Fra to til seks mennesker på et øjeblik

Ha! Så blev jeg for en gangs skyld overrasket, da hele familien kom hjem fra skiferie en time før ventet, og rullede ind foran huset klokken 7:15, mens Juno og jeg lå i sengen og talte i telefon med Kristian – som vi troede, skulle være på færgen en time endnu. Hele dagen i går kørte, sejlede og kørte de, og så her til morgen tog de færgen fra Svendborg klokken seks (og ikke syv som planlagt), og nu er de her. Duoen er igen blevet til den vanlige sekstet, og det er egentlig sjovt; jeg har ikke følt savn, mens de var væk (nærmere svælget i roen og det frie Netflix-valg), men jeg kan mærke, at mit hjerte er faldet på plads igen, nu de er kommet hjem. Som om det har siddet en lille smule forkert hele tiden, mens de var væk. Ahh.

Så i dag skal vi bare være hjemme, alle sammen. Jeg har lavet pandekagedej med æg fra naboen (som har de smukkeste gule blommer), og der dufter sødt i hele huset allerede, og så skal vi ned til vandet i tågen, tror jeg. Og kramme og snakke (vi er allerede godt i gang). Og se film af de tre unger, som alle sammen kan stå på ski selv, har jeg hørt.

Det har været skønt med Junos og min tosomhed, sådan kort opsummeret. Vi har jo virkelig været meget sammen den seneste uge. På en fuldkommen afslappet, nærværende og symbiotisk måde har vi lullet os igennem dagene med indkøbsture, duplo i stuen, besøg hos skønne mennesker, rolige måltider og lange morgener. Faktisk er det med tosomheden lige præcis den ting, jeg indimellem kan synes, er følelsesmæssigt sværest ved at have “så mange” børn: At vi sjældent har en helt masse tid med dem på tomandshånd. At vi ikke så ofte kommer helt i dybden? Nogle dage kan jeg drømme om at spille spil, tegne og læse, gå ture og snakke, drage ud i verden hånd i hånd med mine tre ældste, og jeg kan tænke, at jeg så måske ville kende dem endnu bedre, end jeg gør nu. Men lige nu (og ja, jeg tror, det er et øjebliksbillede) er det svært med de fordybende projekter, i hvert fald når Juno er hjemme. Derfor får børnene med mellemrum en fridag på skift, og det giver meget, og nu har de tre så lige haft syv døgn med deres far uden hende den lille spunk, mens hun og jeg har fokuseret på den slags aktiviteter, som hun kan være med til.

Men det er da helt klart noget af det, som man risikerer at give afkald på, når man får mange børn: den der helt fokuserede 1:1 kontakt i dagligdagen. Alligevel tænker jeg, at når vi nu er sammen med vores børn, så mange timer som vi er, Kristian og jeg, så er det sikkert ikke så skævt alligevel. Det er nok mere en konstatering af, at der jo er styrker såvel som udfordringer ved enhver familieform. At jeg ikke ville undvære børneflokken for noget, men alligevel kan se fordelene ved at have færre børn. At arbejdspresset bærer frugt, men også at det indimellem næsten vælter hele læsset.

Jeg har nydt hver af de syv dage sammen med Juno. Snuset til hende, vi har købt hendes første rigtige sko og så har jeg grinet helt vildt meget. Faktisk har jeg grinet mere, end jeg plejer, tror jeg. Fordi her har været ro og overskud, fokus og intimitet. Jeg har grinet af alle hendes fine påfund; af hendes finurlige ansigtsudtryk og vuggende gang, når hun bevæger sig fra den ene ting til den anden. Vi har rullet rundt i sengen, og sovet længe. I går morges sov hun så længe, at det var lyst, da vi vågnede, og hun satte sig op i sengen, og pegede på vinduet: “Hvad er DET? Hvad er DET?” “Det er lys,” svarede jeg. “Det er ganske enkelt lys.” Dét kommer vi nok ikke til at prøve igen foreløbig, nu hvor de tre andre også er landet i familiesengen på ny.

Og se så lige, sådan en lille én som var alenebarn for en stund, og tog sin skål med ærter med hen til det eneste vindue, der har en højde, hvor også hun kan nyde udsigten..

 

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

8 Kommentarer

  • SVAR

    Jeg føler heller ikke savn når mine er hos deres far – men jeg bliver altid overfaldet af overstrømmende kærlighed når de kommer hjem igen. Men ellers nyder jeg alenetiden – plus det jo er min mulighed for at få 1:1 tid med et af børnene.

    Det er noget jeg har prioriteret højt de sidste mange år – efter at jeg fik øje på at min ældste nok ikke fik den tid hun burde efter trip trap træsko børnene var kommet til.

    Siden har jeg givet dem alle lidt alenetid i ny og næ – nogle gange en hel dag – andre gange er det bare et kvarter om dagen – hvor de andre er i nærheden – eks. en med til at lave mad , spille et spil, tage en hyggesnak, tage en med ud at grave kartofler op e.l.. For selvfølgelig kan det være svært at trække 4 hele dage ud med cafeture e.l. i en stresset hverdag. Og det er sandsynligvis heller ikke nødvendigt – selv om det er ret hyggeligt. Men 5 min eller mere her og der er også med til at forstærke bånd – få børnene til at føle sig set og hørt og de voksne til atter at forelske sig i dette vidunder.

    Jeg er sikker på at det i gør ikke er så skævt – som det ser ud herfra gør i det rigtigt godt.

    • SVAR

      Man kommer nemlig langt med lidt her og der, men det er nu alligevel ekstra godt med en hel dag, så dem prøver vi også at få ind en gang eller to om året per barn. Og det er skønt. Jeg kan sagtens sætte mig ind i, at tiden når dine børn er hos deres far, også er kærkommen 😉

  • SVAR

    Åhh, det er guld værd, sådan noget solotid med en enkelt pode! Jeg har også lidt af slagsen i dag; Mindste Pode er syg, så der får jeg også lige krammet ham og snuset lidt ekstra. Det er faktisk mega-hyggeligt med syge børn, selvom det selvfølgelig er synd for dem… Det lyder skønt med pandekager, og hold nu op, hvor er hun kær med sine ærter und alles! ❤️

    • SVAR

      Åh jo, syge børn kan da være det hyggeligste! Særligt når de er store nok til at forstå det, og man kan hygge i deres tempo dagen lang. Vi giver vores børn omtrent to alenedage årligt, og det er noget helt særligt. De er altid anderledes, når de er alene med deres forældre <3

  • SVAR

    Jeg er selv ud af en stor børneflok, og ville ikke undvære mine søskende for noget! Selvom der var perioder i løbet af min barndom, hvor jeg ville ønske, at jeg bare havde én søster, og kunne tage på ferie til Mallorca ligesom mine veninder, så er jeg lykkelig for de
    barndomsminder jeg har nu, med alle mine søskende og al den kaos, som til tider hersker i en stor børnefamilie.
    Og sikken rigdom jeg nu har som voksen, og også mit barn – og kommende børn, for den sags skyld.
    Bliv ved med at prioritere alenetid, selvom det ikke sker så ofte, de minder står nemlig også meget klart i min erindring.

    • SVAR

      Jeg er helt enig – mine to søskende er mine bedste venner, og jeg ville ikke undvære dem for noget. De var basen i min barndom; de er mine nærmeste allierede nu. På den led er jeg ikke i tvivl om, at livet i en stor børneflok er en gave, og så må vi tage hånd om de udfordring, der kommer, så godt vi kan.

  • SVAR

    Kære Maj
    Tak for alle de dejlige beskrivelser af jeres liv på Ærø. Jeg er meget glad for at læse, hvad der sker hos jer – og også for at læse portrætterne af skønne mennesker. Det er alt sammen dybt inspirerende.
    Kærlige hilsener fra Lene Poulsen

    • SVAR

      Kære faster Lene,
      Det er inspirerende at være vidne til, hvordan du lever dit liv. Kærlige hilsner fra mig