Følg dit hjerte i dag

Der er intet, som kun er sort og hvidt.
Intet er uden nuancer eller årsager, uden lag på lag.
Når jeg antager, at jeg ved, hvorfor folk handler, som de gør, bliver jeg overrasket ved mødet med sandheden.
Når jeg konkluderer, at jeg har svaret på det hele, går der ikke længe, før jeg forstår, at sådan er det ikke helt.

Jorden var flad indtil for 500 år siden, alligevel bliver vi ved med at tro, at vi ved det hele. Naturvidenskaben kom til, og vi dygtige til at forstå tingenes strukturer og rytmer. Vi begyndte at tro, at dér – under luppen og for enden af regnestykket – lå svaret på alt. Religioner og tro blev skubbet til side, og mange nye indsigter fulgte med, men med tiden blev videnskaben en ny religion: ubøjelig, dogmatisk, kontrollerende.
Pludselig havde vi ingen sammenhæng med noget andet end os selv.
“Hvad sker der, når vi dør?”
“Ingenting. Vi bliver organisk materiale; en fraktion af et blad og et atom i en noget affald på gaden.”
Sådan lød det i min barndom.
Meningen med livet var som blæst væk i den orkan af ubøjelig, kantet fakta, som kom over os.
Vi betragtede livets smerte og skønhed, sorg og glæde, men kunne udelukkende tilskrive det tilfældigheder.
“Når vi dør, er alt slut.” De sagde, at ingen egentlig mening var med livet.
“Du er et tilfælde. Et vidunderligt tilfælde, men dog netop det: Noget, som lige så godt ikke kunne være sket.”
Sådan sagde de voksne, og det var en ensom lyd. En vigtig del af mig fandt intet hjem i deres ord.

Jeg kan huske, at jeg betragtede verden, og følte en længsel. En uendeligt dyb samhørighed, langt ud over det som mit sind, min krop og mine følelser kunne forstå. Jeg følte mig forbundet med solopgangen, stjernerne på himlen, de fremmede som gik forbi på gaden. Men jeg havde ikke ord for det.

Efterhånden kom det tilbage til mig: Jeg fandt hjem – ikke i en religion, men i troen på noget større, noget uendeligt, noget universelt. Meningen med livet er for mig at følge mit hjerte og gøre mit bedste med min intuition og samvittighed som kompas udfra en bevidsthed om, at vi alle hænger uløseligt sammen. At vi alle er her af en grund. Jeg tror på uendelighed og lys og udvikling, og mine børn vokser op med to forældre, som i det hele taget tror på meget mere end ingenting. Kristian og jeg fortæller dem, at sådan ser vi livet, og at der er mange, der ser det anderledes end os. Som tiden går, vil de finde deres egen vej, og det glæder mig, når de reflekterer over netop meningen med deres skabelse.

“Hvordan kan jeg vide, om jeg gør det rigtige med mit liv?
Sådan skriver mange til mig.
Føles det rigtigt?” spørger jeg tilbage.

I går læste jeg en mor skrive på facebook, at hun overvejede at tage nogle år væk fra arbejdsmarkedet for at være sammen med sine børn. Hun skrev: “Jeg er ved at regne ud, hvad et par år væk fra arbejdsmarked vil koste mig. Hvad bliver min værdi i samfundet efter denne investering i mit moderskab, mine børn, vores familie, mit ægteskab? Vi får se..”

Hver uge får jeg beskeder fra kvinder, der har de samme overvejelser (senere kan vi tale om, hvorfor mændene ikke tænker sådan).
Jeg sender variationer over det samme svar tilbage til dem. Det lyder som regel sådan her:

Ingen ved, hvad årene med dine børn vil koste dig, eller hvor du er til den tid – uanset hvad du vælger at bruge den på. Vi kender ikke vores egen skæbne, så det eneste der reelt giver mening, er at leve med hjertet forrest hver eneste dag. På den måde tilbringer vi vores tid med det, som føles rigtigt for os, og som vi derfor har størst chance for at finde mening i og føle taknemmelighed over, hvis vi en dag er så heldige at kunne se tilbage over et langt liv.
Derfor er mit råd altid: “Følg dit hjerte nu fremfor senere. Vi aner ikke, hvordan livet ser ud i morgen.

Jeg er ikke i tvivl om, at vi er på jorden af en grund og med et formål; jeg er ikke i tvivl om, at livet har en hensigt, og den er god og den er smuk, selvom den kan være barsk og uforståelig.

Og fordi jeg ikke ved, hvad der er mig i vente, prøver jeg at leve mit liv, så det ræsonnerer i det dybeste sted, jeg har adgang til. Det betyder ikke, at jeg mener, alle andre skal leve lige sådan. Det betyder udelukkende, at jeg håber, mange tør mærke efter, hvad der er mest rigtigt for dem. Sådan tror jeg, vi får en mere harmonisk verden uden vrede, frustration, misundelse og konflikter.

(Live er fotografen)

Hvad tror I på? Sådan, i det større perspektiv..

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

10 Kommentarer

  • SVAR

    Jeg kan godt lide det. At tro på kærligheden og møde livet med hjertet forrest.
    Det er det jeg prøver, men sandheden er, at jeg ikke ved hvad jeg skal tro i øjeblikket og jeg har svært ved at navigere i hvad meningen med det hele er for mig.
    Jeg står et sted, hvor jeg for 3 måneder siden blev sygemeldt med stress. For 2 måneder blev vi “enige” om, at jeg ikke skulle arbejde der mere.
    Det er sjovt hvordan man nærmest gør sit arbejde til en del af sin identitet. Jeg har følt mig tom og nøgen og følt at jeg skulle finde ud af hvem jeg var og hvad jeg ville med livet, helt på ny.
    Og lige som man tror at man har fundet hoved og hale i noget, “vi er ved at have styr på det her” tænkte jeg. Så ringede min far og hans kone og fortæller hun har fået blodkræft og måske også har lungekræft. Og ugen efter får min far en blodprop i hjernen.

    Så det eneste jeg ved, det er, at man skal være taknemlig for det man har, og hvis ikke man er det, så skal man enten blive det eller lave noget om, så man kan blive det.
    Fremover vil jeg tage det med, at møde livet, mig selv og andre med hjertet forrest, også.

    Tak for, at skrive indlæg som sætter tanker i gang og giver perspektiv.

    • SVAR

      Kære Julie,
      det lyder som en meget svær tid, du har går igennem.
      Jeg er enig i, at meningen med livet ligger der, hvor vi forstår, hvad der virkelig betyder noget, og prioriterer det. Men det er en livslang øvelse, og jeg tror ikke, vi skal straffe os selv eller fortryde, når vi ikke lykkes helt. Når først man får kontakt til sit hjerte – eller sin intuition, om du vil – så skylder vi os selv at følge det, så vidt muligt. Selvom det kan virke utrygt og meget ualmindeligt, så ligger livets mening uden tvivl dér og ikke i ét eller andet pligtarbejde eller i undertrykte drømme.

  • SVAR

    Jeg har altid troet på kærligheden, men oplevet at den kom til kort. At vi som mennesker kommer til kort. Tilfældighedstanken gjorde også mig deprimeret og urolig. I starten af 20’erne mødte jeg en anden større kærlighed.

    Jeg tror altså stadig på kærligheden. På, at vi er skabt til at være elsket og elske. På en større kærlighed. Jeg tror på noget større, som elsker mig og dig præcis, som vi er – fejlbarlige, vildt forskellige og ganske fantastiske. Jeg tror på, at ingen er en tilfældighed. At vi alle har et formål og en plads i livet, som ingen anden kan udfylde. At der er en mening med, at vi hver og en er til – ja er skabt faktisk. Jeg mødte selv en kærlighed gennem andre mennesker, som har forandret mit liv. Det var en kærlighed de gav videre fra noget større. Var de her mennesker perfekte? Nej… Kommer jeg og mine omgivelser stadig til kort? Ja!

    Men der er noget større. Jeg er en del af en større historie. En forunderlig kærlighedshistorie.

    Jeg lever et liv med alvorlig kronisk sygdom. Jeg er en ud af en million, der fik Cushing – en tumor ved hypofysen, der fik mine krop til at megastoroverproducere stresshormonet kortisol. For 2 år siden blev det opdaget, og jeg blev opereret i hjernen. Jeg fik livet, selvom jeg var på vej mod en tidlig død. Jeg lever med en masse konsekvenser og følgeting, men jeg er SÅ taknemmelig for at være her stadig. Taknemmelig for, at jeg kan få lov at se min 5-årige Liva vokse op. Jeg har måttet give afkald på ufatteligt meget bl.a. i mine tanker omkring familielivet, hvordan det skal se ud, hvor meget hun skal være i institution, hvor meget jeg leger og er nærværende med hende og min familie og venner. Hvad og hvordan jeg bidrager til mine omgivelser og verden.

    Jeg har måttet tage tanken til mig om, at det tager en hel landsby at opfostre et barn. Jeg er meget taknemmelig for min tro, mit netværk, min familie, min kirke, mine venner. Jeg tror stadig på, at der er en mening med mit liv, selvom det ser noget anderledes ud, end jeg drømte om. Har jeg alle svar og forstår alting? Nej… Jeg er stadig på vej og udforsker troen, bibelen, hvem Gud, Jesus og Helligånden er. Hvem jeg selv er, og hvordan jeg kan leve mit formål ud i livet med de kort, jeg nu engang har på hånden. Men jeg har sagt ja tak til kærligheden og til at lade noget større få plads i mit hjerte og i mit liv.

    Jeg tror på kærligheden. Jeg tror på Gud.

    Jeg gik i gang med at skrive en kommentar til det her utroligt spændende og for de fleste meget personlige spørgsmål: Hvad tror du på?

    Det var svært at gøre kort 😉 Jeg må dele det hele på min blog senere, for der satte du lige en del tanker i gang. Tak for, at du spørger.

    Jeg vil også gerne møde livet med hjertet forest.

    • SVAR

      Så kom mine tanker og refleksion på min blog efter jeg læste dit fine indlæg i dag 🙂

      Find det lidt længere svar her: http://sofiessofa.dk/tror-du-paa/

      PS: Flot billede Live tog af jer der!

      • SVAR

        Sikke et dejligt indlæg. Tak for at du delte det.

    • SVAR

      Kære Sofie, jeg bliver rørt af din fortælling. Både af alt det du har mistet, og alle de begrænsninger som der er i dit liv, men også din indstilling som bestemmer, at du ikke vil lade dit liv definere af det, du ikke længere kan. Det er meget fint, at kærligheden er den ledende kraft i dit liv.

  • SVAR

    Forvirringen i denne moderne tid er enorm. Og jeg tænker, at denne forvirring først og fremmest skyldes, at vi bytter rundt på begreberne. – Fra i sin oprindelse at have været til det guddommeliges pris, har videnskaben de sidste par hundrede år i stadigt større udstrækning påberåbt sig en evne til at kunne FORKLARE alting. – Men i denne bevægelse har den overset én ting, nemlig at videnskaben selv er en del at helet, og rent logisk VIL DELEN ALDRIG RESTLØST KUNNE FORKLARE HELET, IDET DEN SELV ER EN DEL AF DETTE! Videnskaben kan intet andet end at BESKRIVE, hvad den finder. Og det er jo utroligt vigtigt og interessant og nyttigt – MEN DET ER INGEN FORKLARING! – Derfor er det heller ikke muligt for videnskaben at bortforklare en åndelig skaberkraft. – Om det enkelte menneske så kommer til tro på en sådan, er en helt personlig sag. – Men hvis det er lykkedes videnskaben at få en stor del af menneskeheden til at tro på, at ‘det hele’ er opstået ved en tilfældighed, ja, så er den logiske konsekvens, at det hele føles meningsløst. Og lige præcis dette gav Eksistentialismen sprog til. Et sprog, der var så mangefacetteret og indviklet, at verden lod sig bedrage. For der kunne jo ikke være nogen Skaber, når noget så frygteligt som 1. og 2. verdenskrig ‘fik lov’ at passere. – Mening kan vi mennesker ikke selv skabe! Vi kan lave nogle aftaler med hinanden, hvor vi indretter os med nogle gensidigt forpligtende regler og love, således at livet går lidt mere gelinde. Men det bliver det ikke meningsfuldt af! Hvis det hele er en tilfældighed, er der ingen lidenskab, ikke noget vi brænder for, ikke noget der virkelig er af allerstørste betydning. Ikke noget, vi vil dø for! – Og hvis vi ikke har mødt det i vores liv, at vi var hjerteblod for nogen, så risikerer vi at blive det J.K. Rowling i Harry Potter bøgerne kalder ‘Dødsgardister’, som er tragisk ramt af tomhedens stempel. – Når mennesket holder op med at fortælle myter, ligger det lige for, at det mister orienteringen – og går forvildet ind i den mytiske fortælling. Jeg tænker, at vi således er midt i en fuldgyldig iscenesættelse af ‘Dansen om Guldkalven’. Ånden (Moses) har forladt sit Folk. Og savnet efter Ånd – efter Forbundethed – er så enormt, at mennesket griber ud efter hvad som helst – for at fylde det smertelige tomrum ud. Men midt i forvirringen ligger en dyb viden, en viden om betydning, en viden om oprindelse, en viden om kærlighedens kilde. – Dog, dansen om Guldkalven går så hurtigt, at vi knap har tid til at standse op og reagere på de stik i hjertet, som den dybe viden kalder frem. – Langsomt – men sikkert – er vi ved at sagtne farten i dansen om Guldkalven. Stikkene i hjertet er ved at blive for smertefulde, til at vi kan fortsætte. – Det giver os mulighed for at stoppe op og føle efter og lytte. Lytte til de små børn, som længe har gjort, hvad de kunne for at få os til at stoppe op. – Det giver os mulighed for – ganske stille – at finde vejen tilbage til Kilden. Den Kærlighedens Kilde, der hele tiden har været og er ophav og tilblivelse.
    Dette ydmyge erkendelsens sted rækker ud over videnskaben, ud over forførelsen, ud over fremmedgørelsen og meningsløsheden. Det sted er det dybeste hjerterum, som vi nu sammen er ved at få adgang til – gennem stikkene i hjertet. Her ligger kærlighedens mulighed og den dybeste mening.

    • SVAR

      Tak, Tove. Det er meget rammende, meget smukt. Meget vigtigt.

  • SVAR

    Jeg tror ikke på noget som helst,hvis vi snakker guder, skæbne, soulmates, reinkarnation m.m.

    Men jeg føler at jeg har et meget meningsfuldt liv. Efter jeg fandt meningen med livet – efter jeg fandt ajahn Brahm.

    Nu lever jeg meget mit liv efter alt det han har lært mig. At skelbe mellem det jeg kan ændre og det jeg ikke kan. Acceptere det jeg ikke kan ændre, men ellers skabe det liv der giver glæde og mening for mig.

    Jeg har forstået. Altså ægte forstået at livet handler om at få mest muligt ud af det liv du har fået. Værdsætte for fuld kraft. Acceptere når det er nødvendigt, men også at man ikke bare skal følge strømmen, men mavefornemmelsen. Man skal gøre det der føles rigtigt for en selv. 🙂 vi har kun det ene liv det er med at få det bedst mulige ud af det 🙂

    Så har han også gjort mig opmærksom på at “the most important is to care” overfor alle du møder og alle der møder dig, er det vigtigste i dit møde at du møder dem med care – og det giver så meget mening i mit liv.

    Livet handler ikke om at have ret, fravælge negative mennesker e.l. det handler om at møde hinanden med interessse, omsorg og respekt.

    Og det gælder selvfølgelig også måden du møder dig selv på. Med omsorg, interesse og respekt 🙂

    For mig har dette givet mit liv ro, glæde og meningsfuldhed på et niveau jeg aldrig vil kunne beskrive. Men det føles fantastisk.

    • SVAR

      Det er meget meget fint, “the most important is to care”. Med alt det du har været igennem og med alt det du hver dag ser i øjnene af begrænsninger og tabte evner, synes jeg, det er så livsbekræftende, at du stadig finder stor mening i livet, og spreder kærlighed hvor end du kommer.