Hjem – Efterår – Øliv – Familie

Jeg gik en tur i går med Juno i barnevognen og én af de fireårige ved min side, og det var en luksus at få ham for mig selv – altså, uden de to andre snakkende børn. Det er sjældent, det sker for tiden, men snart gør det igen: Vi har indlagt opdelte fridage over de næste uger, så alle børn får 1:1 tid med en forælder.

Men i går var vi alle sammen hjemme: børnene (som var snottede), Kristian og jeg og så har vi endda besøg af min bror og svigerinde og deres lille, komplet vidunderlige datter i denne uge. I går blev brugt på børnehygge, spil, tegninger og mange snakke, og vi drak varm kakao, spiste lun leverpostej til frokost og kørte jollen i stalden for sæsonen (medmindre vejret pludselig bliver perfekt til at sætte garn – så må den ud igen). Kristian bakkede for øvrigt jollen ind med traktoren i ét ryk, og han var så stolt, at vi andre ikke nåede at rose ham, før han gjorde det selv.

Farverne udenfor på dage som disse er mine yndlings; jeg elsker det blå-grå hav, den mørke himmel hvor lyset bryder brændende, skarpt igennem små huller på himlen, og de nøgne træer, røde bær, orange blade på vejen. Himmel og hav skiller sig i hvide skyer, der er krusninger fra vinden på vandet, fuglene flyver i flok og en dag lignede de blinkende stjerner over mig, med deres vinger, som slog fra den hvide mave og væk igen, og jeg stod stille i jeg ved ikke hvor langt tid med tilbagebøjet hoved og åben mund, og var næsten chokeret over, at jeg aldrig havde lagt mærke til det før: Fuglene blinker som stjerner. Det var som magi.

Noget andet der føles som magi, er at være vidne til min bror og svigerinde, der som nye forældre hver dag bliver mere sig selv, mere kerne, mere kærlighed. Det virker helt magnetisk på mig: Jeg har lyst til at være tæt på dem, og jeg nyder den ro, de har omkring sig, den tålmodighed som min bror har taget med sig ind i det nye kapitel af sit liv. Hans datter på fire måneder er allerede tålmodig; Hun ligner ham med sit rolige blik, sine observante øjne, men hun er også sin mor; hun snakker livligt, elsker at være omgivet af alle de larmende børn her i huset, og hun smiler dagen lang. Juno kysser hende, lægger sin runde kind ind til sin lille, fine kusines, og hviner af fryd over det lykketræf, at de sammen kan dele livet.

Da jeg gik tur, tænkte jeg, at nu er det her jo hjem. Ærø, denne vej, dette sving, det gule hus. Og hvor er det egentlig svært at forklare; hvordan det er blevet hjem, når jeg engang for ikke så længe siden ikke kendte det? Vi besøgte Ærø for første gang for fem år siden, og flyttede ind i huset her sidste efterår, men allerede nu er mine børn er trygge her: de griner, har røde kinder, besøger naboerne, er på fornavn med de fleste. Jeg snakker med brugsuddeleren, kender postbudet, har venner som tilbyder at købe ind for mig, når Kristian er væk på arbejde. Derfor er det hjem. Fordi de fleste ved, hvor vi bor, og de passer på os. De kommer med forslag til mennesker, jeg kan skrive om herinde, ringer, og siger: “Nu ved jeg, hvem der er spændende!”

Jeg tog en masse billeder af alt det smukke, mens vi gik tur. Af piletræet, som blev beskåret for kort tid siden, men som allerede har så mange nye, lyse, livsglade grene igen. Af himlen og havet, køerne der gumlede, mine børn og af Christen. Jeg er ikke foto-dame, jeg er skrive-dame, først og fremmest, men billeder kan alligevel noget.

Processed with VSCO with a9 preset

 

 

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

7 Kommentarer

  • SVAR

    De der små samfund der bare tager imod en med åbent sind så man føler sig hjemme med det samme er guld.

    Er selv en af de heldige der flyttede til en fantastisk lille landsby for 14 år siden – og jeg har nærmest elsket det fra dag 1. Det er bare noget helt særligt.

    Noget andet jeg virkelig også elsker er 1:1 tid med en af mine børn. Det er magisk at få lov at opleve dem 1: 1. Det giver så meget – disse stjernestunder.

    • SVAR

      Ja, det er som om, de antager en lidt anden form, når man har dem for sig selv, og det er så fint og smukt og meget dyrebart.
      Det glæder mig, at I også bor et sted med den slags nærvær og tryghed.

  • SVAR

    Så skønt og dejligt ❤️❤️❤️

  • SVAR

    Fine billeder Maj 🙂

    • SVAR

      > Ahhh! Bedste ros ever!!

  • SVAR

    Så hyggeligt det hele det virker. Selv om du ikke er en ‘fotodame’ synes jeg nok dine billeder illustrerer jeres liv på Ærø rigtig fint, og man får helt lyst at blive en del af det lille samfund. Det du skrev med at du kender både brugsuddeleren og postbuddet vidner om at det hele bare er lidt mere jordnære sådant et sted. Det virker så hyggeligt!

    • SVAR

      Tak! Jeg øver mig i det med billederne 😉 Her er så jordnært: Jeg føler mig tryg og hjemme, velkommen og vellidt, og sådan tror jeg, alle har mulighed for at have det her. Samtidig føler jeg, at vi vokser af at være her, min familie og jeg. Der kommer hele tiden nye perspektiver og indsigter på livets rejse – hvad end det er den indre eller i livet omkring os, og der er naturen og trygheden en god ven.