Føler du dig berettiget til at leve et godt liv?

Det er fredag, og dermed en uge siden, at jeg mødte de ti kvinder, som kom her til Ærø for at holde retreat over weekend. Ti vidunderlige, inspirerende, vise, følsomme, omsorgsfulde kvinder, der hver især bar på en betydningsfuld historie og nogle smukke ønsker for deres liv.

Der er et tema, som fylder på alle mine retreats, under mine foredrag, og i de mails jeg modtager hver uge. Det er noget, som jeg kender indgående fra min egen udviklingsrejse, fra mine veninder, mine søskende, næsten alle omkring mig.

Temaet er “berettigelse” – eller sagt med andre ord: Modet til at stille os i vores lys og være den mest ærlige version af os selv. At stille sig i sit eget lys betyder ikke “at larme” eller at “være den bedste” eller “at have succes”. At stille sig i sit eget lys handler om at blive fortrolig med, hvem man er, og hvad man trives bedst med, og øve sig i at vælge det fremfor at vælge noget, andre forventer af én.

Det er ikke overfladisk selvudvikling eller navlepilleri. Det er efter min bedste overbevisning den mest direkte vej til at gøre først os selv og dernæst uundgåeligt vores omgivelser gladere; bringe balance til jordkloden og sikre vores fælles fremtid.

Når vi hver især lytter til os selv, vores hjerte, intuition, mavefornemmelse eller hvad det hedder for den enkelte, bliver vi drevet af ønsket om en mere kærlig verden. Vi bliver drevet af ønsket om at stå op for os selv og vores ret til at leve, som det føles mest meningsfuldt for os, og den drift handler aldrig om forbrug eller om at være den smukkeste, klogeste eller sejeste – det handler ganske enkelt om ikke tage mere, end vi giver og om omsorg og respekt.

Mange af os har mistet evnen til at høre vores egen indre stemme, og er i løbet af vores liv blevet usikre på, om vi er gode nok; om vi fortjener at blive hørt, og om det, vi mærker dybt i os selv, rent faktisk er værd at tage alvorligt.
Så vi tvivler, og vi siger ja til ting, vi ikke har lyst til, tilbringer tid med mennesker, der ikke gør os godt, undlader at sige sandheden på arbejdet, når vi føler os usikre, og holder istedet alle disse sandheder tilbage, vi samler til bunke indeni, og pludselig en dag kan vi ikke høre vores egen stemme. Langsomt forsvinder fornemmelsen af, hvem vi er, og hvad vi vil.
“Tal tydeligere”, har jeg ofte lyst til at sige til mennesker, der har svært ved at mærke sig selv.

“Må jeg gerne leve det liv, jeg drømmer om?” “Er jeg forkælet?” “Kan jeg være bekendt at være mere glad end mine venner?” “Er det okay at sige, at jeg ikke vil arbejde så meget, men hellere vil noget andet?” “Hvad sker der, hvis jeg følger mit hjerte, og min omgangskreds ikke gider mig længere?” – Og så videre.

Det er usikkerheder, som mange af os kan nikke genkendende til, men jeg har lært, at det er en tvivl, som man kan leve uden, og som ingen af os har godt af at trække rundt på.
Vi vil gerne støtte vores børn i at stole på sig selv og leve meningsfuldt, uden løgne og uden følelsen af utilstrækkelighed, og dér må vi gå forrest.
Jeg har i mange år haft fokus på at skifte alle mine forbehold og usikkerheder ud med tillid, ærlighed og kærlige forventninger, så tvivlen nu fylder forsvindende lidt for mig. Jeg står i mit lys, har taget ejerskab over mit eget liv, og elsker at inspirere andre til at gøre det samme.
Kan det lade sig gøre? Ja, og det føles præcis så meningsfuldt, som det lyder.
Der er mange måder at gøre det på, og de starter alle sammen med respekt.
Én af deltagerne på retreatet i sidste weekend præsenterede sig selv ved at fortælle om en veninde, hun har, som indimellem aflyser aftaler med ordene: “Jeg kan mærke, at jeg har brug for at være hjemme og lade op i dag,” og fremfor at blive såret eller fornærmet, når hun modtager sådan en besked, fortalte kvinden på mit retreat, at en så ærlig udmelding vil hun gerne selv lære at komme med, for det vækker genklang i modtageren, og minder os på, at vi skal passe på os selv – og hinanden.

“Respekt er ikke noget, man får. Respekt er noget, man giver sig selv.”

Jeg arbejder med dette emne, når jeg afholder retreats, holder foredrag, og når jeg er sammen med andre mennesker generelt.
Når jeg åbner mit onlineforum i starten af 2019 vil det at stille sig i sit eget lys blive et gennemgående emne og tilbagevendende tema i podcasts, diskussioner m.m., fordi det er så vigtigt.

Hvad er jeres erfaringer med at føle sig berettiget og turde stå i sit eget lys?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

7 Kommentarer

  • SVAR

    Årh, det her indlæg kommer som fod i hose i dag. Jeg har netop sagt nej til at deltage i noget med min svigerfamilie, som min kæreste egentlig heller ikke havde lyst til. Selvom vi havde aftalt at foreslå en anden ting, vi kunne lave med svigerfamilien, tror jeg ikke, han havde modet til at sige det til sin mor. Så han er taget afsted med den ældste, og jeg blev hjemme med den yngste. Selvom jeg har handlet tro imod mig selv , føles det på en måde forkert. Men det er ikke mit eller mit barns behov at deltage i dagens arrangement. Jeg synes, det er svært at melde ud, for jeg vil jo gerne deres selskab. Bare ikke på denne måde… Min egen reaktion på at have meldt fra viser nok også, hvor meget jeg tidligere har deltaget i af en følelse af pligt og ikke af lyst.

    Tak for dette indlæg.

    • SVAR

      > …Det burde jo ikke føles forkert at mærke efter i sig selv..

      • SVAR

        Nej, det burde det ikke, men det føles som et afslag og en kritik, når vi gør det, fordi dem vi takker nej til, ikke selv er vant til at mærke efter og respektere sig selv, og derfor bliver det til en konflikt fremfor en helt acceptabel måde at være i verden på.
        Samtidig tror jeg, man får nemmere ved at rumme og indgå i de familiære sammenhænge, som kræver noget ekstra, hvis man lærer at lytte til og respektere sig selv både i hverdagen men også i de sociale sammenhænge. Det genererer et overskud, som betyder, at man bedre kan sætte sig ind i bevæggrundenes for andres irrationelle adfærd og bedre kan klare de ubalancer, som næsten altid opstår.
        Jeg håber, I får en dejlig dag. Med god samvittighed.

  • SVAR

    Jeg synes det er så vigtigt at det her bliver sagt højt!!

    Ingen kan for alvor respektere dig, hvis du ikke først respekterer dig selv.

    Jeg, hvis jeg skal være ærlig, har nok egentligt ikke følt at jeg har været berettiget eller turdet stå i mit eget lys, men været fandenivolsk og insisteret på at have lov at være her. Men dog med det aberdabei at jeg følte jeg et eller andet sted brød reglerne eller at andre ikke syntes det var ok.

    De sidste 2 år har været en personlig rejse for mig. Ikke selvvalgt, men jeg forsøger at være all-in hele vejen, det har ikke været nemt, jeg har måttet se nogle sandheder om mig selv i øjnene, som jeg egentligt troede jeg længe var kommet overens med. Jeg tænker at det bedste jeg kan gøre for mine børn er at være tro mod mig selv, at forsøge at leve et liv der giver mening for mig. Det behøver ikke give mening for min nabo, eller for mine venner, eller for min familie – men det må og skal give mening for mig.

    Hvis mit liv giver mening for mig, lærer mine børn også at søge et liv der giver mening for dem. Eller det er i hvert fald håbet.

    Min weekend på retreat med de andre skønne kvinder hos dig, var en kæmpe øjenåbner for mig i forhold til hvor jeg er nået til på min rejse og hvad der er næste mål på vej mod at turde stå i mit eget lys.

    Som pippi siger: “Det har jeg ikke prøvet, så det kan jeg godt”.

  • SVAR

    Det er virkelig en rammende overskrift, og et spørgsmål som fylder meget i mit hovede for tiden. Det sidste halvandet år har været en rejse. Vi er flyttet fra byen og til Djurslands næse mellem skov og strand – et sted hvor der er rigtig meget fokus på nærvær. Langt de fleste familier har en forældre, der enten går hjemme eller arbejder freelance. Jeg synes her er fantastisk og jeg kan mærke det er så rigtigt for min lille familie. Nu har vi valgt at jeg skal arbejde freelance når barslen slutter, så vi kan få mest muligt tid sammen. Mange gamle venner og specielt svigerfamilie spørger hele tiden indtil fuldtidsarbejde, større hus, større bil osv. Og hver gang jeg modtager sådan et spørgsmål så bliver jeg i tvivl om vi er helt galt på den, selvom jeg i hjertet føler vi har fundet den livsstil der passer os. Jeg øver mig virkelig i at stole på mig selv og turde stå k mit eget lys.

  • SVAR

    <3

  • SVAR

    For mig startede det med at flytte længere væk fra min familie og meget store dele af mine venner og mit netværk. Ikke fordi jeg ikke holder af dem, men fordi jeg (dengang ubevidst) definerede mig selv meget mere ud fra andre end mig selv, og jeg sad fast i noget, jeg ikke var. Jeg er meget empatisk og følsom af natur, og det er så nemt for mig at (for)tabe mig selv i og hos andre.
    Vi danner os jo i meget store dele i mødet med verden, men jeg havde glemt (aflært?) at have anker i mig selv. Jeg levede i kanten af min verden, og havde ikke fat i mit center. Siden da har jeg øvet mig i at prøve at finde tilbage til centrum. Mit anker. Mig. Jeg er begyndt at rydde op i mit liv, for jeg har opdaget, at det giver mig en bedre føling med hvem jeg er og vil være. Jeg har stadig virkelig mange usikkerheder. Jeg kommer stadig tilbage til gamle mønstre og taber mig selv. Men jeg kan hurtigere vende tilbage igen. Jeg har fået meget bedre luft. Mit liv handler i dag om at være mere bevidst og være ærlig. Men for pokker, hvor er det stadig svært ikke at tvivle på mig selv og tale mig selv ned. Det bliver nemmere, men jeg tror, det er en evig kamp.
    Tak for at skabe et fællesskab, der giver plads til de vigtige tanker!