Fødselsdagen som druknede i…

…tja, i en shitstorm.

For en uge siden fyldte bloggen her et år. Jeg er ikke generelt meget for at fejre mig selv, men jeg havde alligevel tænkt, at jeg ville skrive “Hurra – og tak for at I er med!” herinde på selve dagen, netop fordi det er en fælles indsats. Fordi, let’s face it, hvis ikke I læste med, ville jeg ikke kunne skrabe mig sammen til at skrive herinde ret ofte (læs: nogensinde). Men sidste uge kom og gik, og der var ikke plads til festligheder.

Nu er der plads, og bloggen har været her i et år, og den fortjener et drys konfetti, for den er på mange måder blevet min måde at tænke på; min ramme for refleksion og min motor i mange henseende. Jeres kommentarer giver mig stof til eftertanke og det at have en platform, hvor jeg kan dele mine tanker med andre, skærper min indstilling, dag for dag.

70.482 unikke brugere har besøgt mit lille hjørne af internettet siden september sidste år. Det er blevet til godt og vel 1400 kommentarer og, lad os bare sige, rigtig mange timer her på stedet.
Hver måned kommer omtrent 15.000 mennesker forbi, og selvom det tal har været stabilt fra starten, tror jeg, at mange er kommet og gået: Sådan er livet jo i en verden med konstant bevægelse.

Og selvom ingen af de tal er noget særligt i bloggeruniverset, så er de totalt vilde for mig, fordi jeg elsker det, der foregår herinde, og jeg ved godt, at man ikke taler til nær så mange, når man aldrig skriver om hverken Vild med dans, make-up eller nye sko, men jeg taler alligevel til- og med en del.

Da jeg først kom i tanke om, at bloggens fødselsdag nærmede sig, tænkte jeg, at jeg ville dele nogle af mine yndlingsindlæg på dagen. Men helt ærligt, der er over 300 at vælge imellem, og jeg ville ikke vide, hvor jeg skulle starte. Så nu gør jeg det bare – altså starter….ved mit aller første indlæg, for ét eller andet sted giver det lille skriv et ret fint billede af, hvad jeg ville og stadig vil med min blog (og også af den nervøsitet, som fortsat er en del af at publicere noget så nært flere gange hver uge.)

Det var en anden tid dengang for et år siden: Juno var 9 måneder, og jeg kæmpede med at være mor til (endnu) en baby. Det har altid været hårdt for mig, det første år. Jeg har haft svært ved uforudsigeligheden og den komplette kompromisløshed, som er påkrævet for at være der tilstrækkeligt for et lille, nyt menneske. Jeg har følt mig ensom i min barselstid. Har måske savnet en landsby: Det er ikke det samme at gå barnevognsture alene/spise alene/amme alene. Men der er sket meget på de tolv måneder siden da: Jeg er landet (endnu) mere i mit moderskab, og har taget mine børn til mig på et dybere plan.
Betyder det, at jeg ville have nemt ved at få en baby nu? Nej, det tror jeg ikke, og jeg står ved mine ord om den tid, også selvom de er ømme at læse den dag i dag. Jeg skrev blandet andet om at finde håbet i at alting er i bevægelse og ét indlæg om at komme ud på den anden side uden varige mén.

Efter nytår begyndte noget at røre på sig i vores familie, da overskuddet vendte tilbage: En gammel, dyb længsel blev vækket til live, og jeg begyndte at skrive om at tage børnene hjem. Om at hjemmepasse, hjemmeskole og lægge mine egne projekter til side for at fokusere på familien nogle år. Jeg skrev om forandringen undervejs og om nogle af de mennesker som inspirerede os til at tage springet. Senere skrev jeg om den bevægelse, som vores beslutning startede i os.

For et år siden lavede jeg et lille indlæg om at gå igennem livet med åbne øjne, og nu er vi så her: Med vores egen skole midt i en hverdag på Ærø. Jeg vidste fra starten, at jeg ville efterstræbe at være ærlig her på min blog (ellers kan det være ligemeget), så jeg skrev om alt det, livet også er. Jeg skrev om det dengang, jeg ikke kunne være alene med mine børn, og to dage senere skrev jeg, at det indlæg ikke havde været et råb om hjælp, men derimod en status over livet som mor til fire. Jeg kom også ind på, hvorfor jeg skrev min blog:
“Jeg har to overordnede formål med min blog”, skrev jeg: “1) Jeg ønsker at efterlade læseren med en følelse af, at vi alle sammen har mange muligheder her i livet – og 2) Jeg ønsker at fjerne noget af den forkerthedsfølelse, som mange har dybt i sig livet igennem, fordi jeg tror, vi kan og vil meget mere med vores liv, når vi føler os rigtige fremfor forkerte.”

Det holder stadig, selvom jeg efterhånden mest af alt skriver for at fortælle om min families lidt alternative liv og de mange overvejelser vi gør os, fordi jeg gerne vil inspirere jer der læser med til at gøre jeres egne overvejelser og leve jeres liv, som I helst vil det.

Men nu vil jeg ikke bruge jeres tid på flere links. For ved I hvad? Der er så vildt mange ord herinde, og dem kan man gå på opdagelse i til hver en tid, hvis man har lyst. Faktisk er det blevet lidt nemmere, fordi…

…jeg har fået lavet nogle forbedringer på bloggen i anledning af fødselsdagen. Blandt andet er der kommet et søgefelt (under billedet og den korte intro i højre side), og kommentarfeltet er blevet noget mere læsevenligt. Derudover har jeg fået hjælp til at integrere det nyeste menupunkt, nemlig “Foredrag”, som har ligget klar et stykke tid og ventet på en it-kyndig hånd. Så: Voila! Velkommen til et nyt år sammen med mig her på siden. Jeg glæder mig til at dele det med jer.

Vil I fortælle, hvilke(t) indlæg, der har betydet mest for jer og hvordan I fandt herind?

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

24 Kommentarer

  • SVAR

    Åh, jeg tror ikke, jeg kan pointe et specifikt indlæg, som har gjort en forskel for mig. Men det gør en stor forskel for mig at læse med og reflektere over dine ord og mine tanker omkring
    de ting du skriver om.

    Dine kommentarer på mine ord har mindet mig om at huske mig selv og anerkende mig selv i den proces jeg står i. Du er min sparringspartner på afstand, en sparring jeg værdsætter helt enormt.

    • SVAR

      Jeg er taknemmelig for at være din sparringspartner, og det er meget givende at følge din rejse her fra sidelinjen ❤️

  • SVAR

    Det er afgjort det indlæg, hvor du skrev, at du ikke kunne være alene med børnene.
    Selvom det var en ret træls situation, blev jeg fyldt af beundring over, at du italesatte det…både over for os, men især din mand og familie.
    Det mod ville jeg ønske jeg havde haft i mit liv med småbørn. I stedet for den der ultimative trang tilsat bevise at jeg kunne overkomme alt alene.

    • SVAR

      Jeg kan i hvert fald ikke overkomme alt alene. Faktisk kan jeg ikke ret meget, hvis jeg er alene. Tak for at du læser med, kære Lisbeth ❤️

  • SVAR

    ‘Dem man bruger sin tid med’ – som du skrev sidste jul.
    Jeg gad godt, man kunne få en *stjernemarkerings-funktion, så man kunne ‘gemme’ de indlæg, man godt kunne lide. Ordene forsvinder i strømmen og ens egen glemsel – og mange af indlæggene ville være dejlige og styrkende at vende tilbage og genlæse.

    Og selvfølgelig tillykke!

    • SVAR

      God idé! Jeg tager fat i it-folkene og får dem til at lave sådan en funktion. Tak – og tak for at minde mig om det indlæg. Det havde jeg glemt.

  • SVAR

    De indlæg der giver din blog værdi for mig
    er de blå – dem om når moderskabet nogengange er svært. Og så skal du have en kæmpe tak for legostormen. Ligestilling kommer ikke af sig selv, den skal man kæmpe for og det gjorde du og det gør sgu ondt. Men det er så stærkt og jeg håber du er meget stolt af dig selv. Det kan dine børn ihvertfald være.
    Sikke et forbillede!

    • SVAR

      Tak, tak tak – den storm begynder efterhånden at være det hele værd, fordi så mange har tilkendegivet deres støtte. Det betyder meget. Og jeg kan også særligt godt lide de blå indlæg, så det gør mig glad at læse, at jeg ikke behøver føle mig som en belastning, når jeg skriver dem…

  • SVAR

    Jeg må indrømme, at jeg slet ikke kan huske, hvordan jeg fandt herind. Men jeg har læst med siden første indlæg.

    Jeg kan ikke pege på et specifikt indlæg. Der er så mange gode og vigtige. Men dem om at være mor til en baby har været særligt vigtige for mig til at acceptere mit eget forhold til at være mor til en baby. Nu er min “baby” 1,5 år. Og nu er det jo det sjoveste i hele verden.

    Selvom jeg langt fra er enig med dig i alt, så er du en kæmpe inspirator for mig (og jeg elsker at blive udfordret på mine holdninger, og du har også rykket lidt på nogle af mine holdninger), og du er en af grundene til, at det har været lidt nemmere for mig at forlade et meget prestigefyldt job med alt for mange arbejdstimer til fordel for et meget mere menneskeligt job, hvor jeg har store planer om at gå endnu mere ned i tid. For den allervigtigste tid, er tiden med min mand og min datter. Og jeg hader – som du – begrebet kvalitetstid. Børn har brug for tid. Punktum! Nå, det blev langt. Men altså tak fordi du gider skrive og inspirere. Jeg er vild med din blog!!!

    • SVAR

      Tusind tak for dine ærlige ord og hurra for de valg du træffer med hjertet. Det glæder mig meget – men det vidste du nok godt 😉 ❤️

  • SVAR

    Kære Maj My
    Jeg stødte på dig i Information, hvor du fortalte om Jeres liv på Ærø. Det var skøn læsning, samtidig gjorde det lidt ondt, da du fortalte om den virkelighed, jeg længe har drømt om at være i. Vi har været tæt på, at tage springet, men har ikke turde.
    Dog drømmer jeg fortsat om mere tid og frihed med mine børn. Mere tid til fordybelse og fantasi. Vi har barn nummer fire på vej og jeg/vi prøver at finde ud af, hvordan vores liv skal være.
    Jeg har nydt at læse mange af dine ærlige indlæg. Både om hvor hårdt det er, at være forældre, men også bare om familielivets små skønne øjeblikke, som da i nøgenbadede i aften-sensommersolen. Det er netop den følelse af frihed, jeg ønsker vores familie skal nyde mere af.
    Så jeg er lidt afhængig af dine indlæg for tiden i min proces – så hurra og tillykke – og bliv endelig ved.

    • SVAR

      Kære Nina,
      Det skal helst ikke gøre ondt at høre om andres liv uden at man handler på det. Og det lyder som om, at det gør du. Stort tillykke med jeres kommende firer ❤️

  • SVAR

    Tillykke med bloggen! 🙂 For mig har det været jeres rejse mod hjemmeskolen, som har vakt glæde og genklang i mig. Jeg delte dit tidlige indlæg “Vi kan jo ikke alt, vel” i Fri Læring-gruppen på fb tilbage i oktober, fordi jeg dengang tænkte “Hun er jo hjemmeskoler. Måske ved hun det ikke selv” – men det gjorde du jo. Tak fordi du er en kæmpe inspirationskilde og giver os andre mod til at følge drømmene, også på de dage, det er svært. <3

    • SVAR

      😀 “Måske ved hun det ikke selv?” Jeg skulle i hvert fald lige tage tilløb. I nogle år. Men nu var tiden rigtig, og vi kommer ikke til at fortryde, at vi har gjort det her (hvad end det er for evigt eller ej). Tak for dine input og for dine meget dejlige ord ❤️

  • SVAR

    jeg mener jeg fandt herind via sb.

    De bedste indlæg – ved jeg ikke – jeg er både vild med dem der for alvor sætter tanker i gang og de hyggelige hverdagsglimt, der gør mit hjerte glad.

    • SVAR

      Jeg er i hvert fald glad for, at du er med herinde ❤️

  • SVAR

    Hvad jeg synes ? Det samme som dig …. du får mig til at reflektere over mange ting…. med dine vedkommende artikler! Og så er det interessant at læse om jeres liv på vores skønne ø! Bor også i Dragør men tænker tit, at bare jeg havde turde gøre det samme som jer ! Da jeg var ung ! Du er svær at undvære, det er lidt ligesom at læse en lille god bog , og bliv endelig ved med at inspirere os ❤️

    • SVAR

      Hvor fantastisk at være næsten uundværlig 😉 ❤️ Tak, Dorte!

  • SVAR

    Kære Maj My. Jeg fandt for nylig din blog, da jeg rodede rundt på bloglovin og ledte efter blogs, som giver mening for mig. Sådan nogle som tager fat i det, som livet virkelig handler om, – set med mine øjne. Din ærlighed og dit mod tiltaler mig.
    Bedste hilsner

    jeanetteohrt.dk

    • SVAR

      Kære Jeanette, tak for dine ord og tak for at du læser med.

  • SVAR

    Uha jeg er vild mere alle dine indlæg. Mine farvoritter er nok boganbefalingerne og så dem om familielivet, som er en stor inspiration. Du er ærlig og det er så skønt… Har du forresten opskriften på din søsters cookies? Blev helt lækker sulten. De vil ikke være tosset til en god film/bog en aften hvor ungerne er lagt i seng

    • SVAR

      De er geniale – jeg har haft opskriften med hjem fra USA og selv oversat mængdeangivelserne, derfor er noget af det lidt skævt. Men shit, de smager godt:
      250 g hvedemel
      1/2 tsk. bagepulver
      1 tsk. salt
      170 g smeltet smør
      220 g brun farin
      100 g sukker
      1 spsk. vaniljepulver
      1 æg
      1 æggeblomme
      250 gram mørk, hakket chokolade
      En-to håndfuld mandler (kan udelades)

      1. Forvarm ovnen til 165 grader.
      2. Sigt mel, bagepulver og salt. Sæt til side.
      3. Rør smeltet smør, farin og sukker indtil cremet.
      4. Pisk vanilje, æg, og æggeblomme i.
      5. Vend de sigtede ingredienser med de tørre og rør til sidst den hakkede chokolade og hakkede mandler i med en ske.
      6. Drop cookies i isske-størrelses kugler på bagepapiret, omtrent 6 cm. fra hinanden.
      7. Bages i 15 til 17 minutter, eller indtil kanterne er let ristede.

  • SVAR

    Jeg elskede at læse historien om den dag Storm valgte at tage flugten. Elskede den for modet til som forælder at lytte og give mod og slip. Den gav mig et stort og bredt smil og fik mig til at håbe på. at jeg tør være lige så god til at lade de to piger flyve en gang, når deres vinger er klar til egne eventyr. Men så gav det mig også en forstærket tro på at planerne om at bytte Valby ud med Jylland en gang, når muligheden byder sig, er helt rigtigt. Dine ord og tanker giver mig ofte grobund for eksistentielle overvejelser. Tror jeg fandt her ind pga et like fra en fælles DJH-FB ven. Og da jeg så dit navn huskede jeg dig fra en fælles workshop – huskede dig som noget særligt – på den gode måde 🙂

    • SVAR

      Kære Nicolai,
      nu fandt jeg dig lige på facebook 😉 – og jeg kan sagtens kende dit ansigt. Og jeg kan se, at du også har tvillinger. Lækre, frække tvillinger.
      Hvor er det dejligt, at lige netop det indlæg har gjort indtryk på dig. Det er faktisk et stort tema i vores familieliv lige nu; det med friheden. Og jeg vil gerne skrive et større indlæg om netop det med at sætte sine børn fri. Jeg ville sådan ønske, at jeg havde haft tillid og indsigt nok til at handle på det før. Men måske jeg kan inspirere andre til at overveje netop det med friheden og respekten for børnenes egen dømmekraft og vilje for hold op hvor det rykker ved min tilgang og oplevelse som forælder.
      Og så kan jeg jo ikke lade være: Hvad er det for en chance, der skal byde sig til, før I kan rykke til Jylland? Altså, hvis det virkelig er det, I vil…chancerne byder sig ikke ofte til, medmindre man gør noget for at skabe dem. Og man kan vente et helt liv på at blive klar til det rigtige ❤️

      P.S. det glæder mig meget, at du husker mig for noget godt. Jeg har svært ved at få ind i mit hoved, at jeg ikke har været forkert hele mit liv, bare fordi jeg har været en smule anderledes (sådan føler jeg ikke længere – men i tilbageblik). Så det er dejligt at høre.