Frida, Mikkel og børnene på Stenbjerglykke

I lørdags var vi med foreningen “Økologiske Ærø” på besøg hos Mikkel og Frida og deres fire børn på gården Stenbjerglykke. Det er dem, med de bare fødder fra Søren Ryges programmer. Dem, som både Søren Ryge og en stor del af Danmark blev så fascineret af, at han måtte besøge dem igen for at filme mere. Familien som syr deres eget tøj, og som næsten altid er hjemme. Børnene, der fødes i et kar i haven. Som hjemmeskoles, og hjælper til i marken.

Der er så meget at formidle om besøget hos dem, også selvom vi kun var der i tre timer. Fornemmelsen af deres liv, værdier og frihed, efterlader et stort indtryk. Jeg har lyst til at dele det hele, samtidig med at jeg mærker en følsomhed omkring deres privatliv, uden at de på noget tidspunkt selv bad om det. De lukkede os ind, svarede på alt, vi spurgte om, og sagde på gensyn, da vi kørte igen. Jeg har lyst til at kommunikere den nænsomhed, som de er i verden med. Deres måde at leve på er så fin og rørende, og det minder mig både om det liv, min familie og jeg allerede lever, og om det liv, der lurer et sted i mig, men som jeg ikke har taget hul på (endnu?).

Jeg har mange gange fortalt om mine tanker om at trække børnene ud af deres institutioner og skole. Hjem til os. Til uafbrudt samvær, en hverdag med praktisk arbejde, og tid-tid-tid. Men jeg har samtidig skrevet, at mit dybe behov for at skrive holder mig tilbage. Dét er splittelsen for både Kristian og mig: Vi har begge en passion (eller flere), som er en længsel, når vi ikke arbejder med det hver dag. Derfor er vores børn hjemmefra fire dage om ugen. Men for mit vedkommende aldrig helt uden splittelse. Aldrig uden en stemme indeni, som er næsten klar til at smide det hele på jorden for at komme endnu tættere på mine børn. Og besøget hos Mikkel og Frida, Magne, Ylva, Alvin og Burre pustede selvfølgelig til mit iboende ønske om at gøre det.

Jeg vil dele det, som jeg føler mig i stand til om besøget hos den forbilledligt visionære, helstøbte og velfungerende familie på Sydfyn.

Det mine øjne så, var: Fire børn som havde fuldkomment kønsneutrale vilkår. Det lader ikke til at spille en rolle i forhold til hverken fysisk fremtoning eller aktiviteter, om man er dreng eller pige på Stenbjerglykke. Alle fire børn (én pige og tre drenge) var i samme tøj, havde langt hår, og de lignede i det hele taget hinanden: Smukke, hver og én. Jeg så tre børn, som legede selv, underholdt sig uden konstant forælderindblanding og én lille, som var hos sin mor, gyngede i hængekøje, og opsøgte Juno (som han insisterede på at kalde “Solvej”). Jeg så, at de søgte deres forældre, når de havde behov for fysisk nærhed. De tre ældste var ikke nødvendigvis opmærksomme på, om deres forældre var lige i nærheden. Jeg fik indtryk af, at de stolede på, at de altid kan finde mindst én af dem, når det er nødvendigt. Der var ingen separationsangst, ingen utryghed.
Jeg så familiens smukke, rustikke omgivelser. En grøn, grøn have med mælkebøtter, væltede træstammer til at klatre på og robuste legeredskaber. Cykler med brede dæk, rutsjebane, geder, høns, heste, store, sprøde salathoveder i den lille køkkenhave foran huset. Jeg så harmoniske farver, smukt håndværk, plads til kreativt rod og processer.

Det, jeg fornemmede, var: En fuldkommen samhørighed i familien og med naturen. En kærlig forbindelse mellem gården og dens indbyggere. Ro, overblik, ydmyghed.

Jeg hørte Frida og Mikkel tale med deres børn. Ikke tale som børn, men tale med dem ud fra et respektfuldt menneskesyn. Jeg hørte dem tage sig tid, være opmærksomme. Jeg hørte, at Mikkel var vildt optaget af fysik og kemi, jordbrug og bæredygtighed. Han kunne svare på alle spørgsmål, vi stillede, og langt mere end det. Jeg fik lyst til at læse en bog af dem begge og se en film om den mere praktiske del af deres liv; om, hvordan de dyrker jorden, laver deres mad osv. De er så fordybede i studier af bakterielle processer (både i henhold til kost, jordbrug og dyrehold), at det i sig selv kunne være flere timers samtale. De er så velfunderede i deres livsstil, at man kun fornemmer balance og meningsfuldhed.
Kristian var ude på markerne med Mikkel og en flok fra vores forening, og hørte om gamle kornsorter (noget, Kristian selv har taget hul på at dyrke i sit særskilte “såsædsbed”), blid forarbejdning af jorden og meget andet. Imens blev resten af os tilbage på gården, hvor Frida og deres fire børn også var. Hun fortalte åbent om alt fra opskrifterne på sine meget velsmagende surgrønt, chai og kiks, og svarede på spørgsmål om deres liv, hvis man spurgte. Ellers gik hun rundt, og smilede, ordnede ting, havde børn på hoften, puttede den mindste ind til lur, kiggede til gederne. Hun snakkede om at tage ansvar for sit liv.

Gårdens børn legede fuldkommen åbent med de mange besøgende ø-unger. Hurtigt blev der skabt forbindelser, og Storm og hans gode ven Robur (samt lidt senere lillebrødrene Ilja og Acer – og også Live) kom i løbet af ingen tid med ud i stalden, hvor de sad sammen med Magne og Ylva med fødderne dinglende fra bjælkerne. De hoppede ned til gederne, grinede, snakkede sammen. Storm sagde om aftenen, da vi var kommet hjem: “Mor, det er de sødeste børn, jeg nogensinde har mødt.” Og det mente han. Han spurgte, om det mon var fordi, de ikke har skærme? Han spurgte igen, om vi også kan hjemmeskole. Vores børn har ikke set tv-programmerne om familien på Stenbjerglykke (qua vores børns ditto skærmfrie liv), men de fornemmede med det samme den særlige stemning på stedet. I bilen hjem sagde én af dem: “Jeg kunne se i deres øjne, at de er noget særligt.” Og hvad mon de så i de øjne, mine børn? Var det den ro og meningsfuldhed, som også vi andre fornemmede? Fraværet af støj og distraktioner? På Stenbjerglykke er der kort fra jord til bord og fra menneske til menneske.

Mens vi stod i deres have, spurgte jeg Frida, om hun føler, at hun giver afkald på noget af sig selv ved at dedikere sig fuldkommen til familielivet? “Nej, jeg vil ikke være bekendt at sige, at jeg giver afkald på noget. Det er jo mine børn,” svarede hun.
“Er der noget, du undertrykker, eller som du kaster dig over om aftenen, så snart børnene sover?” Igen var svaret nej. “Sådan føler jeg det ikke.” Og det må jeg tage til mig: At der er hun og jeg forskellige. Eller i hvert fald er vi hvert vores sted.

Man mærker en afklarethed og sikkerhed i de valg, Mikkel og Frida træffer, som er meget atypiske for vores samtid, hvor mange lever et liv, der er mere dikteret af normer og af andre forventninger end af vores egne drømme. Det giver en oplevelse af ansvar og frihed, som jeg tror, er både fascinerende og provokerende for mange.

“Arbejde er blevet noget, folk er trætte af,” sagde Mikkel, mens vi spiste frokost i deres store telt i haven. “Men vi synes ikke, det er tilfredsstillende at arbejde kun for at holde fri.” Frida nikkede. “Til gengæld arbejder vi rigtig meget her. Folk kommer, og besøger os for at opleve landbrugsidyllen, men mange får travlt med at komme hjem, når det går op for dem, at det er et liv med hårdt arbejde. Jeg tror, mange romantiserer det, men det er altså meget sjældent, at man bare sidder på en høstak og nyder udsigten.”
“I stedet for at have arbejde og fritid, har I “liv”” tilføjede Kristian, og det lød rigtigt, som vi sad der midt i deres vitale verden, og mærkede livet over alt omkring os.

Jeg ved ikke, om det er alle forundt at besøge Stenbjerglykke. Til vores held har to af øko-foreningens medlemmer skrevet sammen med Mikkel og Frida i længere tid, så der var en åbning for os, og vi købte en rundvisning og (meget lækker) frokost af dem.
Jeg var taknemmelig over at give mine børn den oplevelse af menneskelige relationer på et uspoleret plan og bidrage med det samme til dem (Ylva og Magne sagde: “Det er hyggeligt, at I er på besøg. I skal komme igen snart”). Besøget har givet mig en endnu klarede følelse af den energi, som vi tilstræber her hos os selv: Vores version af det gode liv. Hver dag kommer vi et skridt nærmere, hvordan det ser ud for os, og besøget hos familien på Stenbjerglykke var et stort skridt i den rigtige retning.

EDIT: Flere har skrevet og spurgt efter links til mine andre indlæg om skole/hjemmeskole. Her er et par af dem, i sidste time (og ulvetimen, helt konkret): “Hvorfor er jeg nervøs for at sende mine børn i skole?” og “Min søn har knækket læsekoden helt uden pres” og “Vi kan jo ikke alt, vel“. Hver af de tre indlæg indeholder links på kryds og tværs til hinanden og andre indlæg samt, ikke mindst, relevante, interessante videoer og artikler. God læselyst!

Har I set programmerne om familien? Og hvad tænker I om deres livsstil?
Hvad ville I spørge dem om, hvis I fik muligheden?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

28 Kommentarer

  • SVAR

    Jeg så det første program, men missede det andet program og det der slog mig var den her fornemmelse af en sikkerhed i deres valg af livsstil. Altså at de ikke kunne forestille en anden livsstil, det er simpelthen så fantastisk at se. Mit spørgsmål til dem ville nok være om de ikke nogen gange havde behov for at være dem selv, uden hensyntagen til resten…. Når jeg sådan ser det komme frem, bliver jeg næsten pinligt berørt over mit eget behov for også at have tid væk fra mine unger. Jeg elsker at være sammen med mine børn, men det er meget intensivt og konstant, at jeg godt kan have en følelse af at det bliver for meget af det gode og jeg har brug for et tomrum, hvor der kun er mig…

    Jeg har heller ikke gjort det nemmere for mig selv, ved at bo forholdsvis langt fra bedsteforældrene og derfor ikke have muligheden for at mine unger lige kan smutte forbi dem om eftermiddagen eller bedsteforældrene lige kan komme forbi og tage ungerne en aften for mig, mens jeg gør noget andet… Men i stedet bruger jeg mit kamera og vores hundehvalp til at give mig de ture der skal give mig overskuddet til at kunne rumme det intensive nærvær med mine unger…

    • SVAR

      Kære Ditte, jeg er helt enig: Sikkerheden i deres valg er så betryggende og samtidig udfordrende for alle, som ikke lever det liv, de virkelig drømmer om. Og jeg kender jo behovet for at tage en pause fra familielivet, men jeg kan godt forestille mig, at med det liv de lever på Stenbjerglykke, bliver det behov mindre? Måske de bliver så konsoliderede i deres familiestruktur, at det er det eneste, der føles helt rigtigt?

  • SVAR

    Min barndom minder på mange måder om det du beskriver, jeg har ikke selv set programmerne, men har læst om familien. Og jeg genkender fuldstændigt det hun siger omkring arbejdet; folk ser sikkert det romantiske, kontrasten til det stressede “moderne” liv, men hvis man tror, det er ren barfodshygge så vil man nok blive overrasket 🙂 Jeg husker især to fornemmelser fra min barndom: summende aktivitet og små øer af ro (som oftest til måltiderne). Der var altid noget som skulle ordnes og det er jo nok også derfor deres liv virker som sådan en kontrast: de fleste har opdelt deres liv i “arbejde” og “fri” men i virkeligheden er det nok meget mere naturligt for os som mennesker, at leve som de gør.
    Jeg synes det er fedt det de gør, og jeg tror der kommer nogle stærke, innovative og gode små mennesker ud af det børneliv, den “virkelige verden” er altså stærkt overvurderet hvis du spørger mig 😉

    • SVAR

      Det er så fin en beskrivelse af den travlhed og samtidig balance, som kan findes i den slags liv. “Den virkelige verden” er den, som de lever i: Den med ægte mennesker, ærlighed, kontakt til naturen, meningsfuldhed 🙂

  • SVAR

    Noget af der især vakte genklang hos mig synet på børn som ligeværdige individer. At de i lige så høj grad som deres forældre har en værdi der er nødvendig for at familiens liv fungerer. Det ville jeg ønske alle fik med i deres opvækst – uanset antal timer i institution og forældrenes arbejdsvilkår synes jeg et grundvilkår for en god opvækst er at man selv føler at man har værdi for sig selv og for andre.

    Jeg kan ikke selv forestille mig en hverdag hvor vores søn “altid” er hjemme, men jeg kan heller ikke forestille mig en hverdag hvor han er af sted på fuld tid. Nu hvor han er lille er det let at strukturere dagene efter hans behov men jeg er meget spændt på hvordan det bliver når han bliver ældre. F.eks. med skolen – er det kun fordi Storm går på friskole i har fået mulighed for at have ham hjemme 3 dage? Og hvor lange er hans dage så de 4 dage han er af sted?

    • SVAR

      Jeg ved ikke, om man kan holde sine børn hjemme én hverdag om ugen på en folkeskole. Sikkert ikke, men jeg har aldrig overvejet folkeskole, så jeg er forudsætningsløs. Jeg er fuldstændig for folkeskole set med sociale og samfundsmæssige øjne. Men den udvikling som vores skolesystem har været under, og de rammer det er underlagt, har gjort det fuldkommen utilgængeligt for mig. Det er ikke mit indtryk, at Friskolen ligefrem opfordrer til en ugentlig fridag, men jeg ved, at de anerkender værdien af familie/forældretid, og de har aldrig sagt noget til os. Vi har før konfronteret en børnehave med den holdning, at vores børn bliver passet, fordi vi har valgt det, ikke af nødvendighed. Så de kommer, når vi vurderer, at det er en den bedste løsning. Og hvis det en dag ikke er godt overhovedet, tager vi dem hjem til os på fuld tid. Jeg husker de to pædagogers blikke: Sådan havde de aldrig tænkt på det før; at man har et valg.

      • SVAR

        Vores børn har gået i friskole i 6 år og går nu – efter flytning – i folkeskole.
        Vi har erfaret, at man intet ved om folkeskolen, før man har børn i den!!!
        Vi er så glade for vores folkeskole. Den er rummelig, har et fagligt højt niveau både bogligt OG kreativt med rigtig mange tværfaglige emneuger hvert semester, udeskole m.v., de mest engagerede, søde og dygtige lærere, men vigtigst af alt så nyder vi, at vores børn her møder familier med forskellige værdier og forskellige livsstile. På friskolen var familierne alle meget ens, så vi glædes over den diversitet vores børn møder nu og tror på den giver dem en stor åbenhed, rummelighed og forståelse overfor andre mennesker.
        Det er så ærgerligt, at man næsten kun hører de dårlige historier om den danske folkeskole. Der findes så mange ildsjæle derude og der er så mange folkeskoler der er helt fantastiske.

        • SVAR

          Kære Sanne, hvor er det dejligt at læse din kommentar. Og, ja, det er rigtigt: Man hører meget de dårlige historier om folkeskolen med nedslidte lærere og propfyldte klasselokaler. Det er rart også at høre de gode. Når det er sagt, så er jeg sådan set ikke et sekund i tvivl om, at der findes mange gode folkeskoler i hele landet. Og jeg kender børn, som går i dem, og er glade for det. Men det faktum ændrer ikke ved nogle af de grundlæggende greb ved den nuværende folkeskole, som jeg har svært ved at acceptere. Her på Ærø er folkeskolen rigtig god: Ungerne er glade, og det faglige niveau er højt. Men de bliver testet i deres sproglige færdigheder allerede i 0. klasse, og selvom det uden tvivl foregår på en kærlig måde, ønsker jeg ikke, at mine børn skal testes, før det er absolut uundgåeligt. Jeg mener ganske enkelt ikke, at det er opbyggeligt for noget som helst. Derudover er der de lange dage, som jeg ved, nogle skoler arbejder sig udenom i en vis udstrækning, men som er virkeligheden på de fleste folkeskoler. For mig er det et springende punkt, at mine børn har mulighed for at være meget hjemme.
          Min kritik går altså ikke på hverken faglighed, det sociale eller lærernes kompetencer. Den går på menneskesyn ifht tests, hjemmearbejde og “arbejdstider” og på de konkrete rammer, som folkeskolereformen satte op. Men ligesom med alt andet er der heldigvis variationer indenfor den enkelte kategori. Her på Ærø er det friskolen, som har måtte kæmpe mod et blakket ry, og forældregruppen er ikke homogen, men derimod meget blandet. Kh og tak for din komentar

      • SVAR

        > Vi bor pt så vi har mulighed for at vælge begge dele og der bliver tænkt mange tanker selvom der fortsat er 4 år til han skal starte – det er jo en kæmpe del af vores børns hverdag så det skal være det bedst mulige.
        Drømmen er at flytte til Vesterhavet inden han starter i skole. Den by vi indtil videre har set på huse i har en lille skole med i alt 30 elever. Og den stemning både by og skole har gik straks mine skuldre til at sænke sig. Men så længe vi ikke ved om det er der vi ender kan jeg ikke lade være med at have øjne og ører åbne omkring andres overvejelser og valg i fht skole (og institutioner generelt).
        Men det er da også bare en virkelig spændende debat – hvordan strukturerer vi det mest meningsfulde liv sammen med vores børn…

        • SVAR

          Det lyder skønt, det Vesterhavseventyr <3

  • SVAR

    Jeg har ikke set programmerne om familien, men det lyder som et dejligt sted. Dog synes jeg helt ærligt, er jeres liv mere relaterbart. Al respekt for det kompromisløse i den måde de lever på. Virkelig. Men jeg ville blive skør og desperat i det lange løb, hvis jeg skulle leve på samme måde, tror jeg. Ligesom jeg ville blive skør og desperat, hvis jeg skulle arbejde ude 8-16 hver dag.

    Jeg har simpelthen brug for afvekslingen. Jeg har brug for både at have masser af tid med min familie. Bare hjemme. Og jeg har brug for tid til uforstyrret alene-udfoldelse. Tid til at gøre det, jeg brænder for, som ikke handler om familielivet.

    Jeg tænker, det er vigtigt, vi kan lide vores hverdag. Det har jeg ikke altid gjort, men det gør jeg nu. Og det er faktisk en af grundene til, at jeg følger med på din blog. Det er så rart at læse om nogen, som (også) er stået af ræset, men som stadig gerne vil noget med livet. Sådan har jeg det i hvert fald. Jeg fornemmer, at folk enten bliver provokeret eller inspireret af den måde at leve på. Enten synes de bare, jeg skal klappe i, eller også stiller de mange spørgsmål. Kender du mon det?

    • SVAR

      Jeg kan fuldstændig genkende det med afvekslingen, og det er også sådan, vi lever vores liv nu. Jeg håber og tror, at vi tager en periode med fuldt fokus på familien. For at prøve det. For at se, hvad det betyder for energien herhjemme, børnenes udvikling. Ikke for evigt, men for en stund. Og så er jeg meget glad for din pointe om, at vi skal kunne lide vores hverdag, for ja, det er jo dem, der er flest af (samtidig med at jeg kan blive i tvivl, om vi har hverdage herhjemme eller mere bare “dage”). Jeg oplever meget, at folk bliver inspireret af vores livsstil, men jeg opsøger heller ikke de situationer, hvor nogen kunne tænkes at blive provokeret. Eller også taler jeg bare så godt for min sag, at folk enten falder for det og/eller ikke tør sige mig imod 😉

  • SVAR

    Jeg så programmerne og var meget betaget af deres livsstil. En del af mig har nok altid drømt om sådan et liv – og give mine børn den slags barndom. Men med mig som mor var det næppe nogensinde endt lige så idyllisk som det billede jeg fik af programmerne.

    Jeg gik hjemme ved mine børn mens de var små og vi havde kæmpe naturgrund – den gang legede jeg jævnligt med tanken om at blive mere selvforsynende, gå hjemme, hjemmeskoling m.m.

    Og havde jeg flere liv gad jeg godt bruge et af dem på den slags liv de lever. Havde jeg haft chancen tidligere havde jeg måske også slået til – men jeg var enlig mor til 4 da, min pasning af eget barn pasningsordning udløb, så det lå ikke lige for.

    Og jeg har også som i, andre ambitioner . Men jeg tror nu sagtens jeg kunne have sat dem på hold nogle flere år, børnene vokser jo kun op en gang. Og jeg ville næppe have følt at jeg gik glip af noget – det gjorde jeg ikke de 4 år jeg gik hjemme. Jeg følte mig privilligeret over muligheden. Ville dog ønske vi ikke havde stået med ombygning ved siden af og der havde været mere overskud til at hygge om børnene og måske have fået nogle høns og får e.l.

    Men det jeg er allermest fascineret af er nok det nærvær man fornemmer – og det har jeg vel fortsat en chance for at få mere af i vores liv 🙂

    • SVAR

      Jeg synes, det lyder som om, du har levet singlemor versionen af deres liv. Nærvær, udeleg og tid. Men det lyder også som en meget stor mundfuld – med ombygning, husdyr osv. og ofte er det nemt at se tilbage og tænke: “Hvorfor gjorde jeg ikke sådan og sådan”, når det i situationen muligvis havde knækket én, eller i hvert fald givet stress.

  • SVAR

    Dejligt indlæg…
    Og JA , jeg har set programmerne og var også vildt inspireret at denne familie…
    Det var jeg faktisk også tidligere, hvor jeg “mødte” frida på Hjemmeungers gamle medlemsforum…
    Allerede dengang var jeg fascineret af hendes beskrivelse omkring, hvordan de havde indrettet deres hjemmeliv….
    Sikke en oplevelse at få lov at komme helt tæt på disse skønne mennesker, selv for et par timer…
    Jeg fascineres meget at dette nære og dybe liv, som de har skabt.
    På mange måder afspejler din blog lidt af det samme, derfor læser jeg også fast med hos dig…

    Dejligt at du har fundet inspiration til at tænke nye veje, jeg forstår godt din / jeres splittelse mht passioner og børnelitteratur… håber I finder den rigtige balance for jer…
    Der lyder i øvrigt til at være dejligt på Ærø
    Får da helt lyst til at få en ferie på øen… jeg har vist også en lille øbodrøm i mig…
    Tak for en dejlig blog og fordi du deler så gavmildt ud af tanker og private oplevelser…

    • SVAR

      Tak for din dejlige kommentar. Hjemmepasser du? Det må du næsten gøre, når du har mødt Frida i de fora? 🙂 Ja, vi skal lige til bunds i vores ønsker og drømme for tiden efter sommerferien, hvor der måske skal ske nogle forandringer. Og så skal du da komme til Ærø, hvis det trækker lidt i dig. Om ikke andet så bare for en is (eller et retreat 😉 ) – Maj My

      • SVAR

        > Ja, jeg har hjemme passet 2 af vores 4 børn hjemme i nogle år, og var i en periode meget aktiv på hjemmeunger.dk og brugte meget tid i forummet der… så derigennem stødte jeg altså første gang på familiens spændende og meget anderledes familieliv… jeg beundrer virkelig det som de har skabt som familie, selvom det er langt fra normen…
        Jeg skrev i øvrigt flere artikler til hjemmeunger.dk omkring sanser ( måske ligger de der endnu, det tror jeg nok) ….

        Nu er de 2 mindste blevet større og går i 0. Og 1. Klasse… Men jeg går stadig hjemme fordi det giver god mening i vores familie. Jeg er startet op som billedkunstner og bruger nu primært min tid på det…

        Ja, ølivet har altid fascineret mig… hvorfor ved jeg ikke men tror det handler om nærheden og fællesskabet, som jeg forestiller mig en ø må have…

        Det kunne være dejligt at besøge Ærø på et tidspunkt…

        Kh Mette

  • SVAR

    Åh jeg er så sindssygt ærgerlig over ikke at have været med. Det ville jeg SÅ gerne – lige siden jeg så programmerne.

    Jeg føler mig ret sikker på at jeg aldrig får lyst til at leve heeelt som de gør. Det elsker jeg alligevel sushi og Netflix for meget til. Men det der med LIV i stedet for arbejdsliv vs fritid er noget jeg allerede dyrker meget og håber en dag vil kunne blive helt komplet. Jeg mærker det SÅ meget når jeg går udenfor og laver fysisk arbejde – helt ind i hjertet.

    Så “misundelig” på jeres fantastiske oplevelse 🙂

    • SVAR

      Haha! Jeg ved, hvad du mener med Netflix og sushi 🙂 Det er dejligt, at du nyder dit arbejde med jorden så dybt, og en dag finder du balancen mellem de forskellige forgreninger i dit liv af kreativitet, jordbrug og familie.

  • SVAR

    Det er fantastisk befriende at læse om én, der lidt har det som jeg selv ift. splittelsen mellem ens passion (jeg er snart færdiguddannet psykolog og elsker virkelig mit fag!) og ens børn/barn (jeg har kun ét af slagsen indtil videre). Jeg føler dagligt en enorm splittelse indeni, fordi jeg tror på, at den bedste opvækst for mit barn ville være, hvis jeg blev hjemmegående. Men jeg er så egoistisk, at jeg ikke vil slippe mit fag. Det er sådan en svær balance, og jeg føler ikke, at jeg kan snakke med andre om dette end min mand – mine veninder, omgangskreds og familie har fuldstidsjob og dem med små børn savner deres børn, men siger, at “sådan er det jo bare” (med lange dage i institutionen fx). Men jeg køber den ikke. De fleste af os kan tage et aktivt valg om vores arbejdsliv (eller LIV i det hele taget jf. dit indlæg), men det koster. Det handler om prioriteringer, og det er svært at tale med andre om. Jeg føler hurtigt, at jeg “dømmer” andre, når jeg siger, at det for mig er vigtigt, at min datter ikke har for lange dage i institutionen. Jeg vil ikke have at både min mand og jeg arbejder fuldtid, for jeg tror, at det bliver på bekostning af min datter. Men deltidsjobs hænger ikke på træerne, og jeg tror ikke, at jeg ville trives som hjemmegående. Det er så svær en balance, men det hjælper mig at læse dine indlæg (og kommentarerne) – at summe sammen om livet i en virtuel rundkreds af ligesindede. Så tak for det <3

  • SVAR

    De er skønne alle fem 🙂 Der er noget sådan helt grund-lækkert ved deres grundigt overvejede tilværelse. Det er meget inspirerende, at de holder ved deres værdier, og ikke ændrer noget “for nemhedens skyld” eller “for andres skyld”.
    Indre og ydre bæredygtighed – sikke en balance! Og så er de jo bare søde og reflekterende.

    • SVAR

      Hvor er det skønt. Og så skønt at de “ikke ændrer noget “for nemhedens skyld” eller “for andres skyld”. Meget forbilledligt.

  • SVAR

    Dén familie har også rørt mig dybt. Autentisk og helhjertet. Sikke et dejligt liv de har skabt. Jeg drømmer selv om at dreje mit og min families liv mere og mere i dén retning. Mit spørgsmål til dem ville være, om de savner den nære tilknytning til den øvrige familie? Og om de nogensinde går på kompromis med egne værdier til fordel for fællesskabets? Det kunne være slik til familiekomsammen, andre børn der ser på skærme som så drager egne børn osv. Jeg forsøger selv at balancere egne og fællesskabets værdier, hvor de står i modpol, og det er for mig livets sværeste dans med børn

    • SVAR

      Ja, det er nogle gode spørgsmål, du stiller. Jeg har ikke indsigt i, om de skulle mangle nære relationer til deres øvrige familie? Men jeg vil ikke tro, at de ofte befinder sig i fællesskaber, hvor det er relevant for dem at gå på kompromis med deres overbevisninger? Men jeg kender så godt, det du bekriver, og jeg befinder mig nok et sted midtimellem det kompromisløse og kompromiset for fællesskabets skyld. Altså, jeg får ondt i maven af at takke nej på mine børns vegne til sodavand og kage kl. 14 en tirsdag, men jeg får også ondt i maven af tanken om, hvor usundt det er at takke ja. Så jeg bruger mine kommunikationsevner til at sige det på en bred og rummelig måde, men ofte bliver folk sårede, fordi man indirekte påpeger noget, de selv ville ønske, de kunne lade være med (og jeg er den første til at spise sukker, men mine børn må meget gerne være sundere end mig). Hvad oplever du helt konkret?

  • SVAR

    Der er forskellige perioder i livet. Lige nu har I små børn. Så gør det der giver jer mest mening for jerifht til den fase i livet. Inden I får set jer om er de store og har andre behov. I skal nok komme til at skrive og lave musik igen på fuld tid senere i livet.

    • SVAR

      Kære Gitte, tak for dine vise ord. Jeg er helt enig, og øver mig hver dag 🙂

  • SVAR

    Jeg ville spørge: hvad gør I når nu børnene bliver 16 år og efterspørger iPad, mobil og øl? Eller tror I ikke at de kommer til det?
    Men hatten af for dem. Jeg kunne ikke.

    • SVAR

      Hvad gør du, får jeg lyst til at spørge dig? Det er en spændende diskussion.