Guldkorn #1 “Et sundt forhold til penge”

Guldkorn er en række indlæg, hvor vi deler erfaringer, bekymringer, spørgsmål og viden om økonomi med hinanden.
Læs om Guldkorn-idéen HER.
Jeg deler de tilsendte tekster uden at redigere i dem, og det er mit håb, at der vil opstå mange kommentarer på kryds og tværs undervejs i kommentarsporet til hvert enkelt indlæg.

Tak til alle jer der sender mig tekster og til hver eneste bidragsyder i kommentarsporet for at være med til at dele jeres tanker og følelser om penge.

***

Kære Maj My

Her får du mine betragtninger i forhold til Guldkorn – som jeg synes er et rigtig godt initiativ, fordi jeg tror, at der er behov for, at vi taler om penge og inspirerer hinanden til, hvordan man kan forholde sig på en sund måde til penge og skaffe de penge, der skal til for at leve på en sund og livgivende måde både fysisk, menneskeligt og åndeligt.

Jeg har lyst til blot at skrive det, der kommer til mig ift. ovenstående, og håber, at det kan inspirere andre.

Et sundt forhold til penge. Hvordan får man et sundt forhold til penge? Og hvordan skaffer man penge til at leve sundt og livgivende både fysisk, menneskeligt og åndeligt?

De spørgsmål har jeg arbejdet med i mit eget liv i mange år. Jeg tror, at det handler meget om, at hvis man kender sine kerneværdier, og har et dybfølt ønske om at udleve disse værdier, det som er allervigtigst for os, så opstår der en motivationsfaktor, der kan noget særligt.

Da jeg var i slutningen af 20’erne, i 1990’erne, boede jeg med min familie, mand, to små børn og en teenagebonussøn i et kolonihavehus på Amager – legalt om sommeren, men illegalt om vinteren. Det var et valg, renten var høj på det tidspunkt, helt op til 16 – 18 % på bank- og kreditforeningslån. Vi måtte låne penge, 190. 000 til at købe huset for. Men vi indrettede os, og udover huslånene, så havde vi ingen gæld, i mange år heller ingen bil, vi boede på først 35 m2, byggede siden til, så det blev 60 m2. Vi levede godt, fik mad på bordet hver dag, lækker, sund mad, vi havde køkkenhave og frugttræer og nøddebuske og et netværk, hvor vi kunne købe billige fisk fra en fisker og kød fra landmænd uden fordyrende mellemled, og så var der det fantastiske, at vi fik foræret helt utrolig mange ting. Min mor, svigermor og jeg strikkede og syede tøj til os, og vi gik også gerne i genbrugstøj. Min mand arbejdede på et fritidshjem, og forældrene der spurgte, når de ryddede op i børnenes tøj og ting, om vi ville have tingene, sommetider var der stadigvæk prismærker på tøjet. Vi havde begge job, jeg dog et deltidsjob. Og da barsel med nr. 2 barn var slut, sagde jeg mit job op. Jeg havde haft bækkenløsning, arbejdede i et vuggestuekøkken, så fysisk kunne jeg ikke klare mit job længere. Samtidig havde jeg ikke lyst til, at vores børn skulle vokse op i institution. Jeg så børn ned til 6 mdr., der startede i vuggestue, pædagoger der gik rundt med et spædbarn på hver arm. Særligt ét barn gjorde indtryk på mig; en pige som hver eftermiddag stod og kiggede ud af vinduet, og sagde ”nu kommer mor” – det var bare aldrig hendes egen mor, der kom, for hun blev altid hentet som en af de sidste ved lukketid.

Vores ældste søn var i dagpleje og senere en overgang i børnehave. Da jeg startede arbejde efter endt barsel med ham, blev han hele tiden syg, og ligeså gjorde jeg. Og da den yngste blev født, smittede storebror ham alt for ofte. Dagplejemoderen (hvad er det dog for et ord???) arbejdede, selvom hun var syg, og hun sagde aldrig nej til at modtage syge børn.

Min mand og jeg besluttede på baggrund af alt dette, at vi ville passe vores børn selv, indtil de skulle i skole. Og det betød, at der var ret få penge at gøre godt med, vi skulle leve af én pædagogløn + børnecheck. Når alle udgifter var betalt, og der var lagt til side til gaver og ferie og uforudsete udgifter, så havde vi 2400 kr. til mad pr. mdr. til to voksne, en teenager og to små børn.

Kunne man det? Ja, det kunne vi, og det kunne vi, fordi vi ville. Vi manglede aldrig noget. Vi havde en lille sejlbåd, som vi holdt ferie og weekender i, og vi fik bil, da den yngste blev født. Og så havde vi som nævnt have med urter og frugt og nødder, og et netværk der gav adgang til billig fisk og kød. Og da jeg ikke arbejdede, var der mange udgifter, der er forbundet med at arbejde, som transport og præsentabelt tøj, der faldt bort. Jeg handlede konsekvent én gang om ugen, lavede madplaner, købte tilbudsvarer og overholdt nøje budgettet. Jeg lavede al mad fra bunden selv, bagte og syltede osv. Og vi manglede aldrig noget. Og som nævnt, så fik vi rigtig mange ting, tøj og møbler og meget andet som fx byggematerialer og træ til brænde fra andre mennesker. Og vi tog imod det med taknemmelighed.

Hvorfor kunne vi leve på den måde? Jeg tror, at vi kunne, fordi vi ville. Vi VILLE være sammen med vores børn, vi VILLE give dem en rolig og tryg opvækst, vi VILLE skabe et kærligt rum med tid til livet, tid til barndommen på en måde som vi selv valgte og styrede efter vores værdier. Og jeg tror, at det var den motivationsfaktor, der gjorde, at vi havde lyst, engagement og energi til at leve et liv på et lavt økonomisk budget.

Da den ældste skulle i skole, flyttede vi på landet, og senere fik jeg job, og vi fik en helt anden økonomi, det er en anden historie, men når jeg ser tilbage på det i dag, så oplever jeg, at vi var langt lykkeligere i den tid, hvor vi levede på et stramt budget. Og hvorfor kan man så spørge, er det ikke fedt at have penge? Jo, det er dejligt at kunne købe og gøre det, man gerne vil, ingen tvivl om det, men det kan også nemt udvikle sig på en måde, så det kommer ud af balance, og man bare bruger penge, bare bruger de penge, man har, på meningsløse ting, fordi man ikke behøver at tænke over det.

Pt. er vi igen på lavbudget, fordi vi er i en omstillingsfase i vores liv. Og jeg oplever, at min idealisme kommer mere og mere frem igen, og at det bl.a. bliver ansporet af, at vi er nødt til at vælge nøje, hvad vi bruger vores penge på. Hvordan er det, vi gerne vil leve vores liv, hvad vil vi gerne bruger vores midler på, vores liv på, vores energi på? Hvordan kan vi vælge de ting og oplevelser, og den måde at leve på, som for os virker nærende og livgivende?

Det, som jeg gerne vil formidle, det er, at man på mange måder kan, hvad man vil. Hvis man virkelig, virkelig ønsker at leve et frit liv, hvor man selv bestemmer, så mener jeg, at noget af det vigtigste, man kan gøre, det er at træffe nogle materielle og økonomiske valg, der gør det muligt at skabe et frit liv.  Vi skal alle have de basale behov dækket, tag over hovedet, vand, varme, mad, tøj på kroppen osv., det er vi nødt til at skaffe penge til for overhovedet at have et fundament for at leve et frit liv.

Det kan være dyrt at bo og leve i dagens Danmark. Desværre. Men der ER muligheder. Tager man fx børnene ud af institution – og det skal man selvfølgelig kun gøre, hvis man virkelig, virkelig har lyst til det og føler, at man selv kan give dem nærende rammer i dagligdagen – så sparer man mange penge blot ved ikke at skulle betale institutionspladser. Tøjet kan man måske i højere grad spare på, både til børnene og til sig selv, når man ikke skal præsentere sig på arbejde og i institutioner, og man sparer penge på transport. Og man får en masse tid, hvor man – sammen med børnene naturligvis – kan købe billigere ind, fouragere gratis i naturen, lave mad fra bunden osv. Hvis kun den ene part arbejder (hvis man er gift), får den anden hele skattefradraget.

Og man kan kigge sin økonomi, sit budget dybt i øjnene, lave et realitetstjek, og se på, hvad er det, vi bruger vores penge til, og er det det, vi har lyst til? Har vi lyst til at gå på arbejde 2 x 37 timer eller mere hver uge for at skaffe penge til at bo fx i en bestemt by og/eller bydel, have en stor bolig osv. Eller kunne der være andre måder at bo på, som gav større økonomisk frihed og glæde?

Jeg tror på, at hvis man virkelig, virkelig vil noget, så kan man. Og jeg tror på, at mange mennesker kunne skære rigtig mange penge fra i deres budget ved opmærksomhed på deres sande værdier og på, hvad de egentlig bruger deres penge på. Penge, som kan bruges til at skabe sig et liv med en højere grad af frihed og livsglæde, fremfor et liv med to gange fuldtidsarbejde og børnene i institution det meste af deres vågne timer og deres korte barndom.

Jeg tror på, at det hele beror på valg. At vi kan vælge, og at i det øjeblik vi vælger noget, som virkelig, virkelig betyder noget for os på et dybt plan, så sker der ting, som vi ikke havde kunnet forestille os eller planlægge.

Da vi startede i kolonihaven, vidste jeg intet om penge og energi og spiritualitet. Men vi handlede kærligt i overensstemmelse med vores inderste ønsker og dybeste længsler, og vi fik så meget foræret ud af den blå luft, uden at bede om det, det kom bare til os. Engang fik vi en gratis brændeovn til mange tusind kroner, og sådan kom ting til os. Og vi var taknemmelige, altid taknemmelige. Og jeg tror på, at taknemmelighed er en overset faktor ift. økonomi og materialitet. Taknemmelighed, klarhed over sine inderste værdier og at træffe bevidste økonomiske og materielle valg og handle i overensstemmelse med dette, det, tror jeg, er nogle vigtige grundelementer ift. at skabe et sundt økonomisk fundament i sit liv, som kan danne grundlag for et nærende frit og meningsfuldt liv. Og jeg tror på, at hvis man først har bevæget sig ind til essensen, ind til sine kerneværdier, har lært at træffe bevidste, sunde, nærende, selvkærlige økonomiske og materielle valg, så kan man bevæge sig ud fra den essens, og stille og roligt på det fundament skabe sig et sundt og nærende liv både fysisk, menneskeligt og åndeligt, hvor man har rigeligt til at leve et frit, levende, frugtbart og kærlighedsfyldt liv.

Bedste hilsener

Vibeke

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

31 Kommentarer

  • SVAR

    Hej Vibeke. Tak for at du har lyst til at dele, det er jo på mange måder ret privat det dér med økonomi. Men samtidig så lærerigt og inspirerende at få indblik i andres liv og prioriteringer. Jeg har også en kommentar til Maj, som du måske også har lyst til at svare på. Mvh Mette

    Kære Maj. Også en kommentar til dig på at videreformidle dette indlæg. Tak for din guldkorns-idé, det er så fedt. Jeg vil også på sigt gerne dele vores økonomivalg her hos dig.

    Men jeg kan kan mærke, at det her første indlæg også “skurrer” hos mig: Det handler om at du på dit domæne deler ulovlige økonomiske løsninger. Vibeke skriver helt straigt up at de bor ulovligt, hvilket giver dem økonomisk frihed. Det er for mig både usympatisk og usolidarisk mod vores samfundsmodel.

    Jeg vil gerne inspireres af dine og andres prioriteter, der kan nedbringe udgifter, så man får råd og tid til det man vil. Men ikke at bo ulovligt, arbejde sort selv eller få udført sort arbejde af andre osv. Det er sgu for lavt. Hvad tænker du?

    • SVAR

      Kære Mette,
      Jeg er i udgangspunktet ikke for, at nogen bor ulovligt, men jeg vil på den anden side forholde mig åbent overfor, at vi hver især indretter os, som vi synes bedst, så længe vi ikke skader andre. Det betyder ikke, at jeg mener, det er acceptabelt at unddrage sin skattebyrde eller lignende, men når vi lever i et samfund, hvor en korrupt direktør for Danske Bank forlader sin post med et gyldent håndtryk, der nærmer sig de 20 millioner, så mener jeg samtidig, at der skal være plads til initiativ og tolkning blandt de små – det vil sige de enkelte individer, som ikke har mest.
      Jeg er langt fra enig i alle love, og jeg mener, at enhver forandring beror på initiativet til at gøre op med de love og dogmer, som er forældede – så længe det sker med omtanke. Skal det nødvendigvis være ulovligt at bo billigt i et kolonihavehus året rundt? Grundlæggende mener jeg, at vi mangler billige boliger i alle byer i Danmark, og det er så langt fra politikernes fokus at gøre noget ved det (nu er der gået Dubai i den, og de vil bygge en kunstig ø udenfor KBH med boliger – wtf?), at den eneste mulighed for at leve i DK som en familie på et meget lille budget måske er at bryde loven. Er det okay, at vi har indrettet et samfund, hvor det er en reel situation? Måske skulle helårskolonihaver være forbehold familier med en lav indkomst.
      Samtidig mener jeg ikke, at det er min rolle at censurere de historier, som andre deler her.
      Jeg går ind for ytringsfrihed, og mener, at alle historier har ret til at blive fortalt.
      Vibeke deler en på mange måder nuanceret og inspirerende fortælling fra sit liv med nogle alternative prioriteter, og jeg er sikker på, at hendes historie vil inspirere mange til at gå deres udgifter igennem og ikke mindst mærke efter, hvad de vil bruge deres liv på.
      Jeg håber, du vil få glæde af de følgende indlæg om økonomi, og ser frem til at modtage dit bidrag også 🙂

      • SVAR

        > Det er måske værd at tilføje her, at Vibeke ikke længere bor ulovligt da de flyttede på landet senere som hun skriver 🙂

      • SVAR

        Ok, tak for svar, jeg blev klogere. Så folk kan melde ind med deres “model” og kommentarfeltet kan bruges til at belyse den fra forskellige vinkler, modargumentere og spørge uddybende. Helt fair. Så er det måske Vibeke jeg skal spørge: hvorfor synes du det var ok at bo ulovligt? (Og iøvrigt respekt til dig for at du ikke trak offentlig ydelse som hjemmegående, men at I levede for din partners løn).

        Maj, jeg tror vi overordnet set er værdimæssigt i ret samme båd. I min kolonihaveforening er der også et par skæve eksistenser der bor der hele året, og fred med det. Deres alternativ ville nok være hjemløshed. Men at en almindelig børnefamilie (ja, almindelig – jeg tror der er flere end vi tror i Vibekes situation med få midler), der gerne vil skære ned på udgifter bor ulovligt… Hmm. Jeg synes det er et skråplan?

        Jeg er iøvrigt helt enig i at der sker en skævvridning i boligmassen og i Kbhs demografi med fx 35.000 nye ø-boliger (til sikkert +5.000.000kr). Dem med få midler skubbes ud. Det er ikke fair.

        Jeg går bare ind for at organisere sig, at blive politisk aktiv eller på anden måde (som fx du) blande sig i den offentlige debat, for at få unfair vilkår til at ændre sig. Frem for at lave lyssky løsninger, man selv finder rimelige.

        For det bevæger sig jo, når vi går. Både i den gode og dårlige retning. Og vores samfundsmodel, som trods alt på verdensplan stadig er rimelig progressiv, ift at dem med mest passer på dem med mindre, er så skrøbelig. Den “er” jo os og det vi reelt gør.

        Og jeg synes det er at det er et vigtigt perspektiv at få med i det her prioriteringsdebatforum. At man ved at hytte eget skind kan ende med at eroderer fællesskabet hvis mange nok gør det. Hvis alle bor ulovligt, så sløjfes haveforeningerne, og så er der kun Dubai-løsningen tilbage eller at flytte væk. Ligesom når man arbejder sort eller enten ikke er i en fagforening eller er gult organiseret. Det er fællesskabet der taber, selvom det jo på skrift både lyder helligt og at gøre Vibekes ene fjer til fem (eller 5.000.000) høns. Hilsen Mette

        • SVAR

          Ja, Guldkorn er tænkt som et forum, hvor alle kan dele deres erfaringer, spørgsmål, etc. om økonomi, og jeg redigerer i udgangspunktet ikke. Kommentarsporet er netop til uddybninger osv, som du også skriver her.
          Jeg er helt enig med dig i, at det er en glidebane at omgås lovgivningen, når det risikerer at underminere fællesskabet. I dette tilfælde er jeg nok mest stemt for, at man skaber mulighed for, at familier med lav indkomst kan bo i kolonihave året rundt, indtil der er tilstrækkeligt mange almentnyttige boliger.
          Jeg er også enig i, at det er bedre at bearbejde de ubalancer, man ser, ved at gå en anden vej uden samtidig at skade en overordnet værdi.
          Jeg ved fra vores efterfølgende mailudveksling, at Vibeke har valgt at flytte væk fra byen for at bo meget billigt, og jeg håber, hun vil uddybe her.
          Jeg er også af den overbevisning, at vi af flere grunde er nødt til at tænke i en fremtid, hvor vi ikke alle sammen satser på at bo i byerne, og jeg synes set i det lys (miljø, bæredygtighed, frihed, økonomi), at det er fuldkommen forrykt, hvis den ø rent faktisk bliver lavet. Altså, det er nærmest ud over min fatteevne.
          Tak for dine input, Mette.

          • > Hej Mette og Maj My Jeg vil meget gerne uddybe, men jeg er nødt til at tænke over mit svar, for det her med at bo helårs i kolonihave, det ligger 20 år tilbage, og mine tanker var i nogle helt andre baner, da jeg skrev indlægget, tanken, at det kunne skabe debat strejfede mig ikke. Lige nu så tænker jeg, at mennesker træffer så mange forskellige valg i løbet af livet, også valg der synes skøre eller umoralske i andres øjne. Jeg vil bestemt ikke opfordre nogen til at bo ulovligt generelt, men samtidig mener jeg, at vores samfund er ude i den vildeste glidebane ift. priserne på både leje- og ejerboliger, og at denne udvikling i den grad indskrænker vores muligheder for menneskelig frihed. Jeg vil tænke over et mere uddybende svar. Med venlig hilsen Vibeke

          • Kære Vibeke – det havde ærligt talt ikke strejfet mig, at det var et debatemne (jeg havde ikke en gang studset over forholdet), da jeg læste teksten igennem. Mit fokus var et andet sted, måske også fordi jeg var klar over, at det ligger mange år tilbage, og at I har fortsat den meget bevidste livsstil siden da, men uden at bo illegalt om vinteren 😉 Tak! Du er sej, og jeg er stadig enormt glad for, at du vil dele dine erfaringer med os alle sammen.

    • SVAR

      Kære Mette Jeg kender dig ikke, og jeg ved ikke, hvorfor du lige falder over det med at bo ulovligt, og nævner sort arbejde, og at jeg er hellig mv. Jeg synes, at det er en glidebane at pege fingre af andre mennesker, og jeg har faktisk ikke lyst til at begrunde vores valg yderligere. Det var ulovligt ja, går jeg ind for lovforbrydelser nej. Det, jeg kan sige, er, at mennesker og samfund bevæger sig, hele tiden, altid. Dem, der gør noget anderledes, bliver ofte skammet ud, latterliggjort osv., men på den lange bane viser de sig tit at være forløbere for senere udvikling. Som jeg oplever det, så er der i dag en bevægelse i gang, hvor flere og flere ønsker noget andet end det, som nogen kalder hamsterhjulet, folk eksperimenterer med livsformer, flytter på landet, ud i svenske skove, i familiekollektiver, alt muligt, og når jeg læser tankerne bag, så tænker jeg wow, jamen det var sgu da det, vi gjorde dengang, og mange af de samme tanker, vi havde. Vi havde blot få steder at vise det frem og dele det, for der var intet internet, kun aviser, blade, Tv og bøger 🙂 Jeg skrev mit indlæg som inspiration, og i princippet kunne jeg jo bare have skrevet, at vi boede billigt, for det var det, der var pointen, at boligudgifterne både dengang og nu var/er høje, og meget nemt kan begrænse vores frihed. Maj Mys initiativ handler om at dele ‘guldkorn’, og jeg kan da godt se, at ulovlig beboelse ikke er noget særlig smart guldkorn 🙂 Hvordan boligmassen er fordelt orker jeg ikke at diskutere, mit statement er dybest set: Hvis du ønsker mere frihed i dit liv, så nedbring dine udgifter, så det ikke er økonomien, der begrænser dig i at få et for dig meningsfuldt liv – og fx passe dine børn selv, hvis det er det, man ønsker – det kunne jo være alt muligt andet, man gerne ville realisere – find dine kerneværdier, og vid, at det kan lade sig gøre at realisere et liv, der er i overensstemmelse med ens værdier. Og det kan også lade sig gøre uden på nogen måde at bryde loven 🙂 Det kan være krævende, det kræver mod og vilje og det kan føles enorm sårbart og ensomt at gå mod normerne, så det er ikke den nemme vej at gå.

      • SVAR

        Hej Vibeke, tak for svar. Det var nu egentlig mig selv jeg kaldte hellig, for selvfølgelig handler den her videndeling jo primært om at inspirere hinanden til at gøre op med en materialistisk tilværelse i hamsterhjulet. Og det gør du. Jeg er helt enig i din uddybning her – et ægte guldkorn – at man sagtens kan leve godt og billigt uden at det indbefatter ulovligheder af nogen art. God dag til dig!

  • SVAR

    Hvor lyder det bare som et vidunderligt liv Vibeke!

    Jeg har følgende kommentarer: jeg tror man kommer rigtig langt med dels at finde ud af hvad der egentlig er vigtigt for én og dels hvorfor. For hvis man stiller de spørgsmål, så vil de fleste ting, som koster penge, vise sig at være vigtige af de “forkerte” grunde. Fx modetøj i rå mængder, nipsting/lamper/tæpper som Anne Glad ville kalde “markører” i Kender du typen, og som bliver skiftet ud efter et år eller to etc.
    Hvis man er ærlig overfor sig selv og skræller helt ind til benet, så vil der være nogle ting vi alle sammen har brug for, men derudover vil det variere hvad man synes er strengt nødvendigt. Og jeg synes man skylder sig selv at udfordre de ting, som man tror man ikke kan undvære, og undersøge hvor stor en del af ens identitet, man lægger i de ting man ejer/bruger penge på (herunder dyre ferier) og i særdeleshed hvorfor.
    Jeg gør mig selv skyldig i at tænke “Det ska’ jeg da’ ha’!” om alt muligt, som jeg slet ikke har brug for, og øver mig nærmest dagligt i at fylde et evt hul ud med noget andet end forbrug. Men alt hænger sammen og der er SÅ mange følelser i det med ting og penge.
    Og man skal altid minde sig selv om, at penge får man ofte for noget tid, man måske kunne bruge bedre, især når man har små børn…

    • SVAR

      Det er muligvis en livslang øvelse, når man kommer fra en ekstrem forbrugskultur- og tid i verdenshistorien, at lære per autopilot ikke at ville have ting, som man rent faktisk ikke har behov for..

    • SVAR

      Hej Tine Tak for din kommentar. Jeg vil bare sige, at jeg er fuldstændig enig med dig. Og der er godt nok mange ting i denne her skønne verden, man kan blive fristet af 🙂

  • SVAR

    Tak for din super dejlige beskrivelse af at leve bevidst efter sine værdier.

    • SVAR

      Tusind tak Soldis 🙂

  • SVAR

    Jeg er i og for sig enig i, at det handler om valg, at være bevidst om sine værdier og VILLE det nok. Sådan har det også været for mig. Faktisk kunne intet falde mig naturligere end at følge mine værdier. Det er nærmest en ikke-beslutning, fordi det for mig er langt nemmere at følge mit hjerte end at gå en anden vej. Men jeg ved, at det for mange mennesker er enormt svært. Mange har svært ved at finde dem selv og mærke dem selv. Alt her i livet er vel i virkeligheden en prioriteringssag; hvor der er tilvalg, er der fravalg. Det er klart. Og jeg tror næppe, at nogen mennesker elsker deres penge (og det pengene bringer) mere end de elsker deres børn. Det er også klart. Så hvis det blot handlede om at prioritere, tror jeg, at langt, langt flere mennesker ville prioritere anderledes. Men det er en langt større proces. Jeg mærker ikke den proces på egen krop. Jeg har det nemt, hvad det angår. Jeg har privilegerede forudsætninger i bagagen. Men jeg anerkender, hvor svært det er for andre. Jeg anerkender, hvor svært det må være at ændre en masse vaner, som man holder af, mens man går totalt imod samfundsnormen og måske ens egen norm og samtidig skal finde sig selv i det. Det må være rodet og forvirrende, og det er skræmmende. Jeg hørte engang en mor sige, hvor hårdt hun synes det er at høre andre sige, at det blot handler om at prioritere anderledes. Hun følte sig forkert og nedslået. Og det kan jeg godt forstå. Det må føles som en knytnæve på en allerede brækket næse. Så selv om det nok kan være sandt, så hjælper det ikke. I stedet tynger det de mennesker ned; de mennesker, der kæmper allerhårdest. De risikerer at fortælle dem selv, at de jo ikke vil det nok, at de ikke kan, at de er skyld i egen ulykke. Og klart, Vibekes historie kan sikkert inspirere mange, det skal jeg ikke frarøve nogen. Men det er sådan, at den slags positiv psykologi styrker de stærkeste og svækker de svageste.

    • SVAR

      Det er nogle fine pointer, du kommer med, Anne: det handler om prioriteter, men hvad gør ikke det, og er alle nødvendigvis i stand til at mærke, hvad de skal prioritere? Her er der selvfølgelig en vældig masse nuancer, for en del mennesker er ganske enkelt afklarede omkring livsvalg, som måske nok kan synes mærkelige for du og jeg, man som for dem er de bedste valg.
      Og så er der også dem, du skriver om her, som gerne vil leve bevidst og prioritere anderledes end flertallet, men som ikke kender vejen derhen. Både fordi den kræver en dyb forbindelse indadtil, men også fordi det kræver mod, handling og viljestyrke. Jeg tænker, at det kan have stor betydning, hvilket miljø man er vokset op i, og begår sig i til daglig.
      Derfor må vi løfte hinanden op, huske hinanden på at vi alle sammen har en rejse både foran og bagved os. Jeg tror, det hjælper, at vi fortæller vores brogede, forskellige historier, står ved vores egen tvivl og usikkerhed og åbner op om hvordan vi fandt ud af, hvad vi ville, og hvordan vi realiserede det. Ingen af os er jo kommet hertil uden ofre, tvivl eller kampe.
      Det kan være svært at mærke sig selv, og det kan være svært at finde vej, men første skridt er at turde se sig selv i øjnene og spørge: Hvad er det vigtigste for mig?

      • SVAR

        > For øvrigt så har jeg ofte tænkt, at mange gerne vil høre langt mere konkrete fortællinger. Altså de helt specifikke tal; hvad tjener andre, og hvad bruger de pengene på? Det vil jeg i hvert fald selv gerne læse. Tror du, at det er noget du ville sende ud? For jeg åbner med glæde op for den godtepose, hvis nogen gider at læse det 🙂

        • SVAR

          Jeg vil meget gerne dele mere konkrete fortællinger, og hvis du deler dine tal (evt anonymt), er jeg sikker på, at flere følger efter.

    • SVAR

      Kære Anne Du skriver, at du selv har det nemt, og at du anerkender, at det kan være svært for andre at ændre vaner, gå mod normer og finde sig selv i det. Jeg tror ikke, at jeg har skrevet, at det er nemt, og at det bare handler om at prioritere anderledes. Jeg gik den vej, jeg har beskrevet, uden økonomisk back up, og jeg kender og har til fulde mærket konsekvenserne i mit eget liv både de gode og de mindre gode sider. Hvad du mener med ‘den slags positiv psykologi’, det kan jeg ikke vide. Hvis jeg skal definere min livsindstilling ift. en psykologisk retning, vil jeg kalde den eksistentiel humanistisk 😉

      • SVAR

        > Kære Vibeke. Jeg har været i meget i tvivl om jeg havde lyst til at svare. Nu forsøger jeg. Det jeg anfægter er den tankegang du udtrykker i din tekst. Det er også, hvad jeg mener med “positiv psykologi.” Det er sætninger som “man kan, hvad man vil,” “if you can dream it, you can do it” og “tænk positivt og du får positivt igen.” Jeg har indtryk af, at du udtrykker netop den tankegang omend du ikke skriver de sætninger ordret. Mit indtryk forstærkes af, at du blander spiritualitet ind i det. Mht. ”prioritere anderledes”; du skriver ikke ordet, men du skriver, at det beror sig på valg. At prioritere er vel netop at vælge noget fremfor noget andet; tilvalg og fravalg. Du valgte at gå hjemme og fravalgte et større budget. Jeg valgte at skrive “prioriteringssag” fordi det er det ord, jeg hører allermest mht. denne generelle diskussion. Det fører mig til det næste jeg vil sige. Jeg anfægter nemlig et generelt problem. Jeg ser denne tankegang ”man kan, hvad man vil” vinde indpas mere og mere – i hvert fald i det miljø jeg færdes i. Man kan være enig eller uenig med den tankegang. Jeg er uenig, og jeg er bekymret for jeg anser den som værende potentielt skadelig. Som jeg skrev, så er jeg ikke kun uenig med dig. Det kan godt være rigtigt, at man kan noget, hvis blot man virkelig vil. Hvis et menneske gives alle de rette forudsætninger, så kan det menneske udrette rigtig meget. Men der er mange mennesker, der ikke har de rette forudsætninger. Det handler om ressourcer – indre såvel som ydre. Jeg kunne sagtens sige, at man kan, hvad man vil, fordi jeg selv har rigtig mange af de nødvendige ressourcer. Men det ville være en misforstået måde at anskue livet på; udelukkende fra mit eget perspektiv. Jeg må ikke glemme eller overse, at ikke alle har de samme forudsætninger som mig, og jeg ville risikere at holde andre nede. Jeg kan læse mig til, at du havde en af de alle bedste forudsætninger overhovedet; nemlig netværk – nok et af menneskets allervigtigste ressourcer, men noget som mange mangler. Det jeg synes er skadeligt er, at man med den tankegang kan insinuere, at lykke og succes er valg afhængige af ens tankegang. Det synes jeg er et ubarmhjertigt budskab.
        Mht. ”positiv psykologi” så har jeg læst lidt på lektien. Jeg er endnu ikke færdig med at læse og er stadig for usikker til at konkludere noget lige nu, men det tyder på, at det kunne være mere korrekt at kalde det ”positiv tænkning.” Hvis det er korrekt, så er det temmelig dårlig stil, at jeg ikke liiige var skarpere. Det er da pinligt. Men sådan er det nu engang med det man tror man ved, og jeg har ofte hørt det beskrevet som positiv psykologi.

        • SVAR

          Hej Anne Hvor dejligt, at du svarer 🙂 Jeg tror måske lige, at jeg kørte på en positiv bølge, da jeg skrev mit indlæg. Først vil jeg sige, at jeg hverken er til positiv psykologi eller positiv tænkning. Jeg skriver vist ikke ordet spiritualitet, men åndelighed (skriver på min tlf, og kan ikke se vores indlæg, mens jeg skriver). Når jeg nævner det, så er det, fordi jeg mener, at når mennesker søger en anden måde at leve på end job 37 timer, børn i institution osv, så har det i høj grad noget med ånd at gøre, vi kan også kalde det at realisere vores eksistens, det er sådan mere Kierkegaard 🙂 Jeg mener, at vi dør lidt indeni hele tiden, hvis vi går imod vores inderste følelser og imod vores ånd. Jeg er sikker på, at mange trives med ‘det konventionelle liv’, men hvis man kun går på arbejde for at tjene penge til forbrug, og græder indeni over at aflevere sine børn til andre hver dag og har et dybt ønske om et andet liv, så vil jeg gerne fortælle, at det kan lade sig gøre. Jeg siger ikke, at det er nemt, det kan kræve afsavn, fordi man må fravælge noget, og det kan også være hårdt at gennemføre. Det er ikke rosenrødt, efter min mening, og det synes jeg også, at Maj Mys beretninger vidner om. Jeg vil gerne moderere det, jeg skrev ift. at kunne, hvad man vil. Du har nemlig ret i, at det kræver nogle ressourcer. Det kræver fx også kreativitet, og mod, og selvtillid, jeg er ikke sikker på, at det kræver netværk, men det er klart et plus, og det kræver et vist overskud psykisk og fysisk, og det kræver nogle færdigheder så man selv kan lave ting, det kræver overblik og omtanke ift. økonomi og det kræver vilje og styrke bl.a. til at undgå at lade sig friste af forbrug. Det kræver helt sikkert også andre ting, som jeg ikke har tænkt over. Så nej, det er ikke for alle. Men jeg tænker, at mange kan gøre det, hvis de virkelig vil. At ‘vi er vores egen lykkes smed’ ligger langt fra min tankegang, det er kun de ressourcestærke, som er det, og jeg er enig med dig i, at det kan være en potentielt farlig og nedgørende tankegang. Alle har efter min opfattelse lige muligheder – MEN vi har ikke lige chancer for at bruge de muligheder, for det afhænger i høj grad af, hvilke ressourcer vi er født med og har kunnet opbygge gennem livet. Så jeg er på mange måder enig med dig 🙂 Bedste hilsener Vibeke

          • > Tusind tak for dit svar. Jeg var simpelthen sådan i tvivl, om det var værd at bruge min tid og energi på at skrive. Jeg ved nemlig, at det er sådan et emne, der hurtigt kan eskalere. Men det var ikke spildt, så tak! Og dejligt, at du siger, at du vil moderere, hvad du skrev, og at du var på en positiv bølge, da du skrev (det har jeg også selv prøvet 😉 ). Det er fedt, at du kan sige det 🙂
            Jeg kunne svare alt muligt til alt det du skriver, men det kommer simpelthen til at tage for mange dage, haha 🙂
            Mht. spiritualitet, så nævner du både det ord og ”ånd.” Og vi kunne sikkert også snakke længe om definitionen på de ord (jeg tror der er ligeså mange definitioner, som der er mennesker. For mig betyder de det samme. Ånd er vel spirit på engelsk?). Jeg er på ingen måde et spirituelt menneske, og jeg forstår mig meget lidt på den slags. Jeg tror ikke på nogen ånd. Hvorfor det også forvirrede mig meget, når du skrev det i indlægget. Når jeg har mødt spiritualitet, så har det ofte været noget a la ”med positive tanker kan man alt” og netop det tror jeg styrkede indtrykket af dig, når du skrev om, at man godt og vel kan alt, hvis blot man virkelig vil.
            Men vigtigst af alt, tak for at have sat mange tanker i gang!
            Alt godt til dig

  • SVAR

    Tak for din ærlighed og det inspirerende indlæg, Vibeke! Jeg er vild med alternative måder at leve på også den ulovlige del af din historie 😉

    • SVAR

      Kære Nina Tusind tak for dine ord 🙂 Dejligt at kunne inspirere 🙂

  • SVAR

    Kære Vibeke. Tak fordi du deler din historie. Skønt at læse om valget at prioritere børnenes hjemmepasning over materielle goder… mange søger idag de materielle ting og ser ikke værdien i at være sammen med deres børn. Det varmer at læse sådan en beretning fra dig… gid flere havde de tanker…
    Mange hilsner Mette
    Ps. Den “ulovlige ” del af historien kan jeg dog ikke hidse mig op over…

    • SVAR

      Kære Mette Tusind tak for dine ord, de varmer 🙂 Bedste hilsener Vibeke

  • SVAR

    Tak for et ærligt og inspirerende indlæg. I forhold til spørgsmålet om lovlig/ulovlig livsstil, så er jeg også i princippet et stærk fortaler for solidaritet, forstået på den måde at vi alle sammen bidrager til samfundet (betaler skat, ikke arbejder sort, etc.), men jeg synes Maj My’s pointe om, at den solidaritet eller det fælles ansvar efterhånden er fordelt helt skævt i vores samfund, vore meget store skyldnere går fri mens alle os almindelige borgere troligt går vores pligt – og begrænses af den. Det er ikke rimeligt, så må en lille smule “selvtægt” være ok.

    I forhold til det store spørgsmål om at finde sine (sande) prioriteter og lykke i det mudder af forventninger og (kunstige) behov, vi alle sammen er vokset op i, så synes jeg det er UTROLIGT svært. Min mand og jeg er begge karrierer job og har boet og arbejdet forskellige steder i udlandet, rejst, oplevet, levet i en form for luksus.. Nu er vi så forældre til en fantastisk pige på halvandet, og alt det der var vigtigt før, blegner nu.. Men det er altså ikke så let bare at sige farvel til sit tidligere liv – og ikke mindst identitet – som man har brugt mange år og kræfter på at opbygge. Hvad skal man stille i stedet? Hvor skal man bo? Hvad skal man lave? Hvem skal man omgås med, hvis alle ens gamle venner lever på en måde man ikke længere kan eller vil være med til? Og hvad med fremtiden – når børnene er store og ikke længere har de samme behov for en – hvem er man så? Hvad skal man leve af, når man bliver gammel..?

    Puha, det er altså ikke lige til, men det er en kæmpe hjælp at høre om andres oplevelser. I den forbindelse kunne det være spændende at høre lidt mere om, hvordan i indretter/sikrer jer ifht. fremtiden.

    • SVAR

      Kære Laura Tak for din kommentar 🙂 Mht. lovlig/ulovlig kommenterer jeg det senere under Mettes kommentar. Ift. det du beskriver, så lyder det som om, at I har haft et dejligt liv, men at det at få barn har ændret noget hos jer. Jeg forstår din frustration ift. at finde sine prioriteter. Jeg oplever selv, og ser det hos mange andre, at det kan være en lang proces, der kan føre til eksistentielle spørgsmål som ‘hvem er jeg?’ og ‘hvorfor er jeg her på jorden?’. For hvem er man, hvis man skræller sine ‘identitetsmarkører’ af? Det tager tid at finde ud af, og det kan virke enormt skræmmende. Ofte bliver man jo i det trygge, fordi det er trygt, fordi det ukendte er utrygt. Man kan jo gøre mange radikale ting, som at sige sit job op fra den ene dag til den anden, men jeg tror, at man med fordel kan starte i et lille overkommeligt hjørne, og finde noget, der er overkommeligt at gøre noget ved, sådan at man handler i stedet for kun at tænke. Finde ud af, om der er noget i ens liv, der føles overflødigt, ligegyldigt, meningsløst, som nemt kan undværes, og skær det så fra. Som et løg man skræller lag 🙂 Brug tid på at finde ud af, hvad der gør en glad og føles meningsfyldt, måske man kan få mere af det? Lær at sig pænt nej tak til det, man ikke har lyst til. Men under alle omstændigheder sørg for at blive ved med at indbetal til pension 🙂 Du spørger, hvad vi gør nu og hvordan vi sikrer fremtiden. Vores børn er jo flyttet hjemmefra, og min mand er lige gået på pension, da han er meget ældre end mig. Vi sælger vores gård på Sydsjælland, den koster ca. det samme som en toværelses ejerlejlighed i Kbh 🙂 200 m2 bolig, en masse dejlige bygninger, kæmpe have, der er dyrket økologisk i 19 år lige ved vand, skov og marker i den smukkeste natur, det taget en time i bil +/- til Kbh afhængig af hvor. Det var lige lidt reklame 🙂 Når vi har solgt den, så flytter vi til et lille sted, vi har været så heldige at arve, 40 m2 hus og en stor grund, og så bygger vi lidt til, så det bliver komfortabelt. Så det er back to basic, kan man sige. Og derudover har jeg nogle projekter, som jeg satser på at kunne leve af, det er en længere historie, men det handler om, hvordan man kan skabe et nærende liv 🙂 Bedste hilsener Vibeke

  • SVAR

    Jeg er vokset i et andet land, hvor vi ikke havde det samme sikkerhedsnet som her. Mine forældre var idealister og flyttede på landet, da Sovjetten kollapsede. Men de kunne ikke leve af at sælge mælk og kartofler, selv om vi knoklede fra morgen til aften på gården, landets kapitalisme var ubarmhjertig og mejerier gik konkurs på stribe og vi fik ikke udbetalt pengene for mælken. vi havde ikke nok penge til julegaver det ene år og jeg husker tydeligt den vinter hvor mine sko var for små, men min mor havde ingen kontanter til at købe nye.mine forældre flyttede på landet og det var børnene som pludseligt havde langt til skolen og langt til kulturtilbud og fritidsaktiviteter. Det er anderledes her i Danmark, men hver gang jeg leger med ideen om at forlade byen og flytte på landet, husker jeg mig på at den slags valg påvirker børnenes opvækst. Hvad gør man hvis man ikke kan finde job langt væk fra storbyer eller kan ikke klare sig som selvstændig eller hvis man ikke kan sælge huset igen etc.

    • SVAR

      Kære Maija Jeg bliver meget rørt, når jeg læser din fortælling. Dit bidrag her vidner om, at det som en del af os tumler med her i DK om at skrue ned for forbrug, leve frit osv., det jo også kan anskues som luksusproblemer – fordi der jo findes reel fattigdom i verden – også i DK. Du skriver, at dine forældre var idealister, så jeg ved ikke, om de havde andet valg? Du skriver om børn, at de kan komme til at betale prisen – for forældrenes valg forstår jeg dig ret? I så fald er jeg helt enig med dig. Og jeg har oplevet, at det var et kæmpe dilemma i mit liv, ikke da børnene var små, før skolealderen, men da de kom i skole, blev vi konfronteret med forbrugerkultur (i mine øjne), vores vilkår havde ændret sig, og de fik tøj og ting og aktiviteter osv, der matchede deres kammeraters, inden for rimelighedens grænser, og jeg synes, det var enormt svært at holde fast i vores værdier på det tidspunkt og op igennem børnenes skoletid. Jeg HAR følt mig fattig sommetider, men jeg valgte selv min måde at leve på, og den fattigdom var meget relativ og helt sikkert en tankekonstruktion fra min side, for vi har aldrig manglet noget, følelsen opstod af at spejle sig i andre, for kiggede og kigger jeg reelt og nøgternt på det, så har vi altid haft rigeligt. Så jeg tænker, at fattigdom er meget relativt. Reel fattigdom tænker jeg er det, som du beskriver. Noget andet er relativt priviligerede menneskers mangelbevidsthed, hvor vi aldrig kan få nok og aldrig er taknemmelige for det vi har, hele tiden vil have flere sofapuder, havelygter, udenlandsrejser, og en masse ting vi dybest set ikke har brug for, og som ikke giver os glæde på et dybere plan. Der er mange aspekter ift. det du skriver, og helt sikkert nogen, jeg slet ikke har tænkt på. Du spørger også, hvad med arbejde langt fra storbyen, hvis man ikke kan blive selvstændig, og hvad hvis man ikke kan sælge sit hus? Jeg synes, det er nogle meget store spørgsmål. Jeg bor på landet nu, der er arbejdspladser til og med professionsbachelor niveau, sygeplejerske, pædagog, lærer osv. Er man akademiker eller har en meget specialiseret uddannelse, er der ingen job her. Men jeg kender ingen mennesker, som er arbejdsløse her, jeg ved ikke, hvorfor det er sådan. Måske ved jeg bare ikke om det.
      Jeg synes ikke, at det er alfa og omega at flytte på landet. Storbyen har så mange kvaliteter, og jeg synes, at det vigtige er, at vi lærer at træffe bevidste valg i vores liv, herunder økonomisk – og det kan jeg jo kun sige, fordi jeg er privilegeret og kan vælge – og jeg oplever, at der er rigtig mange muligheder for at skære ned på forbrug. Kender du bogen ‘Nøjsom – fra holdning til handling’, den bog handler om, hvordan man i praksis kan skrue ned for sit forbrug uden at mangle noget. Ift. at sælge hus, forstod jeg ikke rigtig dit spørgsmål? Bedste hilsener Vibeke