Første skoledag uden skole

I dag er årets første skoledag på Ærø Friskole, hvor Storm startede en tilsvarende solrig augustsøndag for to år siden. Dengang var det en noget mindre, lidt nervøs, meget spændt og ikke helt overbevist seks og et halvt årig sommerbrun strandunge, som stod der i skolegården med sin taske på ryggen. Alle skolens elever, forældre og lærere holdt i hånd, og nåede lige præcis rundt om den røde bygning: Derefter gik vi ind i den sammenlæste 0.-1. klasse, og det føltes fint. Det var helt okay. Overvældende, selvfølgelig. Men også spændende. Der var en masse nye mennesker, en masse børn, farver og trylledej. Vi glædede os.

For vi gav ham det bedste, vi syntes der var, og hans lærere var varme og erfarne, han fandt tryghed i dem, og har holdt af dem lige siden. Skolen tog godt imod os, der var hjerterum og plads til forskellighed, og det var en god skolestart for Storm.

Men før den tid var der noget andet, en form for modsætning, kan man sige, som havde optaget mig i mit forældreskab. Det var ikke noget i relation til lige præcis Ærø Friskole eller i relation til lige præcis ret meget andet specifikt, det var nærmere det, man kalder en overbevisning. En fornemmelse dybt indeni, som kalder på én; som føles kærlig og sand. Men som jeg endnu ikke var i stand til at omfavne.
Det var selvfølgelig hjemmeskoling. Et ord, der syntes fremmed og alligevel som nøjagtig rigtigt for os. Et ord, som ingen andre brugte, men som lå så let på min tunge.

Vi bliver alle sammen forældre til de børn, vi får og ikke til alle mulige andre. Det vil sige, at vores forældreskab baserer sig både på hvem vi er, men forhåbentlig også i høj grad hvem de er. Havde jeg været så tiltalt af hjemmeundervisning, hvis ikke lige nøjagtig Storm var mit første barn? Hvis ikke den fine, sensitive, nysgerrige, empatiske, opmærksomme, indimellem distræte og på alle mulige måder knivskarpe blåøjede dreng havde været den første, jeg blev mor til?
Jeg ved det ikke. Men fakta er, at hans væsen ikke fik mig til at synes mindre om en idé, som jeg måske under alle omstændigheder havde været tiltalt af.
Hvis man kan være hjemmeundervisningsmateriale, er han det: Han elsker at være sammen med sin familie, og vil altid helst det. Han har altid tigget om at måtte blive hjemme – også efter det første år i skolen, og uanset hvor mange sjove og fede aktiviteter, de bød på dér. “Hjemme” har altid slået alt andet.
Storm kan lide grundige svar og relativ ro. Han nyder lange dage uden aftaler, og han bruger snildt otte timer i underbukser under sin dyne med Harry Potter på lydbog og et engelsk parlør i skødet. Han glemmer indimellem i ugevis, at legeaftaler er en mulighed. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at han ikke føler, han mangler noget, når bare han har sin familie. Er alle børn sådan? Nej.
Giver det mening at give forskellige børn forskellige tilbud? Ja.

Nu har vi meldt Storm ud af Friskolen, og det river i folk omkring os efter redegørelser og forklaringer. Hvad så med det sociale, den komplekse matematik og evnen til at ryste mobning af sig?
Jeg tror ofte, vi glemmer, at skolen er en ganske ung institution i vores samfund. I verden, faktisk. Skolepligten i Danmark er 200 år gammel og i USA, hvor to millioner børn hjemmeskoles, blev skolegang først obligatorisk (12 uger om året) for 99 år siden. Inden da var der en anden virkelighed.

Vi har meldt Storm ud af skolen og købt penalhuse til hans søskende (fordi de siger: Vi vi undervises!). Vi kalder det en orlov. Jeg er for gammel til at udtale mig kategorisk om ret meget andet end min ret til frihed, mit behov for at leve autonomt og min fornemmelse af mit hjertes kald.
Så det er en orlov, og vi tager den én dag af gangen.

I dag er det første skoledag på Storms gamle skole, og i dag forandrer noget sig for os, selvom intet forandrer sig overhovedet. Selvom det, der er anderledes, er lige netop beslutningen om at fortsætte livet, som det har været hele sommeren. Inde i mig er der en bevidsthed om, at nu er de andre i gang. Nu ruller hverdagen, og skolen er tilbage på skemaet. Nu kommer de samme mennesker ikke dumpende forbi, nu er der ikke så mange andre børn på biblioteket midt på dagen, på stranden klokken 13. Nu lærer de andre de ting, som er beskrevet i deres pensum; de går i gang med det liv, som jeg kender så godt. Det er det eneste liv, jeg kender. Men vi går i gang med et andet liv. Og jeg glæder mig. Jeg siger til mig selv: Vi har ikke truffet beslutningen på et splitsekund eller ud af underskud. Vi har truffet den, fordi vi tror på en drøm, som er vores helt egen. Fordi vi lige nu vælger uafhængigheden og barndommen og vores families sammenhængskraft over alt andet. Fordi vi kan.

God første skoledag til alle derude. Også de af jer, som slet ikke skal i skole.

Hvordan er første skoledag, hvor I bor? Hvad husker I fra jeres egen første skoledag? Og hvad ser I frem til i det kommende skoleår – for jeres børn og jer selv?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

27 Kommentarer

  • SVAR

    Sommerferien slutter altid. Uanset om vi skal i skole eller ej. Hos mig er det indlejret som en cyklus i livet, som helt naturligt også følger årets gang.
    Igår så jeg de første mirabeller, der var drysset af træet. Lyden af mejetærskere har længe lydt i det fjerne, ind imellem al regnen. Høsten og sensommeren er på vej.
    Jeg husker alle mine børns første skoledag. På grund af mirabellerne, der falder mod jorden. På vej ind i skolegården var nemlig en mirabelle, og de små barnefødder på skolebarnet prøvede at navigere udenom de nedfaldne frugter. Med den nye taske på ryggen, det ordnede penalhus, og kurs mod et sted. Klasseværelset, og alt hvad det indebærer.
    Hjemme på gården faldt der lidt ro på hverdagen, og så alligevel ikke. Høsten var lige om hjørnet. Og med den fulgte lange dage for far og mor, men for børnene et legeland fra en anden verden. Kornstakke, hvor der blev hoppet, kravlet, forsøgt dykket, eller bare siddet og nydt en tår saftevand. Halm der blev presset i små baller, halmhuler der blev bygget, halm der skulle køres ind på loftet, og små og større barnearme der hjalp til.
    Min egen første skoledag husker jeg ikke. Og så alligevel gør jeg…men det var ikke den officielle. Mange af legekammeraterne hjemme på vejen, var ældre end mig, og gik derfor i skole. Det ville jeg også. Jeg var 5 år, og der var to lange år endnu. Så jeg tog sagen i egen hånd, og pakkede min lille taske og gik…mod skolen. Men blev stoppet på halvvejen af min mor, som havde lugtet lunten:)
    Rigtig god høst og første skoletid til jeres familie.

    • SVAR

      Tak for dit smukke indlæg, Lisbeth. Jeg læser det som poesi. Årstidernes vekslen.

  • SVAR

    Jeg tror , at Storm vil nyde at blive undervist af jer derhjemme ! Netop fordi han er den han er! Og som jeg har skrevet før, livet er så kort med små børn. Børnene bliver hurtigt store, og man har svært ved at forstå, at man ikke har den sædvanlige morrolle længere…… så nyd endelig børnene nu!! Det er lige hvad I gør…. herovre på øen ……jeg turde ikke selv flytte på landet, da mit barn var lille….. jeg ville ikke væk fra min mor og fra vennerne …… det var det der besluttede at vi blev i Kbh. Området ….jeg ville ønske min datter, mand og barnebarn ville flytte herover …… men min svigersøn er HK kineser og synes at Kbh er en lille by …..egentlig er jeg også splittet selv ….. sagde til min mand igår at jeg aldrig flytter herover ….. jeg elsker vekselvirkningen mellem Ærø og Dragør…… men jeg kan sagtens være her på øen lang tid ad gangen…. bare jeg kommer hjem ….. og hjem er absolut mit barnebarn …… men jeg vil aldrig undvære min elskede ø her…… her er fuldstændig fantastisk ….. så meget kultur …. og ro …. og ø stemning…. vi holder sammen, det er vi nød til, med den forfærdelige floskel….. Vi har kun det sjov vi selv laver …… der sker ikke noget her, hvis vi ikke selv gør noget ……. det giver så meget energi …… nå…. jeg skal ha pakket lidt ned , vi skal nå en færge idag

    • SVAR

      “Hjem er absolut mit barnebarn.” Du har fuldstændig styr på dine prioriteter, lyder det til, og balancerer fint dit gode liv mellem to steder. Tak for dine flotte ord.

  • SVAR

    Du skriver så fint <3 – jeg ærger mig stadig, her hvor min datter lige om lidt fylder 23 år at jeg ikke gjorde alvor af at tage hende ud af folkeskolen, da hun som det velbegavede, følsomme, nysgerrige og konstant i fare for mobning barn, brugte så mange år på at under-præstere og holde sig tilbage fordi hun ikke ønskede at være endnu mere skæv end hun i forvejen var. August er for mig meget overfloden i haven, de tiltagende mørke aftener, dage som snyder med varme solstrejf og lovning på uendelig sommer som pludselig er forrædderiske kolde om morgenen. Og så en masse fødselsdage 😉 men ikke så meget skolestart? Andet end at det altid var rart at købe nye blyanter, kladdehæfter og den slags og starte på en frisk.. jeg startede i 1 klasse i 1979- ingen BHKL til mig – og jeg var så skuffet over at der ikke var tid til at bare læse læse læse- jeg elskede skolebiblioteket da jeg var barn og læste alt fra leksika til knaldromaner -skolen gjorde alt for at nedbryde min lyst til at læse. Med min datter gentog det sig – hun startede i 2000 i en bhkl med 32 elever og gik skuffet hjem for der var bestemt ikke plads til den læsebegærlige nysgerrige pige – på som ønskede at fordybe sig og være i nuet. Det var en lang kamp for overlevelse for det var bestemt ikke trendy at sætte pris på at læse- eller at bo alene med en utraditionel mor 😉 . Så jeg synes det er så stort og fint det I gør for jeres børn.

    • SVAR

      Tak for dine ord, som er både poetiske og bekræftende. Jeg er slet ikke i tvivl om, at din datter har haft den største mulige kraft af opbakning og kærlighed i dig, og den kan ingen skole pille ud af et menneske. Men samtidig er det jo netop den ensrettende kultur (og konkurrencen, travlheden, opdelingen), som har været med til at få os væk fra skolen. Mest af alt er det dog vores iver efter selv at sætte rammerne om vores liv. Og den kender du, og sådan har du vist din datter, at livet også kan være. Hvad end du tog livet fuldt dengang eller ej.

  • SVAR

    Stort tillykke med jeres beslutning. Det lyder spændende og som et dejligt familieeventyr. Vores søn – også den ældste – lyder præcis som Storm. Han er fem et halvt og jeg tænker rigtig meget på skolestarten om et år. Vi går ned i tid og så har vi fundet en skole med meget korte dage, så vi tror at det er det rigtige sted at starte – han glæder sig. Han er ikke meget for at gå i børnehave, han vil bare helst være derhjemme. Børnehavenen undrer sig over, at han på trods af at være velfungerende ikke vil være social hele tiden – men hvem vil det!? Må jeg spørge, om Storms børnehave også kom med sådanne kommentarer? Tak for en skøn blog, Maj

    • SVAR

      Vi har haft mange samtaler med pædagoger gennem tiden vedrørende Storm. Og når jeg skriver det nu, virker det helt fremmed. Som meget længe siden.
      Men ja; jeg kan genkende det, du skriver. Storm er ikke konstant social. Slet ikke med andre end sin familie. Vi har været til at møde med en pædagog og en børnehaveleder, som mente, at Storm var nødt til at blive mere velfungerende i børnehaven, fordi “han skal jo gå i børnehave.” Vi svarede noget i retning af, at børnehaven for os var et tilvalg og ikke noget, som vi var afhængige af. At det er en ydelse, vi køber os til, så længe den giver mening.
      Det gjorde ret stort indtryk på dem. Mange gange glemmer vi, at vi rent faktisk har ansvar for vores eget liv, fordi andre så gerne vil tage det for os.
      Det var fint for Storm at have de to år i skolen. Særligt i lyset af at vi netop var flyttet til øen, og det har givet ham et dejligt netværk. Men ville jeg gøre det igen? Nej. Den sandhed jeg lever med nu, om hvor godt det her hjemmeliv er, har rykket ved min opfattelse af prioriteter.
      Må jeg spørge, hvad han glæder sig til ved skolen, når nu han hellere vil være hjemme end i børnehave?
      Og det er mig, der takker for, at du læser med.

      • SVAR

        Tusind tak for dit svar, Maj My! Vores søn glæder sig til det faglige med skolen. Han er fem og er meget interesseret i tal, bogstaver og helt klart også historie, som det lyder til at dine børn også er Så det er altså ikke det sociale han glæder sig til, men vi håber, at det kunne komme lige så stille. Det er slet ikke sådan, at han ikke er social, men han er det bare ikke så meget, og som med Storm, så foretrækker han næsten kun familiemedlemmer. Vi føler, at børnehaven tvinger ham til at være social, i stedet for at lade ham udfolde hans stærke sider. Jeg synes det er hårdt, at de så gerne vil have ham til at ligne alle andre børn. Jeg synes generelt, at det er en stor tendens til ensretning (af børn) i vores samfund. Jeg tager virkelig hatten af for at I kunne snakke med børnehaven på den måde, som I gjorde. Det vil jeg helt klart lade mig inspirere mig af Fandt I frem til en ‘løsning’ med børnehaven? Det er flot, at Storm har kunne skabe sig et netværk på Ærø. Gik det nemmere end i børnehaven?

        • SVAR

          Vores løsning med børnehaven var, at han fortsatte med at komme, når det passede ind i vores families rytme; vi bakkede op om hans sociale initiativer men også om hans behov for at være alene. Jeg vil sige, at vi med tiden er kommet til at hvile mere i hans behov for at være hjemme og være sig selv. Nu, hvor han er hjemme (altså ikke i skole), skal jeg indimellem bide mig selv i tungen for ikke at presse ham til at have en legeaftale. Men han er så glad; leger og hører lydbøger dagen lang, løser skriveopgaver om aftenen, fortæller og griner, og kan godt lide at have besøg, bare det ikke er for meget. Han har ikke én gang siden sommerferiens start efterspurgt en legeaftale, og jeg begynder at finde ud af, at det er okay. Han er jo glad. Han er sig selv. Han er lige, som han skal være (og nok i virkeligheden ret meget som begge hans forældre ville have været, hvis de ikke havde været i skole).
          Og ja; det gik nemmere med socialiseringen, da han kom i skole. Det synes jeg egentlig. I børnehavealderen var han nok slet ikke klar..

          • Igen tusind tak fordi, at du tager dig tid til at skrive, Maj My. Hvor er det dejligt at høre, at Storm er glad!! Jeg ser også, hvordan vores søn er glad, også selvom han ikke så tit leger med andre end os, sin lillesøster og voksne på vores vej. Børnehaven siger også, at se ser en glad og meget kreativ dreng, der er velfungerende på alle andre områder end det sociale. Men er man nødvendigvis kun velfungerende socialt, hvis han leger med jævnaldrende hele tiden?! Jeg kan godt forstå ham, jeg også brug for at lade op til det sociale, men har brug for mere kontakt for at være glad, så jeg har ikke helt været som ham, da jeg var barn. Min kæreste var derimod helt ligesom vores søn, da han var lille (han blev hjemmepasset indtil han skulle i skole). Kan du anbefale noget litteratur eller nogle mennesker, der har hjulpet jer til at skabe den bedste hverdag for Storm, både nu og tidligere. Jeg føler mig nemlig lidt alene på dette område (derfor hjælper det du skriver mig allerede meget, nu føler jeg mig knap så meget alene) – alle vores venner har børn, der har glædet sig til at skulle i skole eller børnehave igen efter ferien, vores søn, var blot ked af at han ikke kunne være så meget hjemme mere (vi arbejder heldigvis begge på nedsat tid og derudover underviser vi, så muligheden for at forberede sig om aftenen er der også, selvom det ikke er optimalt.
            Vi er forresten også fuldstændig vilde med podscasts/lydbøger, lige nu hører vi alle DR’s, nogle hører jeg kun, som fx podcasten om Suzanne Brøgger, men vi hører også mange sammen; ultra og Ramasjangs og podcasten, Den nordiske Odyssé. Sidstnævnte er ret speciel, men foregår i det sydfynske øhav, så den vil jeg klart anbefale til jer:-).
            Igen tak – af hjertet tak!

  • SVAR

    Helt uden relation til skolen men med relation til at tilbyde børn en hverdag hjemme…
    Min mand har fået andet arbejde og skal nu kun hjemmefra 3 dage om ugen. Det har givet mig en kæmpe indre ro og jeg føler mig virkelig klar til at melde Villads ud af dagplejen – noget årets ferie kun har bekræftet vi alle har brug for.
    Men min indre pleaser er i total krise! For det kommer nok til at koste vores dagplejemor jobbet. Og det andet barn hun har, med autisme, skal så flyttes 6 mdr inden hans børnehave start. Og hvad siger jeg til dem der påpeger at Villads får betydeligt mindre kontakt til jævnaldrende?

    På trods af min forvirring indeni om konsekvenserne for andre føler jeg en ubeskrivelig ro når jeg tænker på bare at gøre det! Vores udgangspunkt er at have ham hjemme til børnehave start om et år – men hvem ved hvordan vores verden udvikler sig…

    • SVAR

      Det lyder så dejligt, at I nyder at have ham hjemme, og den ro, som du føler indeni, er den, du skal lytte til (hvis du spørger mig?)
      Man skal aldrig træffe uærlige valg for at understøtte andre. Det er ikke så anderledes fra landbrugsstøtten: Hvis ikke det er bæredygtigt, må det finde en ny form eller pakke sammen. Din dagplejemor skal nok få det, som tilkommet hende. Du kan ikke tage ansvar for hendes liv. Men du kan melde V ud på en måde, som giver hende ro til at komme godt videre.

  • SVAR

    Første skoledag er her i huset først på torsdag og en ny slags førsteskoledag for den mindste. For sidste år startede hun jo godt nok i skole, men dengang startede hun i taleklassen i Rødekro og selvom hun godt nok startede på vores lokale skole inden sommerferien, så er det hendes første første skoledag der (gav det mening?) – For den store er glæden stor, hun har længe sukket efter vennerne og skolen (mange af dem har været ude og rejse, eller på forskellige gymnastikcamps og derfor ikke været hjemme til at lege med), jeg tror hun i høj grad savner den struktur der følger med skolen kontra sommerferien og en hverdag fyldt med ting, der holder tankerne lidt på afstand…

    I det kommende skoleår, ser jeg frem til et år med forhåbentligt mere ro og en mere “normal” hverdag end de sidste 8 mdr har båret præg af. For mine børn håber jeg, at når vi om et års tid ser tilbage, at de er et sted hvor savnet og sorgen ikke nødvendigvis er en del af hverdagen og for mit eget vedkommende, at jeg har fundet en hverdag jeg kan holde ud og hvor smerten ikke er en dagligdagsting…

    • SVAR

      Kære Ditte, god første skoledag til dine piger og dig i morgen. Jeg håber, I får et liv med mere ro og normalitet, sådan som du ønsker. Intet bliver aldrig det samme igen; men der kan opstå en ny hverdag, som I finder en balance i. Knus

  • SVAR

    Jeg elsker den fortælling her.

    Hvis du har lyst, og det ikke er for privat, vil du så ikke prøve at skrive om det helt lavpraktiske i at vælge hjemmeskoling? Altså, jeg tænker på hvad pokker man gør med undervisningsmaterialer, hvordan man sikrer, at man kommer igennem pensum og måske også lidt om økonomien i det? Hvis det er for privat, skal du selvsagt ikke fortælle om det, og hvis du har skrevet om det før eller andetsteds, vil jeg utrolig gerne linkes, hvis du gider?

    Kh

    Linda

    • SVAR

      Kære Linda,
      det vil jeg vildt gerne. Jeg vil det så gerne, at jeg tænker på det hver dag. Og så sker der nogle ting: For det første praktiserer vi det, der hedder “self-directed-learning” eller “unschooling”, hvilket helt kort vil sige, at vi følger børnenes motivation, og faciliterer læringsmiljøer omkring det. Derfor bliver det lidt uoverskueligt at føre logbog over, og desuden måske også lidt overvældende for andre at læse om? Men jeg har lyst, og vil gerne finde en formel.
      For det andet skal jeg holde tungen lige i munden ifht. hvem der læser med? Som hjemmeundervisningsfamilie er man lidt udsat, fordi mange vil have lyst til at fejlfinde. Vi kender til familier i netværket, som er blevet meldt til kommunen for omsorgssvigt. Familier med børn i fantastisk trivsel og med stor viden og bred indlæringsbaggrund. Ikke at det bremser mig som sådan, men det ligger nok et sted i baghovedet.
      Har du mon set filmen Being and Becoming? Jeg anbefaler den på det aller varmeste til alle forældre. Virkelig. Du kan se den på Vimeo, og læse om den her: http://majmy.dk/en-vildt-inspirerende-film/

  • SVAR

    https://borsen.dk/nyheder/avisen/artikel/11/176112/artikel.html – dødtræt og på vej i seng men måtte lige have dine og Morten Albæks ord med mig på vejen. I rammer begge det samme sted med disse to beskrevne betragtninger❤️

    • SVAR

      Øv, jeg kan ikke læse artiklen, men hvor det dog glæder mig, at han er vågnet op, Morten Albæk. Jeg synes, hans bog var ret provokerende og naiv, men nu er jeg efterhånden blevet sidestillet med ham en del gange på det sidste, så jeg håber, at noget er forandret?

  • SVAR

    Vi er jo samme sted som jer sådan ca. Ingen skoleopstart med min søns 1. klasse på næste mandag. Eller i skovbørnehave med min yngste. Nix. Vi er et sted, hvor vi er ved at finde fodfæste i alt det nye. Den nye hverdag, hvor vi er hjemme, hvor vi selv virkelig tager livet i hænderne hver eneste dag og står for hver eneste aktivitet eller fravær af samme. Det er en udfordring, og den er mega lækker. Og svær til tider. Men jeg giver det tid og accept, for selvfølgelig måtte det komme. At det ikke bare var fest og farverige feriedage. At hverdagen også skulle have noget struktur og retning. Så det er det det handler om nu. Og så at få huset malet, finkæmmet for unødvendige ting og klar til at vi gider at bruge så meget tid i det. 😉 Har I ellers markeret det hjemme hos jer? Jeg overvejer at lave en lille ceremoni eller sådan, når vi officielt går i gang.

    • SVAR

      Vi har brugt de seneste seks uger i en form for kaotisk søgen efter netop den struktur og ro, som du beskriver. Og nu er den her – for en stund, i hvert fald. Alle brikker er pludselig faldet på plads. Her er så rart, børnene har det så godt. Vi vælter os i læring og nærvær, tid og ro. Efter at have læst din kommentar snakkede vi om at markere første ikke-skoledag, men vi endte med kun at spise en særligt stor middag (midt på dagen) og skåle. Måske vi opfinder ritualer hen ad vejen. Jeg glæder mig meget til at følge jeres rejse.

  • SVAR

    Hvor lyder det dejligt, det i kan se frem til. Tid med hinanden og tid til spontanitet og eget skema- eller helt uden skema. Jeg er der hvor du er i starten af dit skriv. Med en datter som starter i bh klasse om en uge, men med instinkter og mavefornemmelser der rusker og fortæller det kan være på en anden måde. Jeg håber hun falder til rette og at det bliver betydningsfuldt for hende- uanset hvor lang/kort skoleperioden bliver, og med gode nye relationer og venskaber. Jeg husker ikke min første skoledag, eller særlig meget fra skolen, udover venskaberne. Men tre veninder fra den dag er stadig en del af min kerne, og det er da betydningsfuldt 🙂

    • SVAR

      Jeg ønsker ikke at indoktrinere andre til at leve mit liv. Min mission er at inspirere til, at du lever den bedste version af dit liv. Men når du skriver, at det river i din mave, så kan jeg ikke lade være med at kommentere på det: Jeg håber virkelig, at du lytter, og tager ansvar for det, du mærker indeni. De impulser, som kommer dybt indefra, kan det altid bedst betale sig at tage alvorligt. Nu er vi jo kun i den spædeste begyndelse af det med hjemmeundervisning vs. skole, men jeg er slet ikke i tvivl: Hvis man har den mindste smule lyst, skal man gøre det. De ord kommer fra det dybeste sted i mit hjerte.

  • SVAR

    Var så dejligt lige at få et glimt af jer igår.
    Kys herfra til jeres første skole-fri uge 🙂

    • SVAR

      Det var så dejligt at se jer – og samtidig fik jeg lyst til lige at hoppe ud af øjeblikket og have en enestund med jer minus alle de andre mange mennesker. Fordi det er længe siden efterhånden. Mange knus til jer – og tak for opbakningen. Det betyder mere, end du aner.

  • SVAR

    På onsdag har Frida første skoledag i 2. klasse. På torsdag starter Vera i 0.A. Begge glæder sig enormt. De er voldsomt glade for at gå i skole, har gode lærere og gode venner, og ofte beder de om at blive hentet sent, så der er god tid i SFO’en. Vi har valgt en privatskole, som koster spidsen af en jetjager, og vi skal ikke begynde at regnepå, hvor mange gange om året, vi kunne flyve jorden rundt for de penge – men vi betaler for den fantastiske hverdag, som den skole giver vores børn. Og hverdagener trods alt den vigtigste.

    • SVAR

      Hvor er det vidunderligt, at netop hverdagen er så stor en glæde for jeres piger. Det må være målet med vores indsats som forældre, uanset hvordan vi kommer derhen <3