Først ud af kasserne og nu ind i vores egen rytme – en hjemmeskole i bevægelse

I det halve år vi har hjemmeskolet, har vi mere end noget andet tilstræbt at komme ud af de kasser, som vi boede i før, og ind i os selv i stedet. Vi har været fuldt indhyllet i den proces, som så rammende kaldes “deschooling”, og som måske bedst kan beskrives som en nødvendigt udrensning efter et helt liv i mere eller mindre forudbestemte systemer.
Deschooling er vigtigt, og af børnene er det særligt Storm, der har gået to år på en friskole, før vi besluttede at være hjemme, som har et stort behov for selv at styre sin proces. Han gider med andre ord ikke foretage sig noget, som han ikke brænder for. Også på det punkt minder han forbløffende meget om sin mor..

Nå, men vi har deschoolet og vi har bevidst ikke-skolet, og vi har været både himmelrykte og tvivlende undervejs.
Det har været vidunderligt løbende at blive vidne til, hvordan indlæringen blomstrer frem over alt, når man lader den. Det har været smukt at komme så meget tættere på vores børn – måske af den simple årsag at deres hverdag og uddannelse nu hviler på vores skuldre. Vi er ganske enkelt mere involverede og mere ambitiøse i vores måde at være familie på.
Jeg elsker, at matematikbøger og landkort bliver gransket når som helst mellem klokken 06 og 20:30, og jeg er forbløffet over børns evne til at finde emner, de brænder for og fordybe sig i dem.
Men jeg har også haft ondt i maven undervejs. Tænk at den af vores børn, som har været flest år i institution, heriblandt to år i skole, er den, der har mindst lyst til at udforske nye områder og mest behov for at tage afstand fra alt, der minder om skole. Tænk, at hans nysgerrighed er knækket, fordi han har følt sig presset til at lære på bestemte tidspunkter – og tænk, at han er blevet så bange for ikke at lykkes, at han ofte hellere helt vil undlade at prøve. Kristian og jeg har været usikre på, om han nogensinde ville lære “nok” – om vi ville kunne inspirere ham til at søge tilstrækkelig viden til at klare sig i sit liv.
Den friskole han gik på, er fri og afventende, så jeg tror ikke, grunden alene skal findes dér, men jeg tror, det har gjort ham mere forsigtig og tilbageholdende at blive sat i en ramme, hvor sammenligning er uundgåelig, og hvor der er faglige krav, som ikke kan omgås. Min søn er et intelligent og sensitivt barn med en enorm idérigdom, og på én eller anden måde har vi fået indrettet et skolesystem, som nærmest taler direkte imod de kvaliteter. Men jeg mærker nu, at det blomstrer i ham igen. Han får konstant nye idéer, bygger og tegner – og snakker i ét væk, så nu er udfordringen af finde en måde at være sammen på, som giver ham de bedste betingelser for at udforske det, der optager ham, og det kræver løbende justeringer af vores hverdag og tilgang.

Pointen er, at medmindre man hjemmeskoler efter meget faste principper, så er en hjemmeskole sandsynligvis et sted, som er i konstant udvikling. Vores skole er vores, og jeg er ved at finde fred med, at den er nøjagtig lige så uforudsigelig og udogmatisk som jeg selv og resten af familiens medlemmer, og derfor har vi ikke en linje, som vi følger hver dag, dagen lang. Uanset hvor gerne jeg ville kunne kalde mig Steinerskoler eller unschooler eller ét eller andet “vi hører til her”-agtigt, så er vi mest af alt “os selv”.

Vi bliver hele tiden klogere, gudskelov, og noget af det vi tumler med for tiden, er en klar fornemmelse af, at vi – både Kristian, jeg og børnene – har behov for at skabe nogle mere faste strukturer, end vi har haft det første halve år. Jeg har lært usigeligt meget af at studere unschooling, og den forståelse det har givet mig for frihed, motivation, tålmodighed og ikke mindst misforståede forventninger indoktrineret i hver enkelt af os via et rigidt og gammeldags skolesystem, kan jeg aldrig slippe igen. Jeg er meget glad for at have børstet de værste vaner af mig, og jeg tror ikke, jeg nogensinde slipper den fundamentale forståelse af, hvor vigtigt det er, at vi lærer og udvikler os i vores eget tempo, egen retning, unikke rytme.
Så nej, her skal ikke være nogen sort skole med faste klokkeslæt, lektier eller ensrettede svar – det taler ganske enkelt imod alt, vi tror på.
Men her skal være en daglig rytme, som kan guide os alle sammen kærligt og give os overskud til at være kreative, fordybede og nærværende. Vores spæde skridt her i årets første uger har været i retning af en rolig morgenstund med frugt og rugbrød og tegnesager og læsestof efterfulgt af en gåtur og så højtlæsning og kreative projekter.

Vi er startet med Afrika som tema, hvilket kom af sig selv, da vi gav hinanden et fadderskab til en børneby i Kenya i nytårsgave. Pludselig blev vi nødt til at vide mere om Kenya og resten af det store kontinent, og indtil videre har vi kastet os over dyrelivet. Vi læser, ser dokumentarfilm – og maler.
Det er fedt, og vi nyder det alle sammen, og der er stadig en helt masse tid til de projekter, som vi hver især brænder for derudover.

Efter Afrikatemaet har Storm valgt, at vi skal studere Sverige. Sverige har altid været hans yndlingsland, og da vi har besluttet at køre til Sverige i løbet af vinteren, virker det oplagt at se nærmere på den nordiske natur, vikinger og gamle sagn.

Mit håb er, at vores daglige rytme langsomt men sikkert vil indfinde sig som en genkendelig og tryg base, hvorpå vi kan skabe den ro, som indlæringen også er afhængig af. Jeg håber, gentagelserne bliver noget selvsagt og omsorgsfuldt, og jeg glæder mig til den dag, hvor vi alle sammen følger med på morgengåtur uden de obligatoriske nedsmeltninger, som primært handler om hue eller ikke hue, sko eller ikke sko….

 

Hvad tænker I om rytmer og kreativitet – og den slags?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

8 Kommentarer

  • SVAR

    Hvor er det fint..!
    Jeg er så enig i det hele…
    Her står jeg (jo) med et ben i hver lejr.. lillesøster beder om at få lov at komme hjem.., og jeg er i syv sind. Men kan jo se, at hun brænder døgnets bedste timer af i et klasseværelse, og jeg er bare ikke sikker på om det er godt nok.. og hun flader ud med youtube og serier, når hun kommer hjem, for da er hun jo brugt op… Bum bummelum…
    Den med strukturen tygger jeg også på her hjemme. Det ligger ikke til mig som menneske, og noget som jeg forsøger at finde hoved og hale i.. Tak for inspirationen..! <3

    • SVAR

      Ja, det er den der med at brænde alle timerne af…for det gør vi jo; altså bruger vores energi. Men den kan bruges vidt forskelligt, og den kan også bruges, uden at vi løber decideret død. Vi har ret godt held med at lave lidt mere struktur i disse uger, synes jeg, men det kræver enormt vilje og dedikation, for det kommer godt nok ikke af sig selv..

  • SVAR

    Jeg synes det er så skønt at læse om og jeg kan virkelig se det læner sig meget op af de værdier vi også har herhjemme. Dog er vi ikke helt nået hjemmeskolestadiet helt endnu da vi stadig prøver os lidt frem med vores førstefødte som man jo gør ( hun er 7 –
    Totalt glad og syngende og vild med skole!!). Vi har fire piger (7,5,3,2 )
    Men altså vores rytme er således – vi henter vores skønne store pige kl 1350 hver dag hendes små søstre og jeg. Og hun skal i skole kl 8. Ellers er dagen åben. Tit er det hende og hendes far der i total ro starter dagen i køkkenet med grød og the. Vi andre siger selvfølgelig godmorgen og vågner med lidt the eller sidder blot med vores ældste og måske tegner lidt – så spiser vi lidt når vilma er sendt godt afsted med hendes far:) . Vi har ikke skærm overhovedet i hverdagene kun udvalgte doku ting og kvali i weekender i et fælles forum. Jeg er ret anti skærm og tror virkelig der er potentiale i at undgå det.
    Ihverfald i dagligdagen. Det skaber derfor muligheder i form af kreative udfoldelser samtaler bøger musik mm. Vores uge er alsidige og spontane og et billede på en kommende uge er som min ældste tegnede mens de små var blevet puttet. BlÅ og GRØN. Dvs inden hun sku sove havde hun en stund hvor hun tegnede blå og grønne nuancer med vandfarver og skrev på vores tavle : blå og grøn uge efterfulgt af ord som
    Blåbær spidskål grønkål spinat og et hjerte tegnet blåt og grønt. Hvorefter hun sagde denne her uge skal vi ha et grønt og blåt tema..:). så den griber jeg og glæder mig til ugen! Hun har total tillid til hun blir hørt og taget seriøst og jeg ved at det skaber motivaiton ift at smage ting der har nuancer af blå eller andre ting der åbner referencerammerne lidt. Hendes søstre vil helt sikkert følge trop og særligt hende på 5 skal nok finde på. Hun er som din Storm, intelligent viljestærk sårbar og yderst iderig. Skønne mennesker! Så vores uge struktur er som altid – rede senge spise ordne praktiske ting allesammen i fællesskab og dernæst gribe dagen og ud hver dag. Sidste uge bød på skøjteture dagligt samt en masse bagning og leg. Denne her uge omhandler farverne blå og grøn og dejlige legeaftaler.
    Det bedste er at min ældste pige ved at min mand ( hendes far) griber hendes vandfarve skitser og tegner med farveblyanter på dem sent iaften, fordi han netop ser muligheder i de skitser og det ved hun og hun har total tiltro og velvilje over han vil skabe videre udfra hendes værk…jeg føler mig såå heldig! Det var blot et øjebliksbillede og et lidt rodet indslag på det om netop uger og struktur:) hilsen thilde

    • SVAR

      Kære Thilde,
      hvor er jeg glad for, at jeg gemte din kommentar til et øjeblik, hvor jeg virkelig havde tid. Sikke nogle skønne billeder jeg får for mit indre blik. Jeres hverdag og I alle sammen lyder vidunderligt kreative og nærværende og intuitive, og jeg ville lidt ønske, at vi også var sådan nogle, som malede med blå og grøn, og greb det, men indtil videre har vi overvejende elektronikinteresserede unger, så i morgen byggede de en legotogbane, som kørte morgenmaden ud – fra køkkenbordet over to stolerygge og til sidst spisebordet.
      Mange tak for din dejlige stemningsbeskrivelse. Den varmede.

  • SVAR

    Jeg vil forresten lige tilføje: Mit nu hjemmeskolede barn har det fuldstændig ligesom Storm: bliver noget for skoleagtigt trækker han sig.. Det er som om noget er blevet “brændt”…. åhr, jeg har så meget på hjerte hvad dette angår, kan jeg mærke… det syder og bobler under overfladen her… hm….

    • SVAR

      Storm siger også meget kontant nej til undervisning, men pt. har vi alligevel to 1:1 timer med ham dagligt (cirka), og han er stolt og mere fokuseret og har generelt større overskud, oplever vi. Men det trækker stadig tænder ud, hver gang vi vil sætte os ned med ham.

  • SVAR

    Det lyder fantastisk, alle børn burde have chancen for at lærer om det de brænder for, på den måde der passer til dem.
    Det lyder lidt ala summerhill den måde du gør det på.
    Som lærer har jeg til tider været ked af at skulle lave årsplanen, for hvad hvis der skete noget som eleverne og jeg bare måtte arbejde med? Endte derfor med så løse årsplaner som lovgivningen tillod for at kunne gribe dagen sammen med eleverne.
    held og lykke med jeres hjemmesko.

    • SVAR

      Tak for din dejlige kommentar – det er netop balancen mellem at have nogle ønsker og ambitioner på børnenes (og ens eget behov for struktur, måske) og så muligheden for at følge børnenes initiativ – og modet til at gøre det.