Guldkorn #12 “Det var mit hjerte, der tydeligt fortalte mig, hvad jeg skulle”

Guldkorn er en række indlæg, hvor vi deler erfaringer, bekymringer, spørgsmål og viden om økonomi med hinanden.
Læs de andre Guldkorn-indlæg HER

Tak til alle der sender mig tekster og til hver eneste bidragsyder i kommentarsporet for at være med til at dele jeres tanker og følelser om penge.

***

Da jeg blev gravid med min datter, som i dag er 5 år og mit eneste barn, vidste jeg hurtigt, at jeg ikke ville aflevere hende i et pasningstilbud, før vi begge var klar til det, eller det var absolut nødvendigt pga. økonomi.

Mit behov for at have hende hjemme så lang tid som muligt føltes som et instinkt, en naturlig del af mig. Mit hjerte og min fornuft sagde tydeligt til mig, at selvfølgelig skulle hun være hos mig, og jeg vidste, at vi begge ville lide enormt, hvis vi skulle være adskilt hver dag. Hun skulle fyldes op hjemmefra med alt det, et lille menneske har brug for, og jeg skulle fylde hende med kærlighed, nærvær, tid og langsommelighed. Jeg ville opleve alt ved hende og ikke gå glip af noget, jeg aldrig ville få mulighed for at opleve igen. At aflevere hende til fremmede mennesker i et pasningstilbud føltes så dybt forkert ,og sorgen det ville medføre for os begge, kunne jeg forestille mig uden at afprøve det.

Jeg er blevet forælder som 39-årig, sammen med min ungdomskærlighed, som jeg blev genforenet med for en kort periode. Desværre holdte vores forhold ikke, og jeg indså allerede i graviditeten, at jeg ville blive enlig mor, og at han måtte rejse tilbage til Spanien. Jeg blev derfor eneforsørger, og måtte finde min egen vej, så jeg kunne få min økonomi til at hænge sammen med mine ønsker om at være hjemme med min datter.

Jeg var på det tidspunkt ansat i en 37-timers stilling, og havde en times transport hver vej. Jeg kørte afsted klokken 7 om morgenen, og var hjemme igen i min lejlighed på Amager kl. 17-17.15. Jeg vidste, at en sådan hverdag ville jeg ikke byde min datter, så jeg måtte finde en løsning.

Jeg har altid været god til at leve for få penge, jeg har altid foretrukket små hjem og få ejendele, og måske derfor faldt min beslutning mig let. Jeg måtte nedbringe alle mine udgifter, så jeg kunne forsørge os længst muligt for mine barselpenge og evt. benytte mig af en kommunes tilbud om at passe eget barn hjemme i 12 måneder efter endt barsel.

For at nedbringe mine udgifter måtte jeg sælge min andelslejlighed, som jeg havde købt et par år forinden. Jeg måtte finde et billigere sted at bo. Heldigvis havde jeg også en trang til at flytte tilbage til mere naturlige omgivelser med mindre asfalt omkring mig.  Så jeg satte min andelslejlighed i København til salg. Den kostede mig ca. 7000 kr. pr. måned (andelsudgift + lån til andel).  Jeg elskede min lejlighed, men tvivlede ikke, da jeg satte den til salg.

Alt hvad jeg købte af udstyr til min datter, var genbrug. Jeg købte formsyede stofbleer, der kunne holde hele bleperioden for 900 kr. Jeg klippede gamle håndklæder op til genanvendelige vaskeklude. Jeg arvede tøj. Stort set alt var genbrug, og alt jeg købte, overvejede jeg virkelig grundigt, om jeg havde behov for. Jeg frameldte alle unødvendige udgifter – havde ikke TV, ingen abonnementer, gennemgik alle forsikringer og andre faste udgifter for at få dem så langt ned i pris som muligt.  

Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle bo med min datter, men både min mor og min veninde havde tilbudt at åbne deres hjem for os – hvilket jeg var, og er dybt taknemmelig for. Sikke en gestus, som jeg stadig bliver rørt over.

En måneds tid inden termin var lejligheden endnu ikke solgt, og jeg tænkte, at nu ville det være bedre at blive, og finde en løsning på økonomien med lejligheden. Men pludselig havde ejendomsmægleren en køber på hånden, der ville give fuld pris. Så en eftermiddag, 11 dage over termin, skrev jeg under på salgsaftalen, siddende på ejendomsmæglerens stol, med ret så startende veer. Og 14 timer senere kom min datter til verden hjemme i min seng. Det lyder helt hektisk i mine ører, når jeg sidder her og genfortæller det, men det var det faktisk ikke. Jeg var rolig, fuld af tro og fortrøstning, og ikke et sekund i tvivl.

Da lejligheden viste sig at kunne sælges, blev det også besluttet, at vi flyttede til min mor. Så 9 uger efter fødslen, kom hele min familie, og flyttede mine sager fra København til Fyn.

Det næste år boede jeg og min datter på et værelse hos min mor, og betalte 1200 kroner om måneden for det. Jeg beholdte min bil for at have friheden til at komme omkring. Jeg var så heldig at have fuld løn det første halve år, og derefter et halvt år med højeste dagpengesats.  Jeg sparede op, og når jeg manglede noget, købte jeg det brugt, og alt hvad jeg ikke længere havde brug for, solgte jeg videre. Jeg nød året hos min mor. Jeg kunne dele min babybegejstring med hende, og hun var en stor hjælp, når trætheden var for overvældende.

I løbet af året hos min mor, begyndte jeg at undersøge, i hvilke kommuner man har ret til at passe eget barn hjemme i 12 måneder mod et lille økonomisk tilskud. Min mors kommune tilbød det desværre ikke, så jeg måtte finde et nyt hjem for at benytte mig af tilbuddet. Jeg begyndte at lede efter bolig i de nærliggende kommuner, da en anden mulighed bød sig. Jeg fik tilbudt den dejligste lille hobitagtige bolig på det økologiske gartneri, hvor jeg hver uge handlede. Boligen lå i Odense, kommunen ved siden af min mors, og her måtte man hjemmepasse. Gartneriet havde en lille lejlighed i deres hovedhus på 25 kvm., med tekøkken, hems med plads til madras og opbevaring af ekstra ejendele. Bad og toilet delte vi med parret, der havde gartneriet. Efter et dejligt år hos min mor, flyttede min datter og jeg ind i den lille lejlighed. Jeg betalte 3000 kr. alt inkl., og fik lidt boligsikring. Det år var min indkomst meget lille. Jeg mener, jeg fik udbetalt ca. 4500 kr. fra kommunen for egen pasning, samt børnepenge, og bidrag fra min datters far. Jeg havde selv sparet lidt sammen, som jeg fordelte ud over året. I løbet af året måtte jeg låne lidt penge af min mor, og endte med en gæld på ca. 30.000 kr.

Min datter og jeg manglede intet. Vi havde alt, vi kunne drømme om. Hinanden, hver dag, hele tiden. Vi hoppede i vandpytter, kastede sten i søen, gik ture hver dag i skoven, og rejste til Sjælland på venindevisit med min datter i vikle på maven og en orangebillet i hånden. Min datter stortrivedes. Løb nøgen rundt blandt jordbærplanter, samlede frøer i drivhusene, hyggede med kunderne og de som arbejde på gartneriet. Og jeg var opfyldt. Vi havde vores egen naturlige rytme uden vækkeur til at forstyrre. Der var ingen afleveringer i institution – kun tid og nærvær. Jeg elskede dette liv.

Efter 12 måneder meldte en ny virkelighed sig. Jeg kunne ikke længere modtage penge for at passe min datter, og jeg havde ikke penge til at forsørge os. Jeg meldte mig ledig i min A-kasse, kom på dagpenge, og begyndte at søge jobs. Jeg meldte min datter i den lokale vuggestue. Hun var glad for den men trods det, valgte jeg at takke ja til en plads i en Steinervuggestue, som jeg havde idé om, ville være skøn at gå i. Det kom desværre ikke til at fungere, hun trivedes ikke, og jeg meldte hende ud. Set i bagspejlet skulle min datter have været blevet i den første vuggestue, og jeg mindes tydeligt mine mange for – og imod tanker om at skifte vuggestue. Jeg var blevet en erfaring klogere. Så nu var jeg jobsøgende, uden en vuggestueplads til min datter. Jeg allierede mig med min mor, som hjalp mig, når jeg skulle til møder eller på kursus i A-kassen, og aftalte med hende, at hvis jeg kom i job, ville hun passe min datter.

Jeg følte mig lidt presset over situationen, men nød at have min datter hjemme hver dag. Jeg passede møder, ansøgninger og kurser hos A-kassen, og pludselig var min datter 2 år og 10 måneder gammel, og fik tilbudt børnehaveplads i den lille lokal børnehave, som min søster havde anbefalet. Jeg takkede ja til pladsen. Jeg havde stadig ikke fået et job, så min datter havde korte dage i børnehaven og vi havde mulighed for fridage, når vi ønskede det. Det var ikke altid let for mig at aflevere hende, det stred så meget imod mine følelser af, at hun burde være sammen med mig, men samtidig var det den situation, vi var i, og jeg vidste, at jeg måtte få det til at være godt. Jeg var nødt til at arbejde, fordi jeg var alenemor og ansvarlig for vores økonomi. Jeg drømte tit om at få skabt min egen virksomhed, så jeg kunne have hende hjemme, men det job ville også kræve timer, hvor jeg kunne fordybe mig, og hvor jeg ville have brug for hjælp til pasning. Jeg trøstede mig tit med, at hun nu var 3 år gammel, og havde haft de første tre år hjemme i ro og tryghed.

Efter lidt over et år på dagpenge fik jeg tilbudt et job inden for mit fag på 25 timer pr. Uge, og jeg takkede ja. Deltidsstillinger i min branche er sjældne, så det var skønt, at den stilling dukkede op. Min løn ville fint dække vores udgifter, min bil var og er min dyreste usikre ejendel, som kunne og kan vælte min økonomi, og de udgifter er kommet nu og da, hvor min bank har lånt mig pengene, og jeg har derefter afdraget. Bilen overvejer jeg altid, om jeg kan klare mig foruden.

Der er nu gået to år, siden jeg takkede ja til jobbet. Jeg arbejder ca. 5 timer om dagen, og min datter er i børnehave ca. 6-6,5 time pr. dag. Jeg afleverer hende kl. 8, og henter hende mellem 14-14.30. Til foråret skal hun starte i skole. Vi har gode, rolige hverdage med masser af tid.

Børnehaven min datter går i, er god. Pædagogerne er hjertevarme, nærværende, stabile mennesker, og jeg kunne ikke ønske mig et andet personale. De gør deres arbejde fantastisk. Men der er mange børn, og få voksne per barn, og jeg ved meget lidt om hvad min datter har oplevet i løbet af en dag, hvilket føles dybt forkert. Jeg burde være ved hendes side og vejlede, trøste, grine og opleve. Min datter både trives og ikke trives. Hun leger rigtig godt, har skønne børn, hun leger med, og hun stimuleres socialt, og lærer en masse om andre mennesker og om at begå sig socialt. Så der er rigtig meget godt, men stadig er det ikke optimalt. Jeg tror, børnehavelivet er et stressende børneliv, og ofte skal jeg hjælpes af en pædagog ved aflevering, da min datter ikke har lyst til at være i børnehave om morgenen. At hun er glad umiddelbart efter jeg er gået, er rart at vide, men at hun skal være utilfreds og ked af det ved aflevering, er ikke godt nok.

Jeg finder det dybt unaturligt, at fremmede mennesker, som ikke elsker hende som jeg, en moster, eller en bedsteforælder gør, skal tage vare på hende.
Jeg trøster mig med, at børnehaven er god, at personalet er godt, at min er datter er fuldkommen tryg ved personalet, at hun har korte dage, og at vi stadig har masser af tid hjemme og sammen.

Jeg vurderer hele tiden vores situation, hvordan vi trives, og hvad har vi af muligheder? Min plan for fremtiden er stadig, at holde mine udgifter nede og at have korte arbejdsdage, så jeg derved kan bruge mest mulig tid sammen med min datter.

Jeg vil aldrig elske løsningen med institution og fravær fra primære omsorgspersoner. Jeg er af den overbevisning, at vores børn skal være sammen med os forældre hver dag, og i deres eget tempo bevæge sig væk fra os. At vi burde leve i en klan med en flok voksne og børn, vi kunne blive socialt stimuleret af og hvor voksne kan hjælpe og aflaste hinanden. Og at vi som forældre skal bruge mest mulig tid med vores børn, mens de stadig har brug for os, da det er med til at skabe trygge børn, som i ro og tillid kan bevæge sig ud i verdenen.

Det var mit hjerte, der tydeligt fortalte mig, hvad jeg skulle, da jeg stod som kommende mor. Jeg kendte ikke løsningerne på bolig og økonomi, men heldet var med mig og løsningerne kom hen ad vejen. Det flaskede sig. Jeg tænker tit, at mit ønske var så stærkt, og derfor kom løsningerne.  

Må jeg inspirere en enkelt eller to. Tak for at du læste med!

Kærligst, Caroline

OBS: Jeg har ikke flere Guldkornhistorier på lager, så I må endelig sende noget, hvis I har erfaringer at dele eller spørgsmål vedr. alternativ økonomi
majmy@majmy.dk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

7 Kommentarer

  • SVAR

    Wow tak fordi du deler din historie. Du viser så meget mod og vilje. Du er en kæmpe inspiration for andre der ønsker at følge hjertet. Der er nemlig så mange alternativer hvis man har modet til at flytte, bo småt osv. Dejligt at få det belyst med din skønne historie. Tak igen!

    • SVAR

      Kære Nina,
      Tak for din varme kommentar.
      Ja, vi har mange muligheder, og når vi virkelig ønsker noget dybt, så kan vi finde mange løsninger. Gevinsten af tre år hjemme med min datter, er alt værd – også lejlighed, få penge, løsningssøgning og hvad det ellers bærer med sig. Tiden med ens barn kan ikke udskydes og det gjorde at jeg handlede nu og her. Gid samme handlekraft var tilstede i alle ens ønsker.
      Jeg håber jeg kan give lysten til en enkelt med et lille barn – til at finde deres vej, så de kan være sammen mest muligt.
      Kh. Caroline

  • SVAR

    Hej Caroline, tak for en super sej og fin fortælling – det er så dejligt med disse indlæg!

    • SVAR

      Hej Mathilde,
      Velbekomme <3
      Jeg har virkelig også sat pris på alle de Guldkorn, der er delt.
      Kh. Caroline

  • SVAR

    Hvor er det sejt, stærkt og vidunderligt! Så inspirerende, tak for at du deler. Din datter meget heldig. Kh Bianca

    • SVAR

      Kære Bianca,
      Det var sødt skrevet – at min datter er heldig <3
      Tak for at læse med og at sende mig denne fine kommentar.
      Kh. Caroline

      • SVAR

        <3