Han valgte at tage flugten

Jeg vil prøve at dele nogle af mine tanker om, hvorfor jeg i onsdags skrev om mig selv, at: “(..) det er svært at sætte nogen fri, når man aldrig selv har været det”.
En læser har efterfølgende spurgt, om ikke netop jeg er fri – med det liv jeg lever, og de valg jeg træffer. Det er så svært at svare på. Jeg er givetvis mere fri i min måde at tænke og leve end mange? Jeg har nok altid tænkt uden for kasserne og turdet vælge det, der føltes rigtigt for mig og ikke nødvendigvis for alle mulige andre. Men jeg er alligevel (også) et produkt af de forventninger, som der har været til mig alene i kraft af min helt almindelige opvækst.
De tilstande, som jeg lægger mig ud med nu, er så grundlæggende, at jeg forestiller mig, at mine refleksioner lyder utilgængelige i manges ører? De normer i vores verden, som jeg begynder at se med nye øjne, er den virkelighed, som langt de fleste af os accepterer som den største selvfølge.
Det er min skolegang, for eksempel: De ti år i folkeskolen, hvor to kærlige forældre hver dag sendte mig af sted ud fra de bedste intentioner. Jeg får lyst til at fortælle, at jeg gik i en børnehaveklasse, hvor jeg først mødte klokken 12, og havde fri igen klokken 15, fordi min mor var på barsel det år, og holdt af de lange morgener med sine børn. Kærlighed og nærvær. Og ved I hvad? Netop mens jeg skriver dette, husker jeg for første gang længe, at jeg havde hovedpine hver dag i børnehaveklassen: Jeg var ved øjenlæge og ved ørelæge, og ofte var jeg sygemeldt. Til sidst begyndte jeg selv at tvivle på, at jeg overhovedet havde ondt i hovedet? “Er det noget, du finder på, Maj?” Sådan spurgte både mine forældre og lærere, med rette, måske.

Måske havde jeg hovedpine, fordi der var forventninger til, at jeg skulle lære alfabetet – foran en hel klasse? Jeg har altid haft svært ved at lære ting på kommando, særligt når andre ser på. Nu kan jeg pludselig se for mig, hvordan bogstaverne var skrevet øverst på den store tavle, og jeg kan svagt mindes en afgrundsdyb usikkerhed inden i over måske ikke at kunne alfabetet, sådan som det ellers var forventet. Jeg, som i dag elsker ord så højt. Jeg, som lever af at skrive.

Er der en mulighed for, at børn ikke er forkerte, blot fordi de ikke passer ind i den samme kasse, alle sammen? At skolen er helt rigtig for nogle, og ikke rigtig for andre?

Jeg kan huske følelsen af at kunne alt i verden, og samtidig ikke at kunne noget som helst. Som om jeg indeholdt en indsigt og viljestyrke, der havde potentiale til at ændre verden, og samtidig var der så mange kasser, som jeg skulle passe ned i, at mine tanker blev en begrænsning. Der var et vakuum: hvem lytter, hvem tager sig tid? Hvor er det enkelte barns drømme, passioner, længsler og motivation i det puslespil, som barnet skal passe ind i?

Jeg har lært fra starten, at vi skal imødekomme bestemte ting på bestemte tidspunkter. Senere modsatte jeg mig systemet ved at male mine negle sorte, tale med store bogstaver og rejse over på den anden side af jordkloden i en ung alder. Men var det i virkeligheden det mindst frie, jeg kunne gøre? Hvem er man slave af, når man kæmper så bravt for at blive fri?

Når jeg taler om, at jeg ikke er fri, og derfor skal lære at sætte mine børn fri, handler det altså om noget, som de fleste af os tager for givet: Et samfund med nogle strukturer som de færreste stiller spørgsmålstegn ved. Kan skolen, den institution som vi overdrager ansvaret for læring og dannelse, for nogle tænkes at være det sted, hvor vores kreativitet og frie vilje dør ud? Kan skolen, de bygninger hvor vi møder vores jævnaldrende, og indgår i fællesskaber gennem et årti, for nogle tænkes at være det sted, hvor vores selvværd og livsmod svinder ind?
Tør nogen stille de spørgsmål? Hvad sker der, hvis svaret gør ondt?

Skolen er noget, vi alle har følelser forbundet med. Stærke følelser, endda. Skolen er så kolossalt stor en brik i hele vores samfundsvæsen, at man kun må justere i nuancerne.
Nogle mennesker lader til nærmest at lide af Stockholmsyndrom, når det kommer til skolen: Hvis det går op for dem, hvor lidt godt de har taget med derfra, var det pludselig ikke al smerten værd. Derfor elsker de skolen, og forsvarer den, fordi alt andet ville resultere i en sårbar erkendelse.

Så når jeg taler om frihed, er det en frihed sat op imod et system, som vi tager for givet i en sådan grad, at det virker skødesløst/provokerende/anarkistisk at forholde sig (meget) kritisk til det. Når jeg taler om, at jeg ikke kender til friheden – den frihed, som jeg ønsker for mine børn, – så handler det om, at også jeg voksede op i et system, hvor jeg blev bedømt ud fra, hvor godt jeg lykkedes. Hver dag.

Peter Gray, professor i psykologi og lidt af en helt i unschooling-verdenen, har skrevet om skolen:
“Imagine a job in which your work every day is micromanaged by your boss. You are told exactly what to do, how to do it, and when to do it. You are required to stay in your seat until your boss says you can move.  Each piece of your work is evaluated and compared, every day, with the work done by your fellow employees.  You are rarely trusted to make your own decisions.  Research on employment shows that this is not only the most tedious employment situation, but also the most stressful.  Micromanagement drives people crazy.”

Hele mit verdensbillede – MIN OPFATTELSE AF MIG SELV (det vigtigste udgangspunkt i livet) er præget af skolen, som nogle gange så på mig med milde øjne, andre gange ikke.
Jeg var den larmende type. En pige som sagde fra, og talte højt. Jeg hadede tysk, matematik og naturfag. Når jeg tænker på, hvor meget energi jeg har brugt på de fag – argh, altså. Jeg har brugt meget mere (ukonstruktiv) energi på de emner, der ikke interesserede mig, end jeg brugte på de fag, som jeg elskede. Når jeg tænker på, hvor meget skarpere jeg kunne have været til mine passioner, hvis jeg havde fået lov til selv at vælge. Jeg kan ikke regne ud, hvad det havde betydet, men jeg tror, jeg havde været dygtigere til mange ting. Måske havde jeg fundet min vej tidligere og ikke følt mig forkert. Og mon ikke jeg også havde syntes, at både tysk, matematik og naturfag var spændende emner, hvis de var kommet til mig i min egen tid; præsenteret på en måde, som tiltalte mig?

Tidligere på ugen havde vi en dag herhjemme, som var præget af uenighed og modstand i børneflokken. Kristian og jeg ville gerne ud, og nogle af børnene var med på idéen om at gå en tur, men vi havde glemt lidt af hvert derhjemme, vinden slog os i ansigtet, og nogle af børnene havde egentlig ikke lyst alligevel. Vi gav op. Efter bare to kilometer satte vi os ved vandet, før vi vendte hjem igen. Vi bagte pandekager, og spiste tre hver.
Men der var flere konflikter. Konflikter i kølvandet på vores nye liv: Det tager tid at finde sig selv i en fremmed virkelighed, og man skal finde ud af, om det nu også er rigtigt, at man pludselig er fri (og hvor fri er man, når ens forældre stadig selv arbejder på at blive det?) Storm var urolig, for at sige det mildt. Jeg spurgte ham, hvad han aller helst ville. “Hvis du må gøre, hvad du vil hver dag hele næste uge, resten af dit liv – hvis du er helt fri til selv at bestemme, hvad vil du så helst lige nu?” “Så vil jeg tage på flugt. Cykle langt væk,” svarede han uden tøven. Godt, Cecil Bødker skrev Silas-bøgerne, tænkte jeg. “Super,” svarede jeg. “Har du brug for hjælp for at komme af sted?”
Han trak cyklen frem, fyldte vandflasken, og lånte Kristians mobiltelefon, som han viklede ind i et håndklæde og satte på bagagebæreret. Så cyklede han af sted, håbede vist på at være hjemmefra længere end nogensinde før. Jeg var stolt, og smilede stort de første minutter. Derefter tænkte jeg: “Hvad nu hvis det går galt? Hvad nu hvis det her er turen, hvor han er ude for en ulykke? Og jeg har opfordret ham til at tage af sted?” Så kom jeg i tanke om, at vi ikke kan bremse vores børns liv, derimod kan vi klæde dem på til at imødekomme livet bedst muligt. Jeg trak vejret dybt, skubbede angsten til side. Efter en halv time ringede han, og stod foran en vens dør i en nærliggende landsby. “Men jeg har ikke lyst til at gå ind alligevel.” Lidt efter fik jeg en sms fra min veninde i udkanten af den samme landsby. “Jeres dejlige dreng er her”. Han holdt hvil hos vores venner i ti minutter, før han ringede, og bad mig cykle ham i møde. Hans blik da han kom op af bakken mod mig på sin cykel: Hans kæmpe stores smil, vingefanget over ryggen, som pludselig var fordoblet. Han var så stolt og glad.

Det kan anbefales. Også på trods af kampene, interne såvel som eksterne. Det er det værd – og mere til.
Og nu bliver jeg lige nødt til at tilføje, at det “frie liv” her hos os ikke betyder et liv uden struktur eller grænser. Vi har brug for rammer og forudsigelighed og for genkendelse, alle seks. Måske særligt jeg og et par af børnene. Så vores liv kører på det praktiske plan efter nogle ret faste rytmer, og sådan har vi det bedst. Der, hvor vi søger friheden, er i vores tankemåder. Vores evne til at lære nyt og måske vigtigst af alt vores tillid til børns evne til selv at justere, finde vej og mærke sig selv.

Storm tog det her billede med mit kamera på vores gåtur tidligere samme dag

Og det her

Hvad er jeres erindringer om frihed som barn?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

17 Kommentarer

  • SVAR

    Sidder her og fælder en tåre, kender så godt følelsen af når ens barn selv for lov at tage et valg og kan stå ved sin beslutning men samtidig også kender sig selv så godt og kan give udtryk for hvad det har brug for, der føles det så rigtig og at man har klædt dem på helt rigtig og virkelig er lykkedes Men som kommer undringen ud fra hvilke krav/forventninger Det vil jeg undgå at tænke på og bare nyde det når de der øjeblikke opstår hvor delbare føles helt rigtig på trods af den der mor uro som du også beskriver, hvor det kræver modet at lade dem selv tage valget og man så bare følger efter og forsøger at støtte og rumme det bedste man har lært

    • SVAR

      Ja, lad os nyde de gode øjeblikke og skabe flere af dem. Sådan forandrer vi nok bedst verden <3

  • SVAR

    Jeg husker friheden i to udgaver; når jeg var udenfor på den gård, jeg boede de første 8 år af mit liv, og når jeg forsvandt ind i de bøger, jeg brugte det meste af min tid på, når jeg var hjemme fra skole.
    Ufriheden derimod, den har gennemsyret min barndom/ungdom, primært fordi jeg aldrig har trivedes i skolen som koncept. Jeg genkender så godt det med kasserne, jeg er i min kerne et rebelsk antiautoritært kassehadende menneske, men det var der ikke nogen, der så som en værdi, så jeg har først for alvor indset det i løbet af de sidste par år. Altså at der ikke er noget galt med mig fordi jeg får det massivt dårligt, når jeg bliver fanget i kasser fordi jeg tror det er det man “skal” 😉
    Modsat dig elskede jeg de naturfaglige fag (og de kreative) men døde en langsom død med digtanalyser og diktater som fyldte alt for meget. Det var simpelthen ikke vedkommende for mig, jeg fattede ikke hvad jeg skulle bruge det til, jo jo, læse og skrive, fint nok, men det andet. Pust.
    Når folk taler om folkeskolen (eller skolen i det hele taget) som den evigt saliggørende institution (“de skal jo lære noget!” “de skal jo socialiseres!”) plejer jeg at udfordre det med to spørgsmål: hvis skolen er så overlegen, hvorfor kommer 20% (!) så ud af den som funktionelle analfabeter? Hvor mange nære venner har du eller folk du kender tilbage fra folkeskolen?
    Nej, frihed kan have mange former, det kan også sagtens være (folke)skolen, så længe vi er klar over, at vi faktisk har et frit valg. Vi KAN gøre tingene anderledes, vi SKAL ikke noget som helst (andet end at opføre os ordentligt <3), og vigtigst: lidelse behøver ikke være grundstenen i vores liv, og i særdeleshed ikke i vores børns liv…
    Og nogen gange må man som forældre holde vejret og stole på, at en lille cykeltur kan gøre en stor forskel, og alt er godt <3

    • SVAR

      Jeg tror, det er vigtigt, at vi bliver opmærksomme på, at der er flere (frie) valg, når det kommer til vores børns uddannelse. At folke- eller privatskolen ikke er den eneste vej til et (succes)rigt liv. Når vi får øjnene op for, at vi kan træde ud af det system, som de fleste er i, vil vi måske blive mere bevidste om læringens mange facetter og udfordre folkeskolen og forhåbentlig på tid være med til at opdatere den. Tak for et dejligt indlæg.

  • SVAR

    Dejlig beretning om at sætte sig selv og sit barn fri.
    Det er så skønt at følge jeres bevægelse i livet.
    Det er skræmmende at tænke tilbage på “frihed som barn”. For jeg var aldrig helt fri. Jeg var et barn præget af voksnes angst og indre konflikter. Men der hvor jeg følte mig mest fri, var nok på cykelture ud i naturen. Hen forbi markerne og hjem igen. Vind i håret og tankerne i vinden.
    Skønt at genopleve minderne i fortællingen om Storm.
    Han er heldig at blive sendt afsted med åbne arme og modtaget i sikker havn.

    Skolens strukturer og rammesatte forventninger var, især i de senere årgange, svære for mig. Og jeg genkender følelsen af forkerthed, som du skriver om.
    Samtidig var skolen et fristed. Hvor jeg var heldig at være omgivet af nærværende, varme og engagerede voksne, især i 0.-6. klasse.
    Det havde jeg vældig meget brug for og disse relationer har banet en helt særlig vej for mig.
    Dette præger selvfølgelig også mit syn på skolen. Og allermest på relationers vigtige betydning. Dér har skolen desværre trange kår. Men ikke den enkelte lærer. Og det er en alvorlig konflikt.
    Tak for tanker, beretninger og inspiration til at mærke.
    <3

    • SVAR

      Tak for din kommentar om både ensomhed og skolens betydning. Skolen skal ikke fjernes; den er nødvendig, fantastisk, uundgåelig. Men den skal reformeres. Vores undervisere skal have tilliden, respekten og ikke mindst glæden tilbage. Og vores børn skal, først og fremmest, opleve tillid, respekt og glæde igennem deres skoletid, som er så afgørende en periode i ethvert menneskes liv.

      • SVAR

        >
        Jeg er helt enig.
        Og det er heldigt for alle os, at du fortæller om jeres liv og bevægelser.
        Der er mange måder vi kan bidrage til denne reformation. Herhjemme. I omgangen med vores medmennesker. I skolebestyrelsen. I idrætsklubben. Alle steder!

        Jeg forsøger at vise mine egne 3 børn, vigtigheden af at mærke sig selv, være åben OG samtidig turde være kritisk. Jeg håber, at mange af de drøftelser vi som forældre har herhjemme, afspejler dette.
        Jeg håber og ønsker, at de beslutninger vi træffer baner en god vej for dem i livet.

        • SVAR

          Jeg tror, det giver en kæmpe ballast for børn at opleve deres forældre være åbent reflekterede, kritiske, i tvivl, overbeviste osv. Mine børn er overraskende velbevandrede i deres både følelses- og tankeverden sammenlignet med mig selv på deres alder, synes jeg. Jeg læste om en hjemmeskolet dreng, som aldrig igennem sin barndom havde vist interesse for at læse eller skrive. Da han så kom på college, var han blandt de bedste til at skrive. Hans mor drog den konklusion, at han jo var vokset op i et hjem fuldt af ord og bøger, og at det msåke havde smittet mere af, end hun havde regnet med. Vores levede liv er den eneste vej, vi kan guide vores børn. Formaninger og gode råd er ofte ukurante alligevel 🙂

  • SVAR

    Netop følelsen af bare at cykle ud i det blå. Derfor valgte vi også at flytte fra København ig til udkanten af Odense, hvor der er grønt og cykelstier, og jeg roligt kan sende mine piger afsted på cykel, ud på eventyr.

    • SVAR

      Det er så dejligt, når vi hver især finder det sted i verden, hvor vi føler os bedst tilpas <3

  • SVAR

    Du beskriver dine tanker og følelser så fint, og jeg glæder mig til hvert eneste nye indlæg her. Du sætter tanker igang.

    Jeg voksede op på landet. Jeg blev passet af vores gamle naboer, hentede æg, gik tur med hunden og læste bøger, indtil jeg skulle i skole, hvor min mor blev syg og ikke kunne arbejde mere, men godt kunne passe hus og hjem og mig. Jeg havde gode veninder i landsbyen, som jeg således har kendt hele mit liv. Jeg er så heldig, at de stadig er blandt mine allernærmeste. Alligevel kan jeg ikke slippe af med en grundlæggende følelse af ikke at have hørt til. Jeg hørte ikke rigtigt til. Mit jeg resonnerede ikke i naturen. Ikke i mine forældres værdier og relationer. Ikke i det liv, der førtes. Da jeg kom i skole, mærkede jeg for første gang længsel efter noget konkret. Læring bla. Jeg ELSKEDE tysk. Jeg nød, når matematikken var svær. Senere har jeg taget en universitetsuddannelse, bor i Kbh i det mest rørende og fantastiske fællesskab som vores gård indeholder. Mine to børn nyder godt af de relationer, det nærvær og den omsorg, der er i nærområdet. Alle vil hinanden det bedste. Her er et netværk, der passer på hinanden.
    Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan her mit liv føles allerbedst. Men det gør det. Og jeg er lykkelig og taknemmelig over at være her med min familie.
    Det er finurligt, hvordan livet former sig.

    • SVAR

      Tak for din kommentar – det er så godt med nuancer og perspektivering. Vi er mange mennesker og heldigvis meget forskellige.
      Jeg er heller ikke et narturmenneske; mit jeg resonnerer ikke primært ude i den friske luft (jeg har godt af den, jeg er i den, og nyder det, men det er et andet sted, jeg søger min primære næring – indtil videre, i hvert fald). Ligeledes er mine børn heller ikke af sig selv meget draget af naturen.
      Og jeg forstår dit behov for uddannelse, byliv og det fællesskab. På en måde hvor det kunne have været mit i et andet liv.
      Men derfor mener jeg alligevel, at vi er nødt til at se på vores skole med kritiske øjne og arbejde målrettet på at finde en form, som bedre rummer menneskets mangfoldighed og mange vidt forskellige livsmål.
      Og ja; livet er finurligt.

  • SVAR

    Hvor lyder det fint med Storms “flugt”.

    Jeg havde meget frihed – vi var alene hver dag min bror og jeg og vi brugte typisk tiden på at finde “skatte ” på containerpladsen – der var vi flere gange om ugen ind imellem dagligt – hoppede ind og rodede rundt efter skatte eller vi fandt lys og legede med ild, tog ned til grusgraven, legede på marken, i det nedlagte hus eller i skoven hvor vi typisk løb langs øen og hoppede over igen og igen for at komme væk fra de politifolk vi legede der var efter os, fordi vi var stukket af hjemmefra eller vi gik fra garagens tag op på taget af huset, gik på tagryggen eller hoppede fra taget ned på græsplænen.

    Jeg havde så meget “frihed” at jeg higede efter rammer. Jeg elskede skolen jeg passede næsten perfekt ned i den kasse. Tror strukturen/rammerne gav mig noget af den tryghed jeg higede efter. Og så kendte jeg forventningerne her og kunne indfri dem i de fleste fag – og kunne mærke at lærerne kunne lide mig, fordi jeg var sådan en sød og flittig elev.

    Jeg kunne dog nærmest gå til i forkerthedsfølelse i de fag, hvor jeg ikke følte mig god nok – typisk kreative fag og Idræt ( medmindre det var hockey eller fodbold som jeg elskede)

    Men at jeg var en af dem, der elskede skolen – havde faktisk et år, hvor jeg gik i skole, tog hjem, lavede lektier og lagde mig på sofaen med hovedpine og ventede på at det blev en ny dag, så jeg kunne komme i skole. Da var skolen næsten mit eneste lyspunkt.

    Nå, men selv om jeg var glad for skolen , er jeg bekymret for de tusindevis af børn, der må mistrives med den – især nu hvor de skal være der så længe. Og jeg hader tanken om de stakkels børn som ikke er bogligt stærke som skal vejes og måles med diverse tests igen og igen – og igen og igen føle at de ikke er gode nok. Jeg er overbevidst om at skolen jævnligt er skyld i/ medskyldig i at nogles tro på at de dur til noget er så ødelagte når de kommer ud af skolen at de reelt aldrig “bliver til noget”. Er ikke vild med det udtryk, men satser på du forstår hvad jeg mener.

    • SVAR

      Det er så godt, at skolen findes. Den er et lyspunkt for mange. Derfor mener jeg alligevel, at vi har brug for at retænke vores skolestrukturer og åbne op for nye skoleformer, hvor børn kan gå i skole sammen (fordi ikke alle forældre kan/vil/skal gå hjemme) uden at det nødvendigvis er ensbetydende med den skoleform, som de fleste er i nu.

  • SVAR

    Men havde du kunnet forstå og gennemskue hegemonierne og strukturerne uden skolen?
    Og bliver man fri ved blot at få tilbuddet om at ‘vælge frit’? Det frie valg kan jo også være voldsomt tyngende.

    Jeg har ikke selv svarene.

    • SVAR

      Jeg har heller ikke svarene, men jeg tænker, at ethvert valg kommer med et fravalg.
      Jeg tænker, at man ikke er bedre rustet til at gennemskue systemet, fordi man er spundet ind i det?
      Jeg tænker, at det verden har mest brug for, ikke nødvendigvis er mennesker, som kan gennemskue de eksisterende (og i mine øjne overvejende forældede og destruktive) strukturer men derimod leve i pagt med sig selv, deres medmennesker og med de løsninger, som vi har behov for, for øje?

  • SVAR

    Jeg tror at frihed for mig – som altid har været en vigtig del af mit ordforråd og pejlemærke i livet – er en følelse, som jeg lærte at kende som barn. Noget med at føle mig fri til at vælge og forfølge mine interesser og handlinger – som jeg gjorde i stor stil inden jeg kom i skole derhjemme med mine søskende, men også i fritiden efter jeg kom i skole. Og noget med at være enormt meget i naturen. Ja, naturen sætter mig altid fri. Men frihed er også at jeg kan acceptere, at jeg har de følelser jeg har. Jeg har efterhånden arbejdet mig ret fri af de dele af samfundet, som jeg ikke ønsker at være en del af. Det er en befrielse. Så der hvor jeg føler mig mest fanget nu, er hvis jeg dømmer mig selv hårdt, når jeg har en følelse, jeg ikke er kommet til ro med endnu. Det er så spændende at leve. Jeg tror kun det bliver bedre og bedre.