Guldkorn #5 “Mysteriet om det ikke-økonomiske menneske”

Guldkorn er en række indlæg, hvor vi deler erfaringer, bekymringer, spørgsmål og viden om økonomi med hinanden.
Læs om Guldkorn-idéen HER.
Jeg deler de tilsendte tekster uden at redigere i dem, og det er mit håb, at der vil opstå mange kommentarer på kryds og tværs undervejs i kommentarsporet til hvert enkelt indlæg.

Tak til alle jer der sender mig tekster og til hver eneste bidragsyder i kommentarsporet for at være med til at dele jeres tanker og følelser om penge.

***

“Kære Maj My

I kraft af mit virke som etnolog, er jeg stødt på noget, jeg har valgt at kalde mysteriet om det ikke-økonomiske menneske. Fordi det i den grad omhandler det, du med denne serie sætter spørgsmålstegn ved, har jeg valgt at dele nogle tanker fra min igangværende forskning. Som led i arbejdet med min afhandling har jeg interviewet en række aktører i det grønlandske samfund inden for fiskerisektoren. En af de øverste direktører i en af de helt store virksomheder, sagde noget, der for alvor satte gang i en erkendelsesprocess for mig:

Vi kan jo se, masser af vores leverandører (fiskere) i lange perioder, så er de til fodboldturneringer, og konfirmationer og så skyder de sæler i stedet for at fiske. Selv om vi vil kunne dokumentere, at de vil tjene mange flere penge ved at fiske. Det er også derfor, jeg vil blive ved med at argumentere for, at mange af de her folk, de bliver ikke drevet af økonomi. Man starter med at synes, det er synd for dem, men de synes ikke, at det er synd for dem selv.

For det første er det befriende, at direktøren udviser forståelse for, at det ikke er synd for de af hans leverandører, som vælger selvforsyning og socialt samvær frem for pengeoptimering. At de sådan set lever det, der for dem er at betragte som det gode liv, også selv om de i de økonomiske statistikker figurerer under fattigdomsgrænsen. Når det er sagt, er det interessant at direktøren samtidig bliver nødt til at se fiskernes adfærd som et problem for hans egen virksomhed. Som arbejdsgiver i en kapitalistisk virksomhed afhænger han af, at kunne få arbejdere eller leverandører til at bevæge sig i profittens retning ved at manipulere med deres tider, mængder eller priser. Han kan derfor ikke se fiskernes adfærd som andet end u-økonomisk. De er ikke drevet af økonomi, siger han. Min pointe er, at han her nok burde have sagt, at de er ikke drevet af den samme økonomi, som en direktør i en kapitalistisk virksomhed må være. Mysteriet om det ikke-økonomiske menneske er ikke en engangsforeteelse. Jeg er ligeledes stødt på det hos den danske økonom, Morgens Boserup, der rejste til Grønland efter 2. Verdenskrig. Ligesom det optræder i vor tids økonomisk råds beretninger.

Når sociologen, Max Weber, siger, at mennesket ikke af naturen vil tjene stadig flere penge. Det vil slet og ret leve; leve som det er vant til, og tjene hvad der dertil behøves, så er han inde på noget af det samme som direktøren ovenfor. Han kalder det for prækapitalistisk adfærd:

”Overalt, hvor den moderne kapitalisme begyndte sit forsøg på at øge det menneskelig arbejdes ”produktivitet” ved en øgelse af dets intensitet, stødte den på uendelig sej modstand i from af dette ledemotiv i den prækapitalistiske[1] økonomiske adfærd; og endnu i dag støder den derpå, og det i højere grad desto mere ”tilbagestående” (fra et kapitalistisk synspunkt) den arbejderstand er, som den er henvist til” (Weber 2001, 34).

Parentesen om at arbejdsstanden er tilbagestående ud fra et kapitalistisk synspunkt er vigtig, måske også vigtigere end Weber gør den til, når han samtidig kalder denne livsindstilling for traditionalisme. Det er med andre ord set ud fra den kapitalistiske produktionsmådes egne begreber, at denne adfærd er tilbagestående eller ”ikke-økonomisk”.

Det er stadig meget udbredt for økonomer og lægmænd at se kapitalismen som historiens endepunkt. En moderne tanke som kommer fra en tid, hvor man troede på, at kapitalisme gav både velstand og demokrati til de fleste. Nu er tiden imidlertid kommet til, at denne fortælling bliver modsagt af nye stærke fortællinger. I dag ved vi nemlig, at kapitalisme bringer alt andet end lighed med sig, og frem for alt, at vores klode ikke kan bære mere rendyrket kapitalisme, og at vi mennesker ikke kan klare mere effektivisering og tidsoptimering uden at brase sammen.

Derfor er det på tide, at vi lærer om andre måder at drive økonomi på. At vi stopper med at tale nedsættende om den fisker, der hellere skyder en sæl til eget brug eller går til barnedåb, frem for at tjene til et forbrug som kun gør kloden fattigere. At vi stopper med at omtale en sådan adfærd som ikke-økonomisk. For den er økonomisk, men på en anden måde. Som den franske sociolog, Pierre Bourdieu, siger det, så er den kapitalistiske økonomi ét særtilfælde af et helt univers af økonomier (produktionsmåder), hvor kampenes anliggende og de sjældne og eftertragtede produkter, som frembringes i dem adskiller sig fra hinanden (Bourdieu 2007, 90). Fiskerileverandørernes økonomi er i det lys ikke mindre økonomisk end direktørens.

En ting er at have læst en masse kloge ord om produktionsmåder, en anden ting er at applikere det på sit eget liv. Jeg skal ærligt indrømme, at også jeg har været indhyllet i tanken om, at det var helt naturligt at købe en lækker jakke syet af fattige hænder på den anden side af kloden til et par tusinde danske kroner. Også jeg forestillede mig, at vi støt ville tjene mere og mere, så vi kunne få mere plads til flere ting. Men så blev jeg gravid. Lige pludselig kunne jeg ikke længere skynde mig. Jeg kunne ikke skabe stress for min krop, som nu ikke længere bare var min egen. Jeg begyndte at gøre alting langsommere. Jeg afsluttede ikke bare lige den der ph.d., inden baby kom til. Tid og ro var gået hen og blevet mit nye guldkorn. I dag værdsætter jeg tid mere end penge. Penge skal der selvfølgelig også til, men det gør ikke noget, at der kun lige er til gode råvarer, produceret på en fornuftig måde. Kan jeg selv plukke min svampe og høste mine frugter, er jeg gladest.

Jeg har på de sidste fire år lært at skære en masse fra. Jeg tænker nu i en anden økonomi end de fleste. I stedet for at købe mig til tid som fx at købe take-away, rengøring, tøj, pasning etc., undgår jeg så vidt muligt at købe. Til gengæld får jeg paradoksalt nok mere tid, som ikke låst fast til et kontor fra 9-17. Det betyder selvfølgelig, at jeg bruger tid på noget, som andre slipper for, herunder madlavning, rengøring, børnepasning. Men mange af de tidsbesparende ting, andre køber sig til, kan man lave i fællesskab som familie, hvilket kan være både hyggeligt, sjovt og lærerigt. I vores daglige færd med hussysler rodfæster vi os i den verden, vi lever i. Vi skaber et hjem, og kommer hjem dertil for hvert eneste åndedrag og håndelag, vi bruger i hjemmet, sammen. I det store regnskab undgår vi som familie, at være to der sælger den tid, som for os er mest dyrebar.

For tiden afhænger jeg økonomisk af min mand. Det er sådan vi kører biksen lige nu, men jeg regner med, at vi vender rundt på den fordeling et par gange i løbet af vores forhåbentligt lange livsforløb sammen. Hvordan har jeg det som kvinde med den afhængighed? Det er klart en prekær situation i en tid, hvor karrierefeminister ser ned på en, og fremmaner billeder af en fattig, fraskilt posedamepensionist. Jeg er ikke økonomisk sikret på nogen måde. Vi er ikke engang gift. Når jeg har svært ved at bekymre mig lige nu, er det fordi jeg aldrig har været lykkeligere. Jeg er lykkelig, fordi jeg får lov til at bruge mest tid på det, jeg synes er vigtigst lige nu. Familien, leg, læring, nærvær og intimitet. Skulle bekymringen om alderdommen uden den store pensionsopsparing alligevel komme til mig i et svagt øjeblik, så tænker jeg på min far.

Han er folkepensionist uden nogen form for opsparing eller andre former for guld på kistebunden. Han formår dog altid at købe økologiske råvarer, som han forvandler til den bedste mad, jeg er kommet i nærheden af at smage. Han har endda råd til et dagligt cafébesøg, hvor han kan få læst avisen og blive en del af en større verden. Jeg tænker på ham, fordi han er langt fra sølle. Fordi flere med den type økonomisk livsførelse ville være bedre for vores klode. Han smider stort set intet ud, fordi han stort set intet forbruger. Den anden dag fortalte han mig stolt, at han endda selv var blevet overrasket over, hvor lidt udsmid han har efter kommunen forsynet os med kompostposer. Heller ikke han er altså en mand uden økonomi. Men han har en anden økonomi end de fleste af dem, der suser forbi i deres firehjulstrækkere på Strandvejen.

Vores familie er kun lige startet på denne rejse mod mindre udsmid, mindre forbrug, mere tid og nærvær. Vi har stadig meget at lære. Men jeg kan allerede nu sige at erkendelsen om, at livsrigdom ikke handler om, hvor mange penge man har på kistebunden, har været en befrielse for mig. Det har sat så mange nye energier fri. Energier som kan bruges på både selvomsorg og omsorg for andre end mig selv, herunder vores fælles jord. Jeg føler mig friere desto mere af min tid, jeg selv kan få lov til at disponere over. Jeg føler mig mere i kontakt med omverdenen, desto mere jeg kan interagere med den uden at tænke på, at det tager min tid. Jeg har mistet troen på, at kapitalisme er det, der gør os rigere på individ- og samfundsplan. Jeg tror nu i stedet på alternative former for økonomier og livsførelser. Derfor blev jeg så glad, da jeg så dit tiltag, Maj My. Tak for det.

– Gry Søbye

[1] Med ”prækapitalistisk” forstår Weber her: at den rationale udnyttelse af kapital i stordrift og den rationale kapitalistiske arbejdsorganisation endnu ikke var blevet kræfter, der dominerede orienteringen af den økonomiske aktivitet (Weber 2001, 33).

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

8 Kommentarer

  • SVAR

    Jeg blev mere og mere rolig indeni, jo mere jeg læste af Gry’s indlæg. For hvor er der dog mange andre måder at leve på, end den hvor vi er på vej ud over en kant! Og de bliver nu levet og udforsket af alle mulige forskellige. Og dette, føler jeg, er med til på fredelig revolutionerende vis at ændre vores samfunds~førelse til et meget mere harmonisk samarbejde mellem naturen og mennesker ~ og mellem mennesker og andre mennesker!

    Jeg bor med mine forældre ~ i to forskellige huse. Jeg driver et mindre B&B og aktivitetshus (i mit hus!), så jeg selv kan varetage alle opgaver. Mine forældre ejer. Jeg lejer. Stoppede med pensions~indbetalinger, da jeg sagde mit konventionelle liv op for syv år siden. Har altid haft følelsen af, at jeg ikke behøver denne fremtids~økonomi~forsikring. For jeg tror på, jeg altid vil være i stand til at opretholde en økonomi, der understøtter, det jeg lyst til og behov for at købe. Også når jeg bliver gammel. Også derfor bliver jeg glad over at læse om Gry’s Far.

    Jeg har et stort og Glødende Håb og en unægtelig Tro på, at vi finder ud af det!!!!

    • SVAR

      Tak Stine. Jeg deler dit håb og troen på en bedre fremtid, på baggrund af nye samlivsførelser.

  • SVAR

    Hej Gry. Tak for et spændende indlæg. Sindssygt tankevækkende med et opbrud af økonomisk tænkning som andet end kapitalistisk bundet! Kan du ikke skrive en kronik i Politiken om det, så flere kan få glæde af dit perspektiv 🙂

    Iøvrigt altid imponerende og inspirerende hvordan den ældre generation kan leve for meget lidt. Sådan lidt krigsbarn-agtigt. En folkepension efter skat for en enlig er ca 8.000kr om måneden (på en hurtig udregning af 12.965 minus ca 40%skat). Det er under den officielle fattigdomsgrænse (som er indtægt under 117.000 pr år efter skat, hvor unge, studerende og folk med opsparede formuer ikke regnes med).

    Jeg ved ikke om vores generation har “lært” at leve for så få penge og så nøjsomt som din far, 8.000kr til ALT inkl bolig er godt nok ikke meget. Jeg tror ikke jeg kunne.

    Og til slut: Må jeg spørge dig hvorfor I ikke har en pensionsopsparing til dig? En slags ægtepagt for ugifte eller et samlevertestamente, så du også er sikret? Det har vi, det er ok nemt at få lavet, og ville give dig et mere ligeværdigt økonomisk råderum som din kæreste i alderdommen. Men helt ok hvis det er for privat for dig at svare på.

    • SVAR

      > Hej Mette, der er ikke en reel grund til, at vi ikke har en pensionsopsparing til mig. Det skyldes nok, at vi ikke på forhånd har vist, at vi ville køre biksen på denne måde i så lang tid. Jeg tror derfor, jeg nu vil tage imod dit råd og undersøge det nærmere. Ligesom jeg har fundet stor inspiration i de andre guldkorn i forhold til at lægge budget og i højere grad tage ansvar for vores økonomi på den lange bane. Tak.

      • SVAR

        *vidst 🙂

  • SVAR

    ”Mysteriet om det ikke-økonomiske menneske” – hvor er det vanvittigt spændende! Jeg tror, at jeg er sådan et menneske. Jeg har knap nok tjent nogen penge i mit liv. Alle de penge jeg har tjent, tjente jeg før jeg blev 18, og dengang arbejdede jeg ikke for pengenes skyld, men fordi det gav mening – jeg voksede som menneske, jeg modnede – det ville jeg aldrig have været foruden. Jeg har også arbejdet derefter, men udelukkende frivilligt. Jeg bryder mig virkelig ikke om at tage penge for min arbejdskraft. Sådan har jeg haft det siden jeg var et lille barn; syntes at det er noget underligt noget at tage penge for sin arbejdskraft. Jeg oplever større glæde ved at arbejde frivilligt, større engagement, loyalitet og ansvarsfølelse. Jeg indrømmer også gerne, hvor hurtigt jeg oplever, hvilket grimt og grådigt menneske jeg risikerer at blive, hvis jeg skal ud at lede efter penge at tjene. Jeg har grundlæggende aldrig forstået, hvorfor vi skal tjene penge, for hvordan kan det være, at mad, drikke og husly er menneskerettigheder, som vi skal arbejde for at have råd til? Det burde være en selvfølgelighed. Men penge skal der jo til – i hvert fald som samfundet er indrettet lige nu. Og jeg er heldig for jeg har mødt en mand, der tjener nok penge ved at gøre det han godt kan lide. Og vi har mange penge, og samtidig er jeg jo egentligt ludfattig. Jeg er totalt afhængig af min mand. Jeg har intet at falde tilbage på. Jeg har ikke engang en uddannelse – det er et aktivt fravalg, fordi jeg altid har levet efter at gøre det vigtigste først. Jeg oplever livet som noget meget sårbart. Jeg ved ikke, hvor længe jeg får lov at leve, så jeg gør altid det vigtigste først. Skulle jeg dø ung, så vil jeg hellere have brugt min tid på min familie end at tage en uddannelse jeg alligevel først for alvor får brugt, når jeg ikke længere går hjemme. Jeg har det fint med at være afhængig af andre. For mig er uafhængighed og at tjene mine egne penge intet succeskriterium. Jeg ser ingen skam i overførselsindkomster, og alle karrierefeministernes argumenter om dit og dat rager mig vitterligt en papand. Mit succeskriterium er at leve meningsfuldt. Men jeg ærgres over, at mit liv godt og vel er baseret på held. For hvad hvis jeg ikke havde min mand? Så ville jeg arbejde af nød, og det ville sikkert være ok, men ikke lykkeligt. Og hvad med alle andre mennesker; kan de få lov at leve ligeså meningsfuldt? Alle burde have bedre muligheder for at leve på den måde som det giver allermest mening for dem, hvad end det så måtte være.
    Jeg tror på en virkelighed, hvor de penge, der skal dække alt det basale er noget som gives til os fra fødslen.

    • SVAR

      Hej Anne
      Spørgsmålet om økonomisk afhængighed er virkelig spændende. Vi skal ikke så langt tilbage i historien for at se familie og hushold som noget, der er bundet sammen af økonomisk afhængighed. Først i 1800-tallets borgerskabsmiljøer begynder det romantiske kærlighedsideal at bryde igennem, og binde det, vi i dag tager for givet som kernefamilien, sammen. I det gamle bondesamfund var pardannelsen i højere grad økonomisk end emotionel (Frykman og Löfgren 1976:76). Enker og enkemænd skyndte sig derfor at gifte sig, da gårdproduktionen byggede på en funktionel arbejdsdeling mellem mænd og kvinder (ibid.). Fordi manden ofte var væk fra husholdet, bag ploven, i lange perioder, blev der et øget behov for samarbejde kvinder imellem på tværs af generationer og nabogårde (ibid. 77). Det er et eller andet sted et paradoks, at vi på det tidspunkt i historien, hvor flest tror på den romantiske kærlighed, lader os separere mere end nogensinde. Min pointe er bare, at vi måske ikke skal være så bange for økonomisk afhængighed inden for et hushold. Det kan godt være, at vi kvinder er blevet mere frie til at stå alene i verden som økonomisk uafhængige individer, men vi er også blevet fattigere på kvinde-samarbejde på tværs af generationer og naboer. Min henvisning stammer fra bogen: “Den kultiverade människan” af Jonas Frykman og Orvar Löfgren. Jeg kan virkelig anbefale den, fordi den beskriver disse overgange mellem forskellige samlivsformer.

  • SVAR

    Rigtigt spændende indlæg! Tak for det Gry!