Fredagsanbefaling (The Crown!) og fredagssnak

Det går godt deroppe i Norge, hvor Kristian er på ski med de tre ældste af børnene. Godt på den måde at sneen vælter ned, og lægger sig i store bunker, lige netop som man godt kan savne det herhjemme i vinterens løb, hvor vi jo mest af alt har fugt og tåge. Børnene har alle lært at stå på ski nu. Storm knækkede koden sidste år, og i går gjorde Ilja og Live på fire det også, så nu står de selv alle sammen, og kommer eftersigende også selv med liften og så videre. Men hvad ved jeg egentlig om det? Jeg har ikke stået på ski i rigtig mange år, og lige nu sidder jeg på Ærø i tåge og fugt og uden skyggen af sne, så jeg refererer blot, hvad der kommer af beskeder deroppefra. Mens jeg klarede mig igennem de første dage herhjemme med hyggelige eftermiddagsaftaler og rolige morgener med Juno, var børnene i Norge syge; en enkelt kastede sågar op non-stop, og dér tror jeg nok, det krævede en ekstra indsats at holde humøret højt i fjeldet. Men han beklager sig ikke, ham Kristian. Ikke sådan som jeg godt kan komme til. Han siger: “Vi får det bedste ud af det”, og virker ikke den mindste smule misundelig på mig, som har haft en helt masse dagtimer helt for mig selv i denne uge. Og aftenerne også, fremfor alt.

Indtil videre kan jeg godt lide aftenerne som singlemor – til ét barn, altså. Jeg synes, det er en luksus at sidde i sofaen allerede klokken 19:15, når Juno sover, og have hele aftenen foran mig kun med afbrydelser fra et enkelt barn. Og jeg synes, det er fantastisk, at kunne vælge, hvad jeg vil bruge min tid på, uden at skulle tage hensyn til andre. Så jeg starter med at skrive, og så, klokken 21, tænder jeg for The Crown på Netflix, som jeg aldrig ville få set, hvis ikke jeg havde disse aftener for mig selv. Jeg synes, The Crown er så imponerende, at jeg er meget taknemmelig for muligheden for at dykke ned i den. Velspillet, dekadent, stemningsmættet, forførende og fremfor alt nuanceret. Jeg er imponeret over, hvor mange lag karaktererne har i dette forsøg på en mere ærlig og rå fremstilling af “The Windsors” end vi har set før (måske med undtagelse af filmen “The Queen” (som jeg dog ikke har set) med Hellen Mirren i rollen som en ældre og mere hård Queen Elizabeth II, og netop den film har samme bagmand som The Crown, nemlig Peter Morgan, der har dedikeret mere end et årti af sit liv til at arbejde med portrætteringen af den engelsk kongefamilie). Hverken Winston Churchill, dronningen eller hendes familie er fri for menneskelige brist i The Crown; alle som én er de både sårbare, ærgerrige, stolte og stærke, og det er et fascinerende indblik man som seer får i en verden, der ellers altid har som pointe at holde alle på afstand og fremvise “uendelig”, utilnærmelig adfærd.
Derudover er det skønt at høre karaktererne tale britisk (og ikke amerikansk) for en gangs skyld, og jeg er helt betaget af Claire Foy, som spiller Queen Elizabeth II, så elegant. Hende gad jeg en lille smule godt være mere som (altså ikke den royale del, men elegancen, den stoiske ro, den ranke holdning.)

Og hvad så med monarkiet? Tja, det er både bekræftende og provokerende for en dansk-republikaner som jeg at være vidne til den farce, som kongehuset i høj grad er, hvilket man får et klart indblik i gennem The Crown. Hvor dybt sekterisk monarkiet forekommer, ærligt talt. Det er for mig at se nærved et brud på menneskerettighederne, at en gruppe mennesker fødes til det liv, til det embede, uden nogen mulighed for at frasige sig det uden samtidig at ende ensomme og udstødte, som det skete for Dronning Elizabeths onkel, Edward VIII, der abdicerede. Dog er det ikke hovedformålet med The Crown at sætte gang i den debat, og jeg tvivler også p, at det kommer til at ske i kølvandet på serien. Mere sandsynligt er det, at vi alle vil få større sympati for marionetdukkerne i det store palads (mens vi glæder os til sæson 2).

Nu nærmer weekenden sig, og den er jeg lidt spændt på. Juno vågner gerne mellem klokken 5 og 6, og så skal vi have tiden til at gå de næste 13 timer, med undtagelse af den halvanden time, hun sover midt på dagen. Det er sjovt med sådan et nummer-fire-barn: hun bryder sig ikke helt om, at der er så stille herhjemme. Normalt kan hun lege længe for sig selv med sine dukker, mens de andre tre børn larmen omkring hende, men nu hvor de er væk, følger hun efter mig over alt. Når jeg rejser mig, gør hun det samme. For det meste sidder hun på min arm; hun virker næsten utryg ved at være alene på gulvet. Jeg tror, vi kommer til at køre ud i landskabet og se på dyr i weekenden – dyr og babyer er Junos yndlingsting, så et smut forbi en gård med heste, en mark med får og en nabo med et væld af katte bliver nok min strategi. (Og så lidt royal underholdning om aftenen, naturligvis. Jeg har stadig et par afsnit til gode.)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.