Guldkorn #9 “Vi blev enige om at nedlægge totalt købsforbud. – Det er nemmere, end det lyder”

Guldkorn er en række indlæg, hvor vi deler erfaringer, bekymringer, spørgsmål og viden om økonomi med hinanden.
Læs om Guldkorn-idéen HER.
Jeg deler de tilsendte tekster uden at redigere i dem, og det er mit håb, at der vil opstå mange kommentarer på kryds og tværs undervejs i kommentarsporet til hvert enkelt indlæg.

Tak til alle jer der sender mig tekster og til hver eneste bidragsyder i kommentarsporet for at være med til at dele jeres tanker og følelser om penge.

***

Kære Maj My,

Da jeg læste dit oplæg “guldkorn” fik jeg lyst til at bidrage. Jeg er 32 år, gift og mor til 2 børn under 3 år, og på mange måder lige begyndt på min rejse mod et mere meningsfuldt liv – som menneske, som mor, som familie.

Hvordan er mit/vores forhold til penge?
Vi har altid været “fornuftige” i den forstand at regninger er betalt til tiden, vi aldrig har haft overtræk, og selv som studerende formået at betale lidt af på vores andelsboliglån. Jeg blev færdiguddannet knap 1,5 år før min mand, og med det 4-dobbelte udbetalt af en SU fik jeg banket godt af på boliggælden, fordi det var ret naturligt at fortsætte et lavt forbrug. Da min mand fik arbejde, havde vi så dobbelt indkomst. Vi levede som DINK (double income no kids 😉 ) i ca. 3 år med mange rejser, ugentlige restaurantbesøg osv., og i de år blev vi begge meget bevidste om, hvor lidt fri-TID vi havde ved siden af vores fuldstidsjobs, og især hvor få ugers ferie vi havde. Hvornår skulle vi bruge de penge, vi tjente? Vi var derfor enige om, at vi i fremtiden ikke ønskede at sætte os for dyrt ved at købe et hus, der krævede to indkomster. Vi ønskede en fremtid, hvor vi kunne købe os selv fri, altså have råd til en del egenbetalte ferie- og fridage udover de kontraktmæssige inkluderede 5-6 uger med løn. Fast forward til i dag, 2 børn senere, tænker vi begge at lidt længere ferier ikke er nok, måske bliver det aldrig nok. Tid hver dag, især nu mens børnene er små, er mere vigtig. Ferier – ikke så vigtige. To fuldtidsjob og stress og jag og institutionsliv er ikke det liv, vi ønsker. Så jeg er nu hjemmegående med begge børn. Jeg skal prøve at beskrive rejsen hertil, for det var en svær beslutning at hoppe af hamsterhjulet (som jeg lige nu faktisk ikke kan forstå, var så svær).

Vores ældste, født i januar 2016, kom i vuggestue efter endt barsel 11 mdr gammel. Vi havde begge kontorjob 8-16, og vi sad på mange måder fast i den samfundsnorm der hedder at “børn skal jo i vuggestue”, “det gør man jo”, og selvom barnet græd og virkede utryg i “det bliver nok bedre snart”. Især jeg tog på arbejde med en knude i maven, for vi behøvede strengt taget ikke pengene, og det var meget voldsomt for vores ældste at være af sted. En ny graviditet gjorde, at vi/jeg kunne se ‘enden’ på de lange dage i institution, så månederne fik lov at gå, med bringe/hente stress og dårlig samvittighed.

Min mand havde haft selvstændig virksomhed ved sidan af fuldtidsjobbet i nogle år, og det fyldte for meget, især med barn nr. 2 på vej, og vi besluttede at det var nu eller aldrig, hvis drømmen skulle leves ud. Så 1 mdr før barn nr, 2 kom i oktober 2017, forsvandt én indkomst da min mand gik selvstændig uden løn. Samtidig gik jeg på barsel, og det var en stor lettelse for hele familien at jeg kunne gå hjemme igen. Vi vidste, at vi ville skulle leve for mine barselsdagpenge efter få måneders barsel med min løn, så vi havde lagt stramt budget (og havde opsparing i backup). Vi blev enige om at nedlægge totalt købsforbud – intet nyt tøj, ting til lejligheden, udstyr, cafékaffe eller takeaway. Punktum. Når vi så os omkring, havde vi jo også alle 4 et skab fyldt med tøj og desuden alle mulige ting liggende i gemmerne. Så det var et lille offer for at skabe et akut behov for mere ro og tid. Vi satte en deadline på 8 måneder – der regnede vi med, at opsparingen ville være væk og min mand (eller jeg) måtte begynde at generere en indkomst.

Da vi nedlagde købsforbuddet, var det derfor ikke tænkt som en permanent løsning, og derfor kan jeg også anbefale alle at prøve det af, bare en måned eller to. Det er nemmere, end det lyder. Med lidt planlægning er det ikke svært at huske kaffen hjemmefra, eller bare gå forbi bageren, selvom lysten melder sig. Og børnene vil meget hellere på ferie hos bedsteforældrene end på Mallorca.

Af flere årsager er det nu blevet en permanent ‘ideologi’ herhjemme, og vi lever fortsat meget billigt, og deadlinen på de 8 mdr blev overskredet uden problemer..

Her i foråret (halvvejs i barsel nr. 2) besluttede vi at den yngste ikke skulle i vuggestue efter endt barsel. Vi skulle ikke begå den “fejl” igen. Det havde vist sig at selv med meget lav indkomst, så manglede vi ikke noget. Tværtimod. Så det blev besluttet at jeg ikke skulle tilbage til mit job. Af en eller anden grund blev vi ved med at aflevere vores ældste i vuggestue helt frem til sommerferien. Der var mange argumenter, som jeg ærlig talt lige nu ikke kan forstå, hvorfor vi sad fast i. Efter en lang ferie brugte vi et par uger på at mærke efter, og jeg prøvede at have begge børn hjemme. Det var helt rigtigt. Så historien til fremtiden blev, at vores ældste var i vuggestue i ca. 1,5 år, det sidste 1/2 år med kortere dage og ugentlig(e) fridag(e), men nu helt meldt ud, og er hjemme sammen med mig og den yngste.

Flere efterspørger tal, og jeg må indrømme, at vores indtægter har været super varierende det seneste år, så det har jeg ikke så meget styr på. Da min mand gik selvstændig, lagde vi budget, og der regnede vi ud, at det koster 19.000 kr/mdr at være os.

Vi bor meget billigt (ca. 10.000 kr/mdr i faste udgifter dvs. husleje, el, vand, varme, internet, streamingtjeneste, telefon, forsikring, fagforening). Herudover køber vi mad/husholdning for ca. 5000 kr/mdr. Vi prioriterer økologi og lokalt, mest plantebaseret og gerne emballagefrit (og tænker ikke så meget over tilbud, så det kan afgjort gøres billigere). Vi afsatte noget til diverse, men ofte køber vi ikke noget. Så det kan fint dækkes af min mands indkomst.

Vi mangler ingenting, og vi behøver ikke gå på kompromis med, hvad vi putter i munden. Vigtigst af alt har børnene deres frihed, vi har tid, og familien er i balance. Min mand vil arbejde, jeg behøver det ikke lige nu. Jeg får så meget ud af at være til stede hver dag med de små. Vi hygger os. Jeg lærer sindsygt meget, om livet, om mig selv, om at være i nuet. Jeg har aldrig været lykkeligere. Det som alle de andre hjemmegående skriver omkring tid, nærvær, ro – vi har det også. Vi kan indrette dagene, som vi vil, efter hvad vi er i humør til. Der er en voksen hjemme til at tage sig af “det huslige” med rengøring og madlavning, og børnene lærer at indgå i en rigtig dagligdag, de ser det levede liv. Ofte laver vi en tur ud af det, når vi fx skal købe ind, og den ældste kan også sagtens hjælpe med maden, mens den yngste sidder på køkkenbordet og roder det hele til – og når far kommer hjem, er maden klar, og der er ro på.

Jeg må til sidst tilføje at det fra at være en økomisk funderet beslutning, nu i høj grad er blevet en ideologisk beslutning, det med at stemple ud af forbrugssamfundet. Klimabevisthed har rumsteret i os i flere år, men efter vi fik børn, er det efterhånden blevet endog meget vigtigt at prøve at sikre at de også får en verden at vokse op i. At vi gør, hvad vi kan, og at vi opdrager dem med gode vaner, så de ikke skal lære at lave alt om, på samme måde som vi har gjort. Så bedre madvaner (mindre kød er også billigere), bedre forbrugsvaner (dvs. ikke købe nyt, kun genbrug, og reparere når muligt), tænke over hvordan ting produceres, i det hele taget forbruge bevidst. For det går jo ikke med alt det forbrug (og flyrejser, kødspisning, osv…), det er alle uafhængige forskere efterhånden enige om.

Og så må jeg bare sige, at det har vist sig at være en enorm befrielse at frigøre sig fra det materielle. Virkelig en lettelse. En bevidst beslutning, som bare er netop det – en beslutning – om ikke at købe noget med mindre det er strengt nødvendigt, og i så fald at købe det brugt hvis muligt. Oveni er vi nu begyndt at sortere/donere/sælge ud af en masse af de ting og sager, der ligger ubrugt i skabene eller i loftrummet, på en vej mod et mere minimalistisk liv. Det er en proces, der giver ro. Støj der forsvinder. Enkelthed. Ikke at lade sig forføre af moden, men finde sin stil. Sælge/donere de osteknive der alligevel aldrig bliver brugt, og bare fylder i skuffen. Omgive sig med de ting der giver én glæde. Og øve sig i at vide at intet er vigtigere end de mennesker der er tæt på. Ting er bare ting. Det er en sjov proces. Og jeg synes, at vægt fra skuldrene forsvinder, selvom jeg ikke har tænkt over tyngden tidligere.

Vi er kun på begyndelsen af vores rejse, og det er ikke til at sige, hvor det ender, men det der med at få ro og tid til at tænke, at mærke efter, at være – det er sundt og godt, og vi bliver mere og mere bevidste om vores værdier. Som vi har det nu er kursen sat, og det naturlige valg vil være fortsat hjemmepasning og hjemmeskole, når den tid kommer. For nu trives jeg hjemme, og kan mærke en kreativitet boble, som ellers har været lukket ned. Det glæder jeg mig til at kunne kaste mig over i fælleskab med børnene. Min mand trives i at arbejde, men vi vil også meget gerne komme til et sted hvor det ikke behøver være i et klassisk 8-16 job. Det kan også være en konstellation hvor vi begge arbejder deltid. Hvem ved. Vi drømmer om at flytte ud et sted med højt til himlen og vild natur (så vildt det nu kan blive i DK), men mangler at finde nogen der vil flytte med, eller at finde det sted hvor ‘landsbyen’ er, så hjemmelivet bliver i et fællesskab. For det savner vi. Jagten er sat ind, og vi håber at fællesskabet kan findes og udvikle sig, så længe vi aktivt søger det (og der er sådan nogle seje mennesker som dig Maj My, der råber op om, at der findes en anden vej).

Jeg håber min historie kan bruges til noget.

Kærlig hilsen
Nina

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

12 Kommentarer

  • SVAR

    Jeg elsker altså de her guldkorn.
    Det er genialt!

    De 2 år jeg har været hjemmegående har jeg hørt så mange sige at man ‘altså ikke kan leve på kun én indkomst’ – og har dertil svaret at jo det kan man altså godt. Nogle gange tror jeg også af folk glemmer at det er institionerne som koster knaster (ca 3000 kr) hvor vi bor.
    Hvis der er vilje er der altså også vej.

    Så tak Nina! I lyder sgu skønne!
    Vores historie mod rejsen til målet er på mange måder ens og så alligevel ikke. Men det er super inspirerende at høre andres

    • SVAR

      Kære Rikke
      Tusind tak for at du gav dig tid til at efterlade en kommentar – det gør mig helt oprigtigt glad 🙂
      Der er nemlig mange udgifter man kan spare som hjemmegående..pænt arbejdstøj, transport, institution osv. Men det handler i bund og grund om vilje til at leve på en anden måde som du skriver, og som vi (og I) har erfaret, så er der så meget glæde forbundet med at opdage at de økonomisk “billige” valg oftest også er de mest bæredygtige valg.
      Jeg vil meget gerne høre om jeres rejse? Det er så nemlig så inspirerende med nye input 🙂

      • SVAR

        Kære Nina

        Den bliver nok en kende lang til en kommentar, men du skal være meget velkommen til at sende mig en mail på musling4@hotmail.com. Det er en æld gammel hotmail fra 2008, mere hvis du tænker ‘sær mail’ 😀

        Knus Rikke

  • SVAR

    Det her indlæg gjorde mig super glad og vigtigst – fortrøstningsfuld! Der er håb for den vej vi har valgt! Og det er endnu engang fantastisk at vide at man bare på ingen måde er alene!
    Nina, flyt til Thy, her har vi det skønt!

    • SVAR

      Kæreste Rikke
      JAAA! – sikke en dejlig kommentar. Der ER håb, det skal vi allesammen huske, og det er dejligt at vide vi ikke er alene. Det er ensomt at vælge anderledes end hele sin omgangskreds – jeg håber vi snart møder de mennesker med hvem det siger ‘klik’. Vi får desværre for langt til Thy ift bedsteforældre og anden familie, men jeg er sikker på der er mega dejligt hvor I er 🙂

    • SVAR

      > Hej Nina.
      Jeg e r helt vild med dit oplæg og det er meget inspirerende. Ville blot høre hvor i havde i tankerne at flytte hen? Vi tænker på det sammen men har endnu ikke fundet nogen vi evt. Kunne bo i “kollektiv” med.

      • SVAR

        Hej Malene
        Tusind tak, det er jeg meget glad for at høre, og mange tak for at du tog dig tid til at skrive en kommentar.
        Vi bor lige nu på Frederiksberg/København som er smart fordi det er tæt på min mands job og en billig bolig ikke mindst. Vi har slet ikke fastlagt os på fremtidigt område, det afhænger i høj grad af menneskerne vi forhåbentlig finder! Men tænker Sjælland/Fyn. Giver det mening at vi mødes, og ser om der er grobund for noget..? 🙂

  • SVAR

    Sej historie! Selvom jeg endnu ikke er så langt, ift at stå af forbrugertoget, så er det virkelig tanker og følelser der rumsterer i mig – og som du skriver; det er kun blevet tydeligere efter jeg er blevet mor, hvor vigtigt det jo for filan er at passe på den her planet, så der er en verden til vores børn. Og hver gang jeg hører en historie som din, kan jeg bare mærke hvordan jeg bliver draget af det enkle liv – også materialistisk set. Uden at have erfaret det 100 procent selv endnu, kan jeg gennem din historie alligevel tydeligt mærke den lettelse der venter, hvis man tør gøre sig (mere) fri af alle de millioner af ting man omgiver sig med/lader sig være afhængig af. ‘
    Tillykke til jer :-)!

    • SVAR

      Kære Bianca.
      Jeg er helt ydmyg overfor at JEG kan inspirere på den måde. Så tusind tak for din kommentar.
      Der er mange måder at komme i gang på tænker jeg, og også mange bæredygtige vaner der kan begynde med tilvalg frem for fravalg, som vi har gjort.
      Hvis du fx godt kan li’ udskiftning i garderoben, så opsøg bytte-fællesskaber og highstreet-genbrug. Sådan at den følelse det giver dig med “nyt” stadig fodres, men på en ny og mere bæredygtig måde.
      En tidsbegrænset kold tyrker kan også være en måde at opdage hvilke vaner man savner, og hvilke det egentlig lettede at komme af med.
      For mit eget vedkommende kan jeg mærke at det er en lettelse at beslutningen er taget, for nu går jeg forbi butiksvinduer helt uden at kigge, fordi jeg VED at jeg ikke skal have noget. Og det er noget larm der forsvinder på en måde.
      Men lige nu handler alle vores fravalg nok også om, at vi ikke har fået sat os ordentlig ind i, hvor pengene skal lægges, hvis vi vil støtte de (i vores øjne) rigtige projekter. Så hellere ikke støtte noget som helst, eller kun købe brugt. Men der findes jo initiativer som er værd at støtte, så det skal vi måske have sat os bedre ind i, når behovet opstår..

      Dejligt at du også mærker vigtigheden af at vi giver vores dyrebare børn, de bedst mulige betingelser og vaner med ud i en fremtid, som til tider virker lidt fortabt. I fællesskab kommer vi til at klare det! Jeg ønsker dig al mulig medvind på den rejse du har begivet dig ud på. Du bliver bidt af det 😉
      KH Nina

  • SVAR

    Kære Maj My.

    Jeg er først lige for et par uger siden blevet bekendt med dig via. Mia fra ammemafiaen.

    Hun var min ammevejleder. Jeg tjekker din blog troligt hver dag og du er en stor inspirationskilde/tanke iværksætter 🙂

    Hvornår kommer der nærmere besked om dit foredrag i Hillerød?

    • SVAR

      Kære Kessie, tak fordi du har fundet herind, og nu hænger ved – jeg skal lige undersøge det, men jeg mener, det er den 16. januar klokken 19-21. Vender tilbage asap 🙂

      • SVAR

        Meget gerne tak! Jeg hænger ved 🙂 >