Fritidsaktiviteter: Skader de mere, end de gavner?

“Hun gider simpelthen ikke gå til nogen form for sport,” siger pigens far, og smiler. “Hun er så stædig.” Han ruller med øjnene, og smiler igen. Han er en god far, en sød mand.
“Hun græder faktisk stadig hver dag, når hun bliver afleveret i skole,” supplerer moderen, og ser lidt usikkert på mig. Hun er en varm mor, en dejlig kvinde.

Jeg siger: “Men når hun egentlig stadig synes, at skolen er i overkanten, mon ikke hun så mest af alt trænger til at komme hjem og bare være sammen med jer, når hun har fri? Mon hun overhovedet kan få noget ud af at gå til fodbold eller gymnastik?”

Det er som om, forældrene i samme øjeblik forstår noget, de ikke så meget som har overvejet før.
Derfor har jeg lyst til lige at skrive lidt om fritidsaktiviteter.
Det er mit indtryk, at mange af os rent har glemt, hvad fritidsaktiviteter er, og bør være. I sin bog “Home Grown” (som vel nok er den bog, jeg har anbefalet herinde fleste gang), skriver Ben Hewitt, at fritidsaktiviteter er én af de ting, der følger med som noget nærmest obligatorisk, når man sender sine børn i skole, og at det for ham er en af de største fordele ved at hjemmeskole: At hans børn ikke nødvendigvis skal gå til fritidsaktiviteter, men derimod lever et liv, hvor alt måles op imod den frihed, som de kender så indgående.

Ben Hewitt mere end antyder, at mange forældre knap tager stilling til, hvorvidt fritidsaktiviteterne bidrager positivt til deres børns liv, eller om børnene reelt set har mere brug for IKKE at have fritidsaktiviteter.

Det er nogle tankevækkende observationer, som rammer noget i mig.
Fordi: Fritidsaktiviteter er i deres essens en positiv ting. Vi opfatter dem som et glædeligt indslag i vores eget og børnenes liv, men det er mere og mere min fornemmelse, at fritidsaktiviteterne på lige fod med institutioner og skole er en del af adskillelseskulturen, som vi er blinde overfor, ganske enkelt fordi vi har vænnet os til den?

Jeg oplever, at de ellers så sunde fritidsaktiviteter bliver endnu et sted at skille børn fra forældre; endnu et sted at placere børn i en parallelverden, mens de voksne køber ind eller arbejder eller får ordnet noget derhjemme.

Sidste år gik Juno og jeg på et skønt forældre-barn gymnastikhold for 0-2 årige, men da jeg for nyligt overvejede at skrive os op til gymnastik igen, erfarede jeg, at gymnastikundervisning fra tre år og op foregår på den måde, at forældrene sidder i omklædningsrummet, og venter, og altså ikke må være med i gymnastiksalen. Jeg spurgte hvorfor, og fik det svar, at det handler om, at børnene har svært ved at fokusere og lære øvelserne, hvis der er en forælder tilstede.
Og I kan godt høre, hvor skørt det er, ik? At 3-5 årige skal lære øvelser fremfor at hygge sig uforpligtende sammen med deres forældre i en time? For hvis skyld gør man det? Handler det om, at børnene helst skal have mulighed for at blive professionelle atleter (nej, det handler det ikke om), eller er det en blind fortsættelse af familiernes adskillelse uden tanke på at disse børn og voksne trænger langt mere til tid sammen, end tid hvor de er adskilt?

“Familietiden” har på mange måder mistet sin værdi i vores kultur. Vi taler om “kvalitetstid”, og booker sommerhuse, hvor vi samles en gang eller to om året, og vi tager på ture med børnene i ferier og weekender, men den kvantitative tid i familiens skød i hverdagen, har mistet sin værdi. Vi har ganske enkelt glemt, hvor grundlæggende og værdifuld den er. I stedet tillægger vi det, der burde være undværligt, en værdi som om, det var afgørende. Som om det at gå til tennis eller violin har afgørende betydning for et menneskes dannelse af et sundt jeg og deres muligheder for at klare sig godt senere (at klare sig godt er efter min overbevisning = “at være forbundet med verden omkring os og bidrage til den almene balance i fællesskabet”)
Kan det tænkes, at vi forældre har for travlt til at være sammen med vores børn, og derfor skubber værdien fra familien over i skolen og i samme åndedrag kalder Fritidsordningen for et socialt sted, som er obligatorisk for at pleje venskaber, og lige sådan beskriver fritidsaktiviteter som noget, de er nødvendigt for det hele menneske?
Resultatet er, at vi undervurderer eller helt ignorerer den værdi, der er i at ligge på sofaen hjemme i stuen en hel eftermiddag, og vi glemmer, hvor vigtigt det er at have tid til at fordøje, reflektere, tage sig god tid. Vi glemmer, at en kop te omkring bordet med hele familien sidst på dagen, er netop det, der binder en familie sammen, og som skaber minder om en dyb tilknytning.

(om torsdagen går tre af mine børn til fodbold. Her sidder tre søskende og ser på, mens den ældste spiller. Det er børnenes eget valg, at de går til fodbold, og vi talte indgående med dem om det, inden de begyndte: Det forpligter, det tager tid. De ville af sted, og holder af det, men har ikke andre ting – jo heller ikke lange skoledage.)

Udfordringen er, at skolen ikke blot er et rum for læring, men også i høj grad et sted, hvor vi opbevarer børn, mens vi selv arbejder flere timer end nogensinde. Men skolen stopper alligevel, før de voksne har fri, så børnene skal i fritidsordning, og når de har været der, er de nok trætte, men vi tænker – ofte helt per automatik – at det er vigtigt, at vores børn ikke kun går i skole, men også dyrker deres hobbyer. Og jeg kunne ikke være mere enig: Dybest set mener jeg jo, at det mest meningsfulde er at lade børn fordybe sig i det, de brænder for alle døgnets vågne timer. Men det er for sent at gøre det, når alt energi er brugt, og intet kan måle sig med hjemmetid, ro og fordøjelse.

I tidernes morgen var “fritidsaktiviteter” det, børn tog sig til, når de ikke arbejdede, eller var i skole, eller slappede af derhjemme. Fritidsaktiviteterne handlede ikke om præstationer, eller om at skulle underholdes, men udelukkende om at være sammen i et interessefællesskab. Men fritidsaktiviteter er løbende blevet en del af ræset mod konstant at dygtiggøre sig, og de er blevet noget, som er obligatorisk i et børneliv uden skelen til, om barnet reelt har overskud til det og om det rent faktisk er en positiv aktivitet eller én præget af pres og vurderinger.

Der må nok flere ændringer til, før vi som samfund står med en hverdag, der foregår på familiernes præmisser (hvilket jeg mener, må være det eneste bæredygtige for et samfund på sigt), men hver enkelt familie kan tage ansvar ved at tage stilling til børnenes fritidsaktiviteter ud fra nogle andre værdier end flertallet. Selvfølgelig er den bedste løsning efter min mening, at skoledagene bliver markant kortere, men indtil det sker (og det gør det, når vi forældre i tilstrækkeligt høj grad vælger andre skolemodeller), må man ganske enkelt måle den tid, der går på fritidsaktiviteter, mod den ro og tryghed som børnene får ved at være sammen med deres familie i stedet. Man må tænke på tilknytningen, refleksionen og den simple væren i en kærlig ramme som en værdi, næsten intet andet kan måle sig med. Derfor er det så vigtigt, at vi som forældre tager stilling til, om fritidsaktiviteten er noget børnene virkelig får noget ud af – mere end de får ud af ro og nærvær med familien. Nogle gange vil svaret være ja, andre gange nej.
Og når vi så har forholdt os til dette, er næste skridt naturligvis er handle uden skelen til, hvad andre gør.
Min tidligere chef, Troels Mylenberg, skrev en fin klumme om dette for nyligt (“handling siger mere end ord”).

En anden tanke til at understrege dette: Jeg følger adskillige voksne mennesker, der ikke har børn, på Instagram, og INGEN af dem deler billeder fra både deres fuldtidsjob (svarende til skolen); frivilligt arbejde (fritidsordningen) OG to-tre fritidsaktiviteter. Faktisk ser det ud til, at de skynder sig hjem, når de har fri, og bruger deres fritid på at spise god mad, se tv-serier, drikke kaffe på Louisiana, hygge med kreaprojekter i sofaen og snakke med gode venner. Der er ganske enkelt en grænse for, hvad vi mennesker har energi til, før det bliver for meget, og jo tidligere børn lærer at mærke og respektere denne grænse, jo mindre sandsynlighed er der efter min mening for, at de ikke bliver ramt af stress m.m.

Hvad er jeres tanker om fritidsaktiviteter vs. familietid?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

16 Kommentarer

  • SVAR

    Du har så evigt ret – fritidsaktiviteter er gået fra at være noget børn deltog i af lyst til at være nærmest obligatorisk og hvis man ikke laver sine børn til deltagelse, eller måske ligefrem nægter sit barn deltagelse, fordi man kan se at det er mere end de kan rumme, så er der ikke langt til at der bliver kigget skævt til en.

    I mit eget tilfælde har mine store piger kun fået lov at deltage i en aktivitet om ugen indtil de blev 7, de valgte begge at fatte interesse for gymnastik og da de virkeligt gerne ville, så gik jeg med til det. I år er det første år hvor den yngste på knap 9 får lov at deltage i 2 aktiviteter – gymnastik og yoga for børn. Den store har teknisk set 3 aktiviteter om ugen – guitar undervisning i skoletiden, kirkekor og gymnastik. Jeg var meget i tvivl om jeg syntes det var ok, men hun er 11 og meget engageret i de 3 ting, så derfor får hun lov.

    Hver gang jeg giver dem lov til at deltage i noget er det en klar opbakning af hvad de får ud af det og hvad det koster dem.

    Til gengæld deltager vi ikke i ret mange klasse aktiviteter, da vi simpelthen har brug for tiden sammen, frem for sammen med de andre familier.

    • SVAR

      Det er så vigtigt at kunne sige nej – også til klasseaktiviteterne, som man ellers godt kan føle, er både obligatoriske og fuldkommen afgørende for barnets muligheder i skolen. I er sgu seje.

  • SVAR

    Rigtig vigtigt og fint indlæg du har skrevet. Det giver så meget mening og er meget enig med dig. Familietid er det vigtigste – above all. Efter min mening har vi al for lidt af det i vores kultur.

    Vi har selv stået i begge yderligheder, men havde heldigvis en datter, der med sin insisteren viste os vejen. Dag hun var nok 3 år havde vi meldt hende til musik, men da dagen oprandt nægtede hun både højlydt og med hele hendes væren og kropssprog at skulle afsted. Vi insisterede (nu var hun jo meldt til og vi hørte begge vores egne forældres argumenter køre i baghovedet og samtidig en mavefornemmelse der sagde noget andet). Hendes modstand var så voldsom, at vi til sidst vidste, det ikke ville blive en succes. Så hun kom ikke af sted. Jeg er taknemmelig for hendes tydelighed og at vi netop da hun var 2-3 år begyndte at gå en anden vej i vores forældreskab. Men hvor ville jeg gerne have vidst hvad jeg ved i dag dengang. Vi indså at hun havde brug for os, ro og langsomhed. Hun er 7 år i dag og netop efter helt eget ønske startet på billedskole / billedkunst. Mange har i de mellemlæggende år spurgt om hun dog ikke skulle gå til noget, ” hun er jo så god til …”. Men vi fandt heldigvis roen i, at det skulle ske på hendes eget initiativ og når hun var klar. Det blev tydeligt for os at det slet ikke var det hun havde mest brug for. I foråret kom hun så og spurgte mig; ”mor, kan man godt gå til tegning og maling” og så fandt vi frem til den lokale billedskole og hun er vildt glad for det. Hendes lillebror på næsten 3 skal da helt logisk ikke gå til noget. Det er så tydeligt, at det slet ikke er hans behov.

    Når det er sagt, så synes jeg faktisk det er svært at få tid nok med sine unger når man har valgt, at de går i skole. Hun går på en lille friskole, hvor der er skoletid fra kl. 9-14 og jeg arbejder 20 timer om ugen så hun er der ikke meget mere end det og hun har også fridage i ny og næ. Men når hun en dag om ugen er til billedkunst og også gerne vil have legeaftaler (hvilket vi fordeler ret meget så der ikke bliver for mange aktiviteter ud over ugen og vi beder børnene blive hentet kl. 16 (det er der skolens SFO normalt lukker)), så synes jeg faktisk stadig der er for lidt tid. At trække sine børn ind til sig / tættere på sig og skabe relationer og tilknytninger tager bare tid.

    • SVAR

      De der børn som insisterer, er de bedste vejledere gennem livet. Også selvom de indimellem kan være krævende at leve sammen med 🙂

  • SVAR

    Jeg drømmer om at mine børn fylder deres tid med det de selv synes giver mening, er værdifuldt og sjovt for dem. Egentlig synes jeg der ville være en bedre ligevægt i færre skoledage og så tid til familien til at dyrke sine fritidsinteresser. Den store på 7 år ville måske også gerne så til dans eller gymnastik, men hun sagde så fint selv; ” nu starter jeg med billedkunst ellers tror jeg det bliver for meget.”

    • SVAR

      Sådan ville jeg også ønske, at vi indrettede vores samfund: Kortere arbejdsdage for både store og små og mest af alt tid til at dyrke vores interesser, som uden tvivl ville udvikle sig til givende viden, evner, bidrag til fællesskabet.

  • SVAR

    Wauw, hold da helt op, hvor er det godt skrevet… Er sååå enig med dig… Hvor ville jeg ha ønsket, jeg havde givet mine nu store børn, det du gir dine børn… Jeg følte, jeg skulle følge med normen – dog med små afstik – og satte ikke ordentlig spørgsmålstegn ved det, vi gav vores børn… Jeg ville ha gjort det meget anderledes i dag. Set mine børn bedre, med de forskelligheder, de nu har…

    • SVAR

      Kære Christina, der er det at sige til det, at vi alle sammen er på en unik rejse, og ingen af os er perfekte. Den dag, du skrev din kommentar, tænkte jeg, at mine børn nok gerne ville bytte mig med en hvilken som helst mor, fordi jeg ikke følte, jeg havde styr på noget som helst.. 😉

  • SVAR

    Jeg nævnte lige for nylig for min mor, at jeg er bekymret for om Noah magter at fortsætte til karate – hvilket vil irretere mig hvis han ikke kan – fordi jeg tror det giver ham en masse og han også er ægte glad for det.

    Jeg ville så meget hellere droppe noget af den skoletid – den heldagsskole er muligvis god visse steder, men som udgangspunkt har jeg altid set den som en der stjæler børns fritid og familietid – jeg arbejdede jo med skiftende arbejdstider da den kom frem – hvilket betød man pludselig ikke længere kunne udnytte en del af min fritid med tid med børnene.

    Min yngste måtte også kapitulere med hans fritidsinteresse – da han ikke magtede det. Og Lucca har også fravalgt det efter at have elsket det i mange mange år.

    Er desuden enig i at mange nok ikke tænker over om deres børn reelt magter en fritidsinteresse oveni alt det andet og det bare køre pr. autopilot – hvilket er synd. Og ikke underligt hvis vi ender med endnu flere stressede børn. Og den tilknytning i familien du snakker om er altså også bare super vigtig – hvilket indimellem overses. Desværre.

    • SVAR

      Ja, det er synd, at de ikke orker fritidsinteresserne, som jeg tænker, grundlæggende er så positive. Men når skolen kræver det, den gør, er der ikke meget tilbage, og medmindre man vælger en skole, som kræver meget mindre, eller på anden måde indretter sig, så der er energi tilovers, så tror jeg, at familietiden er mere værd end fodbold og klaver.

  • SVAR

    Enig! <3

  • SVAR

    Du har så evigt ret MajMy! Tak for det du gør og dine indlæg som jeg læser, når de lige “popper op” foran mig ☺️
    Min tilgang til alt i livet (herunder familielivet og fritidsaktiviteter), at man skal gøre det man VIRKELIG har lyst til, og det som gør en VIRKELIG glad. Om det så er familietid, aktiviteter eller noget helt andet må være op til den enkelte.
    Gør det DU vil ud ad kærlighed, så kommer resten helt af sig selv ☺️✌❤️

    • SVAR

      Enig! – Man skal gøre, hvad man VIRKELIG har lyst til, og det skal vi forældre hjælpe vores børn til at lære ved at respektere deres behov for pauser, give dem rum til refleksion og støtte dem i at følge deres egen mavefornemmelse fremfor alle mulige andres 🙂 ❤️

  • SVAR

    Mine store børn på 10 og 9 elsker deres sportsaktiviteter, at træne og spille sammen med vennerne. De elsker stævner og træning, selv om jeg synes at kampene og stævner gør at vi har alt for lidt tid sammen derhjemme. Men de elsker at være af sted, så jeg må acceptere at mine børne Er super udadvendte og sociale ligesom jeg faktisk er. De elsker at være sammen med andre børn.

    • SVAR

      Og så er alt jo, som det skal være. Fritidsaktiviteter skal jo netop være glædelige og motiverende, og det er udelukkende et problem at lade sine børn gå til fritidsaktiviteter, hvis børnene har for travlt, hvilket mange har. Det er under alle omstændigheder trist, at det er fritidsaktiviteterne, vi skal skære fra, men familietid er vigtigere.