Guldkorn #4 “Til sidst at valgte vi min mands arbejde fra – selvom hans løn var mærkbart højere end min”

Guldkorn er en række indlæg, hvor vi deler erfaringer, bekymringer, spørgsmål og viden om økonomi med hinanden.
Læs om Guldkorn-idéen HER.
Jeg deler de tilsendte tekster uden at redigere i dem, og det er mit håb, at der vil opstå mange kommentarer på kryds og tværs undervejs i kommentarsporet til hvert enkelt indlæg.

Tak til alle jer der sender mig tekster og til hver eneste bidragsyder i kommentarsporet for at være med til at dele jeres tanker og følelser om penge.

***

“Kære Maj My,

Jeg læste din indlæg om ”Guldkorn” for et par dage siden, og har gået og tænkt lidt på, at det tema vil jeg gerne bidrage til – både fordi jeg synes, det er væsentligt at tale om, og fordi du var så god at svare indgående på et spørgsmål, jeg sendte dig sidste år, mens jeg gik hjemme på barsel med vores datter og var fortvivlet over at skulle tilbage på arbejde og sende hende i vuggestue. Jeg ved, at vi lever meget privilegeret – ligesom rigtig mange andre danskere, og jeg tror derfor på, at det virkelig ofte for manges vedkommende (men selvfølgelig ikke alle) drejer sig om prioriteringen, og netop det handler vores historie om.

Vores familie består af min mand, vores 1-årige datter og mig. Inden jeg fødte, havde vi begge gode jobs på fuldtid. Min mand havde to timers transport hver dag til og fra arbejde, for vi har valgt at bosætte os langt fra storbyer helt ude mellem hav og skov. Vores hus var forholdsvis billigt, men stadig, som for de fleste, vores største post på budgettet grundet lån og vedligeholdelsesudgifter. Vi har dog altid levet ’under evne’, altså sørget for ikke at bruge for mange penge simpelthen ved at købe alting brugt og i det hele taget ikke købe ret meget.

Da jeg gik på barsel og fødte vores datter, gik det hurtigt op for mig, at jeg slet ikke havde lyst til at sende hende i institution 7-8 timer om dagen, så min mand og jeg kunne gå på arbejde, som vi plejede. Min mand forstod mig godt, men vi, og specielt han, havde en meget stærk følelse af, at vi var nødt til at gå på arbejde, nødt til at indbetale til pension, og at det var nærmest farligt at tænke andre tanker. Da barslen lakkede mod enden, begyndte vi dog intenst at tænke i alternativer. Det var mig, der helst ville gå hjemme, men grundet vores specifikke omstændigheder, som for et eksempel at mine arbejdstimer er langt mere fleksible, og fordi jeg kan arbejde hjemmefra en del af tiden, valgte vi til sidst at vælge min mands arbejde fra – selvom hans løn var mærkbart højere end min (men to timers kørsel hver dag er også meget mistet tid!).

For at få råd til at leve på én indtægt har vi valgt at downsize; at dele vores hus på 188 m2 op i to afdelinger. Vi har etableret køkken i bryggerset og simpelthen indrettet en lille lejlighed i den ene ende af huset – som vi alligevel ikke brugte ret meget. Vi har en lejer, hvis husleje fint dækker vores madudgifter hver måned. Vi har måtte skille os af med nogle ting for at få det til at lykkes, og vi klarer os med et enkelt værelse udover stuen mm. (samsovning er pladsbesparende :)). Derudover har vi solgt den ene af vores to biler. Det var svært for os at forestille os, at vi kunne leve med kun én bil, når indkøb mm. ligger 12 km væk, og der ingen offentlig transport er. Vi har dog fundet ud af, at vi er blevet endnu mere kreative i forhold til transport og endnu mere effektive i forhold planlægning af indkøb, ærinder, besøg mm. Man kan desuden ofte låne en bil i lokalsamfundet, hvis man lige vil købe lidt ind til bilens ejer, når man nu alligevel er afsted – man skal bare lære at spørge.

Når vi besøger venner og familie, tager væk i forbindelse med mit arbejde mm. udlejer vi vores del af huset på AirBnB, hvilket både giver en fin ekstra indtægt og betyder, at vi får prioriteret tid til at få gjort hovedrent i den forbindelse. Når man sammenlægger, hvad vi sparer på ikke at betale til institution, på kun at have én bil i stedet for to, samt hvad vi tjener på at udleje og have tid til at klare mange af de små vedligeholdelsesopgaver selv samt have køkkenhave og den slags, så bliver regnskabet ganske fint – nej, vi har ikke ligeså mange penge mellem hænderne, som da vi begge arbejdede, men vi har en ganske fin og rolig hverdag med tid til det, som er vigtigst for os. Vi prioriterer ikke store julegaver, boligindretning eller nyt tøj til hverken os eller vores datter, og vores ferier foregår hjemme, på havet eller hos venner, relativt omkostningsfrit – til gengæld bor vi et sted, som andre har som feriedestination, og vi kan nyde havet, skoven, stranden, klitterne og den åbne himmel hver dag og føler derfor sjældent behov for at tage væk på ferie.

Jeg er rigtig glad for, at du har taget initiativet til disse ‘samtaler’ om økonomi, valg og fravalg. I den proces, min mand og jeg har været igennem det sidste års tid, har vi i den grad haft brug for at finde inspiration til alternative måder at indrette sig på, og faktisk var det vores lokalsamfund, som viste os en del svar på, hvordan folk uden almindelige 8-16 arbejdstider på faste jobs kan klare sig. Her, hvor vi bor, skal man ikke mere end en generation tilbage, før fast lønarbejde var en sjældenhed. I stedet har de fleste familier suppleret sæsonarbejde, fiskeri og jagt med sankekort til skovbrænde og køkkenhaver. Faktisk er rigtig mange familier her vant til, at man om sommeren flytter ud af sit hus for at leje det ud til tyske og københavnske feriegæster. Familier har indrettet sig på loftet eller sågar i hønsehuset eller i et skur i haven, så de kunne høste sommerens lettjente penge på udlejning. I dag er der stadig en del, der lejer et gæstehus i haven ud i ferierne.

Selvom det for de fleste af vores naboer ikke er en stor kunst at leve en familie på én løn, og på trods af at min mand og jeg ikke savner at bruge penge på hobbyer, ferier, ting til os selv, TV- eller streamings abonnementer osv., så har det alligevel været vanskeligt at træffe valget om at fravælge et job og takke nej til institutionsplads. Det er blevet meget tydeligt for os, hvor meget identitet, tid og værdi vi tidligere har lagt i vores stillinger, og hvor meget fællesskabet på arbejdspladsen har fyldt i vores hverdag, før vi blev forældre. Uden sit job og hjemme med sin datter har min mand virkelig skulle finde ind til en kreativitet, der ikke var forbundet med hans tidligere job. Derudover savner vi meget et fællesskab med andre forældre og børn, der har taget nogle lignende valg. På sigt håber vi på at blive en del af et større netværk af ligesindede forældre (og børn) samt begge at finde deltidsjobs, så vi begge kan få tilfredsstillelsen ved den faglige udvikling, som vi altid har sat pris på, samtidig med at nyde friheden i ikke at deltage i adskillelseskulturen og travlheden, som præger mange af vores nærmestes familieliv.

BUDGETSNAK

Jeg kan se i nogle af kommentarerne på de andre indlæg, at folk gerne vil se reelle budgetter og tale om reelle tal. Selvom det føles grænseoverskridende at dele sit budget, synes jeg egentlig, når jeg kigger det igennem, at det er ret generelt og slet ikke så farligt at dele – det ligner sikkert rigtig mange andres budget. Jeg har formentlig glemt en udgift eller to, så dette skal ikke tages som en endelig udgave, men mere som en ca. beregning af, hvordan vores budget ser ud. Der er selvfølgelig nogle specifikke ting, der gør sig gældende for os (blandt andet det skattemæssige i at have boliglån, at vi har venner og familie med sejlbåde, som vi tager på ferie med (og udlejer vores bolig imens) mm.), men her kommer altså vores overordnede budget på de faste og semi-faste indtægter og udgifter.

Overordnet budget:

Indtægter årligt (efter skat):

228.000 Lønindtægter

16.000 Børne- og ungeydelse

42.000 (ca.) udlejningsindtægter (de første 24.00 er skattefrie, dette tal er vores ca. indtægter efter skat. Dette er ikke så lettjente penge, som det måske umiddelbart ser ud – de af jer, som har AirBnB erfaringer som udlejer, ved, hvad jeg taler om).

Samlet ca. 286.000 DKK

Udgifter årligt (faste og semi-faste):

120.000 Bolig med alt dertilhørende:

60.000 ca. Realkreditlån

2880 Skat

2480 Renovation

2316 Vandafledning

916 Skorstensfejning

2500 Årligt service på luft-til-vand varmepumpeanlæg

7000 ca. Vandforbrug (dette dækker både os og vores lejer)

16.000 ca. El-forbrug inklusiv varmeforbrug (varmepumpe (dette dækker os og lejer))

3000 ca. Brænde

24.000 ca. Vedligeholdelse (og til uforudsete udgifter på huset).

(Vi sætter hver måned 10.000 kroner af på en huskonto, som bruges til ovenstående udgifter samt løbende vedligeholdelsesudgifter. Det er specielt vedligeholdelsesudgifterne, der gør det vanskeligt for os, og vi forsøger at ordne så meget af det selv som muligt).

40.000 ca. Madudgifter (vi køber økologisk og spiser primært plantebaseret, vi får en grøntsagskasse ugentligt fra et lokalt øko. landbrug, og vi lever med at spise mange kartofler om vinteren! Dette beløb er inklusiv toiletpapir, håndsæbe, tandpasta og vaskepulver, hvilket ca. er det, vi køber i supermarkeder – vi bruger ikke køkkenrulle, engangsbleer eller andet engangshalløj, cremer, parfumer mm.)

700 Bilafgifter

8000 ca. Benzin

6000 ca. Værkstedsudgifter

1000 ca. Parkeringsafgifter

2000 ca. Internet

2527 Multimedielicens

15.000 ca. A-kasser og fagforening (2x A kasse og 1 fagforening)

16.000 ca. Forsikringer (bilforsikring, ulykkesforsikringer, husforsikring og indbo)

3000 ca. Offentlig transport

2000 ca. Sundshedsudgifter (tandlæge mm.)

3000 ca. Mobilabonnementer

Samlet ca. 219.000 DKK

Derudover bruger vi også penge på gaver til andre familiemedlemmer, ferier (primært transport og mad), restaurant- og cafebesøg, billetter til svømmehal, museer mm., brugt tøj og ting til os selv og vores datter, og sikkert flere ting jeg ikke husker lige nu. Fælles for disse udgifter er dog, at vi prioriterer nøje, at vi generelt køber brugt, og at de kun udgør en lille del af vores budget. Vi har et par enkelte foreningskontingenter, vi betaler til – noget med 700 kroner årligt, jeg køber af og til adgang til en yogatime, men ellers bruger vi vores fritid på relativt billige eller gratis aktiviteter (cykling i skoven, sejlads, havsvømning/badning, biblioteksbesøg, køkkenhave og den slags). Vi låner rigtig meget tøj og legesager til vores datter og arver gerne møbler, køkkenudstyr mm. Vi forsøger at få repareret de af vores ting, der går i stykker, og vi lever et relativt low-tech liv.

Mange hilsner,
Mathilde”

LÆS MERE:
Sidste år skrev Mathilde til mig med et spørgsmål vedr. det at skulle tilbage på arbejde vs. at holde sin datter hjemme, som jeg besvarede i Vores Brevkasse

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

16 Kommentarer

  • SVAR

    Super dejligt indlæg hvor der er rigtig god inspiration at hente for os der arbejder i noget af det samme!
    Man kan altid blive bedre og her bekræftes jeg i nogle af de ting vi selv har tænkt i, bl.a. at afskaffe den ene bil.
    Fantastisk initiativ med disse guldkorn – og i øvrigt skønt at blive bekræftet i at man på ingen måde er alene!

  • SVAR

    Super spændende at læse, Mathilde.
    Og rigtig rart at kunne se et reelt budget.
    Jeg er lidt nysgerrig ang. udgifterne til A-kasse, hvad er fordelene ved at have A-kasse, når man ikke er på arbejdsmarkedet?
    Og har du lyst til at dele, hvad jeres hus har kostet?
    Med venlig hilsen Anne

    • SVAR

      Hej Anne, tak for din kommentar!
      Det er et godt spørgsmål; jeg tror mest af alt, vi har beholdt A-kassen for at føle os mere ‘sikre’ i henhold til en usikker fremtid, hvis du forstår? Vi overvejer mange forskellige fremtidsscenarier, og måske ender vi med at vælge mit arbejde fra på et tidspunkt, og så kan der opstå behov for at min mand bliver arbejdssøgende.. Vores hus kostede lige omkring 1.700.000. Vi havde sparet op og har derfor ‘blot’ realkreditlån (F5) og ikke et yderligere banklån. Efter køb brugte vi hurtigt yderligere 100.000 på udskiftning af ældre oliefyr med luft-til-vand varmeanlæg. >

      • SVAR

        Tak for uddybende svar
        Men giver en A-kasse mulighed for dagpenge, når man ikke har været i arbejde i en længere periode? Vi overvejer selv, hvordan vores fremtid skal se ud tidsmæssigt og økonomisk, så det er super spændende at høre om jer, som allerede er trådt ud af hamsterhjulet

        • SVAR

          Hej igen Anne, jeg er bestemt ikke ekspert på dagpenge reglerne, men så vidt vi kunne forstå, er man berettiget til dagpenge, såfremt man har tjent et bestemt beløb indenfor de seneste tre år (er meldt ledig og er jobsøgende mm.) – derfor har vi beholdt A-kassen som sikkerhed i det første år. Det vil altså ikke give mening at blive ved med at betale for A-kasse i længden. >

          • Tak for forklaringen, Mathilde.
            Så kan jeg sagtens forstå jeg valg om at beholde A-kassen. Det giver god mening, særligt når I måske ikke synes, at I har fundet den endelige(som om noget reelt er endeligt, vi er jo forhåbentligt alle i en konstant forandring) familiekonstellation for jeres familie. Det er dejligt at have mulighed for at ændre sine valg.
            Igen, tak for at du deler.
            Og jeg vil også lige påpege, at jeg synes det er stærkt, at I som familie har taget valget om, at du arbejder, fordi det gav mest mening. Også selvom det var dit umiddelbare ønske, at være hjemme med din datter.

  • SVAR

    Hold da op, hvor er det et inspirerende indlæg Mathilde. Klart at ikke alle kan leje bolig ud, men Airbnb, når man selv er væk, det kan de fleste, hvis man har lyst. Sejt, at du deler jeres budget 🙂 Og så det vilde, at det er din mand, der går hjemme 🙂 Tillykke med jeres valg 🙂 Jeg tænker på, at da jeg var barn, gik jeg i halvdagsbørnehave (dvs. også halv pris for pladsen), og hvor kunne det være fint, hvis det stadig fandtes, mor og far og barn ude ‘på deltid’ og få input fagligt og socialt, og så stadig have god tid til hinanden 🙂 Bedste hilsener Vibeke

  • SVAR

    Virkeligt fedt! Først og fremmest dejligt at se de konkrete tal – det var vist mig, der efterspurgte det 🙂
    Jeg har selv sendt mine tal videre til Maj My, men hold nu op hvor jeg synes min egen historie kommer til at lyde super kedelig og uinspirerende (jeg bliver nærmest helt flov :O ). Vi har ikke skulle tænke i kreative løsninger. Nå, men det er jo heller ikke det vigtige. Det der er vigtigt, og det der er så fedt ved Guldkorn er, at vi får at høre alle mulige helt forskellige historier; både de kedelige og de lidt mere seje. Og forhåbentligt bliver resten af Danmark inspireret til at snakke mere om økonomi. Tak for det i hvert fald ! 🙂
    Og så lyder det virkeligt som om I bor dejligt.

  • SVAR

    Aiii – SÅ spændende at læse om. Af hjertet tak for at dele.

  • SVAR

    Dejligt bekræftende fortælling! Jeg nikker genkendende til hverdagen med “hjemmegående” selvstændig mand, mens vi klarer os for en/min lønning. Jeg gjorde det gerne selv, men praktiske omstændigheder for os er ligesom jer afgørende for det valg. Jeg synes det kan være svært at gøre op med egne/andres forventninger til hvad der skal opnås på karrieresiden, pension, hus, mm, men i bund og grund handler det her om børnene og om at være der for dem, som holder os fokuserede.
    Det er et stærkt valg og I har været kreative

    • SVAR

      Hej Mette, tak for din kommentar – jeg kunne rigtig godt tænke mig at læse mere om jeres hverdag! Både om hvordan det fungerer med din mand hjemme, og også gerne dine/jeres tanker om andre forventninger til karriere osv.
      Jeg må indrømme, at selvom jeg lige op til min fødsel var super ambitiøs og karriereorienteret, gav help slip på dette, da jeg fik vores datter – og så hjælper det nok også, at vi bor et sted, hvor folk aldrig bruger ordet “karriere” og generelt ikke går ret meget op i uddannelse osv.
      Kunne du lokkes til også at skrive et Guldkorns indlæg? 🙂
      Mvh. M>

  • SVAR

    Super fedt indlæg!
    Jeg synes simpelthen at hverdags økonomien som børnefamilie i den ene eller anden konstallation er skide spændende.
    Vi selv er en hjemmegående og en arbejdende plus en to årig i vores husstand.
    Vi har betydeligt lavere udgifter til bolig, men ellers er det ret ens.
    Det bekræfter i hvert fald os i at vi har de samme økonomisk betragtninger som andre.
    Det rart at føle at vi er ‘på rette vej’ eller hvad man siger.

    Så tak for at dele!

  • SVAR

    Hej allesammen,

    tusinde tak for jeres kommentarer – det har faktisk føltes rigtigt godt at dele efter at have læst jeres kommentarer! Jeg håber ikke, at det kom til at fremstå som om, vi har fundet den perfekte løsning, for det har vi bestemt ikke – men vi er i en god proces, hvor vi er blevet gode til at prioritere og til at finde ud af, hvad det er, der fungerer for os. Jeg får selv rigtig meget ud af at læse om andres bevidste valg og fravalg, og i det hele taget at læse denne fantastiske blog – jeg håber, I andre også vil dele jeres historier.
    Mathilde

  • SVAR

    Tak for et spændende indlæg Mathilde.

    Jeg tænker lidt på, om I har nogen tidshorisont – hvor lang tid kan I forestille jer, at den ene bliver ved med at gå hjemme?

    Vi overvejer det også hjemme hos os, men jeg er lidt i tvivl, om jeg vil føle det, som lidt for stor en økonomisk ‘kamp’ – der skal alligevel overvejes en del for hver krone der bruges. Det kan helt sikkert gå en periode, men spørgsmålet er, om det til sidst bliver for surt.

    Har du/I nogen tanker omkring det?

    Med Venlig Hilsen
    Lykke

    • SVAR

      Hej Lykke, tak for din kommentar og spørgsmål.
      Herhjemme har vi hele tiden tænkt på det som en beslutning, vi kan genoverveje hele tiden – altså det har aldrig været tænkt som en permanent løsning, så tror jeg slet ikke, min mand mentalt kunne være med på det. Så først og fremmest blev vi enige om at prøve det indtil, vores datter fylder 2 år. Så må vi se til den tid, hvordan det ser ud –
      både i forhold til, hvad min mand har lyst til, hvad vores muligheder er, og hvordan vi synes, det er gået økonomisk. Jeg vil helt sikkert helst holde hende hjemme permanent, og jeg vil faktisk og rigtig gerne være hjemme med hende – så det er måske en mulighed at bytte på et tidspunkt, men det skal jo så afpasses med jobmuligheder. Vores ønske på længere sigt er helt sikkert begge at arbejde deltid, og formentlig også at nedsætte vores faste udgifter (primært husudgifter), så vi har mere frirum og frihed til at gøre helt andre ting.
      Jeg tænker, at det er noget med at prøve nogle scenarier af, og så finde ud af, hvad der fungerer for ens familie – uden at have forventninger om at finde den perfekte eller den permanente løsning?
      Mvh. Mathilde

      • SVAR

        > Tak for svar Mathilde, det er nogle rigtige gode betragtninger.

        Vi er pt. ved at sælge vores hus for at få den udgift ned, og så er det nok en god idé, som du skriver, bare at prøve sig lidt frem i forhold til job og arbejdstider 🙂