Guldkorn #6 “Vi har gjort op med vores forbrug, og prioriterer at bo i København”

Guldkorn er en række indlæg, hvor vi deler erfaringer, bekymringer, spørgsmål og viden om økonomi med hinanden.
Læs om Guldkorn-idéen HER.
Jeg deler de tilsendte tekster uden at redigere i dem, og det er mit håb, at der vil opstå mange kommentarer på kryds og tværs undervejs i kommentarsporet til hvert enkelt indlæg.

Tak til alle jer der sender mig tekster og til hver eneste bidragsyder i kommentarsporet for at være med til at dele jeres tanker og følelser om penge.

***

Kære Maj My
Jeg vil gerne dele lidt om mine tanker om hvordan vi har har valgt at leve vores familieliv og lidt om fremtiden.
Jeg går hjemme med vores to drenge (på 1 og 3 år), mens min mand arbejder som selvstændig. Jeg har aldrig tidligere troet at jeg skulle gå hjemme med mine børn, men meget har ændret sig siden jeg blev mor for 3,5 år siden.

Jeg var godt i gang med min PhD-uddannelse og forskerkarriere, da jeg blev gravid med vores første søn, Saxo. Det skete efter mange forsøg, og til sidst gennem kunstig befrugtning. Denne hårde start på forældrerollen har været med til at rykke til, hvad vi herhjemme prioriterer, og hvordan vi ønsker at leve vores liv.

Jeg valgte at holde den fulde barsel, og nød at have tid og mulighed for at fordybe mig i moderskabet. Da min barsel sluttede efter 12 måneder, rejste vi til Californien, hvor jeg skulle arbejde på et universitet. Min mand passede Saxo, der på det tidspunkt var lidt over 1 år. Vi var begge glade for at udskyde institutionsopstarten, til han var noget større. Da vi kom hjem, var Saxo næsten 2 år og skulle starte i vuggestue. Det gjorde dog ondt i maven på både mig og min mand at aflevere vores søn. Ikke fordi der var noget galt med stedet eller pædagogerne, men fordi vi begge synes det grundlæggende føltes forkert at overdrage ansvaret for vores lille menneske til fremmede – mennesker, der ikke elskede ham. Kort efter kom vores anden søn Vito til verden, og efter en lang sommerferie, hvor vi havde haft begge drenge hjemme, besluttede vi os for at Saxo ikke skulle tilbage i vuggestue. Nu 1 ½ år senere er jeg overbevist om, at ingen af vores drenge skal tilbage til institutionslivet. For os giver det en noget roligere hverdag, hvor vi kan tage tingene i vores eget tempo.

Min mand har været selvstændig hele sin professionelle karriere. Han lever af at rådgive virksomheder og skabe kulturelle begivenheder (http://damgaardworks.com). For ham kan det slet ikke være anderledes, han trives med friheden i at være sin egen chef og de udsving det giver at være selvstændig. Før jeg blev hjemmegående, var vores økonomi baseret på, at jeg tjente til det faste, mens min mand tjente til det sjove som ferier, bil, restaurant og cafébesøg og meget mere. Vi har derfor skåret voldsomt ned på vores forbrug og faste udgifter ved at ændre vores vaner, sælge ud af vores mange ting og skille os af med vores bil. På den måde har vi nu et minimum af faste udgifter.

Det var en sund øvelse at gøre op med vores forbrug og de mange ting vi ejede og havde anskaffet os gennem årene. Pengene fra salget af vores bil valgte vi at investere i udviklingen og opstarten af en virksomhed, som jeg håber at kunne leve af på sigt. På den måde håber vi, at de penge som før stod ude på vejen nu kan skabe ny værdi i vores virksomhed.
I opstarten af virksomheden har det været vigtigt for mig at have hjertet med. Jeg har valgt at starte en virksomhed der designer og producerer danskproducerede ringslynger i super blød europæisk hør (vitoslings.com). Vores systue er en socialøkonomisk virksomhed, der ansætter og opkvalificerer marginaliserede kvinder. Jeg har uddannet mig som slyngevejleder, og håber at kunne give glæden ved at bære børn videre til andre forældre. På den måde hænger det godt sammen med det liv vi lever, og de værdier vi har. Practice what you preach. At have børnene nær mens de er små, er så vitalt og desværre overset i vores kultur.
Vi har prioriteret at bo i byen, da min mands arbejde er i København. Vi havde mange snakke om livet på landet og besøgte ind til flere fantastiske steder i Vandkants Danmark. Men tanken om transport til og fra København flere gange om ugen gjorde at vi valgte få kvadratmeter frem for lang transporttid. Tankerne om livet på landet genopstår løbende, og vi er ikke afvisende overfor at det sagtens på sigt kunne være en mulighed med et nedlagt landsted i den smukke danske natur. Vores hus i København er småt (75 kvm) og opdelt i funktioner fremfor værelser. Vi sover sammen i en stor familieseng, og har fælles kontor og krea-lokale. Vi laver alt mad fra bunden, og spiser sjældent take-away. Og så sparer vi også en del penge på ikke at gå på arbejde: Institutionspladser, fagforeningskontingenter, frokostordninger og daglig transport er udgifter, der ikke er en del af vores hverdag. Vi har forsøgt at frigøre os fra den forbrugskultur, som vi er opvokset i hvor vi hele tiden stræber efter at ville have mere, større og dyrere. I stedet glædes vi over det vi har, og passer godt på vores ting. Hvilket også er værdier, der er vigtige for os at give videre til vores børn.

Vi nyder godt at de mange tilbud som byen giver med biblioteker, legepladser, udendørskoncerter og meget mere. Og så nyder vi at komme rundt i byen på cykel. Samtidig er her i København masser af andre hjemmepassede venner som vi mødes med i dagligdagen.

Jeg er glad for at kunne dele vores historie og håber den kan være til inspiration for andre.
Venlig hilsen Maria
 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

7 Kommentarer

  • SVAR

    Hvor er det en smuk beretning Maria <3 Tillykke med jeres valg <3

    Kærlig hilsen
    Vibeke

    • SVAR

      Tusind tak!! Det gør mig glad i hjertet at kunne dele!!

  • SVAR

    Fint og inspirerende skriv. Jeg er nu endnu mere glad for jeg har købt en Vitoslynge og dermed støttet en familie og en livsstil, som vi (næsten) selv praktiserer.

    • SVAR

      Tak for købet og de søde ord!!>

  • SVAR

    Sikke et fint indlæg – jeg bliver helt misundelig. Må jeg spørge hvordan det er, sådan helt lavpraktisk, at gå hjemme med to børn? Vi har en datter på 1,5 or “arbejder” på nr. to. Hun startede i vuggestue for en måned siden, og selvom hun trives rigtig fint, så hader jeg det med en inderlighed jeg sjældent har følt lige. Så nu overvejer vi alle mulige alternativer, men jeg synes det er SÅ SVÆRT at vide, hvad der er det rigtige. Din deling af dine erfaringer er derfor meget, meget værdsat.

    • SVAR

      Kære Laura,
      det burde faktisk ikke være svært. Det, der føles forkert, er forkert, og det der føles rigtigt, er rigtigt.
      Det er kun svært, fordi vi alle sammen er dybt prægede af normerne i vores kultur og af arbitrære forventninger til, hvordan et liv skal se ud.
      Hvis du havde tillid til dig selv, ville du aldrig gøre noget, som du hader – og slet ikke når det involverer dit barn.
      Det rigtige er uden tvivl at have din datter hjemme fra et tilknytningsperspektiv, og tilknytning er den mest afgørende faktor for et menneskes ressourcer resten af livet. Der er med andre ord ikke noget, som er vigtigere.
      Hvis vi alle sammen lod os guide af vores mavefornemmelse, ville verden være et meget mere harmonisk sted.
      Jeg har skrevet utallige indlæg om emnet herinde, og kan også anbefale “verden ved siden af”, som er en fremragende blog og instagramprofil. Herudover Kluddermor, Ammemafiaen, Børnetanker, Familiemakker.
      Læs evt. dette indlæg her hos mig til en start: http://majmy.dk/jeg-peger-paa-mig-selv-og-jeg-staar-stille-i-badet-fordi-det-goer-ondt/

  • SVAR

    Hvor er det bare skønt at læsevom jeres lille familie, det glæder mig bare så meget. Masser af kærlige hilsner Birthe