Hjem til Ærø (til fællesskab og en lidt anden hverdag)

Så er vi kommet hjem.
Hjem til Ærø.
Jeg var ked af at forlade den høje sne, for ingen kan love os, at vi nogensinde får det igen (det er syv år siden der har ligget så høj sne sidst), og jeg havde svært ved at skulle væk fra den boble, som ødegården var i særlig grad denne gang, fordi vi var der så længe for os selv.
Men jo længere sydpå vi kom, jo bedre føltes det at vende tilbage. Fra bagsædet lød det: “Jeg glæder mig til at komme hjem”, og det varmede mit hjerte at høre de ord, for det ér så godt at have et hjem, som man holder af.

Det er noget helt andet at være hjemme, end det er at være af sted.

Jeg tror, den største forskel for mig ligger i måden, jeg er i mine omgivelser: Herhjemme er rammerne mine; det er min familie og mig, der skal står for at skabe omgivelserne og få hverdagen til at køre så godt som muligt.
Når jeg er på ferie, er jeg ikke længere i mit eget hjem, og selvom jeg kunne ændre meget, hvis det var mit, gør jeg det ikke. Jeg er bare, lever hvert minut uden at have fokus på rammerne, på oprydning, æstetik, vasketøj. Det er en tilstand, der sætter mig fri, men også en ligegyldighed, som ville kede mig i længden.
Så jeg er taknemmelig for at have begge input i mit liv: Mit hjem og så ødegården, som vi er flere om at holde af og bo i, når vi på skift er på ferie fra vores hverdag.

Det har været virkelig vidunderligt at være omgivet af den mest tilgængelige, sneklædte natur uden at skulle tænke andet end et minimum på tøjvask, rengøring og oprydning. Jeg tager en del af fornemmelsen med mig hjem, og vil arbejde på at fokusere mindre på det praktiske i hverdagen. Det er så skønt at være sammen med mine børn uden hele tiden at være mentalt igang med at støvsuge eller rydde op. Jeg tror godt, jeg kan lære det. Det føles helt rigtigt bare at være sammen.

Det har også været en øjenåbner, hvor godt vi trivedes med at være os selv – uden gæster eller legeaftaler – i en måned, og selvom noget af det vidunderlige ved at komme hjem igen netop er vores gode, stærke relationer, så er jeg også blevet opmærksom på, at der ér en helt reel grænse for, hvor ofte og med hvor mange forskellige, vi kan være sociale i løbet af sådan en måned og samtidig være i trivsel internt. Den grænse er lavere for os, end for nogle og højere end for andre, og den er lavere, end den var for fem år siden, og lavere end den måske vil være, når børnene er ældre. Men den er, som den er, fordi det føles rigtigt for os at være sammen med andre mennekser, når vi kan give og tage imod uden at miste fodfæstet.

Men nu er vi fyldt op af nærvær; nu er vi i balance, og i går var vi til boller og varm kakao og hjemmebagt chokoladekage hos vores naboer, som skrev, da vi var på færgen lørdag, om ikke vi trængte til sådan et traktement efter en måned i kulden? Tænk sig, så troppede vi op på deres gård i går efter Junos lur, og de havde dækket det smukkeste bord med påskeliljer og blomstret stel, og alt var, som det plejer – vi kunne have snakket dobbelt så længe, som der var tid til, – og vi tog hestene ind sammen, aede dem på mulerne, og stod i den kolde luft i stalden, og snakkede om stort og småt, til det blev mørkt.

Det er dejligt at være hjemme.
Jeg er glad for det alt sammen: For vores skønne hjem her på vidunderlige Ærø hvor naboerne er som familie, og hvor færgen sejler roligt over vandet for at bringe os sikkert i havn. Jeg er glad for at leve et liv, hvor vi har friheden til at rejse en måned op på ødegården. Mest af alt er jeg glad for, at jeg har lært, at jeg gerne må følge mit hjerte, jeg må gerne stole på min intuition, leve efter den fornemmelse indeni, som indimellem trækker mig i en retning, der får andre til at ryste på hovedet eller klapre med tænderne. Hvilken mangfoldig verden vi ville leve i, hvis alle mennesker fulgte deres hjerter: Jeg tror, magi ville blive en del af hverdagen på den måde – vi indeholder alle sammen så mange smukke drømme og tanker og evner til forandring.

“Ude godt men hjemme bedst” – har I det sådan?

Skriv et svar til Ditte Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

3 Kommentarer

  • SVAR

    Hjemme har altid været bedst for mig. Jeg behøver ikke gæster og skal jeg være helt ærligt er det kun meget få jeg har lyst til at have besøg af. Jeg vil gerne være social, bare helst ikke i mit eget hjem (hold nu op det føles mærkeligt at skrive det), mit hjem er mit helle, min hule, der jeg trækker vejret og lader op og det gør jeg bedst uden andre.

    Når det så er sagt, så elsker jeg at være ude og opleve, få input fra andre og bare møde nye ideer, nye impulser, nye oplevelser.

    I denne weekend har mine tøser været hos deres onkel og tante på Ærø. Jeg har været sammen med min hund og med fuglene i haven (godt gemt bag mit kamera). Ladet op og været mig.

    Det er pudsigt at jeg faktisk først kan mærke hvor nødvendigt det er, når jeg gør det. Når jeg trækker stikket og fokuserer på mig selv.

    Jeg nød at hente dem ved færgen i går og sidde bag rettet og bare lytte til deres fortællinger og deres sniksnakken med hinanden.

    De får mig til at mærke, jeg lever.

  • SVAR

    Jeg er vild med at være hjemme – men nyder også at komme lidt ud i ny og næ.

    Gad godt se hvordan verden så ud, hvis alle fulgte deres hjerte – den tilfredshed det giver må jo nærmest smitte det samfund vi lever i – tror det kunne give et tiltrængt boost af overskud og venlighed 🙂

  • SVAR

    Vi har lige været ude – på tur – og det var så godt. Det sætter tankerne i gang på en anden måde at få et afbræk fra de vante rammer og rutiner. Samtidig giver det sådan en ro og glæde i maven, når vi nærmer os hjemme og det føles helt rigtigt. Det er her, vores rødder er.

    Det har været dejligt at følge jeres stille liv i sneen i denne måned. Tak fordi vi har fået lov til at være med!

    (Og hvor er jeg glad for, at jeg har brownies i ovnen, når du viser det traktement frem…)