Hun mødte jesus, og skrev en bog om det (også om splittelsen mellem at flytte i kloster og formidle til hele verden)

Alting fortjener bedre tid.

Det er et vilkår i de fleste liv, et ufravigeligt faktum.
For mig betyder det, at når jeg tager tid til én ting, ryger der tid fra noget andet – og alle tingene betyder noget for mig. Næsten alt sammen vil jeg gerne. Jeg har skåret mine aktiver ind til benet, og alligevel ville jeg ønske, jeg havde bedre tid til hver af dem.

Fordi det er sådan nogle ting, som man aldrig bliver færdig med. Som man altid kan gøre lidt bedre.

Tag det her indlæg eksempelvis: Jeg skriver til jer, fordi jeg gerne vil fortælle om den bog, som Kristian og jeg har læst på skift her i Sverige, og som har været en stor oplevelse. Èn jeg ønsker, at andre skal få glæde af. Mine refleksioner kunne nemt forgrene sig i mange forskellige tankerækker, og jeg håber, at I ville nyde at læse dem, præcis som jeg ville nyde at skrive dem – men jeg er ikke sikker på, at jeg har tiden til det, for klokken er allerede over midnat, og i morgen tidlig vågner fire sæt øjne, som jeg gerne vil have energi til at se ind i.
Og når jeg så står op, og kommer ned i køkkenet, tænder jeg kortvarigt for internettet for at trykke “udgiv” her på bloggen, inden jeg igen slukker for den lille wifi-kasse på væggen, og forsøger af være den bedste mor, jeg kan (selvom jeg i virkeligheden har lyst til at læse indlægget igennem 2-3 gange, før jeg deler det, og dernæst gad jeg godt sidde og følge med i, hvor mange af jer, der kigger forbi herinde – og se om nogen af jer skriver en kommentar? Men jeg øver mig i netop at være, hvor jeg er – nemlig i Sverige.)

Men nu til bogen.
Jeg mødte jesus” er den danske journalist Charlotte Rørths hudløst ærlige, velskrevne og inspirerende beretning om, hvordan hendes liv ændrede sig drastisk i løbet af få minutter, da hun fuldkommen uventet mødte jesus i 2009. Yes, det var det, der skete, og hun havde (mindst) lige så svært ved at acceptere det, som mange af jer, der læser med, har.
Bogen, som handler om Charlotte Rørths møde med Jesus, og om alt det mødet har betydet for hendes liv, var længe undervejs, og det er faktisk én af dens styrker: At man følger forfatterens forvirrede, oprørte, smukke og livsbekræftende proces fra de skæbnesvangre minutter i en kirke i Spanien, til hun fem år og en meget lang række interviews, rejser, undersøgelser og bønner senere, sætter sig, og skriver den bog, hvis første oplag blev udsolgt over en weekend.

Bogen rører mig; den glæder mig, og giver mig håb. Jeg har ikke mødt jesus, men jeg er troende (omend ikke religiøs), og jeg er søgende, tillidsfuld og overbevist om, at der er både en dybere mening med vores liv på jorden og tilmed mange flere liv efter det. Derfor glæder det mig – og det bobler i mig, og inspirerer mig – at læse hendes fortælling, som blandt andet vidner om, at mange videnskabsfolk nu om dage ganske ublu vedkender sig, at de ikke har svaret på alt, og at der med stor sandsynlighed er mere mellem himmel og jord, end vi kan afklare med deres værktøjer. Det glæder mig, at troen langsomt spirer frem i vores hverdag, samtaler, tanker og forventninger. Som troende ønsker man kun, at andre vil finde deres tro også (det er min overbevisning, at der findes omtrent 7 milliarder veje til gud, og de er alle sammen rigtige).

Charlotte Rørth fortæller i sin bog om det gule lys, der stråler fra hendes fingre, så også andre kan se det, og hun beskriver sin dybe og vedholdende skepsis overfor sine egne oplevelser såvel som splittelsen mellem den omverden, hun ikke tør dele sit nye liv med, og den overflod af mening, der skyller igennem hende, når hun vågner til en ny dag.

Hun skriver også om en splittelse, som jeg kender indgående – igen, uden at jeg vil påstå, at jeg kender lige præcis den rejse, Charlotte Rørth er på. Men både hun og jeg er formidlere i hjertet: vi er så meget journalister, at vores måde at tænke verden på og vores måde at formulere det levede liv, går gennem de ord, som vi bruger til at kommunikere, selvom vi på andre plan aller helst ville trække os og være uden at sende noget ud i verden.
Og det er noget, hun kæmper med, efter hendes liv bliver vendt på hovedet: På den ene side har hun lysten til at gemme sig i et kloster og fuldkommen fordybe sig i livet med gud, og på den anden side er der hendes uudslukkelige behov for at grave dybere, vende flere sten og dele det, hun finder med omverdenen.

Det kender jeg. Her sidder jeg i Sverige, og føler, at tiden er mere end rigeligt fyldt ud, og vi ser ingen mennesker overhovedet. Men vi er jo også seks i os selv, og egentlig ville jeg så gerne skrive videre på min bog (det vil jeg faktisk gerne nu – men den er der ligesom ikke helt. Tiden og roen.) og der er en del af mig, som bliver så træt af mig selv og facebook og instagram og alle de her ord, samtidig med at jeg ikke lade være med at dele. Jeg kan ikke. Det er som at have to kald: Stilheden, det indadvendte, behovet for at isolere mig og skrive, skrive, skrive uden at dele noget før om flere år måske og så det udadvendte, den side som bearbejder hurtigt og gennem formidling, og som deler med omverdenen, der til gengæld responderer. Dén synergi. Der er de to kræfter i mig, og det vil der nok altid være.

Charlotte Rørth beskriver i den sidste del af sin bog, hvordan hun efter fire år nåede frem til, at hun fremfor alt er formidler, og at det er hendes opgave at videregive det, hun har fået indblik i. Så hun satte sig til tasterne, og skrev den bog, som katapulterede hende ind i en tætpakket foredragskalender og et åbent liv med jesus som pendul. Den bog, som jeg synes, I skal læse.
Den er nærmest umulig at opdrive som trykt bog, for øvrigt, men jeg har linket til den på Arnold Buscks hjemmeside, hvor jeg selv købte den til Kristian i fødselsdagsgave efter at have ledt over alt.  Derudover er den naturligvis også på biblioteket.

Hvad tænker I om det? Altså, om at møde jesus og om tro i det hele taget?
Og kender I også til splittelse mellem de dybfølte drifter i jeres indre?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

21 Kommentarer

  • SVAR

    flere i min familie har fundet eller mødt Jesus efter at have været ikke troende. Jeg synes det er underligt – men tror de trives med det og så er det jo fint 🙂 jeg kan slet ikke forestille mig det kunne ske for mig – jeg tror slet ikke på noget – jo det gode i mennesker 😉 samtidig med jeg slet ikke tror på nogen guder, skæbne, soulmates m.m. har jeg selv oplevet at møde en “religion” hvor verden åbnede sig og mit liv var forandret for evigt 🙂 og det har været fantastiske – og kan nogen få noget lignende via jesus eller gud – så under jeg dem det.

    Jeg har i den grad taget buddhismen til mig, men selv her skærer jeg alt det “overnaturlige” fra.

    Det river i mig efter et arbejdsliv samtidig med at jeg er skræmt fra vid og sans om jeg nu vil kunne finde ud af at finde en balance eller om jeg vil give mig så meget arbejdsmæssigt, når jeg får chancen at jeg sætter hensynet til mine børn og mit helbred til side igen – så lidt splittelse kender jeg. Kunne jo bare se i tirsdags hvor jeg var til træning, hvordan jeg giver mig helt i forhold til træning. Jeg ved med mit hoved at jeg skal passe på mig, men det ligger åbenbart meget dybt at give alt hvad jeg har i mig. Og jeg vil jo også rigtig gerne finde ud af hvad jeg kan. Hvor meget jeg kan klare –
    og så bliver man vel nød til at give sig helt – men risikere jeg så at brække nakken
    ? det er så svært. Håber jeg finder den gyldne middelvej.

    • SVAR

      Jeg håber også, du kan finde balancen, for der er ikke noget at sige til, at du savner at have flere input i dit liv, men samtidig går det – som du skriver – ikke, hvis det betyder, at du ikke kan hænge sammen. Hvad er dine tanker om arbejde, mere konkret?

      • SVAR

        > havde jeg frit valg på alle hylder ville jeg gerne fortsætte som pædagog indenfor specialområdet. Men er ret åben i forhold til hvad. Man kan jo gøre en positiv forskel inden for alt. Og det er jo det der driver mig. Timemæssigt vil jeg ikke kunne klare noget der minder om fuld tid, så tænker flexjob.

  • SVAR

    Jeg føler mig også splittet i min tro. Jeg ved, at Gud er der, men alt det med kirke, og hvordan det fungerer, kan godt virke lidt fremmed.
    Jeg er nok mere spirituel, og synes bønnen, fokus og meditation er vigtigt.

    Jeg har netop læst Lars Muhls Gralstriologien, og den vækker noget dybt i mig. Det er virkelig gode bøger om Jesus, Maria Magdalene og eventyrrejsen ind i det esoteriske.

    Tak for anbefalingen —godt jeg har Mofibo :—)

    • SVAR

      Gralstrilogien er så dejlig. Det er én af de mest præcise beskrivelser af en personlig, spirituel udviklingsrejse, jeg har læst. Åh, der er så mange gode bøger i den genre, men jeg får aldrig lavet de anbefalinger dér.. 🙂

  • SVAR

    Hej Mai My
    Jeg tror at der i dag er mange mennesker, især unge, som er søgende efter mening med livet og som dig selv, ønsker at finde ind til det som er vigtigt for dem selv. Jeg hører til den ældre generation og har nu fået roen og tiden til fordybelse og indsigt hvad livet er for mig, jeg kan se et perspektiv, fordi jeg har levet så lang tid at jeg har noget at se tilbage på og reflektere over. Jeg ser ikke at tro eller religion er noget udenfor os selv, men derimod som noget der er inde i os selv. Det er en spiritualitet som vi alle har i os, men som mange ikke tager alvorligt eller rigtig forstår hvad de skal bruge den til. Det er derfor dejligt når man støder på inspiration fra andre som har spirituelle oplevelser, men man skal ikke glemme at se efter alle de gange man selv oplever den samme inspiration i hverdagen. Det er i små ting og øjeblikke i kontakten med sine medmennesker og i kontakt med naturen at disse spirituelle oplevelser opstår og undrede og mirakler viser sig. Det er ikke kun de få forundt, men er en del af os allesammen, men ingen oplever det samme, for det afhænger helt af hvor vi er i vores liv og hvad der er vores vej , den vi skal gå for at udvikle os og gro som sjæle. I mit liv har fokus altid været på nærvær i nuet og forsøge at leve enkelt og i balance med det jeg siger og det jeg gør. Ligesom indianerne ville sige WALK YOUR TALK. Det er en god måde hele tiden at holde sig selv op på hvordan man lever sit liv og om man tør tage konsekvenserne af de valg man træffer.
    Jeg synes du gør dig mange gode tanker og refleksioner over dit liv og dine valg som kan være til inspiration for andre, så bliv ved med det, men bevar nærheden og lev livet som var det den sidste dag i dit liv. Du kan hele tiden kun gøre det bedste du ved ud fra der hvor du er i dit liv lige nu og så finde glæde og styrke i det. Tak for din blog, du skriver så dejlig åbent om de ting der rør sig i dig og din lille familie.
    Hilsen fra Majken, en mormor

    • SVAR

      Kære Majken – Tak for din kommentar. Det er nemlig rigtigt: Spiritualiteten, og dermed gud og meningen med livet, er i os alle og hvis vi holder kontakten til den varme i os selv, vil livet forme sig derefter med mange smukke, guddommelige øjeblikke, store som små.

  • SVAR

    Jeg har sådan en H.C. Andersen-kristendom: Gud har skabt verden og når mennesket dør, flyver sjælen ud af kroppen og op til Gud 🙂 Bibelen og kirken siger mig ikke så meget, det gør salmer derimod. Jeg synger salmer og læser eventyr for mine børn næsten hver aften.

    • SVAR

      Salmer og eventyr – det kan jeg tilslutte mig ❤ Og din tro lyder skøn og meningsfuld.

  • SVAR

    Kære Maj My
    Jeg har endnu til gode at læse “jeg mødte Jesus”.
    Jeg tænker, den vil være oplagt i min læsegruppe, da der er stof til mange refleksioner og overvejelser ved læsningen.
    Dit skriv idag får mine tanker vendt mod en anden snak vi havde i gruppen, efter at vi læste Kirsten Thorups seneste roman…nu kan jeg ikke huske titlen, men temaet var mor/datter- forholdet. I flere portrætartikler fortæller hun, hvordan hun selv synes hun svigtede som mor hver gang en ny bog blev til.
    På samme tid blev Lise Nørgård 100 år, og der blev skrevet meget i den anledning. Hun var også selv helt klar over at hun var “en dårlig mor”, jeg tror hun sagde noget med, “bevares, de (børnene) havde det jo godt med den unge pige”…
    Senest har vi læst et par af Agnes Henningsens første erindringsbøger. Her gentager mønsteret sig også – hun havde også andre til at passe børnene imens hun skrev. Og så ammede hun lige hver 4. Time, hvis hun huskede at tage toget hjem til tiden fra Hermann Bangs skrivestue, eller fra de sjove fester hun deltog i, osv.
    Og jeg tænkte jo på alt dette, da du skrev om splittelsen mellem at leve “en klostertilværelse”, eller om at være i livet lige nu, med træthed over de hurtige formidlinger, og længslen efter den bog, der ligger og venter på,at du skriver den.
    alting tager tid fra andet, som du skriver, og har gjort det i mange generationer. Og jeg tænker, at hvis bare en lille del af ovennævnte børn kunne vælge, så ville de vælge et liv med en forælder, med blot en anelse mere tilstedeværelsen det de havde fået i deres eget barndomshjem.
    Den betragtning roliger altid hos mig, når jeg af og til får fornemmelsen af at “være lidt tung i rumpen” .For jeg var der, for mit afkom, når det gjaldt.
    Men når det er sagt…så,vil jeg da glæde mig til at læse “bogen”, når den ligger klar.
    Hvis ikke nogen skrev dem til os, så havde vi læsere jo ikke haft noget at spejle os i, eller debattere i læsegruppen❤️

    • SVAR

      Kære Lisbeth, sikke en helt igennem vis og konstruktiv kommentar. Den vil jeg bære med mig i mit hjerte, når jeg føler noget andet end familien trække i mig, hvilket heldigvis sker meget sjældnere, nu hvor jeg rent faktisk har valgt dem til. Mange mange tak ❤

  • SVAR

    Kære Maj My. Jeg hørte sidste år Charlotte Rørth holde foredrag i Vig Kirke om sit møde med Jesus. – Jeg er vokset op i Vig, og vi havde dengang en helt vidunderlig præst, som jeg med mine forældre og mine 5 søskende hørte prædike i Vig Kirke hver søndag. Det var så helt naturligt og smukt og dybt meningsfuldt. Jeg tænker, at troen er en erfaring. Og personligt er jeg slet ikke i tvivl om, at vi er guddommelige åndelige væsener, der har en bevidsthed om bevidstheden. Og som har brug for en mening med tilværelsen. C.G. Jung blev engang spurgt: “Tror De på Gud?” – Hvortil Jung svarede: “Nej, jeg véd. – Sådan har jeg det. Jeg véd, at vi er åndelige væsener. Og jeg véd, at livet er dybt meningsfuldt – og et mysterium. – Der er uendeligt megen visdom at hente i forskellige kulturer. Alle kulturer har nogle fortællinger, myter, om kampen mellem det Gode og det Onde. – Og så er jeg dybt taknemmelig for netop at have mødt den kristne fortælling så smukt og rent og kærligt, at den er blevet en stor inspiration og et stærkt fundament i mit liv. – Den kristne fortælling passer også fint ind i det astrologiske univers, hvor Kristus markerede indgangen til Fiskenes Tid, som vi nu er ved at forlade for at bevæge os ind i Vandbærernes Tid. En kærlighedsimpuls kom til Jorden for et par tusind år siden. Og der er fra den periode bevaret så uendeligt smukke og vise udsagn, som vi stadig kan bruge oceaner af tid på at hente styrke og inspiration fra til det krævende liv, vi har med hinanden her på Jorden. – Jeg tænker, at vi længe har været forvildede og afskåret fra vores forbindelse med vores guddommelige kilde. For mig ligger synden dér: at forvilde sig væk fra den guddommelige kilde. Frelsen er så at finde denne kilde igen. Derfor tænker jeg, at det allervigtigste, vi kan bruge vores tid på i dag, er at hele vore egne forladthedssår og samtidig arbejde politisk på, at vore børn får mulighed for at få dækket deres livsnødvendige behov for tilknytning til deres primære omsorgspersoner. Vi kan ikke leve stærke autentiske liv uden forbindelse til Kærligheden. Tilknytningen er forbindelsen til Kærligheden. Og hele Verden er afhængig af, at vi er forbundne med denne Kilde. – Det er denne erkendelse, der vokser frem med stor kraft netop i denne tid.

    • SVAR

      Kære Tove, tak for den skønne beretning om dit liv med vished om det guddommelige. Jeg er ikke vokset op i et troende hjem, men har alligevel altid været det, og jeg ved ligesom du gør, at Gud er. For mig er Gud en uendelig og energetisk og meget lidt konkret størrelse, og bl.a. derfor føler jeg mig ikke fuldkommen hjemme i kristendommen, men jeg anerkender og er taknemmelig for den impuls, som bl.a. jesus kom med, og som vi stadig kun er ved at forløse (netop i Fiskenes tidsalder, som du også nævner). Jeg ser det mere som Martinus, der beskriver, at Jesus netop var en disciple blandt mange med det formål at skabe lys i vores mørke – og jeg ved, at du også oplever, at det lys skinner tydeligere og tydeligere nu.
      Herudover er jeg overbevist om reinkarnation, og så længe kirken ikke anerkender det, har jeg svært ved at se mig selv i den ramme, fordi netop vores evige liv; vores dannelsesrejse her på jorden og sikkert også mange andre steder, er et helt konkret holdepunkt i min navigation i livet hver eneste dag. Men nu skal det handle om overensstemmelse og enighed, og derfor vil jeg slutteligt skrive, at jeg er dig taknemmelig for din evne til altid at bevare forbindelsen mellem det guddommelige – kærlighedens kilde – og vores måde at indrette os i kærlighed og tilknytning ifht. vores børn og os selv. Dine formuleringer er med mig dagligt.

      • SVAR

        Kære Maj My. Tak for dit kærlige svar. Jeg er også helt overbevist om, at Jesus var et menneske, som du og jeg, men med en helt særlig ren forbindelse til den Guddommelige Kilde. – Og jeg tror også, at vi gennemlever liv i mange forskellige skikkelser – reinkarnation. De første kristne troede også på reinkarnation. Så jeg tænker, at der er ét og andet, Kirken må forholde sig lidt mere nysgerrigt til. Blandt andet også – som sagt – til begreberne synd og frelse. – Så jeg glæder mig over at komme i min smukke lille kirke og synge de helt vidunderlige salmer – og tale med præsterne om andre måder at forstå kærlighedsbudskabet på. – Tak, Maj My, for dine altid meget inspirerende og tankevækkende tanker.

  • SVAR

    For mig giver det ikke mening at tro – for det giver kun mening for mig at tro, hvis jeg tror, at jeg ved noget. Og mht. dette ved jeg, at jeg intet ved. I stedet håber jeg. Og jeg håber i den grad

    • SVAR

      (eh, sendte for hurtigt af sted. Første kommentar, altså) Som jeg sagde;
      For mig giver det ikke mening at tro – for det giver kun mening for mig at tro, hvis jeg tror, at jeg ved noget. Og mht. dette ved jeg, at jeg intet ved. I stedet håber jeg. Og jeg håber i den grad, at der findes noget mellem himmel og jord. Og lige netop det håb giver mig mulighed til at efterforske, hvad end dette måtte være.

      Og ja, jeg kender i den grad til splittelsen. Jeg oplever dagligt, hvilket kontrastfuldt menneske jeg er og jeg er først ved at lære helt, hvordan jeg skal håndtere det. Det kan være en udfordring med alt det jeg føler så dybt for !
      Tiden er også knap for mig, så jeg håber virkelig, at min kommentar giver mening. Men langt om længe har jeg kommenteret herinde og det var altså på tide ! 🙂

      • SVAR

        Kære Anne – jeg forstår godt, hvad du mener i forhold til tro vs. håb. Men for mig er det alligevel en tro. En ydmyg, intuitiv og konstant tro, som udvikler sig med mere og mere dybde, men som ikke desto mindre har været med mig, siden jeg blev født, og som føles lige så naturlig og ufravigelig som det at gå her på jorden. Din lyst til at efterforske er så skøn en ting; jeg håber, de fleste føler den – stærkere og stærkere jo klogere vi bliver som art.

        Jeg kan også genkende det med, at det kan være en udfordring at føle så dybt for så mange ting. Det er en evig påmindelse om at holde sig bevidst og vælge til og fra med hjertet – og med overblik. Knus til dig

        • SVAR

          > Jeg tror lige, at jeg vil forsøge at tage min egne tanker lidt videre omend jeg synes det er umådeligt svært at formulere kort – der er så mange facetter, at det er svært at finde rundt i.
          Jeg vil understrege, at det med håbet er mit udgangspunkt – altid. Og med hensyn til Jesus eller hvilken som helst anden Jesus-karakter er det blot et håb i mig. Jeg kan ikke og har aldrig mærket Jesus, og jeg synes nok også, at dele om netop dén historie er skøre. Men klart et håb om, at han eller en anden findes, for hvor ville det dog være vidunderligt.
          Jeg tror fuldt ud på universet og dets magt. Det tror jeg – som dig – helt intuitivt og konstant på. Det rummer meget, men for mig rummer det især noget, som vi kan kalde karma. Om karma blot er energier mellem mennesker, en form for gud eller anden højere magt, det aner jeg ikke. Men jeg tror på, at det er der, for jeg kan mærke det helt klart og tydeligt. Og så holder jeg for øvrigt af at kalde min tro for universet for det rummer jo hvad som helst.
          Jeg har tænkt hele dagen og det vil jeg fortsætte med. Det må jeg takke dig for 🙂

  • SVAR

    Jeg synes også rigtig godt om bogen og hendes foredrag og jeg kan varmt varmt anbefale Anita Moorjanis bog at dø for at leve, som jeg synes er endnu dybere og givende at dykke ned i!

    • SVAR

      Ah, den vil jeg undersøge. Hvis du interesserer dig for reinkarnation, er mit absolut bedste bud de tre bøger af Michael Newton – “Sjælerejser”, “Livet mellem livene” og “Sjæleskæbner”.

  • SVAR

    Jeg er troende, så for mig lyder det ikke mærkligt at møde Jesus, det lyder facinerende.

    Selv for jeg at sandheden er som et bjerg med toppen skjult i skyerne, ingen kan kende den på forhånd, men der er et utal af veje til toppen nogle nemmere end andre, men ingen forkerte.
    Det lyder som en spænende bog.
    Det er så skønt at tro er blevet mere ok, selv har jeg oplevet at min tro blev set af behandler som større problem end min angst….. af lægerne som skulle hjælpe mig, glad for jeg ikke er tvunget til at se de læger mere. For min tro har redet mit liv, ved at give Meg noget at holde fast i når verden og jeg selv var kaos.