjne ikke formildende men blot en forklaring og dermed også et svar på, hvordan vi kan ændre denne udvikling.
      Det er ikke meningen, at elleveårige udelukkende skal gå til hinanden for råd, men derimod at deres base skal være i familien, og at de derfra i deres eget tempo, trygt og med overskud, kan søge mere og mere ud, indtil de en dag står så stærkt i deres egen kerne, at de kan slippe forældrene og træde ind i voksenlivet med en sundt selvværd.
      Jævnaldrende er ikke erfarne voksne; det er netop som barnet selv umodne og ikke i stand til at sætte andre før sig selv, sådan som forældre er det.
      Men du kan tro, jeg ligesom du, er vild med bøger om børn, der gør ting på egen hånd, så længe det er med inspiration fra dem selv og afsæt i et godt selvværd. Eksempelvis er både dokumentarfilmen og bogen Laura Dekker, der som 14-årig sejlede halvvejs rundt om jorden, en go-to herhjemme.

      • SVAR

        Tak for din uddybning! Jeg er faktisk fuldstændig enig med dig, kan jeg høre nu 🙂

        • SVAR

          Jeg synes, det kan være så svært med de udvekslinger her i kommentarsporet, fordi der nemt opstår misforståelser. Men jeg læste nu også dine ord som om, at vi var meget enige 🙂

  • SVAR

    Kære Maj My.
    Vi (min mand og jeg) kommer til dit foredrag i Hillerød den 16. og fundere med tanken om at hjemmepasse min søn på snart tre. Det bliver fra august hvor min uddannelse er slut. Men jeg har fanget mig selv i flere gange at sige herhjemme; en dag… en dag bliver alt godt… snart bliver alt godt… Men hvad hvis hjemmepasning ikke ændrer alt til det gode? og som min mand sagde, det ændrer ikke noget for mig. (han skal være den forsørgende) Jeg blev grebet af panik, og tænkte ja? hvad hvis det ikke bliver godt. Hvad hvis min søn ikke trives hjemme. Han står ofte op og siger ‘hvad skal vi i dag mor?’ som én der venter. Men ja… det er nok bare tankemylder og tvivl. Jeg glæder mig til at se dig den 16. ! Og er ikke i tvivl om at hjemmepasning er vejen vi skal gå. Nogen gange er det dog stadig så ukendt.

    De bedste hilsner

    • SVAR

      Jeg glæder mig også til den 16., og jeg synes, du skal stille spørgsmålet dér: Hvad hvis det ikke ændrer alt til det bedre?
      Det vil jeg gerne tale om.
      Jeg har lyst til at spørge, hvorfor det ikke ændrer noget for din mand, at din søn skal være hjemme med dig? Pludselig har han et barn, som ikke længere kommer i institution, og en hustru derhjemme og dermed en helt anden base at vende hjem til og tænke på og ikke mindst tilbyder han sit barn en helt anden barndom.
      Det må da ændre noget for ham.
      Intet i livet er perfekt, alle tilvalg kommer med fravalg og øvelsen er at prioritere det, der betyder mest for én – for man kan ikke få alt.
      Vi ses den 16.!

      • SVAR

        Åh. Jeg tror det kom forkert ud og ned, det er ikke et af de spørgsmål jeg har gået og haft til foredraget 🙂 Vi vil det her så meget. Og 9,5 ud af 10 dage er vi SÅ klar!
        Nogen gange melder tvivlen sig, og når den gør hos den ene tvinges den anden ofte med. Dermed ikke sagt det er sådan hos alle.
        Jeg har haft ondt i maven 2 år snart og det glæder VI os til snart er ovre. Vi glæder os til en anden harmoni herhjemme. Som helt sikkert bliver benhård. Og den der type hård -kender vi ikke nu. Men den skal læres. I det spæde. Og vi glæder os. Vi ses snart!

        • SVAR

          Åh, så forstår jeg – og ja, det er benhårdt men også dybt meningsfuldt. Og det er det, det hele handler om 🙂

  • SVAR

    Hold da op, de ord vækkede og løsnede noget i mig. Og fik mig til at se anderledes, både på ting fra min egen barndom, og ting min mand har fortalt om sin barndom. Tak ❤️
    Herhjemme er vi ret glade for ramasjang universet, hvor der også gemmer sig små perler, hvor familien og hjemmet ofte er rammen for børnenes venskaber og eventyr. Feks Kasper og Sofie som mødes i børnehaven, men ofte leger sammen i selskab med både morfar, forældre og storesøster. Og så de mere tossede USA/UK serier Lille Roy og Vaffel, hvor alt foregår hjemme i familien.

    • SVAR

      Kære Tanja – vi har ikke Ramasjang, men mine børn så netop Vaffel hos min mor i sidste uge, og syntes, den var virkelig sjov og god :)❤️

      • SVAR

        Hvis nu i får lyst til at se udvalgte serier, ligger de jo på DR.dk eller i appen >

  • SVAR

    Herhjemme er det store hit jo Gurli Gris for vores mindste (2 og 4 år). Gurli er meget sammen med sine forældre og sin lillebror.

    Og ja, så Sprinter Galore, som andre nævner.

    • SVAR

      Jeg kender ikke de to fortællinger, men det gør mig glad, at der er flere historier med familie og tilknytning som omdrejningspunkt 🙂

  • SVAR

    Sidder i Singapore og tænker tilbage på Krummerne af Thøger Birkeland. Mine børn er voksne nu – men Krumme bøgerne og film er stadig sjove tænker jeg.

    • SVAR

      Ja, de er sjove – både bøger og film. Dem har min ældste også slugt flere gange og filmene har vi alle sammen set det sidste års tid.

  • SVAR

    Holder meget af bøgerne om “Grynet”, “Anne fra Grønnebakken” og “Laura-bøgerne”.

    • SVAR

      Enig, enig, enig – skønne, nære bøger

  • SVAR

    Laura bøgerne som jeg også foredrager om. Et glimrende indlæg du har skrevet her!

    • SVAR

      Mormor og de otte unger bøgerne!
      Skøn fortælling jeg slugte som barn:-)

      • SVAR

        Dem kender jeg slet ikke – de skal da undersøges 🙂

        • SVAR

          Jeg bliver også lige nødt til at nævne Cicil Bødkers helt fantastisk velskrevet Silas serie. Som har mange bøger i serien.
          Den fortæller om Silas som flygter fra et cirkus og i sidste ende får skabt sin egen familie af triste og sårbare eksistenser, i en forladt landsby på et bjerg. Silas forstår at se folk, og lade dem blomstre. Bødker er Så velskrevet og livsklog læsning!

          • Ah ja! Silas’ familie, som han skaber selv af forældre, bedsteforældre, babyer – alle generationer plukker han, og danner smukke fællesskaber. Smukke bøger. Tak.

    • SVAR

      Kære Nana – hvor er det spændende, at du holder foredrag om Laura-bøgerne. Dem er vi også meget glade for herhjemme.

  • SVAR

    Siden du nævnte det for os da vi gik tur sammen med dig har det haft stor betydning for mig. Og meget pudsigt så fik vi at vide til skole hjemsamtale den anden dag at min Astrid ikke havde venner nok og at hun skulle huske ikke kun at være glad for en eller to piger men være venner med dem alle. Hendes svar var hun var venner med alle, men der var kun to som gjorde hende rigtig glad og hun gad altså ikke lege med nogen som ikke gjorde hende glad. Jeg var så stolt af hende!

    • SVAR

      Men helt ærligt…jeg bliver simpelthen så frustreret. Jeg er da ikke en skid lige glad for alle. Jeg respekterer og rummer og anerkender alle, men jeg er da ikke lige glad for dem. Hvorfor skulle børn være det? Hvad er det for en forvrænget forventning at have til et menneske, som netop er ved at lære sine egne grænser og sin plads i verden at kende? Kæmpe high five til Astrid for hendes helt eksakte svar!

  • SVAR

    Kære Maj My.
    Tak for et dejligt indlæg. Og hvor er det godt set af din søn, det med fraværet af familien.
    Jeg lagde mærke til det hen over julen, da vi så nogle julekalender afsnit. Forældre var nærmest holdt udenfor. Det slog mig undervejs, at det virkede trist.

    Nå men vi er jo helt nye HU´er, har dreng på 8 og pige på 9.
    Udovre alm. skolebøger, så kører vi tværfagligt tema. Vores første tema er netop et tema om nybyggere og USA, og her inddrager vi netop Det lille hus på præmien, som I den grad handler om nærved og familiens relationer forældre og barn imellem. Og om fællesskab, og hvordan man i et samfund kan bruge hinanden, og sammen være stærkere….
    Og meget andet selvfølgelig…

    Derudover er børnene også begejstret for Springer på Ramasjang som en anden beskrev. Hvis I ikke har kanalen, så kan I højst sandsynligt finde afsnittene på dr.dk/tv
    Selv har vi i mange år haft en simpel stue-antenne, som fungerer rigtig fint, og derudover en cromecast. Så indimellem så caster vi nogle spændende naturvidenskabelige programmer over internettet. Det kan ikke svare sig at have tv-pakker, da vi ikke ser så meget tv ellers.

    Lige nu er vi ret glade for at have taget springet til at hjemmeundervise. Allerede nu er vi kommet tættere på ungerne, og de er selv komme tættere på hinanden. De virker mere afbalanceret og er vildt begejstret selv for at gå i hjemmeskole 🙂

    Jeg tror bare at dit foredrag i november i KBH gav min mand og jeg det sidste drive til at tage springet. Vi er lige startet efter nytår, og hvor er det nogle dejlige dage/ og en dejlig ti, som vi har lige nu. Love it 😉
    Tak igen for at dele så meget fra jeres eget liv – i er til stor inspiration.
    KH
    Mette

  • SVAR

    Det er pudsigt, for da jeg læste dit indlæg tænkte jeg at der umiddelbart er mange bøger og især børnebøger om familien. Men da jeg så begyndte at gå den mentale liste igennem i mit hoved og tænke over de forskellige bøgers indhold, gik det op for mig at jeg tager fejl.

    Endda de børneklassikere jeg har og stadig sætter stor pris på retter sig mod venskabsdiskursen. Jeg nævner i flæng: Pippi langstrømpe, Peter plys, Peter pedal fortællingerne og mange andre. De eneste jeg kunne komme i tanke om, som muligvis havde bare lidt fokus på familien var Brødrene Løvehjerte, Ronja Røverdatter og Emil fra Lønneberg.

    Jo mere jeg beskæftiger mig med samfundsdiskurserne, jo mere skræmt og faktisk også ked af det bliver jeg. Det er så uendeligt trist at vi har fået skabt en diskurs, hvor det at nære et ønske, endda et behov om at være i nær relation til sin familie er blevet nærmest sygeliggjort.

    Jeg læste en artikel om et forslag omkring tvangsfjernelse som sanktionsmulighed overfor kriminelle forældre. Udover det helt igennem frygtelige i, at man tænker det er ok at straffe forældrene ved at straffe børnene, så er det om muligt endnu mere frygteligt hvor lidt vægt der bliver lagt på den viden, om tilknytning og børns udvikling, vi efterhånden har tilegnet os. Det er som om vi mennesker ikke længere er forældre i samfundsdebatten,men blot rugemaskiner, der muligvis evner rollen som forældre, hvis altså vi er godt støttet op af professionelle og institutionsliv.

    Så, når man vælger noget andet for sin familie, bliver det i bedste fald opfattet som minimum som synd for børnene alt det de går glip af i institutionen og den udvikling der bliver hæmmet og i værste fald bliver man opfattet som nærmest skadelig for sit barn, for at gøre det der føles rigtigst for en. Det er skræmmende, så snævert vores samfund reelt er blevet.

  • SVAR

    Jeg har en datter på 2,5 år, som (heldigvis) er meget lidt interesseret i tv, så det fylder ikke så meget (endnu), men vi ser engang imellem Ramasjang… Så at du skrev at i ikke havde kanalen, men den kan ses live på dr.dk, så den er reelt set lettere tilgængelig end Netflix.

    Jeg synes generelt at de har nogle rigtig fine ting…
    – Sprinter Galore, som en anden nævner
    – Kasper og Sofie (her er forældre og bedsteforældre meget med)
    – Gurli Gris, her er forældre og bedsteforældre meget med.
    – Rosa fra Rouladegade, hvor børnene skal overraske (stort set altid) et familiemedlem med en personlig kage
    – Forleden så vi “Astrid skal være storesøster”, som handler meget om familien
    – Mig og mine to hjem, som handler om skilsmissebørn og det at have to hjem/familier (meget relevant for mange børn)
    – Flaskepost fra Stillehavet (en familie, som “trækker stikket” og flytter til en stillehavsø med deres to børn)
    – Emil fra Lønneberg
    – Vidundervovsen Vaffel

    Og så handler sådan noget som Krummerne da også ret meget om familien Krumborg.

    Jeg siger ikke, at problemet ikke findes, men man kan også stirre sig blind på et problem, og blive “for” opmærksom på det… Ja, forældrene dør altid i starten af Disney-filmene, men de handler også ofte om en stærk familierelation, f.eks.:
    – Find Nemo, hvor faren er ude på en lang og farlig rejse for at finde sin søn
    – Frost, hvor Anna utrolig gerne vil hjælpe sin søster, som hun er blevet holdt adskilt fra i mange år