Gå igennem livet med åbne øjne

Tiden er den mest dyrebare ressource, vi har.
Alt andet kan gradbøjes.

Vi skal ikke alle sammen bruge vores tid på samme måde. Alt kan være rigtigt; så længe det er bevidst. Jeg tror på, at vi når længst, hvis vi ser os selv i øjnene, og spørger: Laver jeg det, der gør mig glad? Er jeg den, jeg vil være?

Når jeg engang skal herfra, tror jeg, det vil glæde mig, hvis jeg har brugt min tid med dem, der betød mest. Hvis jeg har brugt min tid på at skrive, på naturen og samhørighed. Jeg ved, jeg aldrig vil fortryde, at jeg gjorde mit bedste. Jeg ved, jeg vil være stolt, hvis jeg valgte tillid fremfor frygt.

Tiden har lært mig, at jeg skal turde mærke efter og ændre kurs. At drømmene kommer af en grund. Mine drømme er ikke bolsjer, som jeg skal sutte på, til de kan gemmes i ganen. De er vejvisere, der skal gribes, ses i øjnene og leves efter. Mine drømme gør væsen af sig, rykker i mig. Og hvis jeg overhører dem for længe, tier de til sidst.

Vi har alle vores vej, hver vores rejse, men vi har det tilfælles, at tiden ikke er ubegrænset i dette liv. Det er derfor, det giver mening at tage stilling til, hvordan vi bruger den.

Jeg har en ven, som lever forskelligt fra mig. Hver eneste dag bruger han sine 24 timer anderledes, end jeg har valgt. Han sagde: “Sådan er det jo,” og jeg svarede “ja, for sådan har du prioriteret.” “Er det en prioritet?” spurgte han, og, ja, det er det. For ham er det et valg. Uanset at han gør, præcis som hans forældre, samfundet, skolen, banken forventer, er det stadig hans eget valg. Hans prioritet. Uanset at han lever, som normen dikterer, er det hans valg.

Vi føler os ikke altid frie. Indimellem er livet et fængsel, som vi har svært ved at bryde ud af. Jeg tror, vi kan bøje barerne for vinduet og komme fri, hvis vi virkelig vil.

I dag har jeg mere tid, end jeg plejer. Ilja, Live og Storm er hos deres bedsteforældre, og Kristian og jeg er blevet på øen med Juno og katten Ulrik. Her er stille. Ryddeligt. Fokus. Kristian var ude på vandet i morges. Han tog garn op med Christen, og der var sild i, men ikke så mange som håbet. Heldigvis var der også makreller, tre styks. Så de skal nok have fisk i dag. Jeg skal være sammen med Juno, og vi har taget os god tid til alting i dag. Spist morgenmad af flere omgange, været længe i bad.

Gå ikke med lukkede øjne gennem livet, hvisker jeg. Insister på at stille spørgsmål, på at tage stilling. Sådan bruger du tiden, som det er bedst for dig. Sådan bliver du lykkelig.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

15 Kommentarer

  • SVAR

    Hep hep hep ❤️❤️❤️

  • SVAR

    Sikken en dejlig blog du har – fandt den i går.
    Hvor er det dejligt med en blog om de nære ting – tanker og følelser – og ikke alt det materielle, der er så meget af derude i “blogland”.
    Jeg har nydt at læse dine fine indlæg og kan se, at vi deler rigtig mange livsværdier.
    Glæder mig til at følge med herinde fremover .

    • SVAR

      Mange tak for din kommentar, det gør mig glad, at du kan nikke genkendende til synet bag mine skriblerier. Jeg glæder mig til fremtidige udvekslinger herinde 🙂

  • SVAR

    <3 Det allersværeste er, at prioritere tiden. For der er så meget jeg vil nå, så meget at gøre. Og det handler om, at kende sig selv og det tror jeg måske, mange ikke tænker over.

    • SVAR

      Ja, det er en balancegang, som jeg tror, det kan tage hele livet at lære. For mig personligt handler det om at skære ind til benet; vælge de (få) ting, som jeg vil satse på udover min familie, der jo helt naturligt tager det meste af tiden lige nu.

  • SVAR

    Det er så vigtigt at være bevidst om, hvordan man bruger sin tid, ja. Hvor er det bare en dejlig blog, du har skabt! Jeg bliver glad og inspireret af hvert eneste indlæg!

    Hvis du har lyst til at fortælle om det, så kunne jeg godt tænke mig at høre om dine overvejelser over at blogge om hverdag, familieliv og mennesker omkring dig, i forhold til privatliv. Jeg har selv prøvet at starte en blog op flere gange, men jeg standser altid ved, at jeg føler, at det bliver for privat at dele ud af mit liv – og især nu, hvor jeg har fået børn. Men samtidig inspireres jeg af dem, der gør – så tak for det! 🙂

    • SVAR

      Kære Line, mange tak for din kommentar. Hvor er jeg glad for, at du læser med. Du kan tro, jeg vil svare. Jeg vender tilbage 🙂

  • SVAR

    Jeg bestræber mig på at leve mit liv som jeg ønsker – så jeg ikke ender med fortrydelse på dødslejet.

    Derfor gik jeg eksempelvis hjemme hos mine børn i 4 år, mens de yngste var små.

    Der er ting man ikke kan ændre, prioritere m.m. pga. livsvilkår (sygdom, økonomi m.m.) Men hvis man accepterer dem og koncentrerer sig om det man reelt kan gøre indenfor de livsvilkår man nu har – og dermed får det mest optimale ud af hvilken situation man nu engang står i – så kan man føle sig lykkelig og fri – som du snakker om – i stedet for frustreret og fanget.

    • SVAR

      Lige nøjagtig sådan har jeg det også. Ordet fortrydelse har en iboende negativ ladning, men jeg mener det som en motivation: Hvordan kan jeg sikre, at jeg er tilfreds med min egen indsats, når jeg skal herfra?
      Og, ja, der ér ting, man ikke kan ændre på, men i mit ydmyge livssyn er det ikke meget. Jeg har helt nære eksempler omkring mig på håbløse situationer, der er endt som vidunderlige liv. Tak for at du læser med herinde!

      • SVAR

        Jeg er ikke bange for negative ladninger. I mit liv skal der være plads til det hele. Det får mig ikke til at elske det mindre. Og jeg læser gerne med. Det er en hyggelig blog du har.>

        • SVAR

          > Netop. Livet er både lyst og mørkt og uden det ene ville vi ikke forstå det andet.

  • SVAR

    Dine fortællinger har stor betydning og giver perspektiv i mit liv. TAK FOR DET

    • SVAR

      > TAK for at du læser med.

  • SVAR

    Det er så rigtigt og så vigtigt at mærke efter og turde vælge fra og til❤️
    At vælge lykken er bare er et fokuspunkt og du beskriver det så fint ❤️❤️⭐️⭐️