Hjemmeskolehverdag

Vores hverdag er efterhånden blevet sådan, at vi ikke altid ved, hvilken ugedag det er. Men vi ved, om det regner, om det blæser, hvornår vi gik i seng og stod op.

Vores hverdag føles tryg og klar og ikke mærkelig eller utryg. Den er prøvende, for alt er stadig ret nyt, og vi er ved at finde vores pladser hver især. Kristian og jeg er konstant tvunget til at rykke os. Børnene overrasker mig gang på gang, og lige nu har jeg meget fokus på tillid og respekt, hvilket lyder langt mere simpelt, end jeg synes, det er, og det er langt mere fantastisk, end jeg kan beskrive her i en sidebemærkning. Så det vil jeg skrive mere om en anden gang, for det kræver lidt bedre tid, end jeg har nu.

Når nogen siger til mig: “Det med hjemmeskoling lyder spændende, men jeg kan slet ikke undervise mine børn”, ryger det altid ud af mig: “Vi underviser heller ikke vores børn – vi er bare sammen med dem!” Fordi vi jo ikke kører vores hjemmeskoleliv efter en model med faste undervisningstimer og pensum. Vi unschooler efter bedste evne, og det betyder i al sin enkelhed, at vi følger børnenes initiativ og støtter meget aktivt op om det, de interesserer sig for.

Det kan se ud på mange måder. De seneste dage har vores frie liv været præget af sene aftener for børnene, som efter at have læst om “vågenætter” (når man er vågen hele natten for at våge over nogen eller noget) i den iøvrigt fuldkommen eminente børnebog “Tonje Glimmerdal”, som jeg har lyst til at skrive et selvstændigt indlæg om, men nu ved I, at den findes og jeg kan bare sig: Lån eller køb den og sæt i gang!)
Nå, men begrebet vågenætter tændte noget i vores børn, og de besluttede at være sent oppe. Vi aftalte, at de kunne blive oppe sammen med os til 21, og derefter skulle de gå på deres værelser, hvor de måtte være vågne, så længe de ville, blot vi kunne få lidt ro i stuen (“Fordi jeg trænger rigtig meget til at være mig selv efter en lang dag,” er mit mantra, som jeg bruger igen og igen. Jeg er ikke (længere) fan af arbitrære puttetider, men jeg er meget åben om, at jeg har brug for ro.) Børnene endte med at sove tidligere end de plejer. Nogle gange gør frihed det ved én: At man ikke kæmper imod, men derimod følger med sin krop, sit sind.
Den næste aften ville børnene gentage successen, og afledt af en geografisk undersøgelse i et gammelt atlas sammen med Kristian tidligere på dagen, havde børnene besluttet at opfinde deres egne lande, så det fortsatte de med efter aftensmaden. Da det blev mørkt, slukkede Storm alle lamper i huset, og tændte stearinlys – helt klart inspireret af den bog, vi havde taget hul på samme dag, nemlig “Lånerne” af Mary Norton (en knap så tilgængelig bog, grundet sin alder, som “Tonje Glimmerdal”, men den er meget fantasifuld, og har sat mange snakke om små væsener og tegninger igang herhjemme). Så sad børnene der i stearinlysenes skær, og tegnede, indtil de gik meget trætte i seng klokken 21.

 

Selvom man ikke kan tale om decideret undervisning, så er her ofte bevidst, guidende samvær. Sparring, coaching, oplysning, nysgerrighed. Men det er respektfuldt, og det er på vores alle sammens præmisser. Det føles ikke som skole, fordi det er mere intuitivt, og det er nøjagtig så afbrækket, som sådan noget er, når man følger sin natur. Nogle gange er vi fuldt ud fordybet i et emne i flere timer, sågar hele dage, andre gange er det ovre på ti minutter, og så er børnene videre til lego eller pudekamp, eller de snakker med kattene.

For et par uger siden fandt Live på fem ved et rent tilfælde Storms læsebog fra 1. klasse, som lå under trappen sammen med noget udklædningstøj. Hun kom, og spurgte, om vi skulle læse i den. “Jeg tror, jeg kan læse,” sagde hun. Vi satte os på sofaen, og hun kunne faktisk læse de fleste af ordene uden hjælp. Hun læste og læste, og nåede ikke at blive træt, før Ilja kom, og spurgte, om han også måtte prøve. Han kunne også læse de fleste sætninger uden det store besvær, og fordi der var et afsnit sidst i bogen, som han syntes, så fedt ud, gik han i gang med det. Det gik også fint. Kristian og jeg havde slet ikke tænkt på, at de måske kunne læse, men det viste sig, at de ikke kunne lade være. De elsker ord, de elsker historier, og det giver jo så fin mening, at de også har lært at læse – helt uden pres eller forventninger.
Jeg kan ikke lade være med at tænke, at hvis de to stadig havde gået i børnehave (de bliver seks til næste forår, så de skulle starte i skole i august 2018), havde de måske også kunnet læse nu eller snart. Vi har som sagt ikke arbejdet målrettet med det, efter vi er blevet hjemmeskolere. Men vi har været sammen, og vi har grebet det, når de har lyst til at stave eller skrive, og vigtigst af alt har vi tid til at snakke, læse osv. Vi har tid til at sætte os impulsivt i sofaen klokken 15 og finde ud af, at de to kan læse. Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at hvis jeg havde afleveret fire børn om morgenen, arbejdet intenst i mellemtiden, købt ind og dernæst hentet børnene igen, så ville jeg ikke altid have overskud til at sætte mig på sofaen og tage mig tid til at finde ud af, at de kunne læse.

Der er stadig udfordringer ved hjemmelivet, synes jeg. Det kommer der jo altid til at være, ligesom der er ved alt andet. Det tror jeg, er en vigtig erkendelse: At det ikke er uden konflikter, det er bare nogle andre konflikter, og indtil videre giver alle konflikterne dyb mening for mig, fordi de handler om udvikling, relationer, selvindsigt m.m.
Lige for tiden kæmper vi med at finde en rytme, som giver bedre balance mellem børnene, og minimerer konflikterne. Jeg arbejder på ikke at være konstant optaget af praktiske opgaver her i huset – mine dage skal ikke gå med oprydning og tøjvask, for det fjerner fuldkommen fokus fra det åndelige samvær og de gode muligheder for nærvær, som hele tiden byder sig.
Men her er også mange øjeblikke, hvor jeg ser mig omkring, og føler mig som verdens heldigste. Som i går, da vi var udenfor, og den ene af drengene pludselig stod og tissede ovre ved en busk med bar numsen i solen, mens pigerne legede med kattene, og Kristian reparerede grisenes hegn. Så tænkte jeg: Er det her virkelig mit liv? Eller de mange gange dagligt hvor her pludselig er helt stille, og så finder man børnene fordelt over stuen med forskelligt læsestof. Eller det med at vi sover så længe, at mit udprægede b-menneskehjerte endelig, efter otte års massivt søvnubehag, begynder at falde til ro.

Det er en hverdag. Måske lidt anderledes. (Helt sikkert anderledes.) Men ikke desto mindre vaskeægte, helt oprigtig og meningsfuld. Jeg tror, at mange ville nyde den ro og fordybelse, som kommer af det her liv.

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

14 Kommentarer

  • SVAR

    Bliver gang på gang imponeret og inspireret af din indsigt, dit refleksionsniveau, dit mod og din evne til at formulere dig – alt sammen noget helt særligt. Tak for det og dejlig dag din vej 🙂

    • SVAR

      Af hjertet tak. Hvor er det dejligt at læse ❤️

  • SVAR

    Jeg er ovenud betaget af jeres liv og jeres unger ❤️

    Lånerne er faktisk en gammel favorit hos mug og den står hundekoldt hjemme i reolen, måske den skulle have et kærkomment gensyn sammen ungerne? – Det tror jeg den skal!

    • SVAR

      Ja, tag den frem. Åh, jeg synes, det er så hyggeligt. Eller se tegnefilmen eller den gamle, fine tv-serie ❤️ Og tak for dine kærlige ord.

  • SVAR

    Lyder dejligt . Mindes pludseligt da vores ældste blev taget ud af børnehave 1/2 år før hun skulle starte i skole da jeg alligevel var på barsel. Var så dejligt at kunne sidde til langt ud på aftenen sammen om kreative projekter. Og Tak for forslag til læsning. Det benytter jeg gerne. Har lyttet til glasslottet som lydbog

    • SVAR

      Ja, det er så dejligt at have god tid <3 Tonje Glimmerdal er én af de bedste børnebøger, jeg har læst. Jeg er spændt på, hvad du synes om den. Hvad synes du om Glasslottet?

  • SVAR

    Hvor er jeg glad for, at jeg har fundet din blog. Jeg har kun været “på” en uges tid, men hvor er det fantastisk at læse om jeres livsbekræftende tilværelse.
    Rigtig god dag.
    Mange hilsner fra en mor til tre, hvor hverdagstrommerum og -logistik fylder en hel del. Det er dejligt at blive mindet om at stoppe op og nyde det guld, man er omgivet af.

    • SVAR

      Kære du, ja: vi skal nyde guldet nu. Pludselig kan det være for sent. Min veninde er enlig mor til to, studerende, og har studiejob ved siden af. “Man indsamler en masse god erfaringer på sådan et studiejob,” sagde hun i dag, da hun lige havde fortalt, at hun er ved at løbe tør for energi. “Man samler også en masse gode erfaringer af at være god ved sig selv og sammen med sin familie,” svarede jeg. Vi er blevet drevet ud på så skævt et sidespor, at mange af os helt har mistet fornemmelsen for, hvad der er godt for os, og hvad der rent faktisk betyder noget. Jeg håber, min blog kan være med til at nuancere mulighederne. Og tak for at du læser med herinde ❤️

  • SVAR

    Åh, det lyder skønt! Og tak for bog anbefaling, du får en retur: The Nome Trilogy af Terry Pratchett. Jeg ved ikke om den er oversat til dansk, den handler også om andre væsener der lever i menneskenes verden og den er så SJOV. Jeg fniser mig igennem den 🙂 (Og som alle gode bøger giver den anledning til masser af refleksioner). Det er egentlig børnebøger, men jeg er totalt fan.

    • SVAR

      Ah hvor lyder den fed! Jeg har fluks bestilt første bind på bibliotek.dk. Tak for tip!

  • SVAR

    Tak for dette indlæg, jeg blev lige mindet om, at det faktisk ikke er strengt nødvendigt at passe “sengetiderne” når man bare skal være hjemme, så da 5-åringen kom ind og ikke kunne sove, så lagde jeg mig sammen med hende og så Bonderøven i stedet for at forvise hende til egen seng igen… Hun elskede det og stillede oceaner af spørgsmål til dyr, planter og maskiner, det var SÅ hyggeligt at jeg ikke havde noget imod at gense nogle episoder jeg allerede havde set. Det er svært at vænne sig til at friheden gælder alle de steder hvor “plejer” tidligere har regeret <3

    • SVAR

      Åh hvor er det fint. Det lyder som den skønneste tid; den slags, der lagrer sig dybt indeni som en stjerne af kærlighed.
      Det kræver et stort overskud at kunne fange øjeblikket og suge alt det bedste fra det. Når vi er pressede, har vi sværere ved at være impulsive og følge med de intuitive muligheder, vi bliver budt.
      “Plejer” er en følgesvend for de fleste af os, men mon ikke den slipper taget dag for dag, når vi sætter og selv fri?

  • SVAR

    Dét. Tænk at give plads til sit indre B-menneske. <3

    • SVAR

      Ha! Ja. Det er virkelig af stor betydning for min livskvalitet.