Forskellen på de gode hjemmeskoledage og de dårlige

“Vil du fortælle om de idylliske hjemmeskoledage, og om dem, der er knap så gode?”, var der én der skrev, da jeg spurgte på Instagram, hvad mine følgere derinde gerne ville høre Kristian og mig svare på, når vi sidder i en sofa i Aftenshowet i aften mellem klokken 19-20.

Jeg fik knap hundrede svar (eller spørgsmål, rettere), og der var klare tendenser:
– Fortæl om jeres hverdag – hvad laver I, hvornår, med hvem?
– Hvordan hænger jeres liv sammen økonomisk (havde I en formue med, inden I påbegyndte jeres eventyr?)
– Hvad er dine tanker om det manglende fællesskab, som du har skrevet om flere gange?
– Hvordan fandt I modet til at tage springet?
– Hvad er dit bedste råd til nogen, der lige er begyndt at hjemmeskole?

Alle sammen er emner, som jeg har forsøgt at nærme mig svaret på i mit eget liv og i mine indlæg her på bloggen, og som jeg sikkert vil cirkle omkring længe endnu. Men lige netop spørgsmålet om de idylliske og de knap så gode dage ramte mig, fordi jeg skulle lede længe for at huske sådan en ægte idyllisk dag. Dem har vi ellers mange af, synes jeg, men de ryger hurtigt i baggrunden, når der er mange konflikter og træthed, og det har der været de seneste uger.
Og så i går kom alt det gode brusende som havet omkring vores tæer i sommerens sand, og jeg mærkede med ét, hvordan de idylliske dage føles, og hvorfor vi lever det her liv.

Klokken halv ni i går, da vi havde spist morgenmad, gik vi alle sammen ud i marken, og hjalp hinanden med at fjerne ukrudt og lukke bede ned for vinteren.
Når jeg skriver, at vi alle sammen hjalp til, så mener jeg, at børnene var tilstede, og de bidrog hver og én på ét eller flere tidspunkter, men det var altså ikke sådan noget med, at de lige rev 30 meter bed igennem og høstede 12 kilo jordskokkker uden nogen form for støtte. Eller, lige præcis det med jordskokkerne klarede Storm faktisk selv med assistance fra sine søskende, og der var reelt tale om 12 kilo. Det var en opgave, som han gik foran med, og han høstede dem med stor sikkerhed, vejede selv spanden af og børstede de smukke grøntsager rene, og det er simpelthen en vildt fed følelse: At han kan selv. For både ham og os. Det giver en stolthed, som jeg næres af langt ind i sjælen.
De tre andre børn var også aktive med hver deres ting og med skiftende ihærdighed, og selvom de på et tidspunkt slog hinanden med grene, og sagde virkelig virkelig grumme ting, så holdt Kristian og jeg hovederne kolde og hjerterne relativt varme.
Efter et par timers arbejde spurgte vi hinanden, hvad vi gerne ville spise fra marken til frokost. Der var blandede meninger (én foreslog kylling i karry..), og vi høstede en god portion lækre råvarer, som vi lavede til en overdådig frokost med glaskål, hvidkål, stuvet spinat, en stor frisk salat, honningstegte gulerødder, pomfritter – og kylling i karry fra aftenen inden.
Det var så ubeskriveligt lækkert, og alle spiste helt vildt meget, og vi var bare i ro (sådan, relativt). Der var et dejligt meningsfuldt fokus imellem os, og det er det, jeg gerne vil frem til, og som jeg håber, jeg kan nå omkring i aften på TV:
Forskellen på de gode og dårlige dage ligger 99 procent i mit/Kristians nærvær.

Hvis jeg vågner en morgenen med den forventning at jeg skal gøre rent, rydde op, skrive blogindlæg eller klare telefonopkald fra morgenstunden, mens børnene underholder sig selv, så går alt helt skævt. Så opstår der hurtigt der konflikter og frustration og underskud, og så kræver det en stor bevidsthed og energi at rette op på det hele.
Hvis jeg derimod starter dagen med en fælles intention – det kan være, at vi hører en lydbog og spiser boller med smør og snakker om bogen undervejs og dernæst går en tur; eller det kan være, at vi skærer græskar, eller maler store malerier, eller går udenfor, og ordner nogle praktiske ting, eller tager væk fra øen for at opleve noget, så er der en helt anden energi.
Det kan i virkeligheden være så simpelt, som at jeg er fysisk tilstede udenfor, mens børnene hopper på trampolin, eller at jeg sætter mig sammen med dem blandt legoklodserne, og bygger for en stund. Det kan være en køretur med musik og gode snakke.

NÆRVÆR, altså.

Det handler jo om nærvær og intentioner: Om at være fuldt ud tilstede fremfor at være halvvejs ovre i at arrangere et foredrag eller besvare en mail fra en journalist. Den slags er nødt til at vente, til der har været nærvær, og det kan det for det meste også uden problemer.
For det der så sker, er, at når børnene har bevæget sig (dét er altså også en nøgle til “idyl” herhjemme, altså fysisk aktivitet) og vi har været i forbindelse med hinanden, så opstår der helt automatisk tidspunkter i løbet af dagen, hvor jeg kan lave andre ting uden at ødelægge flowet. Når det er sagt, er det alligevel min ambition ikke at være på telefon/computer løbende, og hvis jeg er, øver jeg mig i altid at skifte fokus til børnene, når de efterspørger min opmærksomhed.

En dårlig dag er med andre ord som regel være sådan én, hvor børnene skændes allerede i sengen, og jeg ikke har fokus til at støtte dem i at komme videre, fordi jeg har sovet for lidt, eller hvor jeg allerede under morgenmaden forsvinder mentalt og måske også fysisk for at ordne ting, der ødelægger vores fælles energi. Så kommer uroen og modstanden fra børnene, og jeg bliver stresset, fordi noget andet også hiver i mig, og jeg trækker mig væk fra familien, som kan virke uoverskuelig, når ikke jeg er fokuseret og tilstede. Derfra ruller det…
Og den slags dage de opstår i særligt høj grad, når vores symbiose herhjemme har været brudt mere end normalt, for det er børnene følsomme overfor, og deres reaktioner er ofte svære at overskue, når man har arbejdet eller været hjemmefra.

De gode dage kan der være mange af, hvis man dedikerer sig til at skabe fælles projekter i en rummelig atmosfære, og hvis man accepterer, at konflikter vil der altid være rigeligt af, når man har børn i huset.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

12 Kommentarer

  • SVAR

    Det er så meget i tråd med mine egne oplevelser. De tunge dage, er de dage hvor jeg ikke evner at være fuldkomment nærværende, det kan der være tusindvis af årsager til, men det er der hvor ungerne ikke orker hinanden, hvor de gør modstand, bliver ekstra sårbare, bryder vores aftaler.

    Når jeg så evner at være nærværende og have overskud, så smitter det. Børnene hjælper hinanden, gider hinanden og ordner dyrene uden at blive bedt om det.

    Jeg er ikke hjemmeskoler men det bliver mere og mere tydeligt for mig at det der adskiller gode og dårlige dage, er mit engagement i relationen.

    Nu hvor jeg er gravid og døjer med bækkensmerter, kan jeg godt mærke at mit nærvær ikke altid er hvor det skal være. Men jeg tænker at det at jeg er bevidst om hvad de gode dage kræver er et skridt i den rigtige retning og gør at jeg tager ansvar når de dårlige dage opstår – for det er mig der er udgangspunktet for om dagen bliver god eller dårlig. Det er et kæmpe ansvar, men det giver bare så meget mening at det er sådan det hænger sammen – i hvert fald for mig.

    Så i denne tid er jeg bevidst om hvilken energi jeg møder dagen med, hvordan jeg gør brug af mit overskud og hvordan jeg italesætter det, når jeg er løbet tør for energi. For det er mindst lige så vigtigt at gøre det klart overfor mine omgivelse at jeg ikke er fyldt med endeløs energi og at der kun er så og så meget jeg kan rumme på en dag. Jeg prøver simpelthen at blive bedre til at prioritere mig selv/min energi på de ting der er vigtige for mig og er der mere energi tilbage når de ting er kkarrt, så kan jeg se på resten.

    Det er en benhård øvelse, for en der altid har forsøgt at være noget for andre, men jeg tror også det er en sund læring. For at være noget for andre, er jeg først og fremmest nødt til at være noget for mig selv.

  • SVAR

    Hej Maj My

    Jeg får lyst til at spørge: ‘hvorfor er det, at vi opfatter og tænker på dage som gode og dårlige ?’

    Hvis nu vi laver en allegori til vejret, så taler vi også om godt og dårligt vejr, yderpunkterne, høj varme, megen sol, kraftig regn, storm, sne og is bliver hypet i medierne. Men i virkeligheden – tænker jeg – så er vejr jo bare forbigående, foranderlige fænomener, som vi kan justere os til, klæde os på ift., justere vores aktiviteter, sikre vores huse når det stormer og regner osv. Vi kan holde fødderne solidt plantet på jorden og praktisere det vejr, som der nu er 🙂

    Ligesådan tænker jeg, at vi kan praktisere de skiftende stemninger mellem mennesker, være nærværende som du skriver – være med det der er lige nu, med fødderne solidt plantet på jorden, hjertet på rette sted <3 Og så tænker jeg, at så bliver man fri for at tænke 🙂 og tænke i gode og dårlige dage 🙂

    Kærlig hilsen
    Vibeke

    • SVAR

      > Årh, det er en vildt spændende pointe, Vibeke.

      Hvorfor er det mon blevet sådan, er det er rigtigt når alle er glade – og på en eller anden måde forkert når der er andre følelser i spil?

      Jeg kan i dén grad kan nikke genkendende til dit skriv, Maj My – og jeg ville til enhver tid beskrive mine dage ligeledes, som gode eller dårlige.

      Men måske ville det være fedt, bare at tænke på dem alle sammen som dage – dage i livet, med alt hvad det indebærer!

    • SVAR

      > Hold da op, Vibeke. Jeg er SÅ enig. Det er nogle meget værdifulde ord.
      Og det med godt og dårligt vejr det tænker jeg hver gang jeg ser vejrudsigten (hvilket dog sker ret sjældent, for jeg synes, at det er temmelig ligegyldigt).

    • SVAR

      Kære Vibeke,
      Det er en rigtig fin pointe du har, og jeg tror, det er vigtigt at huske, at vi altid befinder os midt i en fase.
      Når det er sagt, synes jeg også, det er væsentligt at acceptere, at nogle dage føles lette mens andre føles tunge. At nogle dage kræver det store anstrengelser at komme helskindet igennem, mens andre går som en leg.
      Det er netop derfor, mange skriver, og spørger til vores hverdag, tror jeg: Hvordan klarer vi at være sammen alle seks altid, det er jo fremmed i vores kultur, hvor adskillelse er normen.
      Og der må jeg vedholde, at dagene er meget forskellige, og nogle ville jeg ønske, jeg havde tacklet anderledes, mens andre gør mig stolt – alt sammen sagt på trods af at jeg har fuldkommen forståelse for, at vi lærer enormt meget i både storm og regnvejr og i konflikter og lav energi. Så “dårlige dage” er nok ikke den bedste betegnelse, men “forskellige dage” forekommer i hvert fald, og de er ikke alle sammen lige sjove at være i 🙂

  • SVAR

    Wauw, du beskriver så fint med ord de følelser jeg ofte har når vores “fælles energi” forsvinder. Mon ikke præcis det er hvad der sker for mange mennesker i “hamsterhjulet” -jeg tror det

  • SVAR

    SÅ fint et indlæg! Du rammer virkelig ind i noget, som vi godt kunne blive bedre til herhjemme – tak for fokus. 🙂

  • SVAR

    Ja det vækker også helt genklang her!! Jeg synes bare, at selv med de bedste intentioner om, at jeg ikke skal nå andet end “bare” at være sammen i løbet af dagen, så rækker mit nærvær ikke altid til alle… Jeg er meget alene voksen med vores tre mindste (den ældste går i skole), og ofte er det faktisk ikke nok bare med mig, hvis alle børn skal føle sig set og mærket der i den gode morgen og formiddag. Nogle gange er det virkelig noget med at trække vejret dybt ned i maven, når jeg kan mærke, at nu har de ældste brug for mit nærvær med perlepladerne – og så helt og aldeles ignorere, at den et-årige imens bare sidder og tømmer samtlige dåser med perler ud på gulvet… For ellers synes jeg ofte bare, at det bliver den mindste, der sætter rammerne for, hvad vi kan lave sammen – og ham der (mest højlydt) kræver mest af min opmærksomhed. Længe leve middagsluren dog;)

  • SVAR

    Kære Maj My,
    Att läsa detta var lite som att komma hem efter att virrat omkring i tankarna utan att kunna sätta fingret på exakt varför jag inte når fram. (Jeg håber det er ok at jeg skriver på svensk, min dansk mangler masser af ord og er ikke særlig god, det er meget nemmere at læse end at skrive selv…)
    Din beskrivning av de dagar som känns fel är på pricken så det är för oss just nu (två barn på snart 3 år samt strax över 1 år).
    Mitt största dilemma och stora sorg är att min målbild som liknar det liv du lever med din familj inte verkar vara ett happyplace för mig, under barsel har jag mått dåligt på gränsen till depression av den sociala isoleringen, ensamheten utan möjlighet till avlastning (för att få sova tex…) och bristen på intellektuella utmaningar och stimulans gjorde mig tokig – och gav mig otroligt dåligt samvete för att det inte var stimulans nog att vara med mina barn. Jag var en gansla trist och irriterad förälder, med konstant dåligt samvete över att jag var trist och irriterad – ville ju vara som Calina neohippie med glitter och stardust och ren lycka i tankarna .
    Väl tillbaks på jobbet blir jag en betydligt mer harmonisk och lyckligare människa även hemma, och får ork att vara den där kärleksfulla tålmodiga närvarande föräldern som jag önskar att jag alltid var. Är minst sagt ambivalent, vill inte vara ifrån mina barn på jobb respektive förskola men blir en sämre förälder hemma på heltid, och är superstressad över att barnen kommer hinna bli stora innan vi kunnat skapa en välfungerade vardag hemma på heltid (obligatorisk skolplikt from 6 år i Sverige). Började skriva en halv novell här, men bromsar nu och kommer fortsätta resan med att lusläsa din blogg för inspiration och insikter. Bara vetskapen om att det någonstans finns en mamma och en familj som gjort den resan jag vill göra, och som dessutom delar både plus och minus, är en stor tröst.

    • SVAR

      Jeg får sådan en lyst til at give dig et stort varmt kram, du lyder til godt at kunne bruge det.

      Jeg har ikke så mange kloge ord om dit dilemma, blot tænker jeg at det at du er bevidst om hvor du gerne vil hen er et godt skridt på vejen mod målet.

      • SVAR

        > Stort tack Ditte, et knus vil jeg altid velkomne! Især når det handler om at støtte forældre til forældre, selv om det er vidunderlig fantastisk er det også meget svært og ensomt imidlertid. Tror att separationen och segregeringen som genomsyrar väst (i vart fall norra Europa) är en stor anledning till varför föräldraskap blir tungrott. Har mange gånger känt, att om vi levt i/växt upp i ett kollektiv med flera generationer nära varandra, hade föräldraskapet varit något flera deltagit i, och en färdighet vi då haft möjlighet att lära oss/iaktta/skapa en grund kring. Precis som allt annat vi människor lär oss genom att först iaktta och sedan öva, varvat fram och tillbaks.
        Har (min första dystra kommentar till trots) ändå en trygghet i att både jag och min man eftersträvar ett nära föräldraskap med deltidsarbete och tid tillsammans med familjen – det känns som en god start på resan.

        Hur har I det i din familj?

        • SVAR

          Det er nemlig vigtigt at vi støtter hinanden i vores forældreskab, det være sig om vi følger den samme vej eller hver sin retning. Vi gør alle det bedste vi kan uanset om vi hjemmeskoler, sender børn i traditionel skole, eller noget helt tredje.

          Jeg tror du har ret i at forældreskabet føles mere uhåndterligt fordi vi netop lever i en adskillelseskultur, i stedet for i fx en stammekultur, hvor man tager fælles ansvar for opdragelsen af stammens børn. Sikke en forskel det ville gøre, hvis vi boede i en kultur hvor flere var hjemme og man var trygge ved at hinandens børn gik ind og ud af hinandens hjem?

          Hvordan er det i min familie? Åh, det er et kompliceret spørgsmål at svare på, men jeg skal gøre mit bedste. Vi er i bund og grund ret almindelige, i den forstand at begge mine piger har gået i dagpleje, børnehave og går nu i skole i henholdsvis 2. og 5. klasse på vores lokale folkeskole. For to år siden mistede vi deres far og vores liv blev vendt på hovedet. Det gjorde at jeg i knapt et år gik hjemme og i den tid tog vores familieliv op til revision. Vi skulle finde en ny måde at være familie på og en ny vej i livet. Mit fokus landede på nærvær og tilknytning. Det har på intet tidspunkt kommet på tale at mine børn skulle hjemmeskoles, hverken nu eller i fremtiden, men jeg gør mig mange tanker om hvordan jeg kan indrette vores familieliv på en måde så vi har så meget tid sammen som muligt og samtidigt kan beholde tag over hovedet og mad på bordet.

          Jeg er vild med tanken om fri læring i den forstand at det er barnet selv, der styrer hvad han/hun er interesseret i at lære og det så bliver den voksnes ansvar at formå at lære dem noget om dette, som fx når Maj Mys ældste er interesseret i modelfly, finder de et menneske med samme interesse og en viden vedkommende kan dele med deres søn og på den måde understøtter de hans ønske om at lære noget om dette. Så kan man diskutere om han ikke skulle lære de traditionelle fag i skolen? Men, det tænker jeg han jo gør gennem den viden han får om modelfly. Jeg tvivler på at man kan bygge et modelfly uden at bruge matematik og i samtalen med hans medinteresserede lærer han noget om sproget, plus at hvis man anskaffer bøger om modelfly, kan man inkorporere læsning i interesssen også. Så kommer der den yderligere viden om vind og vejr der tilegnes i forbindelse med at man flyver med modelfly, som jeg tænker hører ind under naturfagene. Jeg ville ønske at den traditionelle skole turde at åbne sine øjne, so to speak, og se at undervisning kan gøres på 1000 måder og at det ikke behøver følge en særlig struktur for at børn lærer noget. Alle børn er forskellige og det er deres læringsmønstre også.