Horisont for unge

 

CAMP FOR UNGE MELLEM  13-17 ÅR D. 30.11 – 2.12.2018

 

“Hvis nogen spørger, om jeg synes, de skal tage på camp, vil jeg sige: Du bør tage af sted, for man får nye venner, og lærer ting, man ikke kunne før” N., 16 år

Unge har mere travlt end nogensinde, både i skolen, fritiden og på de sociale medier. Midt i det aktive liv kæmper mange med ensomhed, stress, usikkerhed og præstationsangst.
Presset for at leve op til et bestemt ideal har aldrig været større end i dag, hvor SoMe er en stor del af alle unges liv. På de sociale medier fremstår de jævnaldrende ofte uopnåelige, og mange føler, at de er de eneste, som er usikre, eller ikke synes, de passer ind. Det kan lede til en følelse af forkerthed, og mange unge tør ikke dele deres indre liv med omgivelserne af frygt for at blive forkastet. Nogle reagerer ved at bygge skjold op og vende følelserne indad, mens andre reagerer udadtil med vrede. Uanset hvad er reaktionen normal, men de unge tror, de er alene om at have det sådan.

Derfor gør vi i Horisont meget ud af at være autentiske omkring vores egen historie. Teamet på Horisont deler oprigtigt erfaringer fra vores eget liv, som ofte kommer bag på de unge, og vi inviterer dem til at se på sig selv med nye øjne.
Ofte er reaktionen lige dele lettelse og overraskelse: “Er der virkelig andre end mig, som har det sådan?”

På vores camps får de unge hjælp til at udvikle en bedre selvfølelse, når vi gennem kreative processer og nærværende samtaler skaber en bevidsthed omkring de ressourcer, de unge har med sig, men som de ikke selv er bevidste om. Vores kodeord er genkendelse; at blive set, hørt og forstået. Intet menneske er alene med sine udfordringer, og ofte er det, vi føler os forkerte omkring, netop de træk, som ender med at blive vores styrke.

Siden 2014 har Horisont afholdt camps for unge, der er blevet visiteret igennem kommunerne, og som har behov for massiv støtte for at kunne fungere i en almindelig hverdag. Vores nye camps er målrettet unge, der går i skole, og bor hjemme, men som har brug for inspiration og nye øjne på livet for at komme godt videre.

Den 30. november – 2. december afholder vi den første af denne type camps for 12-14 unge mellem 13-17 år i smukke rammer på Ærø. I løbet af de tre dage vil vi lære hinanden at kende, mens vi laver fede aktiviteter, alt efter holdets interesser. Der er mulighed for at arbejde med musikproduktion, klatring, skriveworkshop, parkour eller yoga – eller for at snakke, slappe af, se film og lave mad.

 

Til dig der overvejer at tage på camp

Hvad er Horisont?
Horisont er et tilbud til dig, der er mellem 13-17 år, og som har lyst til at opleve, hvordan det føles at være sammen med andre unge i trygge rammer, hvor der er plads til den enkelte og mulighed for at afprøve nye ting og få nye venner. På vores camps taler alle med hinanden, og du må være lige netop den version af dig selv, som du helst vil. De voksne på Horisont er gode venner ude i den virkelige verden, og de brænder for at inspirere, lave fede aktiviteter og være sammen med dig og de andre unge omkring gode oplevelser og brugbare snakke.

Hvad er Horisont ikke?
Horisont er ikke præstationsorienteret, sådan som mange tilbud til unge er det. Vi har ikke først og fremmest fokus på at optimere dine ydre præstationer, men derimod vil vi gerne støtte dig i at lære at hvile i dig selv og føle dig værdifuld, uanset hvor du er, og hvem du er sammen med. Med vores mange års erfaring fra kreative fag går teamet foran på en rejse, hvor du finder ind til alle de styrker og muligheder, som du måske har overset i dig selv. Vi inspirerer til at tage livet i dine egne hænder, så det bliver dig selv og ikke alle mulige andre, der bestemmer, hvor du skal hen. På den måde ender vores camps rent faktisk i sidste ende med også at være præstationsfremmende, men karakterer og den slags gider vi ikke bruge tid på.

 

Hvordan foregår det

Fredag den 30. november mødes vi på Svendborg Havn ved Ærøfærgen klokken 12, og sejler sammen til Ærø.
Søndag den 2. december ankommer vil til Svendborg med færgen klokken 15.
Vi tilbyder alle, som har været med på camp at komme ind i vores lukkede facebookgruppe, hvor alle kan skrive sammen, dele billeder fra deres hverdag og aftale af mødes igen på kryds og tværs.
I foråret 2019 bliver der mulighed for at deltage i en version 2.0 af campen.

Eksempel på dagsprogram, Camp:
8:00-9:00: Morgenmad
9:00-10:30: Formiddagsaktivitet (eks. klatring/musikproduktion/skrivning/parkour/strandsafari)
10:30-11:00: Pause med snack
11:00-13:00: Formiddagsaktivitet, fortsat
13:00-15:00 Frokost + pause
15:00-17:00: Tur ud af huset
17:00-18:30: Pause + vi laver aftensmad
18:30-19:30: Fællesspisning
19:30-20:30: Inspirerende oplæg og samtale i fællesskab
20:30-23:30: Fri hygge, spil, film, dessert

 

Praktisk om campen

Camp med 12-14 deltagere
Pris: 5500 kr. alt inkl.
Tid: den 30. november – 2. december, 2018
Sted: Ærø
Skriv til os for at få mere information om campen: majmymi@gmail.com

 

Hvem er vi

Kristian er rapper, komponist, producer – og senest grøntsagsavler. Kristian har som udøvende musiker (UFO Yepha) levet af sin musik, siden han var 20 år, og han har i samme periode produceret musik til prisvindende film og tv-programmer samt medvirket i utallige musik- og underholdningsopgaver. Kristians musikkarriere gaber over en guldmedalje i MC’s Fight Night som 18-årig til en høj stak Ugens Uundgåelige på P3, en bunkefuld prisnomineringer og musikturnéer. Han har produceret musik i Kina og USA – og i Danmark for så forskellige navne som Lis Sørensen, Shaka Loveless og Pendler Kids.

Maj My er uddannet journalist i New York, og har siden 2006 været ansat på dagblade og skrevet freelance i Danmark. De seneste år har hun skrevet bøger, blandt andet om social ansvarlighed og mobning sammen med skuespilleren Peter Mygind. Maj My holder foredrag og kurser for voksne, og skriveforløb for unge.
Både Kristian og Maj My anvender mindfulness i arbejdet med de unge, og begge er uddannet meditationsinstruktører.

Rune er pædagog og en fast del af Horisont-teamet. Rune har i mere end 15 år arbejdet fokuseret med unge, bl.a. indadvendte unge, selvskadende, stressede og unge med spiseforstyrrelser. Rune har udover sin pædagoguddannelse en kognitiv adfærdsterapiuddannelse, og så er han er uddannet parkourinstruktør, og dyrker fitness, yoga, klatring, sin motorcykel og kajak i sin fritid (- og på vores camps!) Rune og Kristian har kendt hinanden i mere end tyve år, og har lavet musik sammen i alt den tid.

Sarah er ligeledes en fast del af Horisont-teamet. Sarah har med afsæt i sit arbejde som socialrådgiver mange års erfaring med længere samtaleforløb med unge, hvor hun arbejder med udgangspunkt i empowerment. Sarah interesserer sig for håndarbejde, madlavning, gode film og bøger. Hun er en dygtig sparringspartner for både store og små, og elsker at bage cookies og spise lakrids – og så er hun én af Maj Mys gode veninder, hvilket sikrer intimitet, oprigtighed og fokus i arbejdet.

Herudover inviterer vi løbende cool, innovative mennesker fra vores netværk med på camps, så vi kan lave film, fotografere, tegne, lægge make-up og andre fede aktiviteter.

Sammen udgør Horisont-teamet en autentisk og stærk gruppe voksne, som de unge kan læne sig ind i, trække på og søge inspiration hos.

Tidligere deltagere om Horisont

– Der er sket meget, siden jeg startede på Horisont. Jeg er blevet bedre til at se fordele og ulemper ved at gå i skole; jeg er kommet af med min stress, og ser mine venner mere. Jeg har lært, at jeg kan være sammen med mange mennesker, pige 14 år

– Jeg var spændt forud for min første camp, men det var hyggeligt og dejligt at komme hjemmefra. Jeg vil sige, at man kan lære nyt af at være med, og man får snakket om sine problemer, dreng 15 år

– Horisont er en fed mulighed. Man lærer nye mennesker at kende, og får et bedre forhold til dem. Det er godt for én, som ikke tør komme ud af sin dør, og man bliver ikke presset til noget, pige 15 år 

– Jeg er blevet mere social, og har fået venner. Jeg har fået hjælp med mange ting, og det er godt at komme væk fra alt det derhjemme. Hvis nogen spørger, om jeg synes, de skal tage på camp, vil jeg sige: Du bør tage af sted, for man får nye venner, og lærer ting, man ikke kunne før, dreng 16 år

– Jeg har fundet ud af, at jeg er kreativ, og kan lave musik, og jeg har fået en ny bedste ven. På de to første camps lærte jeg at lave mad, og mine forældre kan lide de retter, jeg laver til dem derhjemme, dreng 15 år

Comments are closed.